Hokus pokus – jeg er i fokus!

Der er noget fint ved Clausen. En umiddelbar bramfrihed man sjældent støder på. Han fletter helst ikke næbbet, når først adspurgt. Og hvis talen kan drejes ind på solidaritet, klassesamfund og arbejderens kamp for indflydelse bliver Clausen fyr og flamme.

At han undervejs glødende ivrigt kaster om sig med akademiske og litterære stikord fik Pawel Wedrowski nys om da Clausen for en stund kom ned af stilladset og gav sit besyv med i debatten om de andre. På den måde kom vi et spadestik dybere rundt i hans ligefremme univers og befriende enkle måde at rejse gennem verden på.

Den evindelige ringetone bliver mod al forventning brat afbrudt af Erik Clausens karakteristiske røst. Let snøvlende, pærekøbenhavnsk med et strejf af Amager. Han fortæller, at han står på en stige i Istedgade. Vi aftaler at ringes ved den følgende dag, hvor han vil angive et nærmere mødested. Jeg skal ringe fra et vilkårligt hjørne på Vesterbro. Jeg trykker fotografens nummer på tastaturet og bliver hastigt orienteret om, at også han står på en stige, et sted på en dansk landevej.

Stigerne vil ingen ende tage. Måske vokser de sig ind i himmelen? De mulige usandsynligheders dag er som oftest en god dag. Vi vil sludre med drengen fra stenbroen, om ikke at passe ind. Om at være en skæv filur i en entydig verden. Høre, hvordan denne formidler af arbejderklassesolidaritet og kampen for den lille mand, tænker og føler, når den lille mand går i tørklæde og kommer langvejs fra.

Hjemme hos Clausen
Hjemme hos Clausen
Den følgende morgen har fotografen og jeg fundet os til rette ved Valdemarsgade. Jeg ringer op og bliver af Clausen, venligt, men bestemt beordret til Enghave Plads, klokken tretten. Klokken er tolv femten. Jeg afbryder og føler, at vi skal stå skoleret for gøglernes uformelle om end benhårde efterretningstjeneste. En lille time senere sidder vi i Clausens stue omgivet af diplomer, poetiske akvareltegninger og Istedgades lydcollager. Hver med sin nèskaffe, hver med sin dagsorden.

Du har udtalt, at du altid har kæmpet for ikke at blive integreret i det danske samfund. Føler du dig i dag som en marginaliseret del af dette paradisiske velfærds-kollektiv?

“Kunstnerne og gøglerne har i mange årtier haft en tradition for at gennemskue skjulte dagsordener. Og der ligger i næsten alting en skjult dagsorden. Når jeg, Erik Clausen, hører ordet integration og den måde det kælent bliver udtalt på, kan jeg lure en skjult dagsorden af restriktioner, kontrolfunktioner, opportunisme, frafald af egen kultur og tradition og fedterøvsmentalitet. Et massivt anlagt Onkel Tom scenario som vi kender det fra USA, hvor de sorte lagde sig på knæ og efterlignede de hvide med Kennedy-klanen i spidsen. Det er fuldstændig fjernt for mig at tænke sådan.

En anden skjult dagsorden indenfor begrebet integration handler om, at arbejderen skal blive borger. Den er praktisk taget lykkes. Det betyder, at hele vores kultur af fortalte historier, af vittigheder, af melankolsk musik, af baller, af kærlighed til byggeri og handlekraft og dét at få noget til at gro, af sansen for kammeratskab er blevet stjålet fra os. Det er blevet erstattet af evnen til at sidde omkring middagsbordet og konversere om spisestuens fortræffelige indretning, akkompagneret af økologiske gulerødder. Man overser, at hvor der står en poleret lædersofa, kunne der have stået en høvlebænk.”

Man skal være klar til at sælge ud
Det kunne man velsagtens kalde for klassernes integration. Men hvordan forholder det sig med dem, som vandrer ind. Integration af det fremmede. Det umiddelbart klasseløse?

