Med licens til at underholde

Siden Sean Connery i oktober 1962 for første gang udtalte efternavnet, fornavnet og efternavnet, så har en hel filmverden været på fortrolig fod med såvel navn som nummer på alle tiders mest cool og usårlige agent. Netudgaven giver dig her en præsentation af James Bond og hans verden, som den foreløbigt har udfoldet sig gennem 23 film. Fra Dr. No til Skyfall. Velkommen til et univers af smukke kvinder, eksotiske lokaliteter, megalomane skurke, gadgets, biler og smokinger.

Det er 50 år siden, verden første gang stiftede bekendtskab med agent 007 James Bond, i skikkelse af den 32-årige skotte Sean Connery. Dr. No (1962) lagde grundstenene til den formel, som film-serien siden har benyttet sig af. Heri møder vi skurken, Julius No (Joseph Wiseman), der vil lægge verdenssamfundet som gidsel, hvis hans krav ikke bliver mødt. I kampen mod ham får Bond følgeskab af Honey Ryder (Ursula Andress), og med hende bliver Bond-baben fast bestanddel i persongalleriet. At Dr. Nos hovedkvarter befinder sig på Jamaica betyder naturligvis, at Bond må drage dertil. Eksotisk lokalitet: tjek! Disse er ingredienser, som undgør den klassiske Bond-cocktail.

Sean Connery introducerer James Bond på de tre niveauer, hans karakter har været defineret ved siden: som en hårdkogt agent, der kynisk gør det af med sine modstandere; womanizer, der erobrer talrige kvinder, uden at han følelsesmæssigt engagerer sig. Og endelig som en kultiveret verdensmand, som begår sig hvor som helst.

60′ernes Bond kæmper primært mod forbryder-organisationen SPECTRE, som specialiserer sig i terrorisme, hævn og afpresning. SPECTREs øverste chef er Ernst Stavro Blofeld, men i de første film bekæmper Bond skurke, der handler på vegne af Blofeld for SPECTRE. Foruden Julius No tæller disse den russiske spion Rosa Klebb (Lotte Lenya) i From Russia With Love (1963) og Emilio Largo (Adolfo Celi) i Thunderball (1965).

En enkelt afstikker fra det organiserede forbryder-kartel ser vi i Goldfinger (1964), hvor Bond forpurrer den stenrige forretningsmand Auric Goldfingers (Gert Fröbe) planer, der involverer guld, Fort Knox og en atombombe.

Bond mødes endelig ansigt til ansigt med Blofeld i You Only Live Twice (1967), hvor SPECTRE-chefen spilles med kyndig autoritet af Donald Pleasance i en af de smukkeste Bond-film i serien med betagende optagelser af vulkaner, japansk natur og kultur.

Det var under optagelserne til denne film, at Sean Connery udtalte, at dette ville blive hans sidste optræden som Agent 007. Han var bekymret for at blive låst fast i rollen og efterfølgende type-castet i Bond-lignende film.

Connery vendte dog tilbage for en enkelt mission i Diamonds Are Forever (1971), hvor han spiller overfor Charles Gray, som var hans allierede i en lille rolle fire år tidligere. Denne gang er de modstandere, idet Gray spiller Ernst Stavro Blofeld.

Det er ligeledes i denne film, at vi støder på to af de mest mindeværdige håndlangere i serien: det homoseksuelle lejemorder-par Mr. Kidd og Mr. Wint, portrætteret med skæv munterhed af Putter Smith og Bruce Glover.

Bond og Blofeld, denne gang spillet af Telly Savalas, bekæmper ligeledes hinanden i On Her Majesty’s Secret Service (1969). Filmen, der ligeledes gør sig bemærket ved at have George Lazenby i rollen som Bond. Det var australierens eneste 007-eventyr og hvor der hersker bred enighed om filmen og plottets kvaliteter, er meningerne om Lazenbys præstation straks mere delte. At lade Bond forelske sig og blive gift i denne film giver point på karakter-skalaen, men Lazenbys fremstilling af Bond, der incognito indtager Blofelds hovedkvarter som slægtsforskeren Sir Hillary Bray, er forstyrrende og latterliggør Bond-figuren.

Et karakteristik ved 60′ernes Bond-film er, at de satte en standard og en genre-konvention, der var defineret indenfor filmenes egne rammer. Det var Bond-film, som inspirerede andre, ikke omvendt. Denne tendens brød 70′ernes film med; nu med Roger Moore i rollen som 007.

