Dyre kvadratmeter og daggammelt brød

Tove Ditlevsens barndomshjem i Hedebygade på Vesterbro er fredet og forandret. Byfornyelse har sendt lys og luft ind i den frilagte gård sammen med nye pengestærke beboere, der betaler nogle af landets højeste kvadratmeterpriser. Kurt har kaldt Barndommens Gade for sit hjem i 35 år, og han bliver på stenbroen til han stiller træskoene.

Kurt Pedersen sætter sig på stolen op ad husmuren og parkerer den sammenklappelige rollator ved siden af, så han kan nå de lyse øl, der ligger køligt i bugen. Han læner hovedet mod de røde mursten, slipper en bøvs og sukker velfornøjet. – Det her, det er livet, siger han og smiler med lukkede øjne. Kurt har boet i Hedebygade i 35 år. På 4. sal ligesom Tove gjorde det. I en toværelses lejlighed på 45 kvadratmeter. Men hans lejlighed ligger i forhuset.
– Før i tiden var det meget finere at bo i forhuset. I dag er det næsten omvendt, fordi baghuset har udgang til vores fælles have, hvor vi sidder nu. Masser af lys og luft, siger han.

Tove Ditlevsen voksede op i baghuset sammen med sin familie. I romanen Barndommens Gade beskriver hun, hvordan hun sover i en feltseng sammen med broderen ved siden af forældrenes seng:

“Nu sover gadens børn. Deres ånde flyder sammen i de klumre sovekamre, hvor bror og søster uskyldigt trykker sig mod hinanden i den snævre seng. Hun drømmer, at hun har en brun fløjlsfrakke på og bor i forhuset, så hun aldrig mere skal løbe over den mørke gård.”

Vagtsomme øjne

Porten fra forhuset til baghuset. Foto: Alba Gry Nybo
Porten fra forhuset til baghuset. Foto: Alba Gry Nybo

 

Døren går op til naboejendommen og Kurt åbner øjnene. En kvinde kommer ud med en pose med skrald og et barn på armen. Hun er klædt i en lang mørkebrun dragt, der dækker hende fra halsen og til anklerne. Om hovedet har hun et tørklæde, som skjuler hendes hår. Hun kigger ned og trækker døren i efter sig, inden hun skynder sig rundt om hjørnet hen til affaldscontaineren. – De er meget sky, siger Kurt og løfter hånden til en forsigtig hilsen.
Kirkens Korshær driver krisecenter og familieherberg i bygningen, hvor Tove Ditlevsens gamle barndomshjem ligger. Her kan hjemløse kvinder og deres børn få tag over hovedet, indtil de kommer på ret køl igen. – Det passer nu meget godt til stedet, siger Kurt. – Der skal være plads til alle. Han vender bunden i vejret på den tomme flaske og citerer en strofe fra Tove Ditlevsens digt Barndommens Gade: Jeg gav dig de vagtsomme øjne / på dem skal du kendes igen / og møder du en med det samme blik / skal du vide han er din ven.

Kurts kælder

Hedebygade i dag. Mindeplader i brolægningen i forgrunden. Foto: Alba Gry Nybo
Hedebygade i dag. Mindeplader i brolægningen i forgrunden.
Foto: Alba Gry Nybo

Kurt rejser sig med hjælp fra gelænderet, som fører ned i kælderen, hvor ejendommens elskab er monteret. Et sørøverflag vejrer på en bambuspind og viser ned ad trappen. – Kom lige med ned og se, siger han og skubber døren op. Midt i rummet står en drømmeseng og langs væggene, i loftet og på gulvet har Kurt indrettet med alverdens ting fra storskralderummet. Torsoen af en skaldet mannequindukke læner sig op af radiatoren. En julefar, som vrikker med rumpen i takt til jinglebells står ovenpå en kaffemaskine. En afpillet papegøje sidder og holder øje mellem varmerørene i loftet. – Det er helt utroligt, hvad folk smider ud, siger Kurt og ryster på hovedet. – Nogen gange er det spritnye ting. For eksempel den her radio, siger han og peger på en rød transistor. – Den fejler jo ikke en dyt. Han tænder den og leder efter en kanal med den manuelle frekvenssøger. – Når nu min verden bliver kold og forladt, finder jeg en trøst i min kæreste skat, synger han med, da ’Papirklip’ knaser ud af højtaleren.

Daggammelt brød og krydderboller fra Aldi
Radioen kommer med op i solen, som funkler i Lagkagehusets blanke glasfacade, der ligger ud til den åbne plads, der nu sender lys og luft ind i baghuset, hvor Tove Ditlevsen voksede op. – Jeg kommer sgu aldrig i den bager dér, siger Kurt og sætter sig på sin stol igen. – Hvad er det for noget at tage 50 kroner for et franskbrød? Næ, du. Jeg klarer mig udmærket med krydderbollerne fra Aldi. Han dykker ned i bugen på rollatoren og får en ny letøl med op. I romanen Barndommens Gade beskriver Tove Ditlevsen, hvordan hovedpersonen Esther skammer sig over, at hun skal til bageren for at købe daggammelt brød. – Gad vide om man overhovedet kan købe daggammelt brød nogen steder i dag?, spørger Kurt. – Jeg har hørt, at nogle af de unge studerende hiver mad op af containerne ved supermarkederne. Det kan man da også lige så godt. Det er jo pakket ind i metervis af plastik og kan holde sig i en evighed.

