Mr. Misery – Portræt af Elliott Smith

Det er nu ti år siden, at den amerikanske sanger og sangskriver Elliott Smith (1969-2003) døde ved egen hånd. Efter en hård tilværelse med depressioner, alkohol- og stofmisbrug tager han til slut sit eget liv. Smith efterlader sig et lydkatalog af forbløffende høj kvalitet på de fem albums, han når at udgive i eget navn.

Netudgaven tegner her et portræt af en sårbar sjæl, som aldrig formår at søge ud af sit private mørke. Men musisk efterlader han sig et sangkatalog, der i sine bedste øjeblikke bidrager til at placere Elliott Smith blandt de største sangskrivere og musikere i nyere tid.

Elliott Smith starter sin karriere i bandet Heatmiser, som han danner med studiekammeraten Neil Gust i 1991. Heatmiser udsender tre albums Dead Air (1993), Cop & Speeder (1994) og Mic City Sons (1996) før Elliott Smith slår sig helt ind på sporet som solo-artist.

I 1994 udkommer Smiths første solo-album Roman Candle. En plade, som bliver mødt med skepsis i Heatmiser og allerede her skabes de første konfrontationer mellem Gust og Smith. Og efter udgivelsen af sit andet soloalbum, Elliott Smith, i 1995 er det tydeligt, at Smith ikke kan fortsætte i bandet, som opløses året efter.

Nu kan Elliott Smith koncentrere sig om sin solokarriere og det efterfølgende album Either/Or (1997) viser et mere nuanceret udtryk af Smiths talent. Det gøres gennem brugen af double-trackede vokaler og udsøgte kor-harmonier med tydelig inspiration fra The Beatles, ligesom hans raffinerede guitar-spil vækker minder om det tidlige Simon & Garfunkel.

Sangskrivningen er dog mærkbart befriet fra inspirationskilder. Eller også er de godt skjulte. Det er som om, at Smith beslutter sig for at bruge arrangementsmæssige træk fra andre kunstnere og lade sit eget sind helt og holdent diktere indholdet og udformningen af melodierne. Ligesom på sine to foregående albums besynger Smith temaer som ensomhed, misbrug og depression. Tristessen er mærkbar på numre som ”Between the Bars”, ”No Name No.5” og ”2.45 AM”. Ligesom hans evner som guitarist kommer fornemt til udtryk på sangen ”Angeles”.

Det er indlysende, at en kunstner med så åbenlyse kvaliteter som Smiths mått nå ud til et større publikum. Da den amerikanske filminstruktør Gus Van Sant lavede filmen Good Will Hunting, der havde stor succes på det store lærred i 1997, fik Elliott Smith en eksponering, han ikke havde oplevet tidligere.

Den erklærede fan, Van Sant, havde inkluderet sangen ”Miss Misery” i filmens rulletekster, hvilket resulterede i, at nummeret blev nomineret til en Oscar for Bedste Sang ved Academy Awards 1998.

Og komponisten så pludselig sig selv på scenen i Shrine Auditorium fremføre ”Miss Misery” live under selve showet. En optræden, Elliott Smith efterfølgende ser tilbage på med en vis skepsis: ”Jeg ville aldrig ønske at leve i den verden, men det var sjovt at gå rundt på månen en enkelt dag”.

Uagtet Smiths egen skepsis over denne involvering i Hollywoods glitterverden sætter det for alvor hans karriere på skinner. Efterfølgende skriver han kontrakt med pladeselskabet DreamWorks, som udsender albummet XO i august 1998. Hvor hans indiskutable sangskriver-talent allerede har manifesteret sig på de tidligere albums, er det på XO, at hans formidable evner som arrangør og multi-instrumentalist folder sig formfuldendt ud.

Bevægelsen væk fra det nedbarberede udtryk, der kendetegner de tre foregående albums, giver Smith og hans producer-team Tom Rothrock og Rob Schnapf rig mulighed for at dekorere Smiths smukke sange i udsøgte instrumentale gevandter. Brugen af blæser- og strygerarrangementer, diverse keyboards og medvirken fra flere studiemusikere giver optimale betingelser for at udnytte melodiernes potentiale.

Ligesom sangskrivningen på XO tydeligt viser, hvor meget Smith har udviklet sig som komponist. ”Tomorrow Tomorrow”, Waltz #2”, ”Independence Day” og “Waltz #1” star ikke blot som absolutte højdepunkter i Elliott Smiths katalog, men er af en sådan kaliber, at de kan måle sig med numre fra John Lennon, Paul Simon og Bob Dylans hånd (for nu at nævne de klassiske sangskrivere, Smith oftest sammenlignes med).

De mere band-orienterede numre som ”Bled White” og ”A Question Mark”, hvor Smith får assistance fra studiemusikere, klæder sangenes energiske fremdrift, og endelig er vokal-harmonierne på ”I Didn’t Understand” intet mindre end gåsehudsfremkaldende.

