I Ghana går tungetalere, eksorcister og kristne sekter hånd i hånd med markedsøkonomien

Små kirkesamfund spirer frem overalt i Afrika. I Ghana accelerer indstiftelsen af nye og ofte ekstreme kirkelige sekter, der blander naturreligioner med biblens ord. Det går ud over demokratiet og produktiviteten, hævder kritikere.

Jeg sidder alene og spiser frokost på en udendørs restaurant i Ghanas hovedstad Accra, da Lucy kommer og sætter sig over for mig. Hendes hår er glattet, hendes hud er sort og hendes kjole er rød og gul. Jeg kender hende ikke.

Som næsten alle andre ghanesere, jeg møder, snakker hun om Gud i næsten hver anden sætning. Da hun hører, at jeg ikke er helt overbevist om Vorherres eksistens, inviterer hun mig med i sin kirke.

Jeg takker ja, og den følgende aften til gudstjeneste i hendes lille sekt, Believers Outreach Ministry, finder jeg ud af, at den 26-årige universitetsstuderende, Lucy, er skræmmende troende. Hun er ikke den eneste. Små kirkelige sekter blomstrer i Afrika syd for Sahara. Og især i Ghana accelerer udviklingen.

Folk flygter fra de traditionelle religioner og etablerede kirker – som den katolske og den anglikanske – for at melde sig ind i en af de tusindvis af små menigheder, der skyder op omkring karismatiske præster, som blander sort magi med traditionel kristendom. For kun her kan de finde svar på, hvordan den moderne verden fungerer.

Professor Kwesi Tefe fra det ghanesiske universitet, Cape Coast University, vurderer, at to tredjedele af alle ghanesere nu er medlem af en ny kirkelig sekt. Den sidste tredjedel er muslimer, ateister, tror på de traditionelle afrikanske guder eller er medlemmer af de gamle kirkeretninger såsom den anglikanske, presbyterianske og katolske.

“Her er efterhånden tusindvis af de her kirker og vejsideprædikanter, som har fået deres egen menighed. Vi har flere profeter i Ghana end i det gamle testamente, siger professoren. ” Han er selv katolik og kommer fra en lille ghanesisk landsby.

“I min egen landsby bor der 2-3000 mennesker. Men der er omkring 11 såkaldte kirker. Og der er endnu mindre landsbyer, som har endnu flere kirker. Det er en ’booming business’, der skaber en masse profit. Og profitten går direkte til de stinkende rige præster, der har grundlagt kirkerne. De nye kirker har alle sammen et mål: at få magt over folk, udnytte dem og tage deres penge. Afrikanerne elsker gud og mysterier, og der er mange, der kapitaliserer på den kærlighed for tiden.”

Kære Gud

Interimistiske kirker ligger på hvert et gadehjørne i hovedstaden Accra, store bønnemøder har overtaget primetime sendetiden i radio og tv, og det politiske liv bliver også mere og mere infiltreret af vækkelsesbølgen.

“Her i påsken betalte den ghanesiske regering for at over 200 såkaldte præster kunne rejse til Israel for at bede for Ghana. Nu er svaret på Ghanas politiske, økonomiske og sociale problemer, at regeringen betaler for at folk tager til Israel for at bede – og så vil Ghana blive okay.”

Professoren er frustreret over manglen på kritisk sans hos de mange nyreligiøse ghanesere og ser det som et problem for den demokratiske retning, landet har.

Kwesi Tefe underviser på universitetet i uddannelsesfilosofi og konfliktløsning. Han har skrevet sin ph.d. i Danmark – om Grundtvig – og han vender hele tiden tilbage til nødvendigheden ved en oplyst befolkning. Derfor irriterer det ham særligt, at hans egne elever på universitetet efterhånden er grebet så meget af Helligånden, at de næsten ikke studerer.

“En anden konsekvens ved de her kirker er dovenskab. Tag universitetet her. De studerende her er holdt op med at studere og beder i stedet for. Når solen går ned samler de sig i grupper i parkerne. De klapper, synger og råber. Beder og taler i tunger. Ofte fra solnedgang til daggry. De beder for højere karakterer, for penge og for karrierer. De påstår, at de snakker i tunger – de snakker et sprog som de ikke selv forstår. Et sprog som ingen forstår. De påstår at det er guds sprog. At når man snakker det, så lytter gud. Men det er altså bare import fra traditionelle afrikanske religioner, hvor præsterne også besat snakker i tunger. Men tag og bliv her på universitet i nat, så kan du selv gå ud i natten og opleve.”