Børn, bugnende bankkonti og blærede jobs

urts kælder. Den skaldede mannequin til højre og transistoren til venstre.
Kurts kælder. Den skaldede mannequin til højre og transistoren til venstre.

Klokken på rådhusuret slår 12 middagsslag og porten ud til gaden bliver skubbet op. Fire småpiger har fået fri fra skole og kyler skoletasken ind i legehuset, mens de kappes om, hvem der er først på rutchebanen. Vesterbro er et af de kvarterer i København, som har undergået en gennemgribende byfornyelse i 1990’erne og i starten af de nye årtusinde. Belært af erfaringerne fra Nørrebro, hvor man rev det gamle ned og opførte nyt, gik man mere helhedsorienteret til værks på Vesterbro og forsøgte at bevare meget af de eksisterende byggeri og inddrage borgerne i større omfang. Københavns kommunes ambition var dog ikke til at tage fejl af. Man ville byforny, så det kunne tiltrække velfungerende familier til Vesterbro og gerne få de studerende til at bosætte sig permanent i bydelen, når de var færdiguddannede. Det er lykkedes til fulde, for der er kommet både flere børnefamilier, højtuddannede og højtlønnede til bydelen. Og de bliver boende.

Selv om det ikke var kommunens udtalte ønske at trænge borgere ud af bydelen, som ikke har børn, bugnende bankkonti eller blærede jobs, og man i en årrække forsøgte at holde huslejen nede gennem kommunale tilskud og lignende, så gør nogle af landets højeste boligpriser det gradvist sværere for mindrebemidlede både at blive boende og bosætte på Vesterbro.

Plads til et gammelt rodehoved

kurt-på-skrammel
Kurt på toppen af brændestabel i Hedebygade før byfornyelsen.Træet blev siden brugt til opvarmning. Foto: Alba Gry Nybo

Kurt roder i forlommen på rollatoren. – Jeg gad nok vide, om der bliver plads til sådan et gammelt rodehoved som mig her på Vesterbro i fremtiden, griner han højlydt, mens han holder sig på maven, der hvor han er blevet opereret for brok og arvævet har svært ved at hele ordentligt. – Nå for søren, der var de! Han hiver en lille pilleæske op af forlommen. – Jeg skal jo ta’ det skidt, siger lægen. Ellers ryger jeg direkte i kremeringsovnen. Han hoster og ryster på hovedet. – Så galt går det forhåbentlig ikke lige nu og her, men sidste efterår troede jeg godt nok, at kadaveret stod af. Jeg har jo ikke ligefrem drukket grøn the og spist spinatblade hele livet. Jeg har altid godt kunne lide en kold bajer. Det hørte sig til i mit fag. Det var måske ikke altid lige smart at stå og balancere på et stillads eller en stige med 10 liter maling med en lille skid på, men det tænkte man ikke så meget på dengang.

Stilheden sænker sig for en stund over Tove Ditlevsens gård. Så skærer mågerne igennem med hæse skrig. – Jeg håber sgu, at jeg får lov at dø her på Vesterbro. Jeg gider ikke tage mit sidste åndedrag i en hvid hospitalsseng, siger Kurt, mens han skubber træskoene uden hælekappe af og lufter de bare tæer i solen. – Jeg vil være her. Lige her i Barndommens Gade, hvor jeg har boet i en menneskealder. Det er her jeg hører til. Han lægger hovedet tilbage, og hviler det mod de røde mursten, mens han nynner:

Forfatteren Tove Ditlevsen på besøg i barndommens gade på Vesterbro i København. (Udateret foto ca. 1950).
Forfatteren Tove Ditlevsen på besøg i barndommens gade på Vesterbro i København. (Udateret foto ca. 1950).

Jeg er din barndoms gade
Jeg er dit væsens rod
Jeg er den bankende rytme
i alt hvad du længes mod.
Jeg er din mors grå hænder
og din fars bekymrede sind,
jeg er de tidligste drømmes
lette, tågede spind.

Jeg gav dig min store alvor
en dag du var vildt forladt
jeg dryssed’ lidt vemod i sindet
en drivende regnvejrsnat.
Jeg slog dig engang til jorden
for at gøre dit hjerte hårdt,
men jeg rejste dig varligt op igen
og tørrede tårerne bort.

Det er mig der har lært dig at hade
jeg lærte dig hårdhed og spot.
Jeg gav dig de stærkeste våben
du skal vide at bruge dem godt.
Jeg gav dig de vagtsomme øjne
på dem skal du kendes igen,
og møder du en med det samme blik
skal du vide han er din ven
Fløj du så vidt over lande
voksede du fra din ven?

– Jeg er din barndoms gade
jeg kender dig altid igen

More from Alba Gry Nybo

Byudvikling set gennem superheltebriller

Sociolog og selvstændig byudvikler Julie Abitz er bogaktuel med ‘Bliv din bys...
Læs mere