Her er det tydeligt, hvordan nyere amerikanske genre-strømninger sætter sit præg på Bonds eventyr. Film som Shaft (1971) og Superfly (1972) skabte genren blaxpoitation, krimier med sorte skuespillere, som primært udspillede sig i hårdkogte storbymiljøer. Bonds besøg i Harlem i Live and Let Die (1973) er en tydelig reference til miljøet i en blaxpoitation-film, ligesom skurken Mr. Big (Yaphet Kotto) spiller på den ‘tough wiseguy’-stereotype, som ligeledes er karakteristisk for genren.

Da science fiction-genren blev en enorm mainstream succes med George Lucas’ Star Wars (1977), var producenterne på United Artists ikke sene til at indse, at Bonds efterfølgende mission skulle tage ham ud i rummet. Et klogt træk. Moonraker (1979) var den hidtil mest succesrige Bond-film, idet den indtjente 210 mio. dollars. En film, som med sit stort anlagte scope i plot og setting, komplementeres ved Michel Lonsdales afdæmpede portræt af den megalomane rigmand Hugo Drax.

Som sagt var det nu Roger Moore, som var trukket i smokingen og ekviperet med Walther PPK-revolveren. Hans syv film lancerede en mere vittig og elegant Bond end Connery. Denne tilgang til karakteren gav anledning til momenter i The Man With The Golden Gun (1974) som bilen i flyvende saltomortale og Bonds konfrontationer med dværgen Nick Nack (Herve Villechaize). Situationer, som er mere komiske end hvad godt er for en mand med 007s format.

Moore giver dog rollen mere alvor i The Spy Who Loved Me (1977), hvor et personligt opgør mellem Bond og baben Anya Amasova (Barbara Bach) lurer i baggrunden, mens de bekæmper skurken Carl Stromberg (Curt Jürgens).

Agent 007 går 80′erne i møde med For Your Eyes Only (1981), hvor bl.a. en række hæsblæsende skiscener, en naiv skøjteprinsesse (Lynn-Holly Johnson) og den umælende lejemorder Emile Leopold Loque (Michael Gothard) giver Bond udfordringer.

De eksotiske lokaliteter bringer James Bond til Indien i Octopussy (1983), som udover skurken Kamal Khan, portrætteret af franske Louis Jourdan, byder på et gensyn med Maude Adams. Den kuede elskerinde i The Man With The Golden Gun er nu erstattet af filmens selvstændige og handlekraftige titelindehaver.

Roger Moore runder sin karriere som Bond af med A View To A Kill (1985), en film, der står som en af de mest mindeværdige blandt 007s eventyr. Ikke blot pga. en lang række flotte sekvenser i Eiffel-tårnet i Paris og på Golden Gate-broen i San Francisco. Men også fordi Christopher Walken skaber en interessant skurk i Max Zorin. Han formår at lade karakteren balancere mellem charme og psykopatisk utilregnelighed

Det bliver Timothy Dalton, som løfter arven efter Moore. Som et kuriosum kan nævnes, at han helt tilbage i 1969 var tiltænkt rollen som Connerys arvtager. En rolle han afslog, med bemærkningen om, at han med sine 23 år var for ung til at spille Bond.

james_bond_el_agente_007_476557969_1199x
Dalton debuterer i The Living Daylights (1987), hvor James Bond er oppe imod både sovjetiske og amerikanske modstandere i bl.a. Marokko og Afghanistan. Filmen udmærker sig også ved at tage temperaturen på samtidens politiske klima, idet 007 får hjælp af Mujahedin-krigere i nedkæmpelsen af de sovjetiske tropper. USSR lå i bitter strid med guerilla-bevægelsen i Afghanistankrigen 1979-88.

License To Kill (1989) føjer nye nuancer til Bond-karakteren, idet 007s mission her er et personligt opgør med narkobaronen Franz Sanchez (Robert Davi), der, efter en arrestation, har hævnet sig grusomt på Bonds bedste ven, Felix Leiter (David Hedison).

Dette blev Timothy Daltons sidste mission med Walther’en i inderlommen. Ærgerligt, fordi hans to film præsenterede en Bond, hvis udvikling man godt kunne have ønsket sig udfoldet i flere film.

Hvilket fører os hen til Pierce Brosnans karriere som James Bond og en vis metaltræthed i serien. Problemet med disse film er ikke Brosnans indsats. Han er en glimrende skuespiller, og med bedre manuskripter kunne han have skabt en interessant Bond for 90′erne. Desværre forfalder Brosnans Bond-film til alt for megen action overlæsset med effekter, svage karakterer på skurkefronten og dårligt eksekverede plots.