“Det er en underlig logik, som hér træder i kraft. Man kræver, at indvandrere skal lære dansk. Ville det ikke være lettere og mere praktisk at begynde med engelsk. Det er også rart, synes man, at udlændinge kender noget til det samfund de er havnet i, men det skygger over den værdi, der ligger i at have mangfoldige kulturelle lag. Omvendt kræver det noget helt særligt at implementere disse kulturelle lag i en fremmedartet dagligdag. Et vellykket eksempel, som jeg har stor respekt for, er det jødiske.

Overordnet set drejer det sig om meget radikale politiske og sociale processer. Vil man anerkendes af borgerskabet, skal man være parat til at slette sin historie. Til at sælge ud. Det gælder enhver form for integration. Lad mig i den sammenhæng fortælle et paradoks som man også kan kalde dialektik. Hvis du tager en figur som Don Ø, som er storkapitalist i dag, så har han ikke slettet sin identitet. Det er tydeligt, at han kommer fra en arbejderfamilie. Når jeg nævner det, er det i forlængelse af tanker udviklet af den franske filosof Michel Foucault, som hævder, at magten ikke ligger hos kapitalen, men hos institutionerne. Storkapitalen har vi tæmmet. Den går ind for sikkerhed på arbejdspladsen, ordentlig folkesundhed og til tider betaler den også skat. Det er institutionerne, som lærer os, hvordan vi skal tænke, hvordan vi skal indrette vores boliger og hvordan vi skal opdrage vores børn.”

erik_c_0133

Foucault, dialektik og paradokser. Du bruger selv en begrebsverden, som er nærmere det intellektuelle borgerskabs paroler end høvlebænkens sammenspiste produktion.

“Når jeg er ude at holde foredrag, er der mange, som siger til mig, at jeg taler om frihed og at jeg er liberalist. Jeg taler om frihed, men jeg er anarkist, svarer jeg. Det er to forskellige ting. Jeg vil gerne have, at ting sker tilfældigt og spontant. Og paradokser er også en drivkraft. Men mentalt er vi fra arbejderklassen meget sociale væsner. Opdraget med et værdibegreb, som ikke er kærlighed, men solidaritet. Det ligger hos Jeppe Aakjær og det ligger hos Kim Larsen.”

Morgendagens Danmark gryr. Kan arbejderklassens solidaritet strække sig til at favne de andre. Dem, som ikke kan synge med på Susan Himmelblå?

“Integration er utrolig spændende. For mig virker det lidt irriterende, faktisk pisseirriterende, når vi skal høre så meget om, hvordan folk går klædt, mens vi rask væk accepterer, at vores egen ungdom uniformerer sig med ringe i næsen og uklædelige tatoveringer og lader sig diktere af en modeindustri, der ukritisk misbruger underbetalte arbejdere i den tredje verden. Hvordan kan vi i samme åndedrag harcelere over et tørklæde? Så kan jeg kun som gøgler sige, at det rager mig en papand, hvad folk går med, for min skyld kan de gå med nissehue. Her i ejendommen bor der seks forskellige nationaliteter i tre opgange. Vi tænker ikke rigtig over det. For mig er det naturligt, at Muhammed er fra Marokko, og at jeg er Erik Clausen fra Sydhavnen. Der er sket nogle underlige forvandlingsprocesser i Danmark udfra et sociologisk synspunkt. Danskerne har de senere år i stedet for at søge fællesskab lavet en tryllekunst, der hedder Hokus Pokus jeg er i Fokus.”

Frygten er et moderne fænomen
Man kan sige, at der er tale om to forskellige integrationsprocesser. Den integration, som udspringer af Marx, Engels og klassesamfundet, handler om et nationalt projekt, hvor samfundet forandrer sig socialt fra et arbejderklassebaseret kollektiv til en kapitalstyret mere individualiseret enhed. Den anden integration følger i kølevandet på de folkevandringer, som bliver sat i sving af global nød og elendighed. Og hér oplever man i høj grad racisme og mangel på tolerance fra den traditionelle arbejderklasses side. Hos Dansk Folkeparti og ikke mindst Socialdemokratiet, som virkelig har solgt ud på den konto. Hvor sætter fællesskabet sine grænser? Mange af de udlændinge, som kommer, er også ganske almindelige arbejdere, bare fra Pakistan, Somalia eller Irak. Er det ikke socialismens grundlægende ideologi, at man er med i klubben, fordi man er arbejder og uden hensyntagen til etnicitet?

