Bygningskultur skal være en folkesag

Bygningskulturens Hus i Nyboder har relanceret sig selv med en ny hjemmeside og en lang række åbne arrangementer. I denne smukke, snørklede og arkitektonisk imposante lille perle skal fagfolk inspireres til at bruge kulturarven bedre og godtfolk til at tænke over den i det daglige. Tag med på en lille tur rundt i huset.

“Ja, det er egentlig lidt paradoksalt, at vi prøver at få folk til at snakke i en sal, som blev bygget med det formål at få folk til at tie stille,” ler Ida Christoffersen, chef for Bygningskulturens Hus, da rundturen begynder i den smukke rektangulære aula, der danner husets centrum. Hun gestikulerer op mod en sirligt ornamenteret svalegang i mørklakeret træ, der følger rummet hele vejen rundt. Heroppe fra førstesalen kunne de strenge lærere på den oprindelige pigeskole holde øje med – og lægge en dæmper på – aktiviteten i aulaen.

Det var sømændene fra Christian Firtals omkringliggende flådeby Nyboder, der sendte deres døtre herhen. Huset blev opført i 1859, og rygterne siger, at den uhørt generøse variation og detaljerighed i træsnitterierne skyldtes en høj arbejdsløshed blandt skibsnedkerne, som derfor fik lov og tid til at flyde helt ud.

Bygningskultur som madkultur
I dag er Bygningskulturens Hus er blevet en del af konsulentvirksomheden Dansk Bygningsarv og sammen med en lang række virksomheder og ngo’er med kærlighed til bygningskultur har de for nylig ‘relanceret’ sig selv med en ny hjemmeside og lang række åbne arrangementer. Nu inviteres især fagfolk men også almindeligt interesserede københavnere til at komme og snakke, mødes og danse med hinanden – og ikke mindst med bygningskulturen. Før vi fortsætter rundturen, må Ida Christoffersen dog lige blødgøre dette lidt besværlige begreb:

“Når folk spørger mig, hvad bygningskultur egentlig er, plejer jeg at sammenligne det med madkultur. Madkultur handler både om, hvordan maden smager, hvordan den er tilberedt, hvilke råvarer den tilberedes af – og hvilken social kontekst den spises i. Bygningskultur handler både om selve bygningsmassen, materialerne, arkitekturen, men også om de sociale og økonomiske sammenhænge, den indgår i.”

Ifølge chefen har bygningskultur traditionelt været et felt, der lukket sig om sig selv, og som offentligheden ikke har haft det store kendskab til. Men nu drømmer hun om, at den nye strategi kan være med til at give bygningskulturen et vindstød i stil med det, madkulturen har oplevet de senere år: “Min ambition er, at gøre huset skal være et tværfagligt mødested for folk, der arbejder med bygningskultur. Et sted der fornyer blikket på bygningskulturen.”

Faglig Fyraften
En af de ting, man kan opleve, hvis man lægger vejen forbi den tidligere pigeskole i Borgergade er Faglig Fyraften. Under overskriften “Stedsans” fortæller hver gang en praktiker og en teoretiker om deres måde at gribe bygningskulturelle steder an på. Sidste gang var det fx en kunstfotograf og en sted-forsker.

“Med de mange transformationsopgaver, der er i branchen i øjeblikket, er det afgørende, hvordan vi går til de steder, vi skal udvikle. At vi fornemmer, hvad stederne gør ved os – før vi gør noget ved dem. Vi oplever stor interesse for den tværfaglige tilgang til steder” siger Ida Christoffersen, der selv er uddannet historiker.

Hun fortsætter: “Vi vil gerne sætte fokus på kulturarven som kreativ driver. Der er allerede en stærk modernistisk tradition her i Danmark, men hvem ved – måske kunne materialiteten i sådan et hus som dette også inspirere til en ny måde? Eller øge fokus på bevaringsværdierne i parcelhuset, der jo også er en del af vores fælles kulturarv.”

Bemærk den fine træsvalegang, som stadig findes. Foto: Bygningskulturens Hus
Bemærk den fine træsvalegang, som stadig findes. Foto: Bygningskulturens Hus

Arkitektonisk konglomerat

Bygningskulturens Hus er i sandhed et sammenpresset molekyle af arkitektonisk historiefortælling. Arkitekten Bernhard Seidelin var en af de første eksponenter for den såkaldte historicisme i Danmark, populært sagt et ublu miskmask af alle tænkelige stilarter. Det er umuligt at indfange alle husets facetter i teksten her – de skal opleves. Udover svalegangen er loftets gitterspær udført i vikingestil, mens thorvaldsenske figurer sidder under rennæssance-buerne, som omslutter alle indgangsdøre til aulaen. I indgangspartiet bliver besøgeren mødt af gotiske hvælvinger med et imponerende mønster af små kvadratiske mursten.

