Pressen og politikernes troværdighed under pres

Nepotisme, en. [nepoˈtismə] … det forhold, at en person giver sine slægtninge fortrin ved besættelse af stillinger, embeder olgn., skaffer dem fordele paa andres bekostning olgn… (Ordbog over det danske sprog)

5. december 2012 forlod – nu tidligere – Kulturminister Uffe Elbæk sit embede. Årsagen var beskyldninger om nepotisme og et efterfølgende pres på ministeren fra både politikere og presse. Ved at kigge på reaktioner rundt på de forskellige sociale medier er det tydeligt, at forløbet har medvirket til en endnu øget politiker- og medielede.

Som en undersøgelse fra Radius Kommunikation i efteråret viste, så ligger politikere og journalister i bund på troværdighedsindekset. Elbæk-sagen er måske det hidtil bedste eksempel på, hvorfor det går i denne retning. Sagen stiller både spørgsmålstegn ved pressens evne til selvkritik – eller endnu vigtigere evne til at kritisere konkurrenterne – og den stiller spørgsmålstegn ved ”definitionen af en politiker.”

Nepotisme? Virkelig?

Hvis vi følger den ovenstående definition af nepotisme, så forstås det som en begunstigelse af egne slægtninge på bekostning af andre. Hvis det virkelig var tilfældet, så skulle Elbæk overlagt have placeret forskellige arrangementer på mandens arbejdsplads, når arrangementer kunne være placeret andetsteds. Det er en meget seriøs anklage at bringe, og bør vel kun bringes, hvis beviserne er håndfaste.

Når en avis derfor bringer anklager af denne karakter må man forvente, at de også sætter deres troværdighed på spil – både i forhold til deres læsere, men også i forhold til den øvrige branche? Hvis den øvrige presse heller ikke reagerer, når det er oplagt, så sættes deres troværdighed også under pres. Så når BT går i luften med nepotismeanklager, så bør den øvrige presse – i et ideelt demokrati – undersøge, om BT’s anklager nu er reelle, før de selv hopper med på vognen.

Anklages for fem(!) middage

Anklagen går på, at fem middage er placeret af Kulturministeren på ægtemandens arbejdsplads. I denne anklage er indforstået, at ægtemanden er ansat i den anførte periode. Men her opstår det første problem. Med et kort blik på Kulturministerens redegørelse for forløbet, viser det sig, at ægtemanden slet ikke er ansat da de to første arrangementer afholdes, og at de to næste arrangementer i rækken realistisk set må være planlagt før manden bliver ansat.

Det første afholdes 8. maj, dvs. kun en uge efter mandens ansættelse og det næste, et EU-møde den 31. maj, er med stor sandsynlighed planlagt flere måneder i forvejen. Så vi har fire ud af fem arrangementer, der er planlagt uden mulighed for at begunstige slægtningen, da denne ikke har været ansat i perioden. De sidste arrangement i rækken – 21. august – er oprindeligt planlagt til at foregå et andet sted, nemlig på Plaza Hotel i København. Men arrangementet flyttes til AFUK, da Plaza Hotel to uger forinden meddeler ministeriet, at de alligevel ikke kan afholde det planlagte arrangement. Er de her oplysninger relevante?

Det er de, da de viser, at anklagerne om nepotisme baserer sig på at finde en ny lokalitet til at afholde et allerede planlagt arrangement. Til et enkelt arrangement forstås. Bør man have en forventning om, at de større, seriøse dagblade undersøger anklagerne inden de selv hopper med på vognen? Konsekvensen er i hvert fald, at folk der selv undersøger forholdene mister tillid til pressen, og folk der ikke undersøger forholdene mister tillid til politikerne.

Elbæk var ikke en god politiker?

I takt med erkendelsen af, at der nok ikke var en sag mod Elbæk så har forklaringerne på problemerne skiftet karakter til, at det var Elbæks egen skyld, da han ikke håndterede sagen ”som han nu skulle.” Med ordentlig krisestyring og hård hud kunne Elbæk have reddet stormen af, og sagen ville være glemt. Den gennemgående forklaring her fra både politikere og redaktører er, at en erfaren og snu Christiansborgpolitiker aldrig ville have bragt sig selv i samme situation som Elbæk. Og det er nok rigtigt.

Men spørgsmålet er om medierne – hvis de skal betragtes som bidragende til demokratiet – skal hylde en form for politiker frem for en anden? En stor del af de siddende politikere er skolede enten via mange års ”jeg gør som de andre” erfaring fra selve Christiansborg eller gennem partiernes ungdomsafdelinger. Ligeledes opstår der – som på alle arbejdspladser – fælles rutiner og forståelser for arbejdsgangen. I og med, at avisernes politiske redaktioner ligger fysisk på Christiansborg, så forstærkes denne opfattelse gensidigt mellem politikere og journalister.

Det betyder, at politikere der ikke passer ind i arbejdspladsens stereotype opfattelse af, hvordan man bør være, er betydeligt mere udsat for at træde ved siden af og bøde for det. Sammen med få andre træder Uffe Elbæk udenfor denne opfattelse. Man kan være enig eller uenig i politikernes ideer og holdninger. Men er det pressens rolle at definere, hvad det er for en type politiker, der skal ”overleve” på Christiansborg. Troværdigheden til både presse og politikere daler stadig, så er der et sted at mane til selvkritik, så er det måske her.

More from Thomas Noppen

Hvorfor skal politiske journalister ikke navngive kilder

Indholdet på de store avisers websider er fortrinsvis domineret af nyhedstelegrammer og...
Læs mere