Bedste film 2012

Et nyt år er oprundet. Et år, som med sikkerhed byder på mange gode oplevelser på kultur-kanten. Men nytåret er også en tid til refleksion og til tilbageblik på året, der gik. Netudgaven vil derfor se tilbage på de to film, som virkelig rykkede i 2012. Den bedste danske og den bedste udenlandske film. Intet mindre, og fuldstændigt objektivt.

ÅRETS UDENLANDSKE FILM
– The Intouchables
(Instrueret af Éric Tolando & Olivier Nakache. Medvirkende: Francois Cluzet, Omar Sy mfl.)

Dette er den bevægende beretning om to skæbner, som berører og påvirker hinanden. Vi stifter bekendtskab med milliardæren Phillippe (Cluzet), som efter en paragliding-ulykke er blevet lam. Og den arbejdsløse Driss (Sy) med senegalesiske rødder. Driss opsøger Phillippe som søger en plejer, der kan tage sig af ham døgnet rundt. Driss har ingen forventninger om at få jobbet. Han skal blot kunne vise overfor sit bistandskontor, at han er aktivt jobsøgende. Phillippe derimod finder det befriende, at Driss siger tingene uden omsvøb, modsat de andre job-kandidater. Således går det til, at Driss ser sig flytte fra en trøstesløs blok ind i Phillippes parisiske palæ. Og herefter udvikler forholdet sig mellem de to vidt forskellige mænd, og de bliver både klogere på sig selv og hinanden.

Filmen har talrige morsomme momenter, som når Phillippe vil introducere Driss til opera, og sidstnævnte med gru erfarer, at han skal sidde i teatret i fire timer. En film som centrerer sig så koncentreret om to karakterer, stiller naturligvis skuespillernes evner til at drive plottet frem til skue. Og på ingen måde skuffer de to hovedrolleindehavere. Særligt Omar Sy formår at fremstille sin karakter Driss nuanceret. Hans frække og ligefremme facon er udgangspunkt for filmens både skægge og rørende øjeblikke. Ligesom der gives dybde og substans til karakteren, når vi får indblik i Driss’ baggrund og opvækst. Omar Sy er bestemt en skuespiller, man kan tillade sige at stille forventninger til på sigt. Temaet i The Intouchables i velkendt: to mennesker, som ikke umiddelbart har noget til fælles, etablerer et bånd, der gør at de hver især udvikler sig. Det er en hårfin balance ikke at forfalde til klichéer og drivende sentimentalitet. Det lykkes til fulde i The Intouchables, der med sine komiske øjeblikke lader skuespillet mellem Francois Cluzet og Omar Sy brænde stærkt igennem. Dette er ganske enkelt en af de bedste feel-good film i lang tid, og når der leveres så mange glimt i øjet hos skuespillerne, som suverænt og egenhændigt formår at drive fortællingen sikkert frem, kan vi kun udråbe The Intouchables til årets udenlandske film.

The-Intouchables1

ÅRETS DANSKE FILM
– En Kongelig Affære
(Instrueret af Nikolaj Arcel. Medvirkende: Mads Mikkelsen, Alicia Vinkander, Mikkel Følsgaard mfl.)

Den dramatiske historie om den tyske læge Johann Friedrich Struensees ophold i Danmark blev omsider realiseret som film i hænderne på Nikolaj Arcel. Omdrejningspunktet for filmen er lægen Struensees (Mikkelsen) forhold til både den psykisk ustabile konge, Christian VII, (Følsgaard) og dronning Caroline Mathilde (Vinkander). Et trekantsdrama, som har skrevet dybe linjer i Danmarkshistorien. Vi befinder os i perioden 1769-72 og oplysningstidens store tænkere som Voltaire og Rousseau inspirerer også Struensee til at have politiske ambitioner. Disse får han indfriet, da han bliver den danske konges livlæge. Grundet kongens mentale tilstand og det tillidsforhold der opbygges mellem konge og læge, lykkes det Struensee at blive Danmarks egentlige magthaver. Sideløbende indleder han også et romantisk forhold til dronningen. Men Struensees reformer skaffer ham fjender i det politiske system, hvilket i sidste ende fører til livlægens fald fra magtens tinder.

En Kongelig Affære er en fejende flot filmfortælling, der viser både livet ved hoffet med den ulykkelige dronning, den verdensfjerne konge, de politiske intriger i Statskonceilliet samt livets gang i København anno 1770 (som Frederik VII også tog livligt del i). Skuespillet er helt i top. Mads Mikkelsen beviser endnu engang, at han er en af kongerigets dygtigste aktører med sin medlevende og personlige fremstilling af den ambitiøse hoflæge. Ligesom Mikkel Følsgaard ligger ansigtet i de helt rigtige vanvittige folder. En rolle, som vækker mindelser om Tom Hulces portræt af Mozart i Milos Formans Amadeus (1984). En cadeau bør også gå til Bent Mejding i en veloplagt birolle som gehejmestatsminister J.H.E. Bernstoff.

En-kongelig-affære

En Kongelig Affære beskriver et vigtigt kapitel i Danmarkshistorien og skriver sig hermed ind på en fornem plads i den danske filmhistorie.

More from Martin Gronemann

Den misforståede misogyni

Med hits som 'Kinky Fætter' og 'Sut Den Op Fra Slap' har...
Læs mere