Keen den Glade

Danske Keen Heick-Abildhauge har passeret sit livs tredje årti og er en succesfuld kunstfotograf. I Rusland. Han flyttede dertil i 2009 fordi hans kone blev udstationeret, først til Moskva og sidenhen til Sankt Petersborg. Dette er historien om hans rejse fra at være hjemmegående husbond til at blive en autodidakt kunstner, der får vist sine værker for mange millioner begejstrede russere. Men hvem er han? Og hvorfor ringer navnet ingen klokke?

Keen er i København på midlertidigt visit, fordi hans kone skal føde og de foretrækker at have familien omkring sig. Fødslen går godt, det bliver en datter og det umiskendelige, fjogede smil er ikke til at fjerne fra den nybagte far. Han er GLAD.

Vi mødes en kold lørdag på en af byens brune bodegaer, hvor røg og fodboldtrøjer går i spænd med dart og Drambuie. Girls Just Want To Have Fun med Cyndi Lauper brager af sted på jukeboxen, og Keen skal have en bajer, for det er lang tid siden, at han har kunnet tillade sig det med den nyfødte, og skål på dét! Men hvad er det egentlig, han laver, og hvorfor er det interessant?

“Jamen, jeg var så heldig, at min hustru, Sarah, blev udstationeret, og da hun jo er min hustru, spurgte hun, om jeg ville med. Det svarede jeg ja til. Så sagde jeg mit eget job op og flyttede med hende til Moskva med drømmen om at der skulle ske noget. Om ikke andet ville jeg få to års ferie, hvor jeg kunne gå og hygge mig med at være hausfrau. Og det gik også rigtig godt i tre måneder, hvor jeg legede turist. Men så begyndte det at krible, for jeg kunne ikke finde ud af ikke at lave noget.”

Keen er uddannet grafiker, så det var oplagt, at forsøge sig med grafisk arbejde i Rusland, og der gik ikke længe, før han påtog sig store freelanceopgaver hos magasiner og reklamebureauer. Fotografi var en naturlig del af jobbet, men efter et hav af oplevelser og et halvt år i Moskva begyndte der at mangle noget – og det var mening.

Alle vennerne undrede sig over, hvad han lavede i Rusland, og der herskede en meget stereotyp opfattelse af det enorme og mystiske land, som Keen selv pludselig var begyndt at se på med nye briller.

91år_0325_DSCF7457-Edit

“Alle kvinderne er prostituerede, alle mænd er stive, der går bjørne i gaderne, og der er altid koldt. Det var opfattelsen blandt dem jeg kender. Og min reaktion var, at ja, og folk smiler desuden heller ikke. Det troede jeg i hvert fald før jeg flyttede dertil. Men sådan er det ikke, og jeg fik nærmest dårlig samvittighed over at have tænkt sådan. Så min indgangsvinkel til projektet blev, at der herskede en masse fordomme, og dem ville jeg modbevise. Men hvordan? Jeg kan ikke skrive en bog, det er jeg simpelthen for dårlig til, og det tager for lang tid, og jeg staver desuden ad helvedes til, så det ville koste en milliard i korrektur. Men jeg kan tage billeder! Det synes jeg i hvert fald selv.” Kunstneren ser forlegent ned i bordet, mens tjeneren føjer et par pilsner til samlingen.

Keen lagde freelanceopgaverne på hylden og begyndte at tænke i koncepter for hvordan man kunne vise at Rusland er så meget mere end dansende bjørne og stram politik? Hvordan kan man vise at landet er rigt på historie, kultur og drama i en sådan grad, at danskere har svært ved at forestille sig det?

“Rusland er så meget mere end Putin der rider på en ørn – eller hvad det er han rider på for tiden. Jeg vil gerne fortælle, at der også er helt almindelige, stolte mennesker, som er gået igennem utrolig meget men alligevel holder hovedet højt og er glade. Så jeg besluttede mig for at tage portrætter – og hundrede af dem! Jeg ville tage billeder af mennesker i alderen ét til hundrede for at illustrere Ruslands fortid, nutid og fremtid i én og samme serie – fra mennesker bliver født – og ikke til de dør – men deromkring. Og så gik jeg i gang.”