“Arbejderklassen er blevet kastreret. Man havde i forbindelse med den kolde krig aftaler indenfor fagbevægelsen om, at man ikke ville gå i krig, hvis man blev indkaldt. Det var ikke fjender og fremmede. Det var kammerater man skulle kæmpe imod. Remarque beskriver det fremragende i sin ’Intet nyt fra Vestfronten’, hvor en tysk typograf i skyttegravskrigen opdager, at han har dræbt en fransk kollega, som ligesom ham selv er medlem af kommunistpartiet. Iblandt identitetspapirerne finder den tyske soldat et billede af to børn. Han har ikke slået en soldat ihjel, men en kammerat og far.

Men du har ret i, at vælgerskaren hos Dansk Folkeparti er jævne folk. Jeg vil dog til hver en tid holde med de svage. Måske har der hos Socialdemokratiet været en arrogance, som har kastet folk i armene på Dansk Folkeparti. Slutreplikken i min sidste film ´Ledsaget Udgang´ handler om frygt. At det moderne pluralistiske samfund kontrolleres af frygt. Fra terrorens trusselsbilleder til frygten for at være for tyk. Det landskab kan en kunstner lave scener i. Jeg gider ikke være med i paneldiskussioner og jeg har kun sagt ja til det her interview, fordi jeg synes, at det er et godt blad I laver. (Red. bladet er KURT, hvor interviewet første gang blev bragt). Jeg vil hellere fortælle historier. Men frygten er et moderne fænomen. Jeg har arbejdet på byggepladser, hvor man ikke engang var bange for at blive fyret. Man ville da finde på noget, om ikke andet kunne man altid køre taxa. Frygt i dag slår folk ihjel i hobetal. Såvel i krig som på onkologisk afdeling.

erik_c_0158

Man står med en ungdom, som har svært ved at finde fronten. Og inden alskens nyreligiøse bevægelser sætter sig på sjælen, skal vi igennem en mental revolution. Vi må genoplive den frihedsbevægelse, som ligger i 60´ernes rockmusik og antiautoritære bevægelser, som ligger i troen på, at der er penge nok, om ikke andet, så fordi vi kan trykke nogle flere på en trykkemaskine. Det er bare at sætte fingeren på en knap. Det kunne Hækkerup og Jørgensen. Penge er ikke noget Vorherre har skabt. Vi må glemme frygten og nyde livets lykkelige sider. Vi må – til at begynde med – iscenesætte den virkelighed, vi ønsker at leve i. Lave nogle historier om den. Jeg sad for nogle år siden i Afrika sammen med min gode ven Sylvester. Og mens vi betragtede folk omkring os, måden de snakkede sammen på, hvordan de rørte ved hinanden og sang, hvordan børnene hang ved uden en hær af pædagoger, så sneg der sig en frygtelig mistanke ind. At de et eller andet sted på nogen planer har mere check på det end vi har.”

Den virkelighed vi skal iscenesætte omfatter også afrikanerne, som på trods af hyggelige stunder på savannen og godt kammeratskab, havner i Danmark med benene på nakken. Eller irakerne, som må flygte over hals og hoved fra en krig, som vi har været med til at bombe i gang. Hvordan kan den frygt, du snakker om opstå i forbindelse med indvandrerne og flygtningene. De svageste led i kæden. Vi lever i et af verdens rigeste, frieste og mest veluddannede samfund. Oven i købet født ud af en lang og sejlivet solidaritetsbevægelse. Om nogen burde vi have overskuddet til at favne mennesker, som så klokkeklart har brug for hjælp?

“Frygten for islamisterne bliver der talt meget om. Men det er frygten for alt mulig som samfundet bærer præg af. Frygten for at være forkert og frygten for at nyde livet. Man problematiserer alting. I min tid, hvor der i øvrigt var problemer nok, problematiserede man da ikke yderligere. Vi eksperimenterede med alle mulige ting og endte med at blive kunstnere i stedet for samlebåndsarbejdere.

