En mand vender hjem – interview med Hassan Preisler

Hassan Preisler. Hassan. Preisler. Med det navn siger det jo sig selv, at manden på et eller andet tidspunkt måtte skrive en bog om at have identitetskrise. For det er ikke let at være Hassan. Og det er ikke let at være nogen, som Dan Turell skriver i ’For meget mand fra 1979’. Og Weekendsavisens anmelder Lars Bukdahl kalder da også bogen for 10’ernes ’Vangedebilleder’.

’Brun mands byrde’ er titlen på Hassan Preislers anmelderroste debutroman, der spiller på Kiplings digt fra 1899 ’Hvid mands byrde’, der var rettet mod USA, der med kolonialiseringen af Filippinerne netop var blevet en imperialistisk nation.

Men den handler ikke om den brune mands byrde, men om menneskets byrde. I en hæsblæsende stream of consciousness dribler debutanten derudaf som om Nik og Jays sang ’Èn dag tilbage’ var skrevet til ham som optakt.
Men bogen er ikke skrevet på én dag, den har været to år undervejs og startede et helt andet sted.

Netudgaven har i anledning af udgivelsen talt med Hassan Preisler om at stalke det rigtige liv, flygte ind i armene på andres forventninger og længslen efter at slippe fri af sin forstands vold for at mærke efter.

Jeg skulle have været debatbogsforfatter
Men det blev han ikke. For heldigvis blev ideen skrottet af forlaget til fordel for en personlig og særdeles ukronologisk rejse gennem Hassans liv og forfædre, med den tilsyneladende spontane tanke som lokomotiv.

I 2011 er Hassan til møde på forlaget Lindhardt & Ringhof for at fremlægge sin idé om en politisk debatbog. Det kan vi da godt gøre er responsen. ” ’Du er sådan nogenlunde kvalificeret til at lave en debatbog’. Men så holdt de et fem timers møde med mig. Og bagefter sagde de, når du taler er det meget mere interessant end når du skriver, gå hjem og start forfra. Og det gjorde jeg ”, fortæller Hassan.

Hassan Preisler er 44 år, skuespiller, instruktør, foredragsholder og teaterleder af kompagniet DanskDansk der består af brune skuespillere, der for tiden huserer på Østre Gasværk – og nu han kan tilføje forfatter til CV’et. Han er søn af en pakistansk far og en dansk mor, gift med May, far til Sonia og bor efter eget valg, men i konflikt med sin selvopfattelse, på Østerbro. Han har taget aktivt del i integrationsdebatten gennem mange år, er blevet udråbt til præmieperker og medie darling. Han har høstet priser og kongelige nåle og begået sig med stor succes på en scene, som han nu gerne vil træde ned fra.

Vi er alle sammen Hassan
Hvem er så Hassan? Vi ved det ikke. Og borgen giver ikke noget svar, tværtimod. ”Hvem tror jeg egentlig jeg er?”, spørger Hassan sig selv halvvejs inde i bogen, hvorefter han, som det er bogens grunddynamik, springer videre over landegrænser og gennem tidszoner.

”Der var en der spurgte om det var synd for Hassan. Og så sagde jeg ja, det er en synd at Hassan stikker sig selv i ryggen. Altså den rigtige Hassan”, siger Hassan.

Den rigtige Hassan? Jeg er forvirret, Hvor mange Hassan’er er der, spørger jeg Hassan, altså den Hassan som jeg kan se og høre og som sidder her overfor mig lige nu, midt i København på Hauser plads?

”Jamen i det her land er der vel 6 millioner Hassan’er. Vi er jo alle sammen Hassan”, hævder Hassan.

De kan i hvert fald få et Hassan badge eller måske et badge hvor der står ’Jeg vil også være Hassan’ eller ’Jeg vil heller ikke være Hassan’, siger jeg lidt i spøg, med reference til kampagnen for bogen, der ruller massivt derud af på facebook, og hvor man kan sætte et Hassan badge på sit profil billede, så vi alle kan være Hassan.

”Ja, i virkeligheden skulle der jo stå, ’Jeg tør heller ikke være Hassan’. Men tænk engang hvis man kunne starte en bevægelse for os alle sammen, som går i den retning, hvor vi skal finde vores egen lille Hassan med de skæve ben” kluklér Hassan, uden at skrue ned for alvoren. Og så passe på ham, så han ikke føler han hele tiden skal være en anden.”

