Alen i eventyrland

“Jeg hader ordet integration. Jeg hader simpelt hen det begreb, jeg synes det er frygteligt.” Ordene falder i samme venlige tonefald som resten af samtalen. Mere en konstatering end en vredesytring, for det er noget der er tænkt over, erfaret, mærket. Sådan er det med det meste af det Alen Mešković fortæller denne sene eftermiddag på caféen i Vester Vov Vov-biografen på Vesterbro – hans ”hood” som han kalder det, derfra hans verden nu går.

Tankerne bliver udtrykt præcist, med de pauser, lange sætninger og indskud som de kræver, og så er det ellers bare med at hænge på, for der er meget han gerne vil formulere. Og ordet integration bryder han sig altså ikke om. Alen Mešković kunne ellers godt være et præmieeksempel på en vellykket integration: Han kom til landet som flygtning fra det der dengang var Jugoslavien i 1994, 17 år gammel, alene, uden at kunne et ord dansk, og sad otte måneder i et asylcenter i Nyborg. I dag er det blevet til en cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling, en digtsamling (Første gang tilbage, Gyldendal 2009) , en roman i andet oplag (Ukulele Jam, Gyldendal 2011), kæreste og to børn. Man kan næsten høre klapsalverne fra de bonede gulve i det hedengangne Integrationsministerium: ”Se bare, det kan godt lade sig gøre!” Men sådan ser han slet ikke selv på det.

“Det er jo ikke sådan at jeg kom og følte mig udenfor, og nu er jeg indenfor. Det er ikke sådan man tænker. Jeg tog ikke en uddannelse for at integrere mig og lære dansk, jeg tog en uddannelse for at få et liv jeg ikke havde i næsten et år, og jeg gjorde det med det yderste af neglene. Så processen anskuer jeg fra en eksistentiel og ikke en samfundsmæssig vinkel. Det der med at integrere sig hvad er det for noget? Folk der er her, vil jo bare gerne have noget at lave, have et liv, have kontakt og venner.”

Foto: Isak Hoffmeyer
Foto: Isak Hoffmeyer
Mosaikken på Balkan
Det er nærliggende at læse romandebuten Ukulele-jam som en selvbiografi. Historien om den bosniske Miki der må flygte med sine forældre og familie til en lejr på den kroatiske kyst omgivet af strandturister og andre flygtninge fra alle dele af Jugoslavien, er til dels hans egen, men slet ikke i det omfang man kunne tro. Bogen er en mosaik som handler om eks-Jugoslavien i 80’erne og 90’erne. “Visse steder i romanen, er der selvfølgelig noget der kommer tættere på, og det har ikke altid været nemt at skrive“, fortæller han og trækker lidt på det. For naturligvis er der en forbindelse mellem hans egne oplevelser på Balkan og de historier han vil fortælle.

“For mig er det liv jeg levede dernede på en eller anden måde et empirisk udgangspunkt, og så først bagefter kommer distancen og de rationelle overvejelser. Jeg rejste derned igen og spurgte mig selv hvorfor det gik som det gik, hvad det var for en film jeg havde været statist i. Og på den måde er der masser af historier. Alle dernede har oplevet krigen, så det vrimler med fortællinger.”

Et eventyrland
Mødet med Danmark fik Alen Mešković til at måbe. Han kom fra krig, fra et sted hvor liv og død ikke bare var en sproglig vending med to ord der skulle tages helt bogstaveligt, og det passede ikke til det syn der mødte ham i gaderne i København. “Jeg kom lige op til jul og det var ligesom at komme til et eventyrland hvor voksne også er børn, hvor alle er børn.” … Han griner.

“Folk rendte rundt med nissehuer, der var pyntede hestevogne, og jeg tænkte: Er det sådan hele tiden? Vinteren var usædvanlig kold det år – Alen Mešković beskriver den som ”et overfald rent kropsligt”, og så var der sproget – rødgrød med fløde og røget ørred.”