Når jeg ser på asylcentrene er det klart for mig, at det ikke er ondskabsfuldhed, men mangel på organisation. Masser af danskere ville melde sig under fanerne og blive inddraget, hvis man organiserede hele integrationsprocessen bedre.”

Flid og kartoffelvand
Hvad med den skjulte dagsorden? Hvis man lytter sig ind på den retorik som Dansk Folkepartis private præsteskab ynder at udbrede og som beklageligvis er gennemtrængende, opdager man, at der ligger en bevidst strategi bag Danmarks udlændingepolitik. At det ikke er tilfældigt, at man opretholder lejre, hvor folk ikke kan komme i kontakt med danskere. Man ønsker ganske enkelt ikke, at de bliver en del af fællesskabet. Måske den dagsorden ikke længere er så skjult endda?

“Man har nogle mennesker i en periode. Så kunne man inspirere disse mennesker med de erfaringer, vi har gjort os. At vi på flid, kartoffelvand og god fantasi er blevet et velfærdssamfund. Og at vi kan være politisk uenige uden at slå hinanden ihjel. Hvad er det for en gåde, som er begravet her? Måske kunne man trykke noget af velfærdsstatens historie på arabisk og kurdisk. Såvel fremtrædende irakiske som afrikanske ledere har lært af den danske højskolemodel og af andelsbevægelsen.

Vi kunne lave et verdens-hit, som hed Det skandinaviske mirakel. Fortælle og udveksle historier. Den skjulte dagsorden i Irak handler også om hykleriet i forbindelse med de danske soldater. De er da smaskliderlige med al deres militære habengut. Kunne man forestille sig, at vi kom gående i noget andet tøj og med musikinstrumenter i hænderne? Jeg har været med til at starte et gøglerprojekt op i Afghanistan, hvor der nu er fuld gang i gøgleriet. Og børnene i Kabul griner og det lyder fuldstændig som børnene på Enghave Plads.”
Det lyder som om Erik Clausen påtager sig et moralsk ansvar. Er det i virkeligheden en forpligtigelse, når man tænker på, hvor bred og iørefaldende din sendeflade er?

“Jeg har ikke mere moralsk ansvar end andre mennesker. Jeg mener, at det danske samfund er bygget på livsglæde, hårdt arbejde og folkets vilje. Det kan man takke vores bedsteforældre for, som skabte det i deres fritid. Hvis vi kigger ud af vinduet, kan vi se et fuldstændig sikkert stålstillads. Der sker ikke en pind ved at gå på det. Da jeg arbejdede som håndværker, var det på træstilladser, og folk trillede ned af dem hele tiden. Min gamle cykelkammerat har siddet i rullestol lige siden han var lærling. Det er arbejderbevægelsens og fagforeningernes fortjeneste. Nogle værdier jeg har kæmpet for.”

Der hvor humoren slipper op, er der nogen der er ude på noget
Grunden til at KURT hedder Kurt er, at en fyr engang fortalte mig, at hans iranske vinduespudser havde omdøbt sit firmanavn fra ‘Marsout’s Vinduesvask´ til ‘Kurt’s Vinduespolering’ og mangedoblet sin omsætning. Så vi lever altså også i et samfund, hvor det er bedst at hedde Kurt, hvis man skal pudse vinduer.

“Der er mange gode historier i den dur. Jeg kender en dansk fyr, som meget nødigt ville arbejde. Han blev sat i aktivering, og det betød på det tidspunkt, at han skulle ringe og søge jobs. Så tog han navneforandring fra Thomas til Muhammed. Så fik han ikke nogen jobs. Der er en myte om, at jyder er mere vedholdende og flittige end andre. Så da en tidligere kommunist og en værre rod fra Amager for nogen år siden skulle lave sig et rengøringsselskab, så kaldte han det ikke Røde Arnes Rengøring, men Jysk Rengøringsselskab. Mennesker er mennesker på kryds og tværs.”
Historierne fortæller alle tre om myter og fordomme. Om de løgne vi fortæller af frygt for at blive genkendt som os selv. Hvorfor skal det være nødvendigt at kaste traditioner og baggrund overbor?