'Den Hvide Mand’ spillede på Teater Grob i sommeren 2011.
‘Den Hvide Mand’ spillede på Teater Grob i sommeren 2011.
Og det er bogens claim to fame. ‘Brun mands byrde’ løfter sig op over inklusionsdebattørens disillusionerede opgør med en fejlslået integrationsindsats og tager livtag med vores egen evige jagt på at blive den vi er.

Romanen bugter sig gennem familiebilleder og stamtræer for ind imellem at dykke ned i Hassans levede liv. Hassan står aldrig stille, og han tripper heller ikke på stedet. Der er verdner der skal erobres, lande der skal indtages, mennesker der skal gøres indtryk på. Og ikke mindst overbevises. For Hassan er en kompromisløs mand med et budskab. Take it or leave it.

Hassan Preisler udnævnes i 2008 til Inklusionsambassadør
Hassan Preisler udnævnes i 2008 til Inklusionsambassadør
Det har holdt ham i gang og ført ham herhen til denne bog, hvor tiden for første gang får lov at stå stille i et underliggende reflektionsrum hvor ræset erstattes af en bagudrettet bevægelse. Der gøres regnskab uden åbenlys og anmassende evaluering og fed selverkendelse. Vi rejser med og kigger indad ved siden af Hassan.

Hver side indeholder lange sætninger kun afbrudt af kommaer som afspejler upbeat tempoet i Hassans færden. Og punktummet venter derude et sted, hvis h(m)an ellers tør sætte det. Og det sidste punktum er ikke sat, men bogen er et skridt på vej, et midlertidigt punktum, som kan tillade en ny ophobning af kommaer.

Hassans opgør handler om at give slip på positionerne, de øredøvende holdninger som skygger og spænder ben. Men har han ikke blot tilføjet en ny platform at tale udfra, og som Weekendavisens Helle Broberg Nielsen foreslår, indtaget alle positioner på én gang?

”Jo, altså bortset fra den ene position, som er den farligste, at være Hassan. Det er den der er allersværest for mig at være. Og det er det jeg prøver med bogen. At være mig selv. Og jeg troede jeg havde sat et punktum. At jeg var trådt ud af en konstruktion. Men det har vist sig lynhurtig efter bogen kom ud, at det her er en kamp jeg bliver nødt til at blive ved med at kæmpe. Det er tusind gange farligere for mig at mærke tingene end at tænke dem og debattere dem. Men jeg tror jo også – på de gode dage, at det er der svaret ligger. At jeg holder fast i at jeg bliver nødt til at så på mine egne ben i denne her verden. Så kan jeg jo mærke at jeg oplever en anden frihed.”

Rend mig i positionerne
Da jeg møder Hassan starter vi samtalen med at tale om tryghed og forventninger. Om vores egne og de andres, om at træffe forkerte valg fordi modet udebliver. Og Hassan fortæller om hvordan bogen er blevet omtalt som et indspark i integrationsdebatten og at han automatisk havner i en rolle, som han kæmper med at give slip på. Mange journalister har betragtet ‘Brun mands byrde’ som den debatbog, der aldrig blev til noget og inisteret på Hassan som debattøren.

”Men jeg forstå godt hvorfor, jeg kan godt se hvad det er der sker. For bogen kan jo godt sparkes ind i en gammmel position. Og det er trygt at anskue bogen på den måde, for hvis man gør det, så vil bogen måske opfordre til at man gør op med sig selv, hvor man står rent ideologisk, men hvis man ikke læser den som et menneskes opgør med sig selv, så slipper man også for at konfrontere sig selv med som læser måske at skulle tage nogle personlige opgør.
Og jeg hopper jo også lynhurtigt med på den, det er så nemt for mig at gå ind i den diskurs.

I går var jeg i P1 og speed snakkede, og jeg stod lidt og råbte ad debattøren Hassan, at han skulle lytte til mig, for han var ved at overtage programmet, men han lyttede ikke. Det var først da vi lå hjemme i sengen i nat, jeg og mig, at vi begyndte at snakke om det er den rigtige vej at gå. Jeg har jo smidt noget, men det er bundet op i elastikker, så det returnerer til mig, og opgøret er jo ikke slut, det bliver nødt til at fortsætte, måske indtil jeg dør.”

I Hassans optik er forskellen på at være integrationsdebattør og anti-integrationsdebattør minimal. For hans opgør handler om at opløse positionerne fremfor at indtage nye – lytte i stedet for at tale, give slip på rollerne og aflægge sig kostumet.