Der er en scene han husker knivskarpt. Han sidder i et tog over for nogle ældre damer og anstrenger sig for at forstå bare en smule af det de taler om, bare et ord eller to på baggrund af den smule engelsk han trods alt kunne. “Og jeg forstod intet, absolut intet! Og jeg tænkte at det her sprog kommer jeg aldrig til at tale, og det var et chok!”

Alen Mešković blev som alle andre flygtninge fra Eksjugoslavien fanget i midlertidighedens ingenmandsland. I begyndelsen af 1990’erne kom der 17.000 flygtninge fra Balkan til Danmark, og proceduren var at de fik visum for et halv år ad gangen, der så kunne forlænges så længe krigen varede ved. Imens måtte man ingenting: “Man måtte ikke arbejde, man måtte ikke tage en uddannelse, man fik nogle penge til mad og tøj, og så kunne man bage sine brød og ellers sidde og glo. Det var dét folk gjorde, og nogle gik psykisk helt ned på det.”

Foto: Isak Hoffmeyer
Foto: Isak Hoffmeyer
Miraklet
I 1995 blev praksis ændret, og de eks-jugoslaviske flygtninge kunne søge om permanent opholdstilladelse. Men selv med sådan en i hånden, var der et liv og en fremtid der skulle lægges til rette, og Alen Mešković var havnet på en mellemhylde hvor han ikke umiddelbart kunne komme nogen vegne. Han var for gammel til tiende klasse og for dårlig til dansk til at starte på en ungdomsuddannelse. Men så indtraf miraklet. Rektoren på Nyborg Gymnasiet gav ham lov til at begynde i 1. G.

“Det her menneske, sad med min skæbne i sine hænder“, fortæller Alen Mešković langsomt, og former hænderne som en skål, mens han fortæller om rektoren på Nyborg Gymnasium. “Hvis hun havde sagt nej ….”

Muligheden får lov at hænge i luften. Jeg tænker på det billede jeg så af Alen Mešković på en eller anden litteratur-hjemmeside. En ung fyr der smider en sort hat op i luften mens han selvsikkert og med sammenknebne øjne kigger på fotografen. Leg og elegance, fingeren der peger op på hatten, bestemt og rytmisk, dyb alvor og sjov og ballade på samme tid. Et menneske der vil noget og har lyst til noget. Et kig på hans CV fortæller samme historie. Journalist, oversætter, redaktør, medarrangør af diverse filmfestivaler – hvor meget af alt det var blevet til noget hvis ikke han var kommet i gymnasiet?

Aftalen med rektor var helt klar: Han kunne følge med i 1. G, og hvis han efter et år havde vist at han kunne lære sproget og følge med, så kunne han få lov til at gå 1. G om og starte rigtigt. Alen Mešković greb chancen, og meldte sig fluks til aftenkursus i dansk ved siden af – kun for at blive smidt ud så snart det blev opdaget at han også gik i gymnasiet, for man måtte ikke være tilmeldt flere steder. Så sprogundervisningen måtte han selv tage hånd om. Når de andre grinte, så grinte jeg også, og jeg anede ikke hvorfor.

Foto: Isak Hoffmeyer
Foto: Isak Hoffmeyer
De grinte ikke
En scene fra de første dage i gymnasiet har brændt sig fast: En bog går rundt og alle skal læse op. Alen Mešković taler langsomt mens han tegner situationen op, og dvæler de steder der giver historien vægt.

“Bogen er på dansk, og jeg regner med at læreren vil springe mig over for jeg er jo udvekslingsstuderende. Men han siger ‘Nej, nej du skal også’. Så jeg læste op, ubehjælpsomt sådan som jeg kunne, og jeg forventede at folk ville grine, for det ville man gøre dernede (i Bosnien, red.), alle ville sidde på bageste række og fnise, men det var der ikke nogen der gjorde. Og så begyndte de at klappe, og den kutyme har vi slet ikke dernede. De klappede selv ved de mindste anstrengelser jeg havde gjort. Jeg oplevede nok for første gang i skolesammenhæng at bare det at folk kan se at du prøver, satte man pris på og respekterede. Og det med at folk respekterer alt det du kom med, det gav selvfølgelig vinger.”

