Folkeskolens tredje vej

Den pædagogiske forskning misbruges politisk af både Danmarks Lærerforening (DLF) og regeringen. Regeringen vil gennemføre en gennemgribende folkeskolereform, DLF forsøger at undgå scenariet ved at pege på andre muligheder, men begge parter benytter sig af forskningsresultater til at underbygge netop deres sag. Paradoksalt nok er ét af problemerne ikke fraværet af, men brugen af forskning og evidens i debatten. Den pædagogisk forskning bør få en ny central plads i skoleudviklingen og idéen har allerede været på tegnebrættet.

Igennem de sidste mange år er kontrol og evaluering blevet mere og mere toneangivende, når nye mål for folkeskolen skulle udstikkes fra politisk side. Samtidig er mængden af mål indenfor de enkelte fag og for det almene pædagogiske arbejde i skolen øget markant. For politikerne er det blevet en nødvendighed at sætte mål og få feedback om resultater for folkeskolen og derfor går mange forskningsmidler spildt til kontrol og kvalitetssikring, som kunne være brugt på udvikling.

Med den nye folkeskolereform er konflikten trukket op mellem politikere og lærerne. Paradoksalt nok er ét af problemerne i den nuværende konflikt ikke fraværet, men brugen af forskning og evidens. De er blevet to helt centrale buzzwords, som lejrene kan skyde efter hinanden.

I det ene ringhjørne står regeringen med Christine Antorini i spidsen. Hun er støttet af et godt underrettet ministerium af velmenende embedsmænd med de bedste intentioner, der kan finde de rette resultater til lejligheden. I det andet står DLF med Anders Bondo i spidsen – og de har også lært at bruge forskningen til at understøtte lige præcis DLF’s formål. Men begge parter undlader heller ikke at undsige forskningen, hvis den ikke passer til netop deres politiske ambitioner.

Et eksempel er en pressemeddelelse, der skulle underbygge forslaget om at indføre længere skoledage. Undervisningsministeriet henviser her til to store internationale undersøgelser: “TIMSS og PIRLS siger alene, at der ikke kan påvises statistisk sammenhæng mellem elevernes faglige resultater og timetallet. Dette er ikke ensbetydende med, at et øget timetal ikke vil have en positiv effekt på elevernes kompetencer.” Men her blev ministeriets argumentation afvist offentligt af forskerne bag undersøgelserne.

Ligeledes har DLF har i flere år brugt meget energi på at tilbagevise resultaterne i de efterhånden kendte PISA-undersøgelser, som har vidnet om manglende faglige færdigheder. Til gengæld har DLF brugt resultater fra den ovennævnte PIRLS, der peger på, at danske børn faktisk er blandt de bedste læsere, til at fremhæve lærernes arbejde. Både PISA og PIRLS baserer sig på kvantitativt indsamlet data og anvendes som benchmarking i international sammenhæng.

Begge parter bruger eller undsiger forskningen, når det passer dem. Men i stedet bør de bruge deres kræfter på en grundigere refleksion om sammenlignings-grundlag, kvalitet og metode. Problemet er, at der abonneres på en politisk anvendelse af den bedrevne forskning. Målet helliger midlet. Regeringen gør i øjeblikket dette for at gennemføre deres skolereform, og DLF gør det for at undgå reformen. Oftest bliver enkelte dele af forskningsresultaterne taget ud af deres rette kontekst og derefter misbrugt til at underbygge netop ét argument. På den måde bliver den pædagogiske forskning taget som gidsel i en politisk konflikt.

Den pædagogiske forskning er apolitisk, og formålet er at pege på de bedste rammer for læring. Blandt andet i folkeskolen. Men forskningen bliver misbrugt af både politikerne og DLF, når de bruger udrevne uddrag og citater til at føre politisk virksomhed, eller når de undsiger forskningen uden belæg. Forskningen skal i stedet anvendes til udvikling af praksis blandt praktikkerne: lærerne. For forskningsresultaterne afspejler en virkelighed, som man som praktikker ikke altid kan forventes at være opmærksom på. På baggrund af forskningsresultater kan man udvikle sin praksis og afsøge nye veje, opnå ny erfaring og se flere muligheder som professionel.

Det er derfor blevet tid til at opfinde en tredje vej. Det hedder kort og godt anvendt praksisnær forskning. En sådan tredje vej har allerede været på tegnebrættet, da Christine Antorini selv i 2011 præsenterede sin vision for en Ny nordisk skole. I stedet for at misbruge forskning til politiske formål, er der behov for politisk opbakning til et projekt, hvor man får forskningen ud og arbejde tæt sammen med skoleledere, skolelærere og pædagoger. I øjeblikket spytter Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) kandidater i pædagogisk forskning og socialkritik ud på samlebånd. Langt flere end arbejdsmarkedet kan aftage. Disse kandidater er selv tidligere praktikere med en overbygningsuddannelse i teoretisk pædagogisk metode og systematisk refleksion. De kommer oftest til at arbejde i det offentlige system med kvalitetssikring eller udmøntning af politiske ambitioner. Men de sætter sjældent deres ben i en uddannelsesinstitution hvor arbejdsopgaven er samarbejde.

Ved at integrere den pædagogiske forskning med praksis vil forskningen i højere grad blive brugt til refleksion og udvikling i fagene, og ikke misbrugt på den politiske slagmark. Forskningen vil blive tvunget til at komme med fremadrettede bud på udviklings-potentialer i samarbejde med praktikerne fremfor f.eks. kvantitative evalueringer af afgangskarakterer, som kun kan tegne øjebliksbilleder, som allerede er forældede når de udkommer.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik er tilslutningen til folkeskolen faldende (2,2 % point over de sidste 5 år). Der er altså evidens for at sige, at folkeskolen oplever faldende tilslutning. Der er brug for et genrejsningsprojekt, og der kan ikke herske tvivl om, at både det politiske system og den pædagogiske praksis begge ønsker, at folkeskolen skal være et stærkt dannelsesprojekt og fundament for det danske samfund. Politikerne skal opstille enkle mål for folkeskolen og føre forskningsmidler væk fra kontrolinstanser og ud i praksis. Hvis ikke vi ændrer kurs, brænder folkeskolen ud i jagten på statistik, der kan få de elever og forældre, som vælger den fra tilbage. Det er svært at pege på hvor de tal skal komme fra.

More from Lasse Carlsen

IT-generation med slagside

De unge superbrugere på nettet har intet frirum. De kan ikke lægge...
Læs mere