Politicus amoralis

Frank Underwood fra seriens House of Cards

“There are two kinds of pain. The sort of pain, that makes you strong. Or useless pain, the sort of pain, that’s only suffering. I have no patience for useless things. Moments like this requires someone, who will act, who’ll do the unpleasant thing – the necessary thing”. Mød Francis Underwood i House of Cards.

I den amerikanske Netflix-serie bliver du indviet i bagsiden af amerikansk politik af mørkets fyrste, kongresmedlem Francis Underwood, på sin nådesløse færd mod magtens tinder i Washington. Første sæson af House of Cards/HOC havde premiere på Netflix 1. februar i år, og er bomben, hvis du er til David Fincher (Seven, Fight Club, The Game) iskoldt politisk magtspil, sex som kontraktøkonomi – og nåh jo – Kevin Spacey. For Spacey ejer den her serie.

Det hele starter på BBC
Serien er oprindelig en BBC-produktion fra 1990 i fire afsnit lavet på baggrund af første bog i romantrilogien House of Cards (1989), To Play the King (1992) og The Final Cut (1995) af Michael Dobbs, tidligere rådgiver for Margaret Thatcher i 80’erne. Plottet følger antihelten Francis Urguhart (Ian Richardsen) og hans beskidte og manipulerende vej til at blive premiereminister i England. Bøgerne er ligeledes inspireret af Shakespeares udødelige og blodige magtdramaer Macbeth og Richard III.

Tilbage i USA vil instruktøren David Fincher lave en tv-serie med manuskriptforfatterne Eric Roth og Beau Willimon, som han før har samarbejdet med. Finchers agent viser ham den britiske House of Cards, og derfra ruller det. Til webportalen Hitfix udtaler Fincher om film modsat tv-serieformatet:

“Film (red.) -doesn’t always allow for characterizations to be that complex, or that deep, or that layered, or to reveal slowly and be as faceted. And I felt for the past ten years, that the best writing, that was happening for actors, was happening in television.”

Flere produktionsselskaber byder ind med tilbud på at lave serien, men streamingtjenesten Netflix overbyder dem alle, og HOC vises altså udelukkende på Netflix. Det er anden gang, hvor en tv-serie får premiere på Netflix (første serie er den amerikansk-norske produktion Lilyhammer). Fremtiden for film-tv-mediet? Absolut en del af den brugerorienterede medieudvikling, som unægtelig udfordrer de traditionelle tv-kanalers levevilkår.

At gøre det nødvendige
En ulastelig klædt mand (Spacey) går ned af trappen til sit townhouse en mørk aften i Washington, da han hører larm på gaden. En bil kører forbi i høj fart, og han går hen af fortovet, hvor der ligger et dyr og klynker af smerte, udenfor kamerarammen. En hund er blevet ramt og kæmper for sit liv. Frank sætter sig på hug foran kræet og kigger ind i kameraet med ordene:

“There are two kinds of pain. The sort of pain, that makes you strong. Or useless pain, the sort of pain, that’s only suffering. I have no patience for useless things. Moments like this requires someone, who will act, who’ll do the unpleasant thing – the necessary thing.”
Han vrider halsen om på hunden, og scenen afsluttes med et close up af Franks ansigt og udgangsreplikken til os: “There, no more pain.”

Velkommen til Francis Underwood. Med dette billede, har du anslaget til første afsnit af HOC. Vi er fem minutter inde i serien, og ikke et sekund i tvivl om, hvad det er for en mand, vi skal følge gennem 13 afsnit. Frank er manden, der er villig til at gøre det ubehagelige, og som vi senere skal se i serien, har han intet til overs for ’underdogs’, som ikke tør gå linen ud. Både billedsprog, og Franks til kameraet, udtalte livsfilosofier, er så klare og kontante, at man frydes ved hans kompromisløse kynisme.

Fra første afsnit indgår antihelten Frank en kontrakt med seeren igennem sine betroelser om verden, og vi teamer op med ham, fordi han giver os alle de beskidte sandheder om de højest stående politikere omkring ham, og på hvilke baggrunde, de er blevet ansat. Vi får (i et fiktivt univers) alt det, vi ikke kan læse i aviserne om politik. Oh joy!

Vrede som motor
Frank er vred, og det er han fordi, han i første afsnit bliver snydt for stillingen som udenrigsminister ved det netop afviklede præsidentvalg. En stilling, han selv mener, tilkommer ham. Denne vrede kickstarter seriens plot og får Franks vendetta indenfor partiet til at vokse sig endnu stærkere, endnu mere skånselsløs for at indtage den plads, der tilkommer ham.

