Rumænsk kunst hinsides skoven

”Jeg protesterer imod mig selv fordi jeg er syg. Jeg protesterer mod mig selv fordi jeg er fattig. Jeg protesterer imod mig selv fordi jeg er sulten. Jeg protesterer imod mig selv fordi jeg ikke længere har noget håb. Jeg protesterer imod mig selv fordi jeg stadig har håb. Fordi jeg tror det ikke hjælper noget at protestere. Jeg protesterer imod mig selv fordi jeg er bedre end de andre. Jeg protesterer imod mig selv fordi jeg lod mig kaste i affaldscontaineren. Jeg protesterer imod mig selv fordi jeg er en dukke. Jeg protesterer imod mig selv fordi jeg faktisk ikke er en dukke. Jeg protesterer imod mig selv fordi jeg gemmer mig bag en dukke. Jeg protesterer imod mig selv fordi det passer mig godt at være en dukke.”

Ordene strømmer ud af en lille fingerdukke der stikker hovedet op af en container med et skilt hvorpå der står: Deltag i min protest mod mig selv. Han er vred og fortvivlet. Iført en lille kasket og med fægtende arme og fråde om munden fortsætter han agiteret med at fremføre mere eller mindre absurde og selvmodsigende argumenter for protesten mod sig selv.

Performance-værket ”Protesting Against Myself” er skabt af den rumænske kunstner Ciprian Mureşan inspireret af en virkelig begivenhed i 1990. En gruppe pensionister annoncerede en demonstration som en manifestation mod regeringens nedskærings politik efter Ceauşescu. Én mand mødte op. Demonstrationen havde ikke den store gennemslagskraft.

Værket lever nu videre som en videodokumentation af den oprindelige performance, der blev opført i 2004 foran Fabrica de Pensule i Cluj. Værket refererer ifølge Muresan selv til “ tilstanden for det individ, der ønsker at protestere, efter at massernes magt som politisk subjekt er blevet kompromitteret i og uden for Rumænien.”*1 Værket afspejler den ironi der er på spil hos en række af kunstnerne, der selvom de beskæftiger sig med afmatning og desillusion anvender humoren som underlægning.

Cristi Pogăcean, Faith Carrier
Cristi Pogăcean, Faith Carrier

Det er dog langt fra alle der går så direkte i dialog med historien, og der er tale om stor individualitet. Det vil være kraftigt forenklende at hegne kunstnerne ind som portrætmalere af et postkommunistisk vakuum, men som Mihai Pop, en af de hovedansvarlige for den rumænske samtidskunsts internationale gennemslagskraft, siger, så har udviklingen fra diktatur til konsumerisme skabt en utopia-allergi.*2 Og den afspejles i flere værker, som en lidt dyster undertone, hvis ikke i motiv så i farvevalg og den ofte surrealistiske filtrering af motiverne.

Muresan er en ud af ni rumænske kunstnere som indgår i Arkens udstilling Hotspot Cluj der åbner d. 25. maj. En hotspot er i en geologisk kontekst et område i jordoverfladen, hvor konvektionsstrømmene i asthenosfæren skaber vulkanisme. Denne metaforistiske omgang med den rumænske samtidskunst kan forekomme en anelse overdrevet for den almindelige læser. Og tillad mig at indskrive mig i denne skare. Men de seneste år har rumænske kunstnere rejst verden rundt, og som storkosmopolitter, heriblandt Muresan, udstillet fra Moma til Tate Modern med en mangfoldighed af værker, hvoraf en række, som nævnt, kontekstualiserer det ideologiske tomrum i postkommunistiske Rumænien og et samfund der kæmper med at få gjort demokratiet bæredygtigt.

Apati og korruption
Rumænien har siden kommunismens fald kæmpet med at få demokratiet på plads og friheden ind i de rumænske stuer. Selvom borgerne nu kan sige hvad de mener, så er rettighederne og fordelingen af goderne ikke helt fulgt med. Mange rumænere har opgivet troen på fremtiden. Korruption trives i bedste velgående og adgang til de gode uddannelser og samfundets øvrige ydelser går gennem pengepungen. Den ene politiske skandale efter den anden er blevet oprullet de seneste år, ministre har måtte trække sig og enkelte er røget i fængsel efter afsløringer fra det rumænske antikorruptionsdepartement. Men befolkningen ønsker en meget mere massiv bekæmpelse af korruptionen og landet er præget af omfattende voldelige protester. Efter det seneste valg i december har debatten gået på hvorvidt Rumænien faktisk var på vej væk fra demokrati.

 

Serban-Savu-Untitled-2009
Şerban Savu, Untitled, 2009.

Rumænien er et af Europas fattigste lande, og kulturlivet har lidt under de politiske omvæltninger. I nullerne har både samtidskunsten, filmen og litteraturen dog oplevet en opblomstring, men anerkendelsen er i overvejende grad kommet udefra og bevågenheden har primært været international. Så opsvinget skal nok primært ses i en international kontekst.

