Det var i nittenniogfyrre eller cirka deromkring

… at Peter Lassen gik ombord på Jutlandia for at arbejde som opvasker, mens det endnu var et passagerskib på Atlanterhavet. Her treogtres år efter, lever han en mere tilbagelænet fastlandstilværelse i Allerød oven på et farverigt liv fyldt med kunst og skabe: Mr. Montana er ikke Hr. Hvemsomhelst. En idé han fik tilbage i ’74 giver ham endnu smør til brødet, og en masse kunstnere brød på bordet!

Peter Joakim Lassen er som den sjette, født ind i en søskendeflok på otte. Så han har altid haft lidt at slås med både opad og nedad. Kunsten har fra barnsben fyldt meget i hans liv, for han ”er vokset op i et galleri”, som han selv siger det. Gallerier, som vi kender dem, var der ikke mange af i 1930, da han blev født, og Peter hentyder da også til sit hjem, der var rigt beklædt med værker af hans morfar, Joakim Skovgaard, og den mere kendte oldefar og guldaldermaler, P.C. Skovgaard.

Besættelsen i 1940 prægede Peter Lassens ellers stilfærdige liv. Men hverdagen fortsatte trods alt sin mere eller mindre genkendelige gang, mens han gik i skole, og pludselig kom befrielsen. Peter avancerede til gymnasiet, og i sommerferien ’49 fik han den unikke mulighed at sejle med det senere så berømte hospitalsskib, Jutlandia. Dengang fandtes der ingen sange om det, og det var et helt almindeligt passagerskib, der transporterede rejsende til Amerika. Noget knapt så almindeligt var, at gymnasieknægte tog hyre på sådanne skibe, hvilket blev anledning til Peter Lassens første medieoptræden, da Frederiksborg Amstidende bragte nyheden. ”Dengang skrev man mange ting i avisen, som man ikke skriver i dag”, forklarer han grinende, mens han mindes sin påmønstring på Jutlandia. Rejsen startede nemlig lettere kikset ved, at Peter overraskede skibsdrengekollegerne i lag med ludere fra Frihavnen, og det er ikke den bedste måde at indlede et samarbejde med sømænd. Men så var sejlet også sat til flere måneders eventyr!

Da han var hjemme igen, brød den kolde krig ud, og Danmark var fanget i spændingen mellem Øst og Vest. Peter var færdig med gymnasiet, og det var tid til at vælge sit fremtidige hverv. De almindelige muligheder som bibliotekar, skolelærer eller ingeniør interesserede dog ikke landdrengen, der tog bestik af situationen og besluttede sig for, at ingen skulle bestemme over ham, hvis en konflikt skulle opstå. Han ville have mulighed for at påvirke sit eget liv frem for at lystre ordrer, og han forestillede sig, at dette bedst kunne gøres ved, ironisk nok, at blive officer i søværnet. I starten af 50’erne blev han således uddannet til søofficer, tog den lille maskinmesterprøve og blev senere skibsfører i flåden.

Da den varme del af den kolde krig dampede af, gik Peter Lassen i land efter seks år i søværnet. I mellemtiden havde han giftet sig ind i en ganske særlig familie, der havde ry for at producere nogle ganske særlige møbler: Fritz Hansen. Her blev han ansat som produktionsplanlægger, og der gik ikke længe før Peter Lassen var i tæt samarbejde med hele Danmarks tungskyts inden for arkitektur og design. Arne Jacobsen, Jørn Utzon, Børge Mogensen, Piet Hein, Verner Panton og Hans Wegner havde alle deres gang i virksomheden, hvor Peter langsomt steg i graderne. En dag blev han så selv inspireret til at tegne sig et møbel: Det var reolsystemet 6060, og det skulle blive starten på en meget begavet rejse i helt nye vande.

Lorenzo de Medici, sådan cirka
I dag er Peter Lassen 82 år gammel og primært kendt for at have grundlagt reolsuccesen Montana. Men få kender til, hvor involveret han egentlig er i den danske kunstscene. Peter er nemlig det, man i gamle dage ville kalde for en ægte kunstmæcen – lidt ala Lorenzo de Medici, bare knapt så florentinsk. I det hele taget virker han ikke til at være tryg ved udtrykket kunstmæcen, og han er ”bestemt ikke medlem af Danske Mæceners Landsforbund”, griner han højlydt og afvisende. Ej heller føler han sig berettiget til at blive sidestillet med Carl Jacobsen, for ”man kan tjene langt flere penge på øl, end på reoler”, griner han videre uden at dvæle ved det faktum, at de begge har forårsaget en væsentlig kunstproduktion i Danmark.