Fra forestillingen 'Frelserne'
Fra forestillingen ‘Frelserne’
”Jeg ved at jeg er nødt til at blive bedre til at lytte til mig selv. Stemmen bliver skinger og positionerne bliver konfronterende og grøfterne bliver gravet dybere og problemerne bliver større når man hele tiden indtager de her fastlåste positioner. Inklusive min nye position som anti-integrationsdebattør. I virkeligheden er det eneste jeg er anti, jo egentlig anti-Hassan i alle de roller jeg spiller. Og det bryder tingene ned for mig. Og det er blevet vanvittig tydeligt for mig at jo flere positioner jeg indtager, jo sværere bliver det for mig at fungere med andre mennesker. Også i mit ægteskab, som far og som ven, som søn til min mor og min far og som kollega.

Positionerne afskærer mig fra så meget, men de beskytter mig også. Der ligger jo så meget tryghed i at tilhøre en gruppe og have tilsluttet sig en holdning og have nogle fjender. Integrationsindustrien kunne ligeså godt have været erstattet af en anden politisk holdning.

Derfor bliver jeg ked ad når bogen bliver opfattet som en kritik af andre, for i virkeligheden er det bare en kritik af mig selv og de spil jeg spiller. Og det manglende mod jeg har udvist ved ikke at være mig.”
Skal vi så slå en hvid streg over alt det du har sagt og gjort indtil nu?

”Det er jo ikke sådan at samfundsdebattøren Hassan ikke mener det han siger, men jeg føler bare at jeg giver alt, alt for lidt plads til det lille hjørne af virkeligheden, hvor jeg godt kunne tænke mig at være. Og det gør jeg jo dels pga. forventninger men primært pga. den kamp der foregår inde i mig selv og mine egne forventninger til mig selv om at jeg skal være klog og velargumenterende og præcis og velklædt på alle planer. For det andet er jo noget intenst rod, og det er også det som bogen er, et stort rod! ”

Så samfundsdebattøren Hassan findes stadig?

”Ja, han er ikke forsvundet. Men har bare haft for meget taletid. Der er jo ikke nogen af mine venner der gider se noget af det som debattøren Hassan laver mere. Og jeg gider heller ikke selv.”

Jeg blev også lidt træt efter ’Den hvide mand’. (Forestilling på Teater Grob om fordomme og racisme fra 2011) Og det er fordi du har brugt en meget demagogisk tilgang. Man føler sig lidt peget fingre af.

”Og det er jo lige præcis det. At når man indtager positioner så bliver man demagogisk og det er jo drønfarligt. Ikke at mærke sig selv. Man ser det jo også i den politiske debat, den måde folk opbygger varige fjendebilleder på.”

Vi spillede spillet
I 2007 interviewede jeg Hassan i forbindelse med et integrationsprojekt på Det Kongelige Teater. Med udgangspunkt i en rapport om integrationsindsatser, skrevet af Trevor Davies på opfordring fra det daværende Kunstråd, der pegede på, at vi i Danmark er 10 år bagefter på integrationsområdet, sammenlignet med England, spurgte jeg Hassan, om hvad vi skulle gøre for at speede processen op. Han svarerede dengang at udgangspunktet var at; “…..vi slipper for alt det der integrationsvrøvl. Det trætter mig i en ekstrem grad”, sagde han. “Der kan godt være multietniske teatergrupper eller teatergrupper kun for gamle, selvfølgelig kan der det (…) men det interesserer mig bare ikke. Det er det almenmenneskelige, der er interessant.”

Kort tid efter gik han all in i integrationsindustrien og startede siden det multietniske kompagni DanskDansk, der skulle vride armen om på den hvide mand og hans fordomsfuldhed. Det startede som et oprør men blev til et teater da han lugtede lunten.

”Vi fandt jo også ud af hvor meget benefit man kan få ud af det. Det er jo tydeligt at vi fik støtten fordi vi etablerede os på den måde vi gjorde. Hvis vi bare havde sagt, vi vil gerne spille Tjekov, så havde vi ikke fået nogen penge. Det er jo fair nok. Problemet er at vi gik med og spillede spillet. Jeg skriver tidligt i bogen om hvordan det var at etablere DanskDansk. Vi var ret overraskede. Lige pludselig var man på premierelister på alle teatrene. Man blev opfordret af fonde til at søge. Det er meget mærkeligt. Og samtidig giver det jo mening.”

Historien om DanskDansk er på en måde fortællingen om integrationsdebattøren, der spiller de kort han bliver givet, en formulering han selv anvender. ’Brun mands byrde’ er en bog om rejsen fra spiller til carddealer.

