Danmark skal have ny arkitekturpolitik

Arkitektur danner rammen om livet, så enkelt kan det siges. Om arkitekturen er god eller dårlig, er afgørende for vores skoler, vores hjem, vores hospitaler og vores byer. Arkitekturen har sågar været afgørende for udviklingen af velfærdsstaten. Det skriver kulturminister Marianne Jelved i ideoplægget til den Ny Arkitekturpolitik, der er til debat lige nu, på en konference på Dansk Arkitektur Center.

Alligevel har mange af os en tendens til ikke sådan for alvor at tage stilling til arkitekturen – måske fordi vi tager den for givet. Men det er synd.

Kulturministeriet afholder dagens konference for ‘branchen, interessenter og andre aktører’, som der står i oplægget. Men her på Netudgaven opfordrer vi til, at også du – kære læser og almindelige bruger af arkitekturen – blander dig i debatten. For en Ny Arkitekturpolitik kan få afgørende indflydelse på den måde, din by og dit land kommer til at se ud i fremtiden.

De vigtige spørgsmål
Danmarks Ny Arkitekturpolitik skal afløse den nuværende, Arkitekturnation Danmark, som blev skrevet i 2007. Den skal blandt andet have ‘mennesket i centrum’, skriver Jelved. Det lyder jo flot, men hvad betyder det egentlig? Den skal ligeledes, ifølge oplægget, sætte fokus på kvalitet, bæredygtighed og vækst. Mens de fleste andre eksportsektorer i dansk erhvervsliv har været ramt af finanskrisen, har kreative brancher som musik, mode og arkitektur faktisk oplevet positive tendenser. Det potentiale har regeringen fået øje på, og derfor spiller Ny Arkitekturpolitik naturligt sammen med Vækstplanen for de Kreative Erhverv, som blev lanceret i februar. En god ide.

Men det er samtidig vigtigt, at den nye politik holder fast i oplæggets fokus på, at danske arkitekter ikke kun skal måles på deres vækspotentialer og på, hvor dygtige de er til at bygge spektakulære pavillioner på internationale prestige-udstillinger. Der skal også sættes værdi på deres evne til at skabe socialt og kulturelt bæredygtige bygninger og byrum, der giver vækst i livskvalitet.

På standens og arkitekturens vegne er det en stor glæde, at kulturminister Marianne Jelved nu inviterer bredt og tværfagligt blandt de vigtigste aktører fra byggeriet, planlægningen, ministerier, styrelser samt udannelses- og forskningsverdenen til at tage arbejdstøjet på og få udviklet den bedste nationale arkitekturpolitik anno 2013. Vi ser frem til et konstruktivt samarbejde

Jane Sandberg, dir. i Arkitektforeningen

Skrumpende byer
Arkitekturen favner utrolig bredt, og at forme politikker på området må naturligt blive en meget kompleks proces. Det ville ikke give mening at beskrive alle problemstillingerne her, men en af de væsentlige udfordringer er problemet med skrumpende byer. Der tales meget om global befolkningsvækst og hurtigtvoksende megabyer, og selv København vokser med omkring 1000 borgere om måneden.

Men en ligeså stor udfordring er affolkningen af mindre provinsbyer i udkantsområderne. Her kæmper mange med butiksdød, nedlagte institutioner og tomme bygninger, og der skal opfindes nye funktioner til de gamle steder. Den Ny Arkitekturpolitik skal således kunne rumme både storbyernes højtravende udviklingsambitioner og de skrumpende byers kamp for overlevelse. Ifølge kulturministeren er det vigtigt, at indsatsen bliver forankret i kommunerne. Det udsagn taler tilbage til, at alle kommuner i forbindelse med den nuværende (nationale) arkitekturpolitiks fødsel i 2007 blev opfordret til at lave deres egen arkitekturpolitik.

Efter en noget sløv start har flere af kommunerne efterhånden efterlevet ønsket – men alle skal med, og ord skal gøres til handling også i de kommunale strategier, hvis regeringens mål om en vellykket og kommunalt forankret arkitekturpolitik skal nås.

Debatten på Dansk Arkitektur Center i dag er kun startskuddet til en lang udviklingsproces. Den endelig politik ventes at skulle formuleres til efteråret.

Læs meget mere om arkitekturpolitik i kommunerne her – og se, om din kommune har formuleret én

Skrevet af
More from Tobias Moe

Hvem ejer byen?

Det nyeste afsnit af arkitekturpodcasten BYLYD forener hele to af Netudgavens tidligere...
Læs mere