115815__pierce-brosnan-pierce-brosnan-pistol-007-james-bond-james-bond-black-background_p

Debuten med GoldenEye (1995) ridser problematikken tydeligt op. Der tegnes en interessant konflikt, da Bond forrådes af sin bedste ven Alec Trevelyan (Sean Bean), men istedet for at fokusere på og udvikle denne personkonflikt, falder GoldenEye sammen i et action-overload og effekt-jageri uden pointe og finesse.

Et problem, som når sit lavpunkt i Die Another Day (2002), hvor brugen af computer-generated images synes brugt udelukkende for effektens skyld. At Bond kører i en usynlig bil, er et klart symptom på, hvordan der tænkes på hule effekter, fremfor gode ideer.

Et andet problem ved Bond-filmene i 90′erne er en række karakter-svage skurke. Renard (Robert Carlyle) er en skurk. der er ligeså anonym og forglemmelig, som hans karakter er immun for smerte i The World Is Not Enough (1999) og ideen med at gøre Die Another Day-skurken Robert Graves (Toby Stephens) til en figur med dobbelt identitet synes mere diffus end gennemtænkt.

Faktisk er det kun Jonathan Pryce som mediemogulen Elliott Carver, der brillerer i rollen som excentrisk og megaloman skurk (som en Bond-villain skal være). Dette, samt et velskrevet plot om den globale multi-mediale nyhedsverden, gør Tomorrow Never Dies (1997) til den bedste Bond-film med Brosnan.

Afslutningsvis rettes fokus på Daniel Craig, den seneste James Bond. Det synes nærmest symbolsk at lade ham debutere i filmen, som bærer titel med romandebuten, for med Casino Royale (2006) er agent 007 vitterligt genfødt.

Casino Royale - filmstill btintern
Craig sætter på forbilledlig vis nye facetter til karakteren i en film, som er ligeså velskrevet, velspillet og fuld af charme og overskud, som “de gode, gamle Bond film”. Hvilket ikke yder “Casino Royale” fuld retfærdighed. Fordi filmen netop formår både at løfte arven og samtidig bringe Bond ind i fremtiden. Her forfaldes ikke til billige tricks, men gennemtænkte og originale action-sekvenser. At lade den urbane idrætsudfoldelse parcour indgå i åbningssekvensen er intet mindre end genialt og hæsblæsende på den måde, Bond-action skal være det. (Og så nævner vi blot i en bisætning, at Vesper Lynd (Eva Green) muligvis er den smukkeste Bond-babe nogensinde!)

Dog formår Quantum of Solace (2008) ikke at nå samme niveau. Bond fremtræder i denne film mere som en karakter på niveau med Jason Bourne eller Ethan Hunt(Mission: Impossible), hvilket til dels kan skyldes den mere rå action, filmen indeholder. Hvilket gør at Quantum of Solace ligger under for samme problemer som Brosnan-filmene, ligesom voldsscenerne i denne film hører til i den mere brutale ende.

Dette bringer os frem til i dag, og den nyeste Bond-film Skyfall (2012). Filmen er lige præcis den Bond-film, man kunne ønske sig. Den tilgodeser både traditionalister og nyere fans af serien. Filmen kalder både på intertekstuelle referencer til serien, men iscenesætter også det mest personlige portræt af Bond hidtil. Fortællingen om, hvordan drengen James blev agenten 007.

Blandt referencerne hører M’s kontor med den læderindfattede dør, den originale Aston Martin fra Goldfinger, re-introduktionen af miss Moneypenny og et vovet, men vellykket træk med at genetablere Q, nu som ung computer-nørd.

Filmen sprænger dog for alvor lærredet ved at indlejre subtile meta-overvejelser om præmisserne for de gamle film og hvorvidt Secret Service/MI6s arbejde nu om dage synes outdated. På den måde lykkedes det for Bond-serien at forny sig, ved netop at stille sig kritisk overfor sin egen historik. Et mesterligt greb. Skyfall er da også, fuldt fortjent, ikke blot den bedst indtjenende Bond-film (£96 mio.), men også den mest indtjenende film i britisk filmhistorie.

50 år efter verden første gang stiftede bekendtskab med James Bond, formår han stadig at tryllebinde og begejstre. 007 er stadig det mest cool nummer i verden. Et faktum, der er ligeså selvfølgeligt som, at en Vodka Martini serveres rystet, ikke omrørt.

More from Martin Gronemann

Halvdelen af verden kigger med – historien om Mew

Som optakt til Mews koncert på Roskilde Festival, bringer vi her et...
Læs mere