Huset har skiftet funktion flere gange og emmer af historie. Blot ti år efter åbningen blev pigeskolen nedlagt og omdannet til søofficerskole. Nu blev aulaen brugt som gymnastiksal med ribber hele vejen rundt. De er der ikke længere, men bolthullerne til redskaber er stadig synlige i det origanale trægulv. Man kan nærmest fornemme, hvordan de gæve bådsrekrutter har svedt og sprunget over buk i deres sortoghvidstribede træningsuniformer. Som et lille kuriosum skal de mekaniske mørklægnings-træskodder ved loftsvinduerne i aulaen, der hænger som et levn fra Anden Verdenskrig, også nævnes. Under krigen blev huset brugt som kaserne og stormet af tyskerne i 1943.

Fægtetræning i aulaen. Foto: Bygningskulturens Hus
Fægtetræning i aulaen. Foto: Bygningskulturens Hus

“Kulturarv er vores identitet”

Mens aulaen og indgangen er husets historicistisk prangende show-case, er de tilstødende rum mere afdæmpede. Mest interessant her er farverne, for mens aulauen er holdt i hvidt, har husets nuværende beboere knoklet for at genskabe den oprindelige klassicistiske farveskala, og linjer af grøn, gul og grå går gennem de enkle, smukke og højloftede kontorer. I et af disse sidder Birthe Iuel, formand for paraplyorganisationen Bygningskultur Danmark. Hun skal også have lov at give sit bud på, hvorfor folkelighed og bygningskultur bør gå hånd i hånd:

“Kulturarven er et vigtigt vidnesbyrd om vores historie. Historien skaber identitet som er vigtig for os mennesker, for uden identitet er vi ikke hele mennesker. Derfor er det vigtigt at vi værner om kulturarven. Ingen sætter spørgsmål ved, hvor vigtigt det er at passe på naturen. Men det er mindst lige så vigtigt at beskytte den byggede del af kulturarven. Vi tilbringer størstedelen af vores liv i det byggede miljø, og derfor er det vigtigt at passe godt på vores fredede og bevaringsværdige bygninger,” siger formanden. Selvom der blot er to hænder udover hendes egne i sekretariatet til at køre butikken, så får de en masse fra hånden.

Udover at udgive guides til bedre byggeskik, drive boghandel, blande sig i den politiske debat om bygningsarven, kører foreningen en populær web-portal: “Her kan man få de sidste nyheder om begivenheder og arrangementer på det bygningskulturelle område. Derudover man kan deltage i diskussionen om aktuelle emner på området, eller man kan lægge billeder og beskrivelser af sit eget hus ind. Man kan få hjælp til at finde en god håndværker eller rådgiver, hvis man fx skal renovere,” forklarer Birthe Iuel. Portalen har omkring titusinde besøgende om måneden.

LÆS MERE OM BYGNINGSKULTUR DANMARK OG VÆR MED PÅ PORTALEN HER

Du kan også stifte bekendtskab med organisationens arbejde, når den i samarbejde med DR til efteråret 2013 lancerer en programserie om, hvordan man istandsætter bevaringsværdige huse med respekt for historien.

[quote]Huset er bygget med stor kærlighed til materialer, til detaljer og til de mennesker, der skulle bruge det.[/] Ida Christoffersen, chef for Bygningskulturens Hus

Gammel forening søger yngre medlemmer
Ganske som med detaljerigdommen i arkitekturen bliver det for omstændeligt at give alle husets indbyggere stemme i artiklen. Men en af de historisk mest interessante er Foreningen Hovedstadens Forskønnelse. Foreningen blev stiftet for 127 år siden af brygger Carl Jacobsen, sat i verden for at fastholde og præmiere den skønne arkitektur i København. Fra begyndelsen med et elitært antræk, som foreningens nuværende medlemmer kæmper for at ryste af sig. Ikke mindst på facebook, hvor næstformand Annelise Ryberg forsøger at udbrede debatten om byens arkitektur:

“Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at folk engagerede sig mere på vores facebook-side og gik i dialog både med os, men også med hinanden. Når jeg kigger ud over medlemmerne af facebook-gruppen, ser jeg masser af dygtige folk med mange forskellige perspektiver på byen, og jeg ser store muligheder for debat og for netværk. Derfor er det så meget desto mere vigtigt, at folk bruger de muligheder,” forklarer hun. En af de vigtigste mål er at få flere unge til at interessere sig for byens kulturarv og bygninger:

“De fleste af vores medlemmer er 55+. Vi vil gerne have fat i det yngre segment, fordi de i høj grad også har interesse i de ting, som foreningen gør. Det er jo ungdommen, der skal leve med byens udvikling i fremtiden. Men jeg tror, vi er forvænte i Danmark. Der er taget æstetisk stilling til stort set alt, måske lige med undtagelse af stikkontakterne, der stadig er visuelt udfordrende. Prøv for eksempel at tage en tur til Polen, så får man et chok over, hvor uæstetiske bymiljøer kan laves,” illustrerer næstformanden.

detaljer-fra-huset-002-1024x682Detalje fra huset, udskæring under trappegelænder. Foto: Bygningskulturens Hus

Holdning skal følges af handling
Selvom Annelise Ryberg efterlyser mere debat, skal udfaldene på facebook følges op af reel handling. Ellers fører det ikke til noget:

“Det er som om, at folk før i tiden – før internettet – var mere tilbøjelige til at gøre noget aktivt, til at blande sig. Som barn i provinsen så jeg mine forældre og de andre voksne være aktive i vælgerforeninger, min far sad i vandværksbestyrelsen, man var med i den lokale gymnastikforeningen og dem, der var religiøse sad i menighedsrådet. I dag er der en tilbøjelighed til, at facebook fungerer som en ventil. Man råber sin mening højt om et eller andet, og så er gassen ligesom gået af. Der er jo ingen, som følger op med at samle underskrifter ind og aflevere dem på Rådhuset. Beslutninger bliver ikke truffet på facebook – der skal følges op,” siger den engagerede næstformand bestemt.

Som datter af en skolelærer i lillebyen Præstø har hun fået samfundsengagementet ind med dåbsskeen. Og der er ingen tvivl om, at hun er en handlingens kvinde. En af Forskønnelsens vigtigste aktuelle bedrifter er at få kunst op på Metrobyggehegnene. Sammen med andre medlemmer fra bestyrelsen to Annelise Ryberg i sin tid selv kontakt til Movia, Metroselskabet og DSB med tanken om at lave en kampagne på busser og tog. Den tanke var ifølge Ryberg med til at lægge kimen for Byens Hegn – Metroselskabets invitation til kunstnere og lokalgrupper om at udsmykke byggehegnene – og Forskønnelsen blev dermed blandt de første til at få fladeplads. Det har resulteret i 6 kæmpe værker på 20-30×2,5 meter rundt omkring på byggepladserne, for eksempel på Enghave Plads og Kgs. Nytorv.

SE DEM VIRTUELT HER

Foreningen Hovedstadens Forskønnelse afholder desuden en lang række byvandringer og besøg til vigtig arkitektur, ligesom den hvert år uddeler diplom til de bedste nyskabelser i hovedstaden.

LÆS HER HVEM DER FIK PRISEN I ÅR

Kærlighed til kulturarven
Tilbage i aulaen slutter turen efter at have bragt os forbi et ubestemmeligt udluftnings- eller opvarmningstårn med udgang fra en hemmelig låge på toilettet samt “lysrummet”, en smal stribe gård, opstået efter en udvidelse af det oprindelige hus. I 1859, da huset blev opført, blev det haglet ned af nærmest forargede anmeldere, der mente, at det var noget af en sjusket rodebutik. Den vurdering får husets nuværende chef lov til at tilbagevise som det sidste:
“Jeg er naturligvis helt uenig. Huset er bygget med stor kærlighed til materialer, til detaljer og til de mennesker, der skulle bruge det,” siger hun.
Smittende kærlighed til kulturarven præger stadig huset, så und dig selv at kigge ind, næste gang du kommer forbi Nyboder.

SE MERE PÅ BYGNINGSKULTURENSHUS.DK

Skrevet af
More from Tobias Moe

Tag chancen på CPH:DOX

Udkantskina, fiktive filmskabere og kompromisløse kunstfilm – det er nogle af de...
Læs mere