Universitetets tungetalere

Jeg tager imod professorens invitation og møder ham samme aften til en øl på universitets gentlemans club ved siden af den store park, hvor bønnemøderne plejer at finde sted. Her venter vi mens mørket falder på.

Så samler de studerende sig i små rundkredse på mellem 5 og 30 personer, vi kan skimte omridset af dem i skumringen. Og høre deres prædiken, deres råb og sang. Professoren vil ikke med, men jeg går ud på plænen. Det er ikke farligt, forsikrer han.

Den første gruppe jeg møder består af 12 studerende. To ligger på knæ og slår de knyttede næver ned i jorden, mens de taler i tunger. Haaaaa-balabalabalabala.

En dreng har taget en ung pige i armen med den ene hånd og trykker den anden hånd mod hendes pande. De drejer rundt i mørket, mens han råber. ’Come out’. ’Release’. Pigen har lukkede øjne og bevæger læberne lydløst. De andre beder og synger.

Jo længere ind i mørket jeg kommer, jo flere grupper er der. Nogle er samlet omkring en, der prædiker. De beder alle sammen om højere karakterer og et job, når de får deres diplom. Og flere penge.

Jeg holder mig i udkanten af grupperne – i mørket – men et par gange bliver jeg opdaget og inviteret ind i kredsen. Så holder de mig i hånden og siger velkommen. Tre unge mænd står i midten af den store plæne og dominerer lydbilledet. De er hæse og i en trancetilstand. De råber i tunger – det er guds ord, men volapyk for os mennesker. De bevæger overkroppen frem og tilbage i rytmiske ryk– akkurat som ortodokse jøder med de sorte hatte, når de beder ved grædemuren i Jerusalem.

Jeg går videre rundt på universitetsområdet, hvor jeg hurtigt finder et indendørs bønnemøde med en karismatisk bønneleder, der sætter folk i trance og driver djævelen ud af dem, når han med en hånd på deres pander får dem til at vælte bagover og spjætte på gulvet. Til sidst samler han ind. Kun dem, der betaler må være med til den sidste bøn, hvor han beder gud om at opfylde deres ønsker. Det her er en ganske normal onsdag aften, forsikrer professoren mig.

Det onde foster

Lucy har lovet at hente mig på hotellet inden aftenens bønnemøde. Da hun kommer, fortæller hun, at når gudstjenesten er forbi i aften, vil jeg have taget gud til mig i mit hjerte. Det har gud selv fortalt hende på vejen herhen.

Den lille kirke, som Lucy har tilsluttet sig hedder Believers Outreach Ministry og er bygget om omkring den præst, der har grundlagt kirken for et par år siden. Lucy var oprindelig katolik:

“Men jeg levede i synd. Jeg priste ikke gud, og jeg gik med drenge”, fortæller hun. En dag kom gud til hende, og siden har hun været med i den lille menighed i en forstad til Accra.

Vi tager en taxa derud. Mørket er ved at falde på. På vejen fortæller hun, at vi i aften skal bede for hendes veninde og trosfælle, der lige har fået at vide af sin læge, at hun er gravid i 5. måned. Men det passer ikke, siger Lucy.

“Min veninde har sagt, at hun er jomfru og ikke har været sammen med en mand. Derfor er det djævelen, der har puttet en ond ånd ind i hende. I aften skal vi bede gud om at fjerne den ånde ånd, der er inde i min venindes mave”, siger hun.

Jeg spørger, hvad der sker, hvis det ikke virker og veninden føder alligevel. Hvad vil der så ske med barnet? “Det kommer ikke til at ske”, forsikrer Lucy. Det er ikke et barn. Det er en ’evil spirit’. Og gud vil fjerne det. Bare vi beder nok. Vi kører videre i tavshed.

