Kritiske medier?

I diskussionerne om journalistikkens krise er det sjældent, at den politiske journalistik står for skud. Det er synd og ærgerligt for branchen, da netop den politiske journalistik fylder rigtig meget og for alvor har brug for et kvalitetsløft. Tidligere skrev vi om brugen af kilder i politisk journalistik. Denne gang handler det om den ”kritiske” eller ”nuancerede” fremstilling af et politisk forslag i pressen på nettet.

Problemet med at være kritisk?

I den politiske journalistik eksisterer der er et ideal om at være tilstræbt objektiv. Dette er et ideal, der reproduceres på Journalisthøjskolen i Århus, hvor studerende undervises i, at journalisten skal være en formidler, der ikke lader sin holdning til det givne stof komme til kende. Denne forståelse forstærkes på de forskellige redaktioner på landets større aviser, mens de studerende er i praktik. De lærer her, hvordan de kan være ”tilstræbte objektive.”

Det problematiske ved denne tilstræbte objektivitet er de øvelser eller rutiner, som benyttes for at omgå den mindste form for stillingtagen fra journalistens side til emnet, der spørges ind til. Dette kommer især til udtryk, når ”konflikten” bruges som dække for stillingtagen til en problemstilling.

Konflikten – uenigheden dækker det kritiske

Af de fem nyhedskriterier har konfliktkriteriet den største negative indflydelse på den politiske journalistik. Enkelt forklaret så rummer kriteriet, at der skal være modstridende holdninger til, eller interesser i, et givent emne for, at det i journalistisk optik er interessant. Når en politiker eller et politisk parti har en ide eller et forslag de gerne vil præsentere til befolkning igennem pressen, er det konfliktkriteriet, der er bestemmende for om forslaget bliver forkastet eller det bringes i pressen.

Det er ikke forslagets kvalitet og virkninger, der vurderes, men hvem der er for og imod – og hvor meget de er imod. Når forslaget præsenteres for journalisten ligger den journalistiske opgave ikke i at vurdere kvaliteten i forslaget, men i at finde en reaktion på forslaget, der er tilstrækkelig konfliktfyldt til, at det vil ”sælge” historien.

Har man to holdninger i konflikt med hinanden, så kan læseren selv tage stilling til det konkrete politiske forslag. Men problemet ligger heri, at det oftest er den radikale modsætning, der præsenteres. Jo større uenigheden jo bedre. I en nuancering eller kritisk fremstilling af et synspunkt, bliver det så ikke de mest fornuftige og velargumenterede uenigheder, der præsenteres, men i stedet de synspunkter, der er fjernest fra hinanden. Dette skaber ikke en nuancering af debatten, men fremstiller i stedet politikere i konstant uenighed med hinanden.

Under dækket af tilstræbt objektivitet gør den ”kritiske” journalistik her billedet af politik mindre nuanceret, da det er konflikten og ikke indholdet der er væsentligt. Den er ikke kritisk, men bare konfliktfokuseret. Hvad er vigtigst for borgeren at vide? Hvad et politisk forslag betyder for borgeren? Eller hvem der er for eller imod?

Er det ikke avisernes rolle at have en holdning til samfundet?

Den næste naturlige spørgsmål er, hvorvidt det er avisens rolle bare at sælge aviser eller at kvalificere at demokratiet. Hvis det er avisens rolle at kvalificere demokratiet, så kræver det, at den politiske journalist ikke skjuler sin kritiske sans bag tilstræbt objektivitet ved bare at finde to radikalt uenige politiske holdninger til et givent emne.

I stedet skal journalisten tage stilling til forslaget og finde relevante kritiske punkter. Ikke gennem andre politikere, men ved hjælp af research og kontakt med eksperter. Der ligger en kritisk stillingtagen i forhold til, hvilke eksperter der bruges, og hvad forskellige undersøgelser om et givent emne siger. Derefter er det journalistens opgave at skære deres historie til, så læserne kan forstå, hvad indholdet og konsekvenserne af det politiske forslag er.

Men hvis opgaven alene er at sælge aviser, og drive forretning, så er det klart, at man sparer på den kvalificerede stillingtagen. Det er billigere at finde at finde en politiker, der altid stiller op til citat frem for at gennemarbejde en stillingtagen til et emne. Alle kan forstå og fremstille uenighed, men spørgsmålet er om det kan betegnes kritisk journalistik?

More from Thomas Noppen

Et kig bag højredrejningen i Danmark

Er det for simpelt at forklare højredrejningen med ”god og klar kommunikation”...
Læs mere