”Journalister tror, at jeg har svaret på hvad der er galt med integrationsdebatten. Det har jeg jo ikke, men jeg har svaret på hvad der er galt med debattøren Hassan. Og jeg kan ikke sige om det er det galt med ham er at han er farvet eller om det er fordi han er menneske.”

BRUN_MANDS_BYRDE_FORSIDE_300dpi

Min stemme er forstummet
De fleste af os har jo et behov for at passe ind, gå i det rigtige tøj, omgås de rigtige mennesker, indgå i et fælleskab med mennesker man ser op til. Er Hassan så meget anderledes end os andre? Hvad nu hvis Hassan ikke havde været barn af en pakistansk far, men en mønsterbryder fra en arbejderfamilie?

”Nu har jeg jo brugt så meget tid på at hænge min identitet op på én krog. Så jeg ved jo ikke hvordan det er at være ikke farvet i sin egen fremstilling af sig selv. Det er jo den måde jeg har levet på og set alting igennem. Min eksistens krise er bundet op på hvordan jeg ser ud. Men det er også det jeg håber på med bogen. At den er meget bredere end den er i debatten nu.

Jeg kan ikke huske om jeg fik det med i bogen, men jeg stillede på et tidspunkt spørgsmålet til mig selv og læserne. Er man også paranoid hvis man er hvid? Jeg tror måske jeg har fjernet det. Men det må jeg jo opdage, om det paranoide menneske er patenteret af hudfarven. Om det er alle mennesker der oplever det.

Hvis jeg skal finde ud af om jeg har et slægtskab med andre mennesker på det niveau, så er jeg nødt til at træde ud af min position, eller rettere positur. Det er i virkeligheden mere en positur. Det er så forstillende. Altså jeg står jo der og stritter.” Der grines højlydt. Hassan er befriende upatetisk og alvorsfuld på samme tid.

Så i virkeligheden handler det om at give plads til Hassan?

”Ja, altså give plads til sig selv er så abstrakt. Det er mere konkret at tale om at lede efter sig selv midt i al den her staffage. I bogen beskriver jeg hvordan min far satte sig ud i vandet på en stor gråsort sten. Og når han så kom ind for at tage sig en middagslur, så satte jeg mig derud for at finde ud af hvad i alverden det var han sad og kiggede på. Og jeg kunne ikke se noget som helst. Intet. Et par søpindsvin, en bølge der skvulper. Men jeg slutter jo bogen med at jeg er på ferie og så finder jeg gud hjælpe mig en stor gråsort sten, og så smøger jeg bukserne op og sætter mig ud i vandet på den og kigger ud i horisonten, og så ser jeg bjerge og tinder og haver i Ordrup og basarer i Mellemøsten og brune og hvide mennesker, der taler til mig, og jeg har ikke selv mere at sige. Min stemme er forstummet.”

Mor, far, Mogens, Else, Amjad, Bashir, Farkhanda og alle de andre
‘Brun mands byrde’ er en familiesaga hvor læseren teleporteres rundt på kloden og stakåndet forsøger at være tilstede på de hastigt skiftende lokationer fra Karachi til Bagsværd. I store dele af romanen er Hassan endnu ikke kommet til verden, og det er gennem forfædre og bedsteforældre, vi også lærer ham at kende. Familien fylder meget. Hassan har selv en datter, Sonia, som han har dedikeret bogen til.

“En af mine største ambitioner da jeg fik et barn, var at blive den perfekte far. Altså en virkelig vellykket far. Og en af grundene var at jeg simpelthen ikke orkede at blive udsat for at min datter begyndte i terapi når hun blev 21 og kom og slog knytnæven i bordet og sagde ‘du har været en dårlig far’, sådan som jeg selv har gjort overfor mine forældre. Så jeg tænkte, jeg må gøre det godt fra starten. Og det gjorde jo så, at jeg købte 25 bøger om 7 vidunderlige mure og far og datter roller og babymotion og hvad som helst. Og kun det bedste mad og økologiske bleer, og det fungerede jo bare slet ikke. Det var ligesom først da jeg tog alle bøgerne og futtede dem af på grillen at jeg kunne slappe af.”

As Time Goes By
DanskDansk eksisterer stadig. Men hvad skal der ske med DanskDansk nu? Kan man fortsætte et brunt teater efter at have sat pistolen for panden?

”Jeg tror det vil blive rigtig svært for mig at lave samfundskritisk integrationsteater. Men alt handler jo om identitet. Jeg glæder mig jo vildt meget til at gå ud og opdage mennesker på ny. For jeg har jo vendt tommelfingrene ned af i så mange år. Og jeg aner simpelthen ikke hvor mange døre jeg har lukket.