Præsten har svaret

Den religiøse vækkelse, der har ramt Ghana og store dele af Afrika skyldes kapitalismen og det moderne samfund. Det mener Professor Kwesi Tefe:

“Ghaneserne bliver mere fanatiske og religiøse, fordi de er på vej ind i en ny verden. Moderniteten er pludselig sprunget op i Ghana. For nyligt levede ghaneserne i små samfund uden at røre penge i flere måneder. Det var okay. Du havde mad og andre ting i nærheden. Du behøvede ikke penge. Og så lige pludselig står du i en pengeøkonomi. Alle skal have penge. Du skal bruge penge til alt, hvad du gør. Og der er ikke arbejdspladser nok. Det skaber mange spørgsmål og uddannelsessystemet er ikke klar til at forberede folk til denne pludselige ændring.”

Derfor leder folk efter svar. Særligt svar på kapitalismens økonomiske og sociale udfordringer. Og de svar er præsterne klar til at give. Det er også derfor at bønnerne næsten kun handler om penge.

“Folk tror, at præsterne har magten til at bede for dem. Du skal bare betale for det. Det øjeblik du betaler præsten for at bede for dig – så får du et job eller penge. Det er det folk tror. Det er den eneste mulighed, de ser.”

Men der er andre lande, der går fra et traditionelt samfund til et moderne kapitalistisk system på et sekund – uden der kommer en religiøs bølge. Hvordan er Ghana forskellig?

“Det er ikke bare i Ghana, men de fleste steder i Afrika. Lad os gå tilbage til koloniseringen. Andre steder i verden var også koloniserede. Men de var ikke kulturelt dominerede som i Afrika. Tag Indien. Indien blev koloniseret af englænderne. Men englænderne kunne ikke dominere inderne kulturelt. Den kulturelle dominans af afrikanerne betød, at det afrikanske liv blev anset for at være forkert. Afrikanere skulle vaskes rene for deres afrikanskhed. Og europæiseres. Derfor er vi hverken afrikanere eller europæere. Så vi er fortabte. Roden under Afrika blev hakket over.”

Believers Outreach Ministry

Lucys kirke ligger i få hundrede meter fra hendes hjem i udkanten af millionbyen Accra. På en jordvej med store huller og gamle bilvrag i vejsiden.

Believers Outreach Ministry holder til i et stort skur – et bliktag holdt oppe af tynde vægge og stolper. Menigheden består af cirka 50 stærkt troende kristne deriblandt Lucy og hendes gravide veninde.

Det er mørkt udenfor og smilende folk kommer til og sætter sig på bænkene, mens en trommeslager og en sanger lægger bunden med højstemt hyldestsang i baggrunden.

Langsomt går musikken op i tempo og volumen. Folk danser ud fra bænkene og rundt på midtergangen og op mod alteret. Armene bliver hævet mod himlen, og de beder højt i munden på hinanden.

Efter 15 minutter kommer præsten ind. Han er en høj og bredskuldret mand i 30’erne, iført et pænt jakkesæt og en zebrastribet skjorte med store flipper. Kvinderne og damerne skriger, da de ser ham. Han kigger ned i sin mobil og stiller sig op på talerstolen, mens han taster noget færdig på smartphonen. Så går han i gang.

Han fortæller en historie om en fisk, der spiser en mønt. Og han fortæller, hvordan Jesus og Gud har svaret på økonomiske problemer. Han fortæller, at Gud kan give os penge – vi skal bare bede.

Præsten har X-faktor. Han joker. Han løber ned af gangen. Han synger, han råber, han taler i tunger og han beder os om at kigge sidemanden i øjnene og sige ’I aften sker det. I aften vil Gud komme til os.’

Folk står op og mumler og danser, mens præsten prædiker. Lucy står på midtergangen og hopper frem og tilbage. Vi beder lidt for hinanden – men mest for rigdom. Bønnen for at Lucys gravide veninde skal miste sit barn kommer ikke op i plenum, den tager de to piger inde i sig selv. Præsten beder også for det, fortæller Lucy.

Jeg forlader kirken som den første – efter to timer – de andre vil fortsætte indtil midnat. Da jeg går, bliver jeg indhentet af en medhjælper og bedt om at betale til præsten, fordi han bad for mig. Jeg betaler og går med en fornemmelse af, at hvis Jesus havde været her, så var han nok også gået – måske hen for at hjælpe de forældreløse og sultne børn, der er så mange af i Ghana. Jeg tog hjem til hotellet.

Skrevet af
More from Asger Juhl

Du må ikke være her med den T-Shirt!

Asger Juhl fra Radio 24syv besluttede den 11. juni sig for at...
Læs mere