The knife gentænker koncertformatet med dunkende avantgardeteater og publikum som performere

Efter The Knife havde spillet den første af to koncerter i VEGA søndag aften, var et hedt emne dagen derpå, hvad man egentlig skulle betegne det, som den svenske duo og deres slæng havde underholdt med i halvanden time. Både de etablerede og sociale medier var splittede. Nogle var dybt begejstrede, andre var harmdirrende skuffede. Var der overhovedet tale om en koncert? Netudgaven sendte en mand i VEGA for at opleve The Knife mandag aften.

En stemme gjalder ud i Store Vegas sal, men scenen er tom. Stemmen tilhører Tarek Halaby, som praktiserer såkaldt Death Electro Emo Protest Aerobic. Han står foran mixerpulten iført sminke, paryk og pink aerobic-outfit og beordrer publikum til at varme op til The Knife: ”You have to move to be moved”.

Vi skal altså have gang i leddene for at blive berørt at det vi skal overvære. Allrighty then. Efter tyve minutter med bevægelser og taktfaste slogan-råb som ”I feel alive and I’m not afraid to die” og ”Yes! No! Maybe!” indtager The Knife scenen med afgrundsdybe bastoner, der vibrerer i hvert og et af Vegas mørke træpaneler.

De første tyve minutter er primal stammedans, hvor de syv skikkelser, som udgør The Knifes live-konstellation, illuderer at betjene de aparte udseende instrumenter, hvoraf en ligner tre lampeskærme og en anden en udskåren træstamme. Det har en stærk visuel effekt at se disse kutteklædte og kult-lignende mennesker taktfast svinge diverse slagtøj mod publikum. Særligt gør Olof Dreijer en intens figur med en afrikansk udu.

Herefter indtræder momentet, hvor The Knife sprænger begrebet ‘koncert’ til atomer og giver sig til at danse rundt i diverse synkrone bevægelser. Teksterne antager nu fysisk karakter som i nummeret ’One Hit’, hvor de kaster knytnæver i luften til linjen ”I’ve got to tell it with a fist and it goes like this”, og to medlemmer kysser hinanden: ”One hit, one kiss”. Denne lyriske danseseance forplanter sig hos os og gøgleriet favnes med jubel. Bedst som publikum på gulvet og skikkelserne på scenen danser løs i en fælles forståelse af rammerne for denne ’koncert’, står The Knife ubevægelige.

Vi er nået til den energisk pumpende ’Full of Fire’ og de insisterende stroboskop-lys strømmer fra scenen direkte ud i publikum og forener og fusionerer aktiviteterne på scenen med hvad der foregår på gulvet. Vi danser ufortrødent videre i kollektiv ekstase og bemærker ikke at The Knife forlader scenen.

Festen fortsætter i en halv times svedig symbiose mellem beats, lys og publikum. ”Karin & Olof has left the building”, men seancen er ingenlunde slut. Tilbage står en forening af kroppe i bevægelse. Og DEEP-aerobics mantraet ”You have to move to be moved” er den skinbarlige sandhed og den selvfølgelige præmis for at opleve og tage imod The Knifes dragende og episke show.

TheKnifeVega120513jpg

Var det således en koncert, vi havde bevidnet? Nej, ikke i gængs forstand. Der var tale om dunkende interaktivt avantgardeteater.. Overtegnede fik associationer til Club Silencio-scenen i David Lynchs Mulholland Drive, hvor en trompetist foregiver at spille, og det påpeges at musikken er præ-indspillet: ’No hay banda’. Der var ligeledes heller intet orkester på scenen i VEGA og The Knife understregede illusionen ved, ligesom trompetisten i Mulholland Drive, at slippe instrumenterne, mens musikken fortsatte.

Om man tog imod denne præmis var naturligvis der, hvor ’koncerten’ blev interessant. Kernen var, som tidligere påpeget, publikums velvillighed til at bevæge sig for at blive bevæget. Der var tale om et samspil mellem os på gulvet og de udklædte på scenen. Som Tarek Halaby sagde, under sin aerobic-indpiskning, så havde The Knife brug for vores modtagelighed for at levere deres show.

Måske er The Knife mere fremsynede end hvad de kritiske røster giver dem kredit for. I en tid, hvor medierne mere og mere kalder på interaktion med deres publikum, virkede The Knifes show som en helt oplagt reaktion på denne tendens. ’No hay banda’-præmissen udviskede skellet mellem artist og publikum og bragte et elitært ensemble, notorisk kendt for deres kompromisløshed, i imødekommende øjenhøjde med deres modtagelige fans.

At overlade seancen helt og aldeles til publikum under koncertens klimaks slår en fed streg under den interaktive dimension, der gjorde oplevelsen af The Knife i Store Vega til meget mere end en koncert. Det var en oplevelse, der vil blive delt med dem som overværede den, i lang tid fremover. Hvad enten man hadede eller elskede den. Jeg hører til i sidste kategori og nød at blive indhyllet i Karin & Olof Dreijers nytænkning af koncertformatet.
Her kan du få syn for sagen. (Her mangler video)

The Knife spiller på Northside fredag d. 14. juni.

More from Martin Gronemann

Anmelderens rolle – modsvar til Thomas Noppens “Anmeldere er en døende race”.

Hjemvendt fra en forrygende Roskilde Festival og med Kraftwerks kraftfulde finale stadig...
Læs mere