Hjemme godt men ude bedst
Som det var tilfældet med nobelpristagerene Herta Müller, der ikke vandt stor anerkendelse i Rumænien, har filmbranchen også haft trange kår på hjemmefronten. Den såkaldt rumænske bølge, som refererer til en række rumænske filminstruktører som strøg lige ind som prisvindere på de europæiske filmfestivaler med raketfart, særligt i årene 2004 til 2010, var ligeså upopulære derhjemme som de var populære udenfor landegrænsen. Hverken regering eller befolkning bifaldt det kritiske tilbageblik som var kendetegnende for de rumænske arthouse produktioner – man ville hellere glemme modbydelighederne – og i 2007 omstrukturerede det rumænske kulturinstitut deres midler og forringede dermed vilkårene for promovering og eksport af rumænsk film. Rumænien har i dag det laveste antal biografer i hele Europa, heller ikke just en optimal platform at styrke filmbranchen på nationalt.

Fortielsen eller ønsket om at glemme bunder muligvis i at man aldrig, som i andre østeuropæiske lande, har taget et opgør med fortiden. 23 år efter er endnu ingen gjort ansvarlig for de 924 mennesker, der blev dræbt efter d. 22. december 1989. I de retssager som har fundet sted siden revolutionen, er kun et fåtal kommunistiske aktivister og tidligere officerer fra politiet og sikkerhedstjenesten blevet dømt for at undertrykke demonstrationerne, der foregik i Timisoara og Bukarest i perioden fra den 16. december til den 21. december, da Ceausescu-parret blevet arresteret. I denne periode døde 162 mennesker. Der er fortsat ikke klarhed omkring, hvad der virkelig skete i den såkaldte revolution, fordi der er så megen uvished om de begivenheder, der førte til kommunismens fald i Rumænien.*3

Cluj og penselfabrikken
Ligesom nullerne dannede rammen om den rumænske bølge, var det også årtiet hvor Transsylvanien kom på landkortet med andet end blodtørstige vampyrer, eller i hvert fald det årti hvor den vestlige kunstverden tunede ind på radaren og fik øje på kunstnerkollektiverne hinsides skoven, som Transylvania så smukt hedder i direkte oversættelse. Og her ligger Cluj. En lille by med omkring 300.000 indbyggere. Sin størrelse til trods er den Rumæniens vigtigste centrum for industri, akademia, kultur og business.

I Cluj, helt nøjagtigt, Cluj-Napoca finder man galleriet Plan B. Galleriet åbnede i 2005 på initiativ fra Mihai Pop og Adrian Ghenie, to centrale herre for den rumænske samtidskunsts himmelfart. Stedet fungerer både som researchcenter med fokus på rumænsk kunst gennem de seneste 50 år bl.a. med det formål at eksponere oversete talenter – og lægger rum til produktion og udstillinger. Navnet Plan B refererer naturligvis til præmissen for udstillingssteder i Rumænien, som lider under manglende offentlige tilskud og fordrer at kunstnerne tager skeen i egen hånd, som det heldigvis faldt Pop og Ghenie ind.

Marius Bercea, La Belle Epoque.
Marius Bercea, La Belle Epoque.

Plan b er nogen gange bedre end plan a, i hvert fald har galleriet stået bag den rumænske pavillon på Venedig Biennalen, åbnet søster galleri i Berlin og er præsenteret på de store messer som Art Basel, Frieze Art Fair i New York og London. Den virksomme Pop har co-kurateret et hav af udstillinger bl.a. Prag Biennale 4 og frem for alt så står Pop og Plan B bag åbningen af Fabrica de Pensule i en gammel nedlagt penselfabrik. Den fem-etager store fabrik stod i gamle dage for Rumæniens største pensel produktion med storkunder som Kina. I 2009 blev den forladte og fallerede bygning indtaget af billedkunstnere, dans og teaterfolk og Penselfabrikken tæller i dag 30 kunstnerstudioer og 5 gallerier. Plan B og Penselfabrikken er rygraden i den rumænske samtidskunsts internationale succes.

Men hvorfor er rumænske kunstnere fra Cluj kommet så meget i søgelyset? Der skal ikke herske nogen tvivl om talentmassen – men som Ghenie siger; ”Talent eksisterer alle vegne, men hvad du også har brug for er kunstnerisk intelligens. Du er nødt til at møde de rigtige mennesker, som fortæller dig de rigtige ting, giver dig den rigtige støtte på det rigtige tidspunkt. That’s when the planet aligns!”

Og kunstnerisk intelligens har Gheni og Pop haft rigeligt af. Man kan ikke lade være med at tænke på ordspillet i de to navne som så succesfuldt har formået at forene kunst og succes. Ghenie og pop – måske der ligger en opskrift der.

Udstillingen ferniseres d. 24. maj, hvor Netudgaven møder nogle af kunstnerne til en snak. Det kan du læse mere om senere på måneden.

De deltagende kunstnere på Arkens udstilling HOPTSPOT Cluj er Marius Bercea, Răzvan Botiş, Radu Cioca, Radu Comşa, Adrian Ghenie, Dan Măciucă, Ciprian Mureşan, Cristi Pogăcean og Şerban Savu. Udstillingen åbner 25. maj og fortsætter til d. 10. november. Læs mere på arken.dk

*1 Ciprian Mureşan, “Another Story”, interview af Florence Derieux i Flash Art 285, juli-september 2012.
*2 Mihai Pop, ”The Cluj Arts Scene, interview af Jane Neal. RES – Art World/World Art no 5. Marts 2010
*3 Maria Ruxandra Lupu, Information 11. januar 2010

More from Annette Max Hansen

På rumrejse med Metropolis

“Jeg mærker et hårdt skub bagfra. Det sortner for øjnene og jeg...
Læs mere