Københavns Rådhus: Den uhyggelige Skønhed

København har en helt særlig evne til at gøre fortiden levende og forene mange hundrede års historie med nutidige funktioner. Det mener den irakiske journalist og fritænker Suhail Sami Nader, der er i København gennem den såkaldte fribyordning.

Friby-ordningen er faciliteret af forfattersammenslutningen ICORN, hvor undertrykte eller forfulgte forfattere får mulighed for at opholde sig og virke i en dansk kommune for en periode. Suhail Nader har været i København siden november, og på tirsdag den 11.6. kl. 17 kan du opleve ham på Hovedbiblioteket, hvor han fortæller om sin oplevelse af den danske hovedstad.

Netudgaven har fået fornøjelsen af – som det første danske medie – at bringe