Essentielle albums fra 1970erne

Begyndte du at høre musik i går? Ved du ikke, hvordan du skal finde vej i den endeløse strøm af udgivelser? Du kan begynde med Netudgavens anbefalinger af Essentielle Albums. Hvis du følger vores anbefalinger så går det ikke helt galt, og vi lover dig en række fantastiske musikoplevelser. Vi er nu sprunget tilbage til 1970′erne.

David Bowie – The Rise and Fall of Ziggy Stardust & The Spiders from Mars (RCA, 1972)
Bowie er ikke blot en af rockmusikkens vigtigste skikkelser, men det 20. århundredes kulturelle dagsorden ville se meget anderledes ud, hvis ikke det var for denne musikalske og kunstneriske kamæleon. The Rise and Fall of Ziggy Stardust & The Spiders from Mars står som en milepæl i hans respektindgydende diskografi. Den indeholder de træk, som alligevel er konsistente i en så varieret karriere, som David Bowies: solide melodier i ditto arrangementer, en smagfuld produktion, der passer til sangenes stemninger, samt en dybt personlig og indlevende vokal fra artisten selv. Bowie havde op til udgivelsen af dette sit femte album, allerede markeret sig som en dygtig sangskriver og musiker, der blev lagt mærke til. Men en vigtig del i Bowies karriere har altid været hans evne til at iscenesætte sig gennem forskellige alter egoer. Og det gjorde han første gang i skikkelse af rockstjernen fra det ydre rum: Ziggy Stardust. Albummet er således et konceptalbum, hvor man følger Ziggy og hans band The Spiders from Mars. Ziggy lader sig opsluge af sig selv og publikums dyrkelse af ham. Og man fornemmer, hvordan Bowie fungerer som et talerør for ham: ”Making love with his ego/Ziggy sucked up into his mind/Like a leper messiah/When the kids had killed the man/I had to break up the band” (Ziggy Stardust). Ziggys skæbne som rock-rumvæsen beskrives yderligere bl.a. i numrene ”Star” og ”Ziggy Stardust”.

davidbowie

Åbningsnummeret indikerer at Jorden vil gå under om fem år. Et smukt nummer, der indeholder den fantastiske linje: ”I think I saw you in an icecream parlor/Drinking milkshakes cold and long/Smiling and waving and looking so fine/Don’t think you knew you were in this song”(Five Years). Musikalsk er Ziggy Stardust en varieret størrelse. Der spilles med rock-musklerne i ”Moonage Daydream”, ”Sufragette City” og titelnummeret, mens Bowie er i det mere eftertænksomme hjørne på ”Rock’n’roll Suicide” og førnævnte ”Five Years”. Højdepunkterne på albummet er talrige, og et af de største er ”Starman”. Sangen, der beskriver Ziggys ankomst til jorden, bobler over med spilleglæde og sætter sig øjeblikkeligt på nethinden.

Dette er pladen, der for første gang gav David Bowie mulighed for at udtrykke sine mange kreative projekter. Og et album, som selvsagt er aldeles obligatorisk i enhver pladesamling.

Kraftwerk – Die Mensch-Maschine (EMI/Kling- Klang, 1978)
Det tyske ensemble, anført af Ralf Hütter og Florian Schneider, er pionerer indenfor den elektroniske musik. Det er ikke at tage munden for fuld og postulere, at elektronisk musik ikke havde udviklet sig til det, det er i dag, hvis ikke det havde været for Kraftwerk.
Fra deres hovedkvarter, Kling-Klang studiet i Düsseldorf, har Hütter og Schneider siden 1970 udviklet og raffineret syntetiske klang-flader i enkle melodier, hvilket foreløbigt har resulteret i seks albums, hvoraf Autobahn fra 1974 bør fremhæves. I årenes forløb har de desuden fået følgeskab af Wolfgang Flur og Karl Bartos. Albummet Die Mensch-Maschine er kulminationen af deres kreative idéer. Fra det øjeblik hvor der trykkes play, så ved lytteren, at man træder ind i en syntetisk og maskinel verden.

