Fra hønsestige til havudsigt

Det Kongelige Teater har henover de seneste år gennemgået store forandringer – ikke mindst med to nye huse på Holmen og Kvæsthusbroen. I næste uge ser vi nærmere på den udvikling. Men inden da tager vi indenom på de skrå brædder med Helle Hertz, som har haft sin daglige gang som skuespiller på Det Kongelige Teater siden 1975.

Trappen ned til Gamle Scene var stejl som en bjergside. Et skridt forkert, og man ville kure hele vejen ned i krinoline og slangekrøller indtil man landede på gulvet halvanden etage længere nede. ”Uha, man holdt godt fast i gelænderet, og så ét skridt af gangen indtil man var helt nede,” siger Helle Hertz, mens hun husker tilbage til den første gang hun spillede på Gamle Scene på Kongens Nytorv i 1975.

Nede i salen sad 1200 publikummer og ventede. Festklædte og forventningsfulde i de røde plyssæder omgivet af guld med den store lysekrone svævende højt til vejrs. Helle Hertz kunne høre dem allerede i garderoben. Med højtaler-anlægget slået til blev summen af publikum højere og højere jo tættere klokken kom på klokken otte. ”Jeg tror, at alle skuespillere føler en slags ærefrygt, første gang de skal stå på Gamle Scene. Det er svært at forklare, men der er noget hellig gral over det sted.”

Koncertsalen, der blev til teaterscene
I 1932 byggede man Nye Scene (i folkemunde kaldet ’Stærekassen’), som en tilbygning til Gamle Scene. Den blev opført som koncertsal til Statsradiofonien, men de ønskede ikke at bruge den på grund af dårlig akustik. Derfor blev Nye Scene stillet til rådighed for skuespilafdelingen på Det Kongelige Teater. Det var ikke helt uden problemer, for scenen er lavet til et symfoni¬orkester, og der er ikke plads til hverken kulisser eller skuespillere.

Stærekassen
Gamle Scene
Flag og blomsterkurve på toiletterne
De trange pladsforhold på Nye Scene stillede store krav til kreativiteten, når det kom til at opbevare kulisser og rekvisitter. ”Når man skulle ind på scenen skulle man igennem et stort mørkt rum, som var fyldt med bagtæpper i kæmpe bunker. Der var ikke engang plads til en stol ude i siden, så man sad på en ståltrappe og ventede på sit stikord. Musestille, selvfølgelig, for man kunne jo høre alt inde på scenen,” siger Helle Hertz. Hver en krog blev taget i brug til opbevaring, også de mere utraditionelle steder.

”Jeg kan huske, at der var tværgående stænger oppe under loftet på toiletterne. Der opbevarede man faner, og der hang blomsterkurve i lange rækker. Så sad man dér og hyggede sig med flag og blomster.” Skuespillernes gamle prøvesal, som lå på etagen over Nye Scene havde kun én indgang, og det var via en hønsestige. ”Jeg skulle altid gå bag ved Karin Nellemose, for hun var så bange for at falde bagover.”

Skuespilhuset på Kvæsthusbroen
Skuespilhuset på Kvæsthusbroen
Garderobe med havblik
Hønsestigen og den stejle trappe ned til Gamle Scene blev fjernet under ombygningen af Det Kongelige Teater i 1980’erne. Man fik tættet rør, moderniseret og bygget til. I 2008 flyttede skuespilafdelingen til det nye Skuespilhus på Kvæsthusbroen. Her har man gjort op med fortidens interimistiske løsninger og henlagt prøvesale, skuespillergarderober, kontorer og værksteder til den rummelige første sal med havblik til Øresund.

Jeg tror, at alle skuespillere føler en slags ærefrygt, første gang de skal stå på Gamle Scene. Det er svært at forklare, men der er noget hellig gral over det sted.

Dansk teaters vugge
Nu om dage bliver Gamle Scene kun lejlighedsvis brugt til teater- og musicalopsætninger. Helle Hertz medvirkede i opsætningen af ‘My Fair Lady’ på Gamle Scene, og hun nød at være tilbage. ”Kasper Holten (tidl. operachef) sagde, at jeg ikke behøvede at have mikrofon på. Jeg kan sagtens tale rummet op med min stemme alene. Men alle de andre medvirkende havde brug for forstærkning, så det endte med, at jeg måtte have den på alligevel.”

Operaen på Holmen
Operaen på Holmen
Hver aften efter forestillingen stod en af de medvirkende operasangerinder og tog afsked med Gamle Scene. ”Hun går snart på pension, og for hende ligger Det Kongelige Teater stadig på Kongens Nytorv, selvom hun har sin daglige gang på Holmen,” siger Helle Hertz. Hun kan sagtens forstå hende og føler på samme måde. ”Alle de tekniske finesser og moderne udstyr i de nye huse har man også mange andre steder i landet. Men Gamle Scene findes kun på Kongens Nytorv. Det er dansk teaters vugge. Det er her det hele begyndte.”

More from Alba Gry Nybo

Den gyldne påfugls lysende halefjer

Sheikh Lutfollah moskeen i Esfahan i Iran, opført eksklusivt til Shah Abbas...
Læs mere