Hvert år bliver der nemlig givet mange støttekroner ud i Montanas navn, men det er nu Peter Lassen, der i høj grad øser ud af egen lomme, ved at bortgive en god bid af de royalties han modtager for sin opfindelse af Montana, og det salg der er affødt ved det. Disse støttekroner gives bredt ud til kunstnere, koncerter, film- og bogprojekter og større konstruktioner som caféen på Statens Museum for Kunst eller udstillingssalen på Det Kongelige Bibliotek, som Peter tilmed selv har designet og indrettet. Alt i alt drejer det sig om svimlende beløb, men da Peter Lassen bliver frittet for et mere konkret tal, får man at vide, at det de seneste ti år drejer sig om et beløb på mellem 25 og 50 millioner kroner.

Dette er egentlig et fjollet svar pakket ind i beskedenhed, der dækker over en utilfredshed med de politiske prioriteringer på kunstområdet: ”Jeg synes, at kunsten har været meget til stede de seneste ti år, der er bemærkelsesværdigt mange unge kunstnere, der har gjort sig gældende. At det ikke politisk har afsat sig i en erkendelse af kunstens betydning, det er det tragiske. Det vi ser i øjeblikket med nedskæringer alle steder på alt, der har det ringeste med kreativitet at gøre, det bliver beskåret uden hensyn til konsekvenserne. Der er ingen tvivl om, at der er et overforbrug i det danske samfund, så det er rigtig sundt, at der er et eftersyn på, om pengene bliver brugt fornuftigt. Men de nedskæringer, der er på Det Kongelige Kunstakademi, der resulterer i, at de må lukke Billedhuggerskolen, det er jo det rene vanvid”.

Peter Lassen er i netop dette tilfælde selv trådt til ved i samarbejde med Bjørn Nørgaard og Nørgaard På Strøget at sponsorere driften af endnu et semester på Billedhuggerskolen. De har til gengæld bedt Mikkel Bogh, akademiets rektor, om fremover kun at bruge Det Store Atelier til aktiviteter, der kan tydeliggøre konsekvensen for politikerne, hvis de skulle gennemføre lukningen af Billedhuggerskolen på Frederikshavns Kanal. Og det drejer sig om politikerne, og ikke regeringen, understreger mæcenen, ”for det er sgu ligegyldigt hvem man tager; de ville gøre det samme alle sammen.

Kunsten har ingen økonomisk funktion, men den bidrager jo. Man må ikke begynde at lave regnestykker på det, man kan bare konstatere, at der for helvede bliver betalt tilbage. Hvad ville vores samfund være, hvis ikke vi havde musik? Hvis ikke vi havde forfattere? Hvis ikke vi havde teater, billedhuggere og kunstnere? Kunsten er en forudsætning for demokratiet. Det er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning, og sådan er det bare,” konstaterer han.

6060, Montana og frihed
Han er på ingen måde distræt, den 82-årige, men snarere knivskarp og med en entusiasme, der varmt træder i karakter igennem den lattermilde personlighed. Alligevel forekommer der til tider afbrydelser af ellers energiske talestrømme, med udbrud så som ”se, der er en hare” eller ”hov, der var en fugl,” hvis øjnene hviler på haven udenfor. Peter Lassen har aldrig lagt skjul på sin store fascination af naturen, og her i Allerød er den helt omkring ham. Interviewet foregår i hans gule murstensvilla, der er placeret på en skovgrund ud til en mark, hvor der både vader fasaner, harer og rådyr rundt.

De nærmeste naboer er et parcelhuskvarter til den ene side og en provinsiel rockerborg til den anden, men ”det bevirker kun til færre ubudne gæster,” fryder han sig klukleende. Naturen kan man dog ikke komme uden om, og den går også igen i hjertebarnet. Hele Montana-konceptet er delvist baseret på naturens cykliske gentagelser, der, ligesom reolsystemet, består af relativt få grundelementer, som sættes sammen og kombineres i et utal af variationer: En matematiker har udregnet kombinationsmulighederne ved et Montana-grundmodul til mere end 4×10229, eller rettere et 4-tal med 229 cifre bag… ”Det er det, der giver Montana den indre energi,” forklarer Peter. Men hvorfor var det, at Montana overhovedet blev grundlagt?

Montana-sideboard-1024x1024
Da Peter Lassen i 1974 designede korpussystemet 6060, der egentlig kun var ment som opbevaringssystem for firmaets egne produkter ved udstillinger (og elegant udtænkt komplementerende til Arne Jacobsens minimalistiske formsprog), gik der ikke længe, før han blev administrerende direktør i Fritz Hansen. Dette varede imidlertid kun få år, for den stolte møbelfabrik blev opkøbt af Skandinavisk Tobakskompagni, der forsøgte at diversificere sig ved at købe sig ind i mindre sundhedsskadelige virksomheder.