97år_0344_L9999880-Edit-4

Konceptet var på plads, men i lyset af Ruslands demografiske problemer og de mange fordomme, som trods alt skjuler et par sandheder, var det ikke helt lige til at finde de rigtige mennesker.

“Det var en kæmpe udfordring. Alderen 20 til 30 var meget nemt, men jo højere op jeg kom, desto sværere blev det. Og så var der spørgsmålet om min stil, for jeg lagde ud med at ville gå i mine idolers fodspor, fotografer som David LaChapelle og Helmut Newton, men det viste sig, at sådan var jeg slet ikke. Min stil syntes konsekvent at trænge igennem og mindede meget mere om fx Jacob Riis’, der for over hundrede år siden dokumenterede amerikanske vilkår.”

Den kunstneriske identitetskrise satte projektet lidt i stå, men Keen insisterede på succes, og i løbet af de næste to og et halvt år fik han taget de hundrede billeder, som han havde drømt om.

“Den sværeste var 100, den var rimelig tough. Men generelt alt over 90. 98 var den sidste, jeg fik i hus. På det tidspunkt havde projektet vokset sig så stort og involverede så mange mennesker, at fremmede sendte mig links og avisudklip, og sådan endte jeg med at finde den sidste. Den dag var jeg lykkelig!”

Fotografen smiler over hele hovedet, og han undskylder konstant for at se på sin mobiltelefon, hvorpå der løbende tikker beskeder ind med statusopdateringer om den tre-uger gamle datter.

At tage 100 vellykkede billeder er én ting. Men at få dem udstillet og vist for andre mennesker som komplet ukendt kunstner, det er noget andet. Og så i Rusland. Men netop det, at det er i Rusland, viser sig som en fordel, og som Keen selv siger, så er der mange fordele ved at være udlænding i landet. Nogle gange skal man bare træde ind af en dør for at være interessant, og det er noget han har forstået at udnytte.

58år_0314_L1000426-Edit

Gennem sit netværk og hjælp fra Det Danske Kulturinstitut kom han i kontakt med det statslige museum og udstillingscenter i Sankt Petersborg, Rosphoto, og så gik det stærkt. I løbet af få måneder blev det arrangeret, at den ukendte fotokunstner fik sin debutudstilling på det prestigefyldte museum, og pludselig var Keen at finde i aviser og lokalfjernsyn – der vel at mærke kommer ud til alle byens fem millioner indbyggere.

Udstillingen løb af stablen i juni 2012 og den blev taget overraskende godt imod af russerne, der syntes det var fantastisk at en bleg dansker kunne komme udefra og dokumentere så stor og ærlig en bid af det russiske samfund. For det var det, det var: En ærlig portrættering af det russiske samfund – med alle dets bekymringer og drømme. Og udstillingen blev så stor en succes, at den i september måned blev vist igen – men denne gang på den Røde Plads i Moskva – og transmitteret ud i russerstuerne via nationalfjernsyn.

Flaskerne er tomme og Keen skal hjem og elske sin nybagte familie. Men et par sidste spørgsmål lurer hos intervieweren, for hvordan bliver det mon at vende hjem efter den slags succes i en by i Rusland, og har han overhovedet tænkt sig at rejse derfra?

100år_0301_L1002701-Edit

“Jeg har tænkt mig at komme hjem igen, ja. Nok om et års tid, for jeg vil gerne vise billederne herhjemme også, det var jo hele pointen – at vise Danmark, at Rusland er andet end vodka og korruption. Men det bliver svært efter fire år i et land, hvor alt kan lade sig gøre lynhurtigt. Holdningen i Rusland er, at hvis man ser en mulighed, så tager man chancen. I Danmark synes der mere at være den holdning, at “det kigger vi på.”. Og det bliver en stor udfordring, når ingen kender mig. Jeg kan dog berolige mig selv med, at jeg allerede har fået lov til at fortælle en historie. En god historie fra en danskers perspektiv, taget varmt imod af millioner af russere, det er der en stor værdi i. Og det gør mig rigtig glad!

L1030599_BW

Du kan møde Keen til artist talk d. 8. marts kl. 20.

Fotos: Keen Heick-Abildhauge

More from Denis Rivin

Keen den Glade

Danske Keen Heick-Abildhauge har passeret sit livs tredje årti og er en...
Læs mere