Polio, poesi og sex

Tag en poesi- og polioramt, og derfor totalt muskellammet mand, og jomfru på 38. Lad ham betro sig til en katolsk præst (som formodes at leve i cølibat). Så tilføres en kvindelig sexterapeut i 40′erne, og blandingen røres godt sammen og smørres op på filmlærredet. Vupti, det var opskriften på en film alle vil strømme til biograferne for at inhalere med øjne, ører og lattermuskler. Nej, vel?

Men, jo. Eller, dvs., om filmen The Sessions får sit eget liv må tiden vise, men at der er tale om en film, der skildrer en mand med sit eget særlige liv, er et faktum. Faktum er også, at historien er hentet i den virkelige verden.

Mark (John Hawkes) fik polio da han var dreng. Det har lammet hans muskler, men ikke gjort dem følelsesløse. Hans krop er således fuldt ud sensitiv, han kan blot ikke bevæge sig. Mark lever det meste af døgnets timer i en jernlunge, der trækker vejret for ham. End ikke det kan han selv mere end tre-fire timer om dagen. Han har naturligvis hjælpere omkring sig det meste af tiden – og det er filmens startskud.

Mark er ikke rigtig glad for en af sine hjælpere. Hun tager for hårdt på ham, og det er ufedt, når hans højst funktionelle lem lever sit helt eget liv, og giver ham den ene ufrivillige udløsning efter den anden.

Mark opsøger derfor sin kirke, hvor der er kommet en ny præst, der spilles fint og (sædvanligt) af Willian H. Macy. Mark lægger ud med at ville have forudtilgivelse for at fyre sin medhjælper. Det bliver hurtigt klart, at Marks lem med eget liv spiller en vigtig rolle for hans bekymringer i livet. Mark, der ikke har haft sex, men gerne vil have sex, indleder en slags venskab med præsten, der bare ikke må have sex.

Trods sit handicap skriver Mark i ny og næ en artikel eller to. Mark ringes op af sin redaktør, der spørger om ikke han vil skrive en artikel om handicappedes sexliv. Det er i denne forbindelse, han kommer i kontakt med Cheryl (Helen Hunt), der er sexterapeut. Mark får sin præsts velsignelse og aftaler en række sessions hos terapeuten. Han skal, trods de fysiske begrænsninger, have undersøgt sin krops seksuelle muligheder. Mark rører sine medmennesker, og således også sexterapeuten, hvis egentlige opgave er at berøre ham.
Mark rørte ikke bare sine medmennesker i det filmiske univers. Undertegnede var trods migræne og de sene aftentimer dybt (be)rørt, og havde lyst til at blive ved lidt endnu.

The Sessions giver ikke Mark en offerrolle. Og konflikter er nærværende, tales hverken op eller ned – de har deres egen helt udramatiske og naturlige rolle. Nogle kunne nok undersøges langt mere, som fx forholdet mellem Cheryl og hendes mand, da Cheryl viser, at hun ikke er upåvirket af Mark. Der skrabes i overfladen og det kunne være interessant, men så ville historien bevæge sig væk fra Mark, og det er trods alt hans historie, der er filmens omdrejningspunkt. Det seksuelle paradoks præsten og den polioramte deler er heller ikke uinteressant og behandlet så meget som det kunne. Men igen ville det sandsynligvis have været blevet en film på ord, og hele omdrejningspunktet for filmen er jo netop, at Mark vil færre ord og mere handling.

Mark er poet og uddannet fra universitetet, og har ordet i sin magt. Filmen får derfor sin egen poesi, der på fineste vis ikke kammer over og bliver patetisk. Der er rig mulighed for at grine med Mark, og når man griner, er det med hjerte og hjerne. Det er således ikke platte og letkøbte pointer, der trækker i smilebåndene, men indlevelse og medfølelse. Både for Mark og hans medmennesker.

Virkelighedens Mark O’Brien døde i 1999 i en alder af 49 år.

The Sessions er instrueret af Ben Lewin, der over et essay af Mark O’Brien også har skrevet filmens manuskript. Ben Lewin selv, fik polio da han var barn – og har derfor siden gået med krykker.

The Sessions har premiere 7. marts 2013.

More from Freia Mosberg Dam

Indblik #1 – Fra Lis til Catalina

Indblik giver dig lydbilleder fra nær og fjern. I en række små...
Læs mere