Peter Lassen blev fyret fra sin post og måtte se sig om efter nyt arbejde. ”Der er vi i 1979, hvor jeg skulle til at spekulere på, hvad jeg nu skulle tage mig til,” forklarer han. ”Jeg var 50 år, og jeg tænkte, ”der er sgu ingen, der vil ansætte mig med den alder,” så jeg besluttede mig for, at det var bedre at starte for sig selv. Jeg blev fyret med en 3-årig konkurrenceklausul, hvor jeg ikke måtte beskæftige mig med møbler. Til gengæld fik jeg løn,” husker han tilbage med et lusket smil.

De tre år brugte Peter på at kigge sig omkring, hvilket blandt andet bragte ham i forbindelse med whiskyimport og lakseopdræt. I sidste ende var det dog møbelproduktionen, der syntes mest attraktiv, og i 1982 satte Peter Lassen sig for at færdigudvikle hjertebarnet 6060, hvilket mundede ud i grundlæggelsen af Montana, der bærer mange fællestræk med det oprindelige møbel.

Montana-reolen var et overraskende nyskabende og kreativt bud på, hvordan man også kunne indrette sit hjem. ”Et produkt skal være en eller anden form for service for en bruger, så jeg tænkte tilbage på mine femogtyve års erfaring og fandt frem til, at mennesker gerne selv vil bestemme møbleringen af deres rum. De vil ikke være tvunget af arkitekter eller ingeniører, men selv have frihed til at indrette. Hvis de i tilgift til det kan ændre denne møblering i takt med, at de selv ændrer sig, så er det godt, og det blev idéen til konceptet: Mennesker skulle have frihed. Men det er ikke nok med det, for den frihed skal både respektere miljø, økonomi og æstetik.”

Peter Lassens vision blev, at han skulle medvirke til en bedre hverdag for mennesker i hjemmet og på arbejdspladsen ved at tilbyde en indretningskultur, der var mere økonomisk og fleksibel, og som havde en iboende etisk dimension, da kvalitet ifølge ham i høj grad er forbundet med miljøbevidst- og optimalt ressourceudbytte. Standardreolen i de danske hjem var et tårnhøjt hyldeskuffedarium på det tidspunkt, så Montanas fleksibilitet og variationsmuligheder fremstod som et fremmedelement, der var sværere at sælge end som så. Problemet var, forklarer designeren, at det ikke bare var et innovativt møbelprodukt, men et mere abstrakt salg af muligheder, der var svært at formidle til den brede befolkning. Og det var sådan, at Peter Lassen fik genoplivet kontakten til kunstverdenen. ”I nogle tilfælde er det ikke så meget værket, der interesserer kunstneren, men derimod processen, arbejdsmetoden og iscenesættelsen. På samme måde skulle jeg kommunikere og iscenesætte Montanas muligheder for forbrugeren. Mit samarbejde med kunsten tager altså i virkeligheden udgangspunkt i problemet ved at markedsføre muligheder.”

Møbelkunst og familiealbums
Gradvist implementerede Peter Lassen en mere kunstnerisk baseret indgangsvinkel til formidlingen af sine produkter, og i år 2000 tog kunsten næsten over, hvor han hyrede kunstneren Erik A. Frandsen til at udarbejde Montanas stand ved en møbelmesse i Køln. Et sted, hvor det ellers er enormt svært at skille sig ud fra de hundredvis af møbelproducenter, der er fordelt på halvtreds tønder land.

[quote]Hvis du ser halvtreds tønder land med møbler, så bliver du fuldstændig åndssvag i hovedet, det er ikke til at holde ud at se på. Så jeg sagde til Erik, at jeg gerne ville lave en afbrydelse, en pause, i al den grå masse, og byde vores gæster velkommen – Hvordan gør vi det? Det var lige på toppen af hans blomsterperiode, så han tog alle mine tres-halvfjers kvadratmeter væg og malede blomster på dem, og det blev jo fantastisk velkommende, iblandt alt det andet lort.[/]

Montanas samarbejde med Erik A. Frandsen fortsatte i nogle år endnu, hver gang lige innovativt og spektakulært, og i en sådan grad, at de konceptuelle udsmykningstiltag smittede af på kunstnerens egenproduktion, der i 2007 udstillede nogle af idéerne på Glyptoteket. Og netop dette er indirekte kendetegnende for Peter Lassen, der synes at elske at aktivere al det kunst, som han involverer sig i:

