Essentielle albums fra 1990erne

Begyndte du at høre musik i går? Ved du ikke hvor du skal begynde i den endeløse strøm af udgivelser? Start med at læse Netudgavens anbefalinger af ESSENTIELLE ALBUMS. Fyr op for Spotify, læn dig tilbage, og giv dig nu i kast med 90’erne.

Ahhh..1990’erne. Årtiet hvor garderoben bestod af skovmandsskjorter (ja, okay hipstere, det gør den også i dag) og Dr. Martens-støvler, og hvor der på den musikalske front udkom nogle veritable rock mesterværker. Velkommen til 90′erne. God fornøjelse!

1) Radiohead – OK Computer (Parlophone/EMI, 1997)
Oxford-kvintettens tredje album står som en af 90′ernes mest betydningsfulde udgivelser. Der hersker vist ingen tvivl om, at mange nyere bands ikke ville lyde som de gør, havde det ikke været for de stemninger, Radiohead fremmaner på OK Computer.

Bandet lægger overlegent fra land med det majestætiske åbningsnummer ”Airbag”, hvor forsanger Thom Yorke med den største selvfølgelighed synger ”In an interstellar burst, I’m back to save the universe”. Store ord, som til fulde understøttes musikalsk af de progressive guitar-riffs og stemningsskabende detaljer i lydbilledet.

En detaljerigdom og opfindsomhed, som bliver endnu mere fremtrædende jo længere ind i albummets univers, man bevæger sig. ”Paranoid Android” er albummets mest komplekse skæring, der som en pop-symfoni folder sig storladent ud i tre akter. Et overvældende og sublimt eksekveret nummer.

Albummet er særdeles filmisk i sit udtryk, og for at blive indenfor paradigmet udbygges lydkulisserne betragteligt i ”Subterranean Homesick Alien”, ”Let Down” og ”Lucky”, hvor guitarist Jonny Greenwood har skruet helt op for de atmosfæriske guitareffekter. Et mere inderligt og nedtonet udtryk forefindes i numre som ”Karma Police”, ”No Surprises” og ”Exit Music (For A Film)”, hvor Radioheads brug af klaver, klokkespil og 60′ernes toneangivende keyboard, mellotronen, ikke lader bands som Pink Floyd, The Beatles og Moody Blues noget efter.

Tematisk omhandler albummet menneskers isolation og fremmedgørelse i en moderne tidsalder. Mellemspillet ”Fitter Happier” indkapsler denne tematik, hvor en elektronisk stemme, magen til den som multihandicappede bruger til at kommunikere med, oplister en række scenarier, der skal gøre os ‘fitter happier and more productive’. Albummets titel kan både tolkes som en resignation til og erkendelse af teknologiens fremmarch. Fortolkninger eller ej, så er det et faktum, at Radiohead med OK Computer har skabt et album af så fantastiske dimensioner, at den placerer sig blandt de vigtigste rockudgivelser gennem tiderne. En plade, der transcenderer tid og rum og om noget lever op til betegnelsen ‘en født klassiker’.

2) Smashing Pumpkins – Mellon Collie & The Infinite Sadness (Virgin Records, 1995)
Chicago-bandet, anført af den altdominerende frontfigur Billy Corgan, havde haft en omtumlet karriere op til udgivelsen af deres fjerde album. Såvel trommeslager Jimmy Chamberlins eskalerende misbrug, som guitarist James Ihas mislykkede affære med bassisten D’Arcy Wretzsky havde truet med at lægge bandet i graven. Derfor var udgivelsen af dette dobbeltalbum en magtdemonstration, der skulle præsentere et stærkt og fokuseret Smashing Pumpkins. Hvilket i høj grad lykkedes.

Mellon Collie kan betragtes som et konceptuelt dobbeltalbum, som søger at favne alskens genrer og musikalske udtryk indenfor de rammer, der indkapsler de to plader: ‘Dawn to dusk’ og ‘Twilight to starlight’.

Corgan & hans velspillende kolleger formår at transformere livets lyse og mørke sider til 3 timers elektrisk udladning, der berører hele følelsesregistret. Bandet spiller stramt og energisk, og særligt Chamberlins trommespil er muskuløst og driver af saft og kraft. Mange følelser behandles i numrene, som viser stor alsidighed.

