Essentielle albums fra 1980erne

Begyndte du at høre musik i går? Ved du ikke, hvordan du skal finde vej i den endeløse strøm af udgivelser? Du kan begynde med Netudgavens anbefalinger af Essentielle Albums. Hvis du følger vores anbefalinger så går det ikke helt galt, og vi lover dig en række fantastiske musikoplevelser. Vi giver dig nu tips til det samme årti, som gav dig Frækkere end politiet tillader – 1980′erne.

Michael Jackson – Thriller (Epic, 1982)
Verdenshistoriens bedst sælgende album er også en af de vigtigste udgivelser i 80’erne. Albummet, der for alvor gjorde 24-årige Michael Joe Jackson til klodens største pop-stjerne står vel sagtens i mange læseres pladesamling allerede, og herfra skal knyttes nogle ord til hvorfor, den gør det. Og hvorfor den skal gøre det.

Thriller er et pop-album med dybde og overflade, der appellerer ligeligt til følelserne udenpå tøjet og de polerede sko på dansegulvet. Fra den energiske album-åbner ”Wanna Be Startin’ Somethin’” til den eftertænksomme og tidstypiske 80’er-ballade ”The Lady In My Life”, der lukker ballet.

”Wanna Be Startin’ Somethin’” er et nummer, der indfanger essensen af det, som gjorde Jackson til et ikon. Et pumpende beat fusioneres med blæsersektion og rytmeguitar, der glider over i sangens coda: ”Mama se, mama sa, mama cocosa”, der konnoterer afrikansk stammedans og -sang. Det hele holdt i stram snor af Jacksons overblik. Manden havde en nærmest overjordisk forståelse for rytme og tempo. Et faktum, som yderligere understreges i ”Beat It”. En sigende titel, hvor Eddie Van Halen får lige vel meget taletid til sine guitar-shreds. Men et effektivt nummer, ikke desto mindre. Ligesom ”Billie Jean” og titelnummeret naturligvis også bør fremhæves. Vincent Prices hysteriske dialog i sidstnævnte bevæger sig mod det røde felt på tacky-barometeret, men forhindrer ikke ”Thriller” i at være den klassiker, den er.

Men Jackson er ikke kun den fødte superstar, når polyrytmikken spiller. På albummets inderlige momenter viser han sit enorme talent som vokalist. Foruden føromtalte ”The Lady In My Life” besidder ”Human Nature” selvfølgelige evergreen-kvaliteter, ligesom duetten med Paul McCartney ”The Girl Is Mine” viser de

Thriller har solgt i omegnen af 50-60 mio. eksemplarer på verdensplan, tallene varierer alt afhængig af diverse kilder. Så sandsynligheden for at du har albummet i din pladesamling er stor. Hvis det er tilfældet, så lad denne anbefaling være en anledning til at give det endnu et lyt. Hvis ikke, så investér trygt i albummet. Ikke for at øge salgstallene, men af den simple årsag, at Michael Jackson står bag et af 80’ernes essentielle albums.

Kate Bush – Hounds of Love (EMI, 1985)
Kate Bush står som en af de mest markante kvindelige artister i rock- og pophistorien. Fra sin forbløffende debut med hittet ”Wuthering Heights” som blot 19-årig har hun altid afsøgt nye stier at betræde for at udfordre sin kreativitet. Hounds of Love, det femte album i diskografien, hører til blandt hendes mest tilgængelige værker. Et faktum, det iørefaldende åbningsnummer “Running Up That Hill (A Deal With God)” slår fast. Baseret på et konstant beat og et effektfuldt tema lader Bush sin unikke vokal udfolde sig i flere lag. En fremgangsmåde, hun med stor succes ligeledes bruger på de efterfølgende melodier: “Hounds of Love” og “The Big Sky”.

At Bush er en kunstner, som betragter sine plader som værker er tydeligt på Hounds of Love. Albummet er tematisk opdelt således at side 1 (eller de første fem numre) er samlet som kærligheds-hundene og side 2 (de efterfølgende syv) går under betegnelsen ‘The Ninth Wave’. Et særkende ved den britiske sangerinde har altid været hendes lyst og evne til at udfordre sin stemme. Det kommer tydeligt til udtryk i den stryger-bårne ”Under Ice” og den legesyge ”Waking the Witch”, hvor hun akkompagnerer sig selv med komplekse vokal-lag.

Albummet er desuden utroligt alsidigt på den musikalske palet. Det er givet at den prægnante brug af synthesizere og programmeringer bidrager til albummets pop-appeal og lettilgængelighed. Men de elektroniske fiks-fakserier til trods skinner Bushs fascination for traditionel folkemusik også igennem på albummet. Hvilket kommer tydeligst til udtryk på ”Jig of Life”. Hendes bror Paddy Bush bidrager desuden med violin på “The Morning Fog”, didgeridoo på ”The Big Sky” og balalajka på “Running Up That Hill”. Ligesom Bushs formidable evner som pianist folder sig formfuldendt ud i den smukke ”And Dream of Sheep” og ”Hello Earth”.

Kate Bush er en fantastisk sangerinde, komponist og kunstner, som ikke har lavet et svagt album og vi anbefaler at man tjekker dem alle sammen ud, men start med Hounds of Love, som altså også er et af 80’ernes essentielle udgivelser.

The Cure – Disintegration (Fiction Records, 1989)
Robert Smith og hans sortrandede væbnere udi dystopiske og romantiske rockhymner er uomgængelige, når talen falder på 80′ernes musik. The Cures betydning for årtiet kan ikke overses og der findes vel næppe en så ikonisk og genkendelig frontfigur som Smith. Selv den dag i dag, hvor han tilsyneladende hverken har skiftet ud i garderoben, makeup-kassen eller frisøren.

Bandet har forud for Disintegration udgivet en række albums, der positionerer dem som et indflydelsesrigt band, og derfor som obligatorisk pensum på en liste over essentielle kunstnere.

Det er dog med dette album, at bandet for alvor formår at forene det mørke og det lyse i et naturligt krydsfelt mellem umiddelbare pop-tendenser og den dystre post-punk, bandet blev skabt i. For det er netop i dette krydsfelt, at The Cure er et virkelig interessant bekendtskab. Albummets åbner er “Plainsong” med en lang, stemningsmættet instrumental intro – et særkende for bandet – og folder sig storslået ud i en af The Cures helt store sange.

Og netop de helt store sange fra bandets hånd finder man på Disintegration: “Pictures of You”, “Lullaby” og “Fascination Street” er rock-klassikere og smukke numre, som indeholder de musikalske genialiteter, The Cure ofte benytter sig af: de melodiske bas-linjer, atmosfæriske keyboard-flader og hypnotiske guitar-riffs. Enkle, men effektive ingredienser i et lydbillede, som både er et stærkt identitetsbrand, men ligeledes elementer, der har gjort Smith & Co. til et af de mest indflydelsesrige bands gennem de seneste mange år. Og Smith træder i karakter som en følsom lyriker, der formår at transformere det banale til smertelig skønhed: ”I’ve been looking so long at these pictures of you/ That I almost believe that they’re real/ I’ve been living so long with my pictures of you/That I almost believe that the pictures are all I can feel”.

Disintegration er et album, som vil give lytteren pay-off for hver eneste gennemlyt og en helt uundværlig del af pladesamlingen.

Og til slut lidt godter fra TV:

More from Martin Gronemann

Essentielle albums fra 1990erne

Begyndte du at høre musik i går? Ved du ikke hvor du...
Læs mere