”Alle mæcener er forbilledlige. Peter et dertil en, der gerne vil lege med,” har Bjørn Nørgaard udtalt, og hvad kunne være et bedre eksempel end Kirsten Pieroths værk ved Socle du Monde Biennalen i 2004, hvor hun udstillede en urviser fra den nedlagte færgeterminal i Havnegade i København. Pieroths værk var sponsoreret af Montana, og hun ville gerne illustrere idéen om den tid, som hun og Peter Lassen i virkeligheden spildte på hinanden ved at stjæle tiden fra havneuret. Det blev til en nøje planlagt operation i bedste Olsen Banden-stil, hvor hun, Peter og en fotograf mødte op på slaget tolv. Hvad de dog ikke havde taget højde for var, at der samme dag blev afviklet Copenhagen Marathon i byen, hvorfor gaden vrimlede med tilskuere og løbeentusiaster. Opmærksomheden blev for meget for kunstneren, der ville udsætte gerningen til en anden dag, men Peter Lassens tid er ikke sådan til at stjæle, så han besluttede sig for selv at træde til. Designermæcenaktivisten på daværende 74 år kravlede således op i færgeterminalens tårn ved højlys dag og begik kunsttyveriet på egen hånd!

Tilbage i den gule murstensvilla i Allerød sidder han så her i stuen – med kaffe og søndagstærte og bladrer i de mange bøger, der bevidner årtiers oprigtige engagement i kulturlivet. Man kan ikke lade være med at tænke på ægte familiealbums, når man sådan ser den ældre herre bladre i kunstbøgerne over projekter, som han har været med til at give liv. Her figurerer Peter Bonde, Jesper Dalgaard og Olarfur Eliasson. Marco Evaristti, Jeppe Hein og Katrine Ærtebjerg. Bjørn Nørgaard, Claus Carstensen og Martin Bigum. Ursula Reuter og Henning Christiansen, og listen bliver ved og ved. Det er vitterligt som en stor familie, der kontinuerligt får nye medlemmer, og som alle kommer til familieoverhovedet, når der mangler penge eller søges råd.

Ikke-samling
Udenfor i indkørslen ser man som det første skulpturer af Lina Murel Jardorf og en bænk af Ingvar Cronhammar. Så man må formode, at Peter Lassen i løbet af disse år har sat en del værker af til sig selv. Men når der bliver spurgt ind til hans egen kunstsamling, ler han afvisende og svarer, at han ingen kunstsamling har.

”Jeg har mange kunstværker, men jeg har ingen samling. Der er ingen plan med det jeg får eller erhverver mig, så man kan ikke sige, at jeg er kunstsamler,” fastslår han, om end svaret klinger skævt. For på en senere rundtur igennem villagrundens tilstødende bygninger, viser han sit kontorlokale, hvor mængden af de udstillede værker får én til at undre sig over, hvad det er, hvis det ikke er en samling? Langs kontorlokalets vægge hænger, står og ligger der dusinvis af værker.

Her er alt fra grafik af Günther Grass til guldalderkunst af C.A. Jensen, værker af Malene Landgreen og Erik A. Frandsen, og dér på endevæggen hænger der et sublimt maleri af William Scharff. Hvad er man, hvis man ikke er samler, men har en masse af noget bestemt? Langsommelig forbruger? Kleptoman? Det er nu først ude i næste bygning i Peter Lassens værksted, at man virkelig får øjnene på arbejde, hvis ellers nakken kan følge med. På hele den ene endevæg er der en reol, måske fem meter høj, og bestemt mere rummelig end Montanas kuber, hvor der på rad og række er opmagasineret malerier af alskens kunstnere. På gulvarealet er der mere sporadisk spredt eksperimentale møbler og småskulpturer, og dér, lænet op ad en anden væg, står der sørme et enormt og fantastisk smukt værk af John Kørner. Maleriet har en specialdesignet og skævtudseende ramme, der går i spænd med motivets dragende karakter, og værket står umiddelbart ensomt og forladt – men ikke rigtigt, for hvis man kigger ordentligt efter, står der endnu et Kørner lige bag det! Indtil videre bor værkerne bare herude på værkstedet, men ’ikke-samleren’ har trods alt planer om at ombygge værkstedshallen til et udstillingsrum i den kommende fremtid, fortæller Peter beroligende.

På vej ud af hallen står der en bestøvet palle midt på gulvet med vandretstablet, og ærlig talt ganske interessant, billedkunst. Én ting er at have massevis af værker stablet nogenlunde systematiseret på reoler, men ligefrem at efterlade dem oven på hinanden på en gammel palle… Er der da slet ingen respekt? Peter Lassen ænser foruroligede miner og kommer eventuelle spørgsmål i forkøbet: ”Dem dér, dem har jeg lavet,” siger han, mens han blufærdigt peger på den lille palle. ”Men det er ikke kunst,” klukler han igen, ”det er en møbelproducents tidsfordriv”.

Alle billeder takket være Carl Gustav Winthereik

More from Denis Rivin

Det var i nittenniogfyrre eller cirka deromkring

… at Peter Lassen gik ombord på Jutlandia for at arbejde som...
Læs mere