Essentielle albums fra 00’erne

Begyndte du at høre musik i går? Ved du ikke, hvordan du skal finde vej igennem den endeløse strøm af udgivelser? Du kan begynde med Netudgavens anbefalinger af Essentielle Albums. Hvis du følger vores anbefalinger så går det ikke helt galt, og vi lover dig en række fantastiske musikoplevelser. Vi starter med perioden 2000 – 2010 AKA 00′erne.

1) Sigur Rós – Agætis Byrjun (Fat Cat Records, 2000)*
Årtiet blev skudt i gang med en, bogstaveligt talt, underjordisk udgivelse. For islandske Sigur Rós lader til at have direkte forbindelse til de såkaldte huldufolk, overnaturlige væsener som ifølge islandsk mytologi befolker klipper og huler. Agætis Byrjun består af 70 minutters unik og dragende musik af mageløs skønhed. Åbningsnummeret ”Svefn-G-Englar” begynder med tyste orgeltoner og vokser sig gradvist til en tindrende finale med støjende guitarbrus mere end 10 minutter senere. Samme fremgangsmåde benyttes i ”Flugufrelsarinn”, ”Ný Batteri” og ”Vidrar Vel Til Loftárása”. Et mere nøgent udtryk kendetegner ”Starálfur”, hvor piano og et dominerende strygerarrangement understøtter sangeren Jonsi Birgissons inderlige vokal. Et af albummets smukkeste øjeblikke. Det, som giver Sigur Rós deres særpræg og gør Agætis Byrjun til en stor lytteoplevelse er sangenes opbygning i samspillet mellem den sfæriske guitarbrus, de pulserende basgange, de simple keyboard-anslag samt trommerne der holder igen og eksploderer på de rette momenter. At man som lytter næppe forstår teksterne, spiller ingen rolle. Det er netop musikkens kraft som er i centrum her. Birgissons ord og fraseringer er en medspiller på niveau med de andre instrumenter og viser den islandske kvartet som et fuld-udviklet og dybt originalt ensemble, der har sin helt egen musikalske dagsorden. Sigur Rós evner til fulde at formidle de repetitive og svimlende shoegaze** lydlandskaber i flotte melodier. I samhørighed med bandets immanente forankring i islandsk åndsliv, med alt hvad dertil hører af mystik, overtro og isolation, har muliggjort tilblivelsen af dette sublime album.

2) Interpol – Antics (Matador, 2004)
New York-gruppen Interpols andet album Antics er en plade, hvor man fornemmer et band som for alvor finder fodfæstet i sin musikalske identitet. En musikalsk identitet med tydelige forankring i sen-70′ernes new wave og start-80′ernes post punk. Det er særligt spor fra hhv. Joy Division og Television, som man hører hos Interpol. Sanger Paul Banks har en udtryksfuld baryton i stil med Ian Curtis, forsangeren i Joy Division, ligesom de tematiske og komplementære guitar-figurer mellem Banks og Daniel Kessler, guitaristen i Interpol, minder om Tom Verlaine og Richard Lloyds fra Televisions samspil. Så vidt om inspirationskilderne. For Interpol lyder mest af alt som sig selv og serverer på Antics 10 iørefaldende og stemningsmættede sange. Pladens orgelbårne åbner ”Next Exit” sætter kvartetten i scene som storbyens sønner: ”We ain’t going to the town, we’re going to the city”. Dette er lyden af et band, som hylder byen og dens momenter. Teksterne bør i øvrigt fremhæves som et stærkt kort hos Interpol. ”When personality is scarred tissue/
We travel south if it’s use/I’m subtle like a lion’s cage/Such a cautious display” som det lyder i ”Not Even Jail.” Selvom Banks’ og Kesslers guitarer indtager vigtige roller, står rytmesektionen ligeledes centralt i Interpols lyd. Samspillet mellem Carlos Denglers basfigurer og Sam Fogarinos trommer giver dynamisk fremdrift i ”Evil”, ”Take You On A Cruise” og ”Public Pervert”. Interpol fremstår på Antics som et band med et tæt samspil og en fælles indforståethed om, hvad der tjener sangene bedst. Og sangene? De er aldeles fremragende.

3) Arcade Fire – Neon Bible (Merge, 2007)
Det canadiske ensemble, anført af ægteparret Win Butler og Regine Chassange, maler musikalske melodramaer med den helt brede pensel på det ambitiøse værk Neon Bible.Det høres allerede i åbningsnummeret ”Black Mirror” som med et konstant trommebeat og hvirvlende violiner sætter tonen for albummets stemning. ”Mirror, mirror on the wall. Show me where the bombs will fall” synger Butler med indfølt desperation. I sangteksten er der heller ikke meget at glæde sig over i titelnummeret, hvor der konstateres, at der ikke er megen chance for overlevelse. Men Arcade Fires historie er også præget af triste begivenheder. Debutalbummet Funeral (2004) bearbejder en række dødsfald i bandmedlemmernes familier. Et tema, som gentages i en af Neon Bibles flotteste sange, den storladne ”Intervention.” Her bruger bandet kirkeorgel til at skabe dramatisk tyngde og som med stor effekt understøtter tekstens alvor: ”Working for the church while my family dies/ Singing Halleluja with the fear in my heart”. Et nummer, hvor inspirationen fra Bruce Springsteens energiske og livsbekræftende stadionrock er gennemgående. For selvom teksterne svælger i tristesse, er det netop i musikkens kraft og fylde, at man mærker håb og livsglæde. Hvilket fuldt ud kommer til udtryk i ”Intervention.”

De rytmiske elementer er en af Arcade Fires musikalske styrker. Om det er trommer, klokkespil eller rytmeguitarer, som hvirvler afsted, så mærker man energien fra et band med appetit på livet og musikkens muligheder. Det høres i de ligeledes fantastiske ”No Cars Go” og ”The Well & The Lighthouse”. Arcade Fire slår med Neon Bible deres position fast som et af de senere års mest originale og indflydelsesrige bands. Med sange, der på lyriksiden er tungsindige, men musikalsk sprudler af liv og personlighed.

* Agætis Byrjun udkom på Island i 1999, men eftersom albummet først blev tilgængeligt internationalt i 2000 er det kvalificeret til denne liste.

** shoegaze: betegnelse for bands, der spiller støjrock med brug af bl.a. rumklang, distortion og ekko til at skabe et psykedelisk og drømmende lydbillede. Shoegaze-scenen havde sin storhedstid perioden 1988-1992 og tæller navne som My Bloody Valentine, Ride, Slowdive og Cocteau Twins.

More from Martin Gronemann

Sonar er kommet til København

Den har allerede været en stor succes i flere hippe storbyer, heriblandt...
Læs mere