Det er ligeledes på XO, at man for alvor får indblik i Smiths plagede sind:
”I’m not what’s missing from your life/I could never be the puzzle pieces/I’m so angry/I don’t think it will ever pass/I was bad news for you/Just because I never meant to hurt you” (Pitseleh), “My feelings never change a bit/I always feel like shit/I don’t know why/I guess that I just do/You once talked to me about love and you painted pictures of a never neverland/I could have gone to that place but I didn’t understand” (I Didn’t Understand).

elliott-smith-xo

Det er i denne periode, at Smiths depressioner bliver virkeligt alvorlige. Under en turné springer han i en brandert udover en klippeskrænt i North Carolina. En episode, han i et senere interview med Spin Magazine, nedtoner: ”It wasn’t like I made up my mind to throw myself off a cliff. I got freaked out and started running”.

Smith kommer sig ovenpå denne dramatiske episode og påbegynder arbejdet på sit næste album Figure 8. Inden da har han indspillet en coverversion af The Beatles-sangen ”Because” til filmen American Beauty. Et nummer, der ligesom ”Miss Misery”, bliver spillet i filmens rulletekster. Som en yderligere hyldest til The Fab Four bliver store dele af Figure 8 indspillet i Abbey Road Studios i London.

Figure 8 fortsætter på mange måder, hvor XO slipper. Med sangarrangementerne fordelt mellem energiske udladninger med studiemusikere som opbakning, og inderlige solopræstationer.

Albummet indledes med et eksempel på førstnævnte: powerpop-perlen ”Son of Sam” og kan desuden høres på ”Junk Bond Trader”, ”Stupidity Tries” og ”Wouldn’t Mama Be Proud?”. Blandt musikerne er den tidligere Heatmiser-bassist Sam Coomes og Becks faste trommeslager Joey Waronker. Blandt solopræstationerne bør “Somebody That I Used To Know”, ”Everything Reminds Me Of Her”, ”Everything Means Nothing To Me” og ”Easy Way Out” fremhæves.

Figure 8 er på mange måder en magtdemonstration, ikke mindst i kraft af, at albummet indeholder hele 16 numre. Men også fordi Smith indkapsler alle elementer fra sin hidtidige sangkarriere i dette album. Der er ekkoer fra hans tid i Heatmiser i de umiddelbare og rockede sange samtidig med, at adelsmærkerne fra solokarrieren det delikate guitar- og pianospil også får plads.

Ovenpå udgivelsen af Figure 8 tager Smith på turné og tingene begynder atter at gå galt. Tidligere har han i perioder døjet med alkoholmisbrug, men denne gang tyer den melankolske Smith til hårdere stimulanser. Efter turnéen bliver han afhængig af heroin.

Han forsøger gentagne gange at begynde arbejdet på et nyt album med arbejdstitlen From A Basement On A Hill, men uden held. Ikke mindst grundet samarbejdsvanskeligheder med sine producere og musikere, idet Smith har udviklet paranoia som konsekvens af sit heroinmisbrug.
Et forsøg på at genoplive sig selv som live-artist falder ligeledes til jorden. Under en koncert i Chicago i 2002 er Smith ude af stand til at fuldføre sine sange, men må, til publikums pinlige åsyn, starte forfra og undskylde sig med at hans hænder sover. Hans privatliv falder også fra hinanden og han bliver samme efterår arresteret i Los Angeles for uterlig opførsel.

Denne deroute når sit tragiske nulpunkt 21. oktober 2003, hvor Elliott Smith efter et skænderi med sin kæreste, stikker sig selv to gange i brystet med en køkkenkniv. Skænderiet har været så voldsomt, at kæresten har låst sig ind på badeværelset. Hun kommer ud, da hun hører hans skrig og finder ham stående med kniven i brystet. Da hun fjerner den, kollapser Smith og hun ringer øjeblikkeligt efter en ambulance.

Men hans liv står ikke til at redde, og Elliott Smith erklæres død ved ankomsten til hospitalet. Han efterlod sig en post-it seddel med beskeden ”I’m so sorry – love Elliott. God forgive me”.

Elliott Smiths død var tragisk, men hans musikalske oeuvre er en gave til enhver, som sætter pris på følsomme og originale sange. Derfor skal der her afslutningsvis lyde en varm anbefaling til at gå på eventyr i Elliott Smiths smukke bagkatalog.

Dette er Netudgavens Top-5 over numre, man kan give sig i kast med.

ANGELES (Either/Or)
INDEPENDENCE DAY (XO)
SON OF SAM (Figure 8)
WALTZ #1 (XO)
SOMEBODY THAT I USED TO KNOW (Figure 8)

Skulle du falde pladask for manden, så glæd dig over at der ligger flere perler på de fem albums, Smith nåede at udgive i sin levetid: Roman Candle (1994), Elliott Smith (1995), Either/Or (1997), XO (1998) og Figure 8 (2000) og de to posthume udgivelser From A Basement On A Hill (2004) og New Moon (2007).

More from Martin Gronemann

Mr. Misery – Portræt af Elliott Smith

Det er nu ti år siden, at den amerikanske sanger og sangskriver...
Læs mere