En verden til forskel

Integrationsdebatten har skabt et mentalt Danmarkskort præget af tankegangen: Os og dem. Underforstået ”etniske danskere” versus ”de fremmede”. Men i en ikke så fjern fortid var landkortet skarpt opdelt i Øst – og Vestdanskere. Hvad er der egentlig blevet af den interregionale modsætning?

Der hvor jeg voksede op holdt vi af negationer. ”Filmen er ikke så dårlig” sagde vi og mente, den var god. ”Men bogen er bestemt ikke ringere” fortsatte vi og mente, bogen var bedre endnu.

Det lå ikke til kulturen at bruge ord som ”fantastisk” eller ”vidunderlig”. Skepsis var udgangspunktet for al vurdering og lykkedes det at eliminere den, var der tale om en bedrift i sig selv. Det vidste vi alle og ingen behøvede understrege det indlysende. Negationen havde sin egen indre logik.

Min dansklærer var fra København. Det var hende der gjorde os opmærksom på vores særlige omgang med sproget. Hun var blevet gift med en nordjyde og flyttede til Aalborg i begyndelsen af 1970’erne. Liselotte var anderledes. Udover den københavnske sprogtone, som var bemærkelsesværdig nok i sig selv, brugte hun netop ord som ”fantastisk” og ”vidunderlig”. Hun brugte også enormt meget øjenskygge.

I dansk grammatik lærte hun os de latinske betegnelser for ordenes forskellige klasser og bøjningsformer – ”superlativ” gjorde stærkt indtryk. Jeg så for mig et ord med stjerner på. Det repræsenterede nogle eksplosioner i sproget: ”bedste”, klogeste”, ”smukkeste” osv. der virkede så fremmedartede i deres uforbeholdne positivitet, for mindre kunne jo gøre det.

Reglen var at man hellere skulle sige for lidt end for meget. Meningen blev understreget i det tryk der blev lagt på ordene, eller det man ikke sagde. Vokabularet begrænsede sig som sagt til nogle ganske få, men velovervejede ord. Folk som ”bralrede op” var nogen man bar over med. I heldigste fald. Og et sprog tæt bestrøet med blomstrende adjektiver i superlativform var enten udtryk for uligevægt eller indbildskhed eller at man ligesom Liselotte kom fra Østdanmark. Den præcise lokalitet var vi derimod ikke nøjeregnende med: Sjælland var lig med hovedstaden og København begyndte i det øjeblik, man kørte fra borde i Odden Færgehavn. Liselotte var dog ikke den første københavner jeg mødte. Dele af min familie boede i København. De havde slået sig ned i de samme forstæder og boede dør om dør. Man kunne have talt om ghettodannelser, men det gjorde man ikke. Vi syntes det var praktisk alle var samlet på ét sted.

For 20-25 år siden var der sjældent nogen der talte jysk på tv. Bortset fra en folketingspolitiker i ny og næ og enkelte produktioner fra Tv-provinsenheden i Århus hvor gæster og værter var jyder. Navnet lyder som et initiativ udsprunget af andelsbevægelsen og tanken var vel også grundlæggende demokratisk, nemlig at give provinsboerne en stemme i Danmarks Radio. Fyn blev, parentes bemærket, aldrig rigtig regnet med i polariseringen mellem øst og vest. Ellers foregik næsten alt på rigsdansk eller københavnsk og jeg havde tidligt en klar fornemmelse af, at der var et centrum og en periferi i Danmark. Og at vi befandt os i periferien.

Dialekterne i Danmark er så småt ved at forsvinde. Tidligere forandrede talesproget sig over ganske korte geografiske afstande. Man kunne høre om en person kom fra den ene eller den anden landsby. Mobiliteten var ikke større end at den sproglige egenart forblev intakt. I fremtiden vil der derimod findes store regioner, hvor man taler nogenlunde ens.

For Københavns hjemmefødinge er byen verdens naturlige centrum

Paradoksalt nok har udviklingen i retning af et mere enslydende dansk fundet sted samtidig med at det øjensynlig er blevet mere acceptabelt at have en ”regional” tone. Man kan tale jysk og stadig fremstå med autoritet – eksempelvis som nyhedsvært på tv. Den nyvundne sprogtolerance kan naturligvis hænge sammen med at dialekterne er mindre markante i dag, så det rent faktisk er muligt at forstå hinanden på tværs af landets indre grænser – eller det faktum at befolkningssammensætningen i Danmark er blevet en smule mere heterogen siden dengang, vi sad og så programmer fra TV-PROVINSENHEDEN på landets eneste tv-kanal.

