Hvorfor skal politiske journalister ikke navngive kilder

Indholdet på de store avisers websider er fortrinsvis domineret af nyhedstelegrammer og politiske artikler. I diskussionerne om journalistikkens krise er det dog sjældent, at den politiske journalistik står for skud. Det er som tommelfingerregel altid tabloidmedierne.

Det er synd og ærgerligt for branchen, da netop den politiske journalistik fylder rigtig meget, og for alvor har brug for et kvalitetsløft. Mange af de politiske nyheder, ville slet ikke blive til noget, hvis der blev stillet højere faglige krav. Dette er den første af en serie artikler om, hvordan den politiske journalistik kan blive mere troværdig. Den handler om kildebrug.

Udvand ikke kildebegrebet

I stort set alle andre professioner i samfundet kræves en ordentlig kildeomgang for at sikre troværdighed. Musikeren fortæller, hvor en melodi er samplet fra; Akademikeren henviser til relevante teorier eller undersøgelser; Politiet henviser til loven; Skolelæreren henviser til lærerplaner osv…

Men i den politiske journalistik er det modsat blevet acceptabelt at henvise til hemmelige kilder. De ”hemmelige” eller ”centrale” kilder bruges af kommentatorer eller politiske journalister til at fortælle, hvad der i virkeligheden foregår bag de lukkede døre. Forleden så vi eksempelvis historien om, at ledende socialdemokrater planlægger at afsætte Helle Thorning-Schmidt som formand for Socialdemokratiet.

Historien, som startede i Weekendavisen*, gik efterfølgende ukritisk via Ritzau rundt i flere store medier. Problemet er, at historien var baseret på unavngivne kilder, og derfor ikke er troværdig.

Med denne type historier fremstilles et billede i offentligheden af Christiansborg, som en ekstremt lukket arbejdsplads, hvor kun få mennesker har overblikket over den reelle ”virkelighed.” Kommentatorerne og de politiske journalister kan, ved at henvise til centrale og hemmelige kilder, derfor fremstille sig selv som ”insidere”, der har adgang til viden, som ingen anden har. Og de kan ikke røbe deres kilder, da kilden så næste gang måske ikke vil tale med dem.

Som seer eller læser fjernes herigennem muligheden for kildekritik. Man ikke kan vide om de frembragte oplysninger kommer fra en student, sårlig rådgiver, politiker eller minister? Eller med hvilket motiv oplysningerne er givet videre. Som politisk journalist eller kommentator kan man stort set hævde alt, bare man citerer en ”kilde tæt på ledelsen.”

Derved opstår ofte de absurde situationer, hvor en partileder offentligt siger det ene, mens en ”politisk analyse” fortæller, at partilederen virkelig mener det modsatte. Dette sænker selvfølgelig troværdigheden til både politiker og politisk journalist for, hvem skal man tro på? Hvem er kilden? Hvor har man informationen fra? Det er i høj grad relevant for historiens autenticitet, at der kan sættes navn på kilden. For at sikre troværdighed bør de politiske redaktører kræve, at kilder skal navngives. Og vil kilderne ikke stå frem, er det også i orden, så er der bare ingen historie.

Det giver selvfølgelig en udfordring i et miljø, hvor selv de mindste ting bliver til historier, så netaviserne kan opdateres minimum tre gange om dagen med en politisk historie – og hvor redaktørerne selv har deres arbejdserfaring og virkelighedsforståelse fra det selvsamme miljø.

Brug relevante kilder

For at balancere brugen af ”hemmelige” kilder er der modsat opstået en tendens til at bruge irrelevante kilder. Kilder der bruges for at skabe og bekræfte artikler, hvor overskriften og formen er det vigtige. Skabelonhistorier kan de kaldes. En typisk overskrift under de politiske nyheder ville være en variant af ”uro i baglandet.”

Udgangspunktet for en sådan artikel er oftest en aktuel politisk sag, hvor regeringen eller partierne på Christiansborg har lagt sig fast på en bestemt holdning. Fremgangsmåden er herefter, at journalisten ringer rundt til diverse byrådsmedlemmer, pensionerede MF’er eller hovedbestyrelsesmedlemmer. Når der er fundet en eller to personer, der er uenige med linjen, og som gerne vil have deres navn i pressen, så er der jackpot.

I selve fremstillingen om ”uroen” fortælles det ikke, at nævnte personers indflydelse i partiet er minimal, og at de egentlig kun optræder i historien netop fordi de er blevet kontaktet direkte. Og måske fordi journalisten også ved, hvilke personer der altid stiller op til citat for at sige partiledelsen eller regeringen imod. Kildens indflydelse i partiet eller baggrund bliver der sjældent skrevet om, og det betyder, at der ofte fremstilles et billede af konflikt mellem Christiansborg og baglandet, som er helt ude af proportioner.

Men med de mange gentagelser skabes et billede i offentligheden om at konflikten reelt eksisterer. Offentligheden tror på, at der er ballade i baglandet, og i takt med dette stiger antallet af folk fra partiet, der nu gerne vil udtale sig om, hvad partiet i virkeligheden bør mene eller gøre. På denne måde bliver de irrelevante kilder også relevante, da den konstruerede konflikt pludselig bliver selvforstærkende.

For det er langt lettere at bruge en ”konflikt i baglandet” skabelon end at beskrive, hvad lovene, der bliver vedtaget på Christiansborg egentlig betyder for borgerne. Spørgsmålet er om de konstruerede konflikter ville udvikle sig på samme måde, hvis redaktørerne krævede, at artiklerne også indeholdt redegørelser for væsentligheden af de ”irrelevante” kilder?

Næste artikel i denne serie handler om forståelsen af ”kritisk” i den politiske journalistik.

*Vi ville gerne linke til Weekendavisen – men der gik betalingsmur og papir i den.

More from Thomas Noppen

Farvel til nyhederne

Den skrevne nyhedsindustri på nettet i Danmark ligner i dag et levn...
Læs mere