‘Mediemaskinen’ var en forestilling om medierne som bedøvende og blev vist på Østre Gasvrærl som del af DanskDansk’ huskunstner ophold
‘Mediemaskinen’ var en forestilling om medierne som bedøvende og blev vist på Østre Gasvrærl som del af DanskDansk’ huskunstner ophold
‘Mediemaskinen’ var en forestilling om medierne som bedøvende og blev vist på Østre Gasvrærl som del af DanskDansk’ huskunstner ophold.

Vi har jo gået efter danskheden på en meget konfrontatorisk facon. Nu har vi fundet ud af at danskheden er meget mere kompleks og ligeså mangfoldig som vi har stået og råbt at vi er. Vi har ligesom skåret den over en kam og beskrevet den i meget generaliserende vendinger. Vi har kritiseret den hvide mand, vi har gået efter mediemaskinen og vi har dykket ned i Danmarkshistorien for at se hvad der gik galt, og i den sidste forestilling har vi opfordret til at gøre oprør. Så vi har hele tiden vendt blikket ud af. Fra nu af kigger vi kun indad. Vi peger kun på os selv i forhold til den manglende udvikling. På de ting vi ikke har været i stand til. På de positioner som den farvede mand ikke har været i stand til at indtage.”

Offerrollen?

“Fx. Det kunne også være den velintegrerede integrationsdebattør vi vælger at gøre grin med fordi vi kan se, at han er et luftkastel”, griner Hassan.

Så en bog om Hassan var ikke nok?

”Nej nu laver vi tre forestillinger om Hassan Preisler og hans selvudvikling”, tilføjer Hassan med en fed selvironi, der skjuler en lille sandhed. “Jeg vil gerne se om det kan lykkes med DanskDansk. Jeg tror det kan blive sindssyg godt. Vi kender jo alle de der film, som man jo aldrig ville kalde integrationsfilm. Der er alt fra ‘Godfather’ over ‘Mit smukke vaskeri’ eller komedier som ‘My big fat Greek wedding’ som fungerer fordi man opløser positionerne i virkeligheden.

Og så vil jeg gerne skrive noget mere. Jeg er i gang med en bog mere. Den hedder tabertroen. Jeg tror den handler om troen ateismen. Og jeg tror det er en skildring af ateismen som en tabertro. Ikke som i – han taber troen – men som en tabertro. Jeg tror måske en af de mest markante positioner, her hvor vi kommer fra, er ateismen. Det er jo så ubeskrivelig let at være ateist. Det er omkostningsfrit. At være religionskritisk, i hvert fald i vores del af verden, er nærmest forventet af en.

Jeg talte med min onkel som er filosof og sociolog. Han sagde, at den farligste af alle ideologier er non-ideologoer, for så er alt tilladt. Og så tænkte jeg, hvad hvis det forholder sig på samme måde med troen? Hvad hvis den ikke troendes i virkeligheden er den allerfarligste position? Jeg gør det ikke fordi jeg ved, fremfor jeg gør det fordi jeg tror.”

Men er der ikke en større tvivl hos en ikke troende end hos en troende?

“Jeg tror det forholder sig omvendt. Jeg tror det forholder sig omvendt”, gentager Hassan med et langstrakt tror. Men som ateist er svaret ikke givet på forhånd, der ikke er nogen automatpilot der går i gang, når jeg skal agere i verden.

“Men det er det for mig. Som ateist kører jeg på automatpilot. Det ligger i min DNA. Jeg reagerer med arrogant bedrevidende medfølelse overfor troende. Jeg synes de er mindre kloge end jeg. Jeg synes de er en smule stakkels. Og jeg synes jeg er mere modig fordi jeg ikke tror. Min tro på ateismen er ret fundamentalistisk.” siger Hassan selvironisk.”

Opgøret med de fastlåste positioner er kun lige begyndt, Blikretningen er vendt og Hassans byrde bliver langsomt lettere.

Jeg glæder mig til at læse ‘Tabertroen’. Og det gør jeg, fordi der helt sikkert gemmer sig endnu en bog, som jeg kan genkende mig selv i. Brun eller ej.

‘Brun mands byrde’ er udkommet på Lindhardt og Ringhof og kan erhverves for 249 kr. Læs den, den er vedkommende, velskrevet og sindsyg underholdende.

More from Annette Max Hansen

Rumænsk kunst hinsides skoven

”Jeg protesterer imod mig selv fordi jeg er syg. Jeg protesterer mod...
Læs mere