Men der findes stadig et oppe og et nede i det danske sprog ligesom på de fleste andre nationalsprog, hvor tilsvarende mekanismer gør sig gældende. På tysk taler man for eksempel helt konkret om ”Hoch Deutsch”, hvilket indikerer, at sproget ud folder sig på en vertikal akse.

Hierarkiet eksisterer også inde i mit eget hoved. Når jeg hører en tone, som hverken er rigsdansk eller københavnsk, melder spørgsmålet sig: hvad er hans eller hendes regionale oprindelse? Dialekt associeres med en vis grad af enfoldighed – i det mindste en egenart – fordi sproget afslører, at man kommer fra en ”lille verden”. I udgangspunktet er man som dialekttalende person altså inferiør og af samme grund har mange Vestdanskere aflagt sig deres dialekt, hvis de vel at mærke ville ud – og frem i verden. Det har ikke blot været nødvendigt at flytte sig fysisk, men også sprogligt.

Hos nogle har transformationen været så fuldkommen at de har tillagt sig københavnsk, men typisk vil der stedvist være fortalelser hvor et jysk udtryk eller tonefald undslipper dem. For eksempel ordet ”træls” som alle Vestdanskere bruger flittigt, fordi ”irriterende” ikke rummer helt den samme betydning og heller ikke ejer den mere klagende lyd, der ligger i ”træls”, når ordet vel at mærke udtales rigtigt med en langstrakt vokal. Især emotionelle øjeblikke kan bringe de københavnske jyders sprog på slingrekurs, hvilket vidner om, at”ursproget” ligger et sted underneden og titter frem, når kontrollen slækkes, hvilket jo er helt freudiansk.
Af mindre modtagelige jyder betragtes fortrængningen da også typisk som en slags hysteri, for man behøver jo ikke overdrive og tilpasse sig fuldstændigt. Omvendt er der anerkendelse at høste for dem, der holder stædigt fast i deres dialekt. Især på hjemegnen. Det tolkes som et udtryk for stolthed og personlig integritet, at man for forbliver den samme.

Men det kan være svært ikke at lade sig påvirke af sine omgivelser. Navnlig i butikker på Strøget kommer jeg nemt til at snakke mere syngende. Måske fordi mange af ekspedienterne efterhånden er svenskere, der pendler frem og tilbage over Øresundsbroen.

Verden bliver mindre og regionerne større – også i et lille land som Danmark, hvor ordet ”amt” om ikke så længe vil forekomme ligeså antikveret som ”herred” eller ”sogneråd”. Gennem de sidste mange årtier har folk søgt fra landet og til byerne og fra vest mod øst – og udsigten til at bevægelsen på et tidspunkt vil gå den anden vej er ringe. Når statslige institutioner flyttes fra hovedstaden til randområder i Jylland vælger de færreste ansatte at flytte med. Københavnere i Vestdanmark vil i fremtiden blive et endnu sjældnere synend de var, da jeg voksede op; og jyder i København formentlig endnu mere normalt. Set i et nutidigt globaliseringsperspektiv forekommer modsætningsforholdet mellem Øst – og Vestdanmark mere og mere ubetydeligt. Det er en polarisering der knytter sig til dengang verden var stor, og små enheder repræsenterede den naturlige grænse for udsynet. Men der findes stadig reminiscenser af den gamle modsætning.

”Hvorfra i Jylland kommer du?” bliver jeg ind imellem spurgt. Min reaktion afhænger af hvem, der spørger. Er det en anden jyde kan vi føle en kortvarig forbrødring. Med Østdanskere ved man aldrig. Der findes nemlig ”indfødte københavnere”, som sjældent forsømmer en lejlighed til at chikanere jyske migranter – for sjov selvfølgelig. Også selv om de måske i virkeligheden selv er født og opvokset i Faxe Ladeplads. Uanset hvordan man vender og drejer det, er der altid et element af selvhævdelse i denne lidt pinlige form for ritualiseret diskrimination. Det mest anstrengende er næsten forventningen om at man spiller med på spøgen og morer sig lige godt hver gang. Efterhånden går der dog længere og længere tid imellem det tvangsmæssige scenarium skal gen gennemspilles. Måske fordi min fremmedhed ikke er så påfaldende længere efter 7 ½ år i hovedstaden.

Men så er der også dem med de positive fordomme, som tiltror én alle mulige gode egenskaber, blot fordi man er fra Jylland: flid, arbejdsdisciplin, pligtfølelse, beskedenhed, sund moral. Vist er der mange jyder som besidder disse dyder, men jeg kan også komme i tanke om adskillige, der ikke gør. Og heldigvis for det.