Det var i høj grad klassekammeraterne der fik Danmark og det danske sprog til at åbne sig for Alen Mešković. “Jeg er en ret udadvendt person, jeg fik hurtigt venner, og nogle venskaber varer stadig til den dag i dag. Og dem fik jeg dér i 95 da jeg startede i gymnasiet.”

Stauning eller kaos
Alen Mešković ved enormt meget om Danmark. Han har sat sig ind i historien og traditionen, særligt den der har berøring med hans egen kommunistiske baggrund – arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen, og er ydmyg over for det han ser. Jeg kan nogle gange blive næsten rørt når jeg ser dokumentarprogrammer eller læser om hvordan man nåede hertil. Især sådan noget om hvordan arbejderbevægelsen og bondebevægelsen startede i 1800-tallet og fremad.

Det føles næsten pinligt at det er en udlænding der lige skal minde om hvor privilegeret udviklingen herhjemme har været de sidste 200 år. På den anden side er det selvfølgelig også fordi sammenligningerne ligger lige for når man selv kommer fra noget andet:

“Hvis man ser på Europa i 20-erne og 30-erne, så var der lande der havde ledere der siden blev verdensberømte, og Danmark havde Stauning. Man lavede nogle forlig og lagde grunden til en politisk kultur og et politisk niveau med åbenhed og social retfærdighed. Det er til at blive rørt over, og jeg tror også resten af verden har svært ved at forstå det.”

Et eventyrland? “Ja, men de sidste ti år har givet ridser i lakken. Jeg har en muslimsk kulturel baggrund, og selv om hverken min familie eller jeg har været religiøse, eller troende eller praktiserende, så har al den snak om muslimer ramt mig, irriteret mig, og virket som en eller anden form for chikane. Jeg er glad for at den æra er forbi, og lad os nu se hvad det udvikler sig til.”

”Oplever du dig som udlænding i Danmark?”

Alen Mešković trækker lidt på det. “Nej, ikke hvis jeg forstår det som den måde man siger udlænding i medierne, hvor en udlænding er en der er udenfor. Du skal tænke på at jeg var 14 da krigen i min hjemby startede. Og siden da har jeg været … det er måske et ord der mangler på dansk: ”izmjestenost”, det betyder ikke malplaceret, men måske ”udplaceret”. At man er rykket ud af sin sammenhæng, ud af sit led, væk fra dér hvor man skulle være. Den følelse fik jeg da jeg var 14 et halvt og har haft siden. Det er en eksistentiel følelse. Så udlænding eller fremmed? Jeg kan føle mig mere fremmed hvis jeg kommer til min hjemby nu, end jeg føler mig her på Vesterbro. Alen Mešković slår ud med armene mod Absalonsgade udenfor: Det her er My Hood. Det er her jeg er til daglig, det er her hvor jeg føler mig tryg.”

Alen Mešković er født i 1977 i Bosnien. Han kom til Danmark i 1994 og er uddannet cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling. I 2007 bidrog han til Gyldendals antologi Nye stemmer. Han debuterede med den anmelderroste digtsamling Første gang tilbage i 2009. Roman Ukulele-jam (2011) blev indstillet til Weekendavisens Litteraturpris og udkom i marts i Tyskland og udkommer senere på året i Kroatien og Ungarn. Alen Mešković modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium i 2012.

ukulele-jam

Interviewet blev første gang bragt i KURT Magasin marts 2012. Celine Haastrup er ansat i DR og bl.a.vært på Jazzoom, P8 Jazz.

More from Celine Haastrup

Alen i eventyrland

“Jeg hader ordet integration. Jeg hader simpelt hen det begreb, jeg synes...
Læs mere