Nekrospektivt interview #1: Denis Rivin møder Piet Mondrian

Selvom man er død, kan man sagtens svare for sig. Netudgaven interviewer den hollandske (og hedengangne) kunster Piet Mondrian.

Piet Mondrian (1872-1944) var en hollandsk maler med base i Amersfoort, Paris og New York. Da 1. Verdenskrig bryder ud i 1914 befinder den 42-årige Mondrian sig i sit hjemland, hvor han, grundet udrejseforbud, er tvunget til at blive de næste fem år. Det er her, han stifter bekendtskab med Theo van Doesburg, med hvem han grundlægger bevægelsen De Stijl (Stilen). En bevægelse baseret på harmonien mellem rette linjer og rene former, der er den synlige verden overlegne. Det bliver begyndelsen på Mondrians ledende rolle i maleriets abstrakte udvikling i det 20. århundrede, og ikke mindst Mondrians geometriske abstraktion.

Denis Rivin: Jeg vil gå direkte til sagen, Piet. Du forekommer mig som en meget introvert personlighed. Er den simplificerede nonfiguration i dine værker et udtryk for en måde at tænke på? Er det sådan, du ser verden?

Piet Mondrian: Jeg konstruerer linjer og farvekombinationer på en flade, så jeg kan efterligne en generel og almengyldig skønhed. Det har ikke spor at gøre med måden jeg ser verden på. Jeg prøver bare at udtrykke noget sandt. Naturen inspirerer mig og giver mig en emotionel skabertrang, som jeg ikke kan se bort fra. Jeg vil så tæt på sandheden som muligt, og derved abstrahere fra samtlige overflødige objekter der findes. Jeg vil nå til universets fundament! Du må forstå, at kunst er for alle, men ikke for enhver. Søgen efter et kollektivt forståeligt indhold er en illusion, da indholdet altid vil blive individuelt tolket. Derfor prøver jeg at skildre en kollektivt forståelig form, da dette er langt mere objektivt og derfor almengyldigt. Hvordan jeg ser verden har egentlig ikke så meget med min kunst at gøre.

DR: Det siges at du er meget spirituel, og at du har opsøgt en dybere viden om spiritualitet igennem din kunst. Det må da have noget med din verdensanskuelse at gøre?

PM: Det er korrekt, at jeg har dyrket spiritualitet i mange år. Lige siden jeg opdagede Madame Blavatskys hovedværk, The Secret Doctrine, har jeg været en overbevist tilhænger af teosofi (en trosretning kombineret af videnskab og filosofi, der har til hensigt at forene alle religioner, sekter og nationer under et fælles etisk system baseret på evige sandheder, red.). Al billedkunst, fortidens værker såvel som samtidens, viser os ikke andet end at vi alle blot er linjer og farver, så på den måde, ja, der stræber jeg efter at formidle mit verdenssyn igennem værket. Men det er jo hverken håndgribeligt eller på anden vis virkeligt. Hvis man vil nærme sig det spirituelle i kunst er det nødvendigt at se bort fra virkeligheden så vidt muligt, da virkelighed i virkeligheden er komplet modsat det spirituelle. Derfor påstår jeg, at min kunst ikke har spor med virkeligheden at gøre, og derfor intet med min verdensanskuelse som sådan.

DR: Hvordan kan det så være, at din geometriske abstraktion er så logisk og konkret? Den er jo meget nærværende og ikke mindst virkelig, da den netop skildrer naturens essentielle grundsten via kompositionerne og det faktum, at du udelukkende benytter dig af primærfarver. Det er da ret virkeligt?

PM: Du hører tydeligvis ikke efter hvad jeg siger til dig. Følelsen af skønhed vil altid blive forpurret af objektets fremkomst, og det er derfor jeg har valgt at eliminere objektet fra mine værker. Kun sådan kan skønhed møde beskueren i sin reneste form, og det er det eneste jeg prøver på: at skabe et grundlag hvor hele menneskeheden kan mødes. Men da dette desværre er en utopi, mister motivet sit greb om virkeligheden. Det er et paradoks, det vil jeg give dig ret i, men ikke desto mindre sandt. Desuden var det først omkring 1916 under mit tvangsophold i Holland, at jeg begyndte at eksperimentere med den nonfigurative komposition. Inden da benyttede jeg mig af hele farvepaletten, og var meget inspireret af den til dels figurative kubisme.

DR: Okay. Så fortæl noget om De Stijl-bevægelsen, hvis du vil være så venlig.

PM: Hvad skal jeg fortælle?

DR: Det ved jeg ikke… Fortæl en anekdote fra dengang.

PM: En anekdote? Du må simpelthen være mere specifik, hvis du vil have, at jeg skal tage dig seriøst.

DR: Okay. Så fortæl lidt om Theo van Doesburg. Du var meget tæt med Theo i over tredive år, men det siges, at I omkring 1924 havde en stor uenighed, der resulterede i at du meldte dig ud af De Stijl. Hvordan kunne I blive så vrede på hinanden?

PM: Vrede på hinanden, siger du. Vi kunne have hældt flydende terpentin i øjnene på hinanden hvis ikke Bart (Bart van der Leck, et tredje ledende medlem af De Stijl, red.) havde stoppet os. Men Theo var en flamboyant og godhjertet eksoteriker. Han ville aldrig have gået så vidt, som til et decideret brud i venskabet. Han bar aldrig nag. Der må jeg efterhånden anerkende, at ansvaret var mit.