Endelig er der dem som helt glemmer, at man ikke er vokset op i St. Kongensgade eller har leget i baggården på Nørrebro og besøgt Rosenborgsamlingerne ca. ti gange i løbet af skoletiden. For Københavns hjemmefødninger er byen verdens naturlige centrum. Af samme grund er det vel også svært at leve sig ind i at vi er mange tilflyttere, der har skullet bygge en tilværelse op mere eller mindre fra grunden. Det er en anden erfaring at komme som fremmed til en stor by, hvor man måske kender et par stykker i forvejen – typisk også migranter – end at flytte fra Frederiksberg til Vesterbro i egen lejlighed, selv om det jo også kan være en skelsættende begivenhed.

Når man vokser op i provinsen har man hele tiden følelsen af at være på afstand af begivenhedernes centrum. Christian d. IV’s bygningsværker var noget vi læste om i historiebogen ligesom Egtvedpigen, der i lighed med mange andre arkæologiske fund, er udstillet på Nationalmuseet i København, selv om hun blev fundet i Jylland. Det eneste vi kunne prale med – og se for os – var et bondeoprør i 1500-tallet anført af Skipper Clement, som til slut blev indfanget af kongemagtens tropper på en gård 2-3 kilometer fra hvor vi boede. Ellers bar timerne i Danmarkshistorie mest præg af at ”historien” havde foregået et andet sted. Ligesom alle grundene i Matador-spillet lå i København og rådhusklokkerne i hovedstaden bestemte, hvor når vi kunne ønske hinanden et godt nytår i Nordjylland. For nogle gav følelsen af at være udenfor aldrig anledning til at ønske sig væk, mens andre, inklusiv mig selv, på et tidligt tidspunkt vidste, de måtte derfra.

Noget af det mest overvældende ved at flytte til København er at de lokaliteter man kender på distancen pludselig bliver en del af ens by. Man har andel i dem som indbygger i byen. Der er en klar identifikation når man ser tv-avis, danske film, danske tv-serier, så foregår det lige rundt om hjørnet fra hvor man bor eller arbejder. Det er på mange måder blevet et 1:1 forhold: ”jamen, den scene det er da fra caféen hvor jeg spiste frokost forleden, og brødet var så tørt”. Eller: ”ham der spiller den retarderede søn, så jeg i Magasin i dag”, og sådan skyder virkeligheden sig ind i nyhedsstrømmen og fiktionen på en måde, som man slet ikke oplever, når man bor i Jylland og alting sker på afstand. I København slipper man for følelsen af at befinde sig periferien hvor ingen øjne er rettet hen. Omvendt skal man lære at leve med en splittelse.

Som jeg og en af mine venner der oprindelig kommer fra Viborg, blev enige om for nylig, er vi i en slags eksil. Selvvalgt, det er klart – og ikke på tværs af landegrænser men regioner, så det kunne være værre. Men uanset hvad, kommer vi fra et land ”derovre i det mørke”, som der knytter sig et lidt anderledes sprog og en lidt anden kultur til, og som vores identitet oprindelig er formet af.

Ligegyldigt hvor stor glæden er over at bo i København, vil der altid være det andet sted, men ikke nødvendigvis som en sikker havn. På besøg ”hjemme” i Jylland opstår gerne nogle blandede følelser: en impulsagtig, dejlig tilbagelænet tryghedsfornemmelse, som afløses af let sørgmodighed over at stedet og menneskene efterhånden bliver mere og mere fremmede for en, samtidig med, at man begynder at længes ”hjem” til København. Det er et forløb der gentager sig 2-3 gange om året.

Mange agerer i integrationsdebatten som om immigranterne i Danmark repræsenterer en fuldkommen ny situation. Men i virkeligheden har følelsen af ”fremmedhed” – og ikke mindst forestillingen om ”de andre” jo længe eksisteret i det regionale modsætningsforhold mellem Øst – og Vestdanmark. Eller i endnu mindre skala som en konflikt mellem landsbyer på den samme egn, hvor beboerne ikke nødvendigvis brød sig om dem i ”nabobyen”. Mest af alt fordi de ikke kendte dem. Der er selvsagt stor forskel på at ”immigrere” til et andet land og at ”migrere” til en anden region, ligesom der er stor forskel på at ”flygte” og at ”flytte”, men det kunne vise sig frugtbart for debatten i højre grad at se på ligheder i vores adfærd frem for forskelle. Udtrykt med en jysk negation: ”Det ville ikke skade nogen.”

Gitte Broeng er født i Aalborg i 1973. Opvokset i udkanten af byen. Hun forlod hjemegnen som 19-årig i 1999 og flyttede til København.

Artiklen blev først gang udgivet i magasinet KURT 2007.

More from Gitte Broeng

En verden til forskel

Integrationsdebatten har skabt et mentalt Danmarkskort præget af tankegangen: Os og dem....
Læs mere