I engelsk og amerikansk politik eksisterer begrebet ’whip’. En person eller instans, der arbejder for at få et partis medlemmer til at agere i overensstemmelse med partiets linje. At holde kvæget indenfor flokken med en pisk er naturligvis et udtryk fra landbruget. Frank er ’House Majority whip’ for det demokratiske parti, indenfor hvilket, han agter at bruge alle beføjelser til at overtage magten.
Ved sin ene side har Frank rådgiveren Doug Stamper, eminent spillet af Michael Kelly, som med engleblid stemme bevæger sig lydløst omkring sin chef, som et gråt spøgelse, der om nogen går igennem folks skrald, hvis det er det, der skal til.

Ved sin anden side har Frank konen Claire (Robin Wright), magtfuld chef for en non-profit miljøorganisation. Claire opfordrer Frank til at tage kampen op, “Min mand undskylder ikke”, som hun siger. Hun vil se vrede. Parret hjælper hinanden i deres respektive karrierestrategier, men begæret er forbeholdt magten, og temperaturen i ægteskabet er lunken og kyssene bliver på kinden.

Seksuel kontraktøkonomi
At dermed tro at Francis, som kun Claire kalder ham, er en kyskheds apostel, er skudt langt fra mål. Han bruger hellere end gerne sex, tilsyneladende altid i et højere formåls tjeneste. Franks syn på sagen er: ’Everyhing is about sex in this world, except sex. Sex is about power’.

Den lader vi lige stå – mens vi introducerer den unge ustoppelige journalist Zoe Barnes (Kate Mara). Zoe blogger og tweeter ustandseligt om politiske begivenheder til stor misbilligelse for hendes chef på The Washington Herald. Hun bruger alle midler og medier til at være den første med den største politiske historie og ansættes siden på avisen Slugline, hvilket navnet antyder, er af en noget mere anarkistisk støbning. Her skriver unge hipster-lignende journalister deres historier, tweets og blogindlæg liggende i fatboys udfra filosofien om, at her skaber du dine egne regler og standarder. Så længe du selv kan stå inde for dem, hvilket viser sig at blive Zoes udfordring.

Zoe og Frank mødes ’in mutual admiration’ til et velgørenhedsarrangement, hvor billedet af Frank, der vender sig om efter Zoe i kropsnær hvid kjole på trappen op mod festen, efterfølgende figurerer på nettet, hvorfor Zoe ser sit snit til angreb. Hun tropper op en sen aften udenfor Franks private hjem og tilbyder ham at være hans personlige ’mouthpiece’ i medierne. En pagt med djævelen og et frækt tilbud, Frank ikke kan afslå. Herfra indgås kontrakten mellem Frank og Zoe, hvor sex, politiske hemmeligheder og derudfra tilrettelagte historier i medierne kreeres, ofte i den rækkefølge.

Kevin Spacey er House of Cards. Hvis du elskede ham i American Beauty, har du noget at glæde dig til. Selv scenerne, hvor han træner i kælderen, er med i HOC. Den homoseksuelle c-historie og affæren med den unge kvinde, der kunne være hans egen datter.
HOC handler om det beskidte spil mellem hvilke historier, der slipper ud, hvilke der skjules, og hvilke der skabes som pure spin. Ingen historie er mere ægte end de andre. De har alle sin plads og effekt.

Lir og nørderi
Som tv-serie er HOC genial ved sin nyskabende brug af de medier, vi i dag omgiver os med. Eksempelvis ser vi figurernes sms-beskeder som små talebobler henover skærmen. Og Zoe har som journalist i serien sit eget twitter hashtag #GoZoe, som både i serien og i virkelighedens verden bruges af hendes følgere/fans til at tweete om serien. Det er nyskabende.

Seriens anslag har ikke samme ørehænger kendingsmelodi som Mad Men mfl. Og visuelt ser vi blot Washingtons aftentrafik i time lapse tegne lysspor igennem vejnettet til højstemt strygermusik. Smukt men ikke noget usædvanligt. Nej, det mest lirede, der får serien til at være en loadet gun, også stilistisk, er hvorledes det amerikanske flag ved anslagets slutning er blevet vendt på hovedet, og striberne faktisk peger som en pistol mod højre.

Netudgaven er skudt i HOC, og det er der også andre der er. Se den officielle trailer:

More from Elisabeth Cecilia Dorn

Utopien om det autentiske – Netudgaven til Sejerø Festival

At tage del i Sejerø kunst og musikfestival var som at tage...
Læs mere