DR: Hvad skete der?

PM: Vi blev simpelthen rasende uenige om hvorhen bevægelsen skulle bevæge sig. Theo insisterede på, at man sagtens kunne benytte sig af diagonale streger i malerierne, hvorimod jeg nægtede enhver form for forstyrrelse eller kombination af det horisontale og vertikale. Jeg ville ikke have det! Jeg mener, hvis vi efterstræber en komplet nonfigurativ abstraktion for udelukkende at fokusere på de evige sandheder, så er det da et skråplan at begive sig ud i diagonaler. For mig at se, var det som at blande fremmede pigmenter i primærfarver. Jeg ville ikke høre tale om det!

DR: Så du forlod gruppen i protest?

PM: Mildest talt. Jeg smækkede døren så hårdt, at jeg var bange for at hans faldefærdige atelier skulle styrte over os. Men min vrede aftog hurtigt, og jeg var oprigtigt ked af at have brudt med Theo på den måde. Han var en ekstravagant mand med en befriende tilgang til livet og jeg savnede ham i den kommende tid, men var alt for stolt, til at undskylde. De følgende år tænkte jeg også en hel del på hans diagonale idéer og det irriterede mig rædselsfuldt, at jeg faktisk i stigende grad kunne forstå hvor han ville hen med det. Jeg ville ved hjælp af horisontale og vertikale linjer skabe kunst, der er så stærk som den er sand. Bevidsthed, uden kalkulation, ført af en stærk intuition der er grundet i harmoni og rytme. Det var mit klare mål. Men jo længere jeg tænkte over det, og jo mere jeg nærstuderede musik- og dansevidenskab, som jo også er en af mine store passioner, desto tydeligere kunne jeg forstå, at det diagonale godt nok bryder med det essentielle, men ikke desto mindre i lige så høj grad er en universel sandhed, da det netop er kombinationen af to statiske elementer: en slags organisk reproduktion, om du vil. Det er det levende blandt det døde, og om noget må man jo indrømme, at livsånden i vores verden så absolut er levende. I sidste ende bukkede jeg under for Theos idéer, men min stædighed tillod kun et listigt kompromis: Jeg malede de diagonale linjer på mit kanvas som Theo dikterede det, men valgte derefter at dreje kanvasset 45 grader, så de endnu fremstod statiske og i fuld harmoni med mine principper, ha, ha. Det var jeg ikke så lidt stolt af, kan du tænke dig.

DR: Det var også lige godt snedigt, Piet. Blev du nogensinde genforenet med Theo?

PM: Det gjorde jeg skam, og så ved et rent tilfælde! Hele fem år efter vores uoverensstemmelse rendte vi pludselig ind i hinanden på Café Le Procope i Paris. Det var komplet akavet, men Theos åbne personlighed hjalp mødet på vej, og uden at vide af det sad vi og drak champagne mens vi i venskabelige vendinger skændtes om kunstens udvikling, præcis som vi plejede. Det viste sig, at vi i over et år havde boet i samme arrondissement uden at vide af det! Derfra genoptog vi venskabet og sås jævnligt frem til hans alt for tidlige død i ’31.

DR: Du nævnte tidligere, at du er passioneret musik- og danseinteresseret. Dit allersidste værk, Broadway Boogie Woogie fra 1943, er af kritikere blevet kaldt for et mesterværk og kulminationen på din æstetik. Dette på trods af at du her gør en tilnærmelse til det figurative, som du ellers helt havde forladt tilbage i 1913. Kan du fortælle lidt om værket?

PM: Kritikere siger så meget. Men ja, eftersom jeg fuldendte værket kort før min død kan det vel sagtens siges at være kulminationen på mit œuvre. Jeg levede på det tidspunkt i New York, hvor jeg hurtigt blev vældig påvirket af metropolens intensitet. Lydene. Farverne. Formerne og hastigheden. Jeg indså, at jeg var nødt til at implementere storbyens særegne harmoni i mine kompositioner. Hvor brutal og forkvaklet denne harmoni end kan synes at være, er den i høj grad et væsentligt element i den evolutionære opfattelse af æstetik og skønhed. Men man kan jo ikke sige, at jeg er gået på kompromis med mine principper. Figurativt var det ikke ligefrem. Jeg har blot intensiveret kompositionen, og så ladet beskuerens antropomorfiske tolkningsmønster komme motivet til gode. Nogle ser rene linjer og former, mens andre associerer til en storbys pulserende vejnet.

DR: Hvorfor boogie-woogie?

PM: Fordi jeg elsker boogie-woogie.

DR: Interessant. Er der noget du kunne tænke dig at sige til vores læsere her til sidst?

PM: Nej, egentlig ikke. Jeg har meget travlt og skal videre.

DR: Hvad skal du?

PM: Det vedkommer hverken dig eller dine læsere.

DR: Bevares, Piet. Du skal i hvert fald have tusind tak for at stille op til dette interview i Netudgaven.

PM: Det var så lidt.

More from Denis Rivin

Det var i nittenniogfyrre eller cirka deromkring

… at Peter Lassen gik ombord på Jutlandia for at arbejde som...
Læs mere