”Wir sind die Roboter” messes der med vocoder-stemmer på det iørefaldende åbningsnummer ”Die Roboter”. Men dette elektroniske lydunivers er så stemningsfyldt og melodisk, at man straks føler sig velkommen. ”Das Modell” er en formidabel sang skåret perfekt efter det gyldne popsnit og man drages hypnotisk ind i de repeterende tromme-rytmer og synthesizere i ”Metropolis”, ”Neonlicht” og titelnummeret. Det er netop i monotonien, at en stor del af skønheden og styrken ved Kraftwerk findes.

Melodierne er langstrakte, hvilket giver de fire elektron-musikere rig mulighed for at designe detaljer i deres lydlaboratorium. Detaljer som både bliver som gentagelser, men også som nye elementer i sangenes fremdrift.

Resultatet er dybt fascinerende og som lytter føler man sig bragt ud i oscillerende lydrejser i de højere luftlag. En følelse, som understreges af de repeterende tekst-bidder:

”Schimmendes Neon Licht/Und wenn die Nacht anbricht ist diese Stadt aus Licht”.
Med Die Mensch-Maschine har Kraftwerk ikke bare lavet en milepæl i den elektroniske musik, men en plade med så åbenlyse kvaliteter, at genre-definitioner synes overflødige. Det er definitionen på musik.

Kraftwerk-dmm

Joy Division – Unknown Pleasures (Factory Records, 1979)
Manchester-kvartetten, med den karismatiske men urolige Ian Curtis i front, står som et af de mest betydningsfulde bands i nyere tid. Siden deres ankomst på den engelske postpunk-scene i slut-70′erne, har andre store orkestre skelet til Joy Division. Hvilket naturligvis kvalificerer dem på denne liste. Især fordi debut-albummet Unknown Pleasure viser et band, som allerede på første plade har fuldtudviklet deres lyd og udtryk.

Det, som altid har karakteriseret Joy Divisions lyd, er den prægnante placering af særligt bas og trommer i lydbilledet. Hvilket giver en meget original fremdrift i bandets sange. Åbningsnummeret ”Disorder” slår allerede dette stilbevidste greb tydeligt fast. På en både frenetisk og stramt kontrolleret baggrund af instrumenter, lader Curtis sine ord falde: ”It’s getting faster, moving faster now, it’s getting out of hand/On the tenth floor, down the back stairs, it’s a no man’s land”. Hvilket bringer os til en vurdering af Joy Divisions frontmand.

I forhold til tidens andre ikoner og typiske musik er frontmand Ian Curtis noget særligt i rockhistorien. I stedet for at vrænge pubertært som Johnny Rotten fra Sex Pistols, fylder unge Curtis lungerne med kraft og en klangfylde, som er langt mere intens, og som blæser alle såkaldte sangere i ordinære punkbands af banen. Ian Curtis’ croon har autoritet og bevirker, at man øjeblikkeligt retter fokus mod sangen.

Joy Division er dog alt andet end blot ”karismatisk frontmand tilsat anonyme musikere’.

Som nævnt spiller rytmesektionen en stor rolle. Stephen Morris er en unik trommeslager, der med maskinel præcision markerer anslag, som Peter Hook lader sine bas-figurer bevæge sig iblandt. Basfigurer, som stort set gør ham til Joy Divisions lead-guitarist.
Dermed bliver guitaristen Bernard Sumners rolle at samle den energiske fremdrift med enkle anslag og licks på guitaren i stedet for at sole sig i traditionelle soloer.

Materialet er uhyre stærkt. Udover ”Disorder” funkler ”Day of the Lords”, ”Insight”, ”She’s Lost Control” og ”Shadowplay,” som ædelstene i skattekisten af sange.

Unknown Pleasures indvarsler en ny verdensorden indenfor inderlig musik i en desperat tid med Thatcher-vældet og fattig-80′erne in mente. Men albummet står i dag ligeså solidt og vedkommende, som da det udkom.

Overbevist? Hvad med en lytter?

More from Martin Gronemann

Essentielle albums fra 1970erne

Begyndte du at høre musik i går? Ved du ikke, hvordan du...
Læs mere