“For mig er ordet tradition ikke et skældsord. Omvendt kommer jeg fra en arbejderfamilie, som drak sig jord i hovedet. Den har jeg da brudt helt med. Dér hvor humoren slipper op, er der nogen, som er ude på noget. Jeg kan spille en kompliceret symfoni, som alle kan forstå. Jeg kan sidde med mine film i Canada eller Rusland og folk griner og græder. Tænk på de store samfundsromaner. For borgerskabet hed den ´Lykkeper´ og for arbejderklassen `Pelle Erobreren´. Hvem skriver den nye Pelle? Er det et af vores børn fra Lilleskolen som går i terapi? Det bliver en indvandrer. Du har eksemplerne fra England. ’Mit smukke vaskeri’, ’Bricklane’ og andre nyklassikere. Man skal kæmpe for det. Men, når du går frem i lyset, er der nogen, der ser dig.”

Gøglerens arbejdsplads er dialektikken
Du er en tumling, en mønsterbryder og kæk modstandsmand. Dine fjendebilleder er hverken muslimer, polske håndværkere eller kolonihave-enthusiaster. Du kæfter op imod det borgerlige Danmark. Borgerskabet, som stjal Den Lille Røde. Tager man imidlertid op til reservatet i Charlottenlund, vil man grangiveligt finde nogle af dine største fans. Hvis dem du beskylder for tyveri, tager imod dig med åben pande, har de enten ikke fattet en høstblomst eller også er dine budskaber ikke nået frem.

“Gøglerens arbejdsplads er dialektikken, det er paradokset, det er at vende tingene på hovedet. Sandheden ligger ikke i, at to og to er fire, sandheden ligger i, at vi mennesker kan få to og to til at blive firs. Fordi hvis vi leger sammen, kan vi trylle. Og heri ligger også en forpligtelse overfor indvandrerne. De skal ville lege med. Når integration er besværligt er det, fordi vi har glemt at fortælle dem, hvordan vi leger i Danmark. Det vi har fortalt er, at vi nok skal hjælpe. Med andre ord, at vi er over jer. Og vi mennesker, vi vil gerne hjælpes, men dybest set vil vi klare os selv. Man skal overhale frygten og fordommene, også sine egne.”

Gøgleren fra Amager trasker ind i stuen, forbi klippebordene og hen mod vinduet. På vejen overhaler han sin egen skygge. Tilbage er tre tomme papbægre, en ensomt sukkerknald på bordet og den dér overvældende stilhed, som sænker sig, når ordene forstummer. Som en grammofon ladet med to plader vinyl og et skud fra hoften har Clausen fyret den af. Mon sjælen har et rum, hvor vi uden at splittes kan sidde i stue med alle vores tanker? En paradoksernes dagligstue, et sted, hvor man kan være sort og hvid og gul og grøn på samme tid. Og hvis den har, kunne man da tage det med udenfor, modellere det, pynte op og bo derinde? Billedet tager håbefuldt form, når Clausen har talt.
Artiklen blev først gang udgivet i magasinet KURT.

Blå Bog
Erik Clausen, født 1942, Danmark
Den autodidakte filmmager, skuespiller og gøgler Erik Clausen har sin helt egen plads i dansk film. Med debuten ‘Cirkus Casablanca’ (1981), og ‘Rocking Silver’ (1983) pustede han nyt liv i den danske folkekomedie ved at lægge vægt på fællesskab og solidaritet med manden på gulvet og velfærdssamfundets marginale eksistenser. Clausen optræder som skuespiller i de fleste af sine egne film bl.a ‘Midt om Natten’, efter eget manuskript (1984), samt ‘Den Store Badedag’ (1991) og i ’Ledsaget udgang’ fra 2007.

More from Pawel Wedrowski

Hokus pokus – jeg er i fokus!

Der er noget fint ved Clausen. En umiddelbar bramfrihed man sjældent støder...
Læs mere