Sorg behandles i både melankolske ballader (”To Forgive”) og frenetiske vredesudbrud (”Bodies”). Glæde og kærlighed i numre som den storladne og umanérligt flotte ”Tonight, Tonight”, signatursangen blandt de 28, og den akustiske og ligeledes fine “Thirty-Three”. Et mere desperat udtryk dyrkes i de aggressive ”Bullet with Butterfly Wings” og “Zero”, hvor afmægtigheden også får fuld gas på tekstsiden: ‘Despite all my rage/I’m still just a rat in a cage” og “Intoxicated with the madness/I’m in love with my sadness”.

Bandet kommer vidt omkring på genre-banen. Her er både rendyrket rock (“Muzzle”, “Here Is No Why”), flirt med synth-rock (“1979”, “Love”), anstrøg til barok pop (“We Only Come Out Night”, “Cupid de Locke”), samt psykedeliske tiltag (“Porcelina of the Vast Oceans”, “Thru the Eyes of Ruby”).

Mellon Collie & the Infinite Sadness står som et af 90′ernes definerende albums og en udgivelse, som ikke synes bedaget af tidens tand, trends og toneklang. Numrene er stadig vitale og bredtfavnende, produktionen massiv og nærværende, bandet spiller kompetent og der synes en enighed om retningen af de meget forskellige sange og arrangementer. Og Billy Corgan træder for alvor i karakter som en mand med sit stærkeste katalog af sange. Sange, som dengang placerede Smashing Pumpkins i rockens super-elite.

3) Sonic Youth – Dirty (Geffen, 1992)
Sonic Youth fra New York er pionerer indenfor den moderne rockmusik. Siden dannelsen i 1981 har de i over 15 albums excelleret ud i avantgarde og støjrock – samt givet begrebet ‘at spille guitar’ en helt ny betydning. Der hersker ingen tvivl om at Lee Ranaldo og Thurston Moore står som to af nyere tids mest innovative og udtryksfulde guitarister.

Kendt for at modificere elektronikken i deres instrumenter og stemme guitarerne på alternative måder har Ranaldo og Moore opfundet deres eget tonesprog, hvor de på alle tænkelige (og utænkelige) måder har udforsket den elektriske guitars muligheder. Deres instrumenterne har i tidens løb levet en mildest talt udsat tilværelse, når de to guitarister har anvendt såvel trommestikker som skruetrækkere til at fremvride nye lyde ud af guitarerne. Grænseoverskridende, anarkistisk og dybt originalt.

Dirty er en udgivelse spækket med Sonic Youths adelsmærker. En plade ladet med højdepunkter. ”Sugar Kane”, ”Chapel Hill”, ”Youth Against Fascism” og ”100 %” er iørefaldende perler, som appellerer til enhver med hang til pop forklædt som støj. De to sidstnævnte sange drives frem af et bastant beat på en baggrund af melodiske guitar-linjer og dissonante forløb.

Kompromisløse aggressioner kommer til udtryk i den 59-sekunder korte obskuritet ”Nic Fic” og i ”Orange Rolls, Angel’s Spit”, hvor bassist Kim Gordon synger, og vitterligt spytter ordene snerrende ud.

De mere sfæriske momenter findes i sange som ”Shoot” og ”On the Strip”. Sonic Youths evne til at bygge op til crescenderende klimakser folder sig formidabelt ud i den tindrende smukke ”Theresa’s Sound World”. Muligvis albummets højdepunkt.

I lyset af al den virak som omgav 20-års jubilæet for Nirvanas Nevermind i 2011 vil vi her slå en dissonant og støjende akkord for Dirtys ditto jubilæum i år. Samt henlede opmærksomheden på deluxe udgaven af albummet, der indeholder ni studio outtakes og 12 demoer fordelt på to CD’er.

Skulle du forelske dig i Sonic Youth på baggrund af Dirty, er der yderligere 14 albums at give sig i kast med. Hører du derimod til de indviede, så smid lige skiven på igen og bliv mindet om ‘the screaming fields of sonic love’.

More from Martin Gronemann

Essentielle albums fra 1970erne

Begyndte du at høre musik i går? Ved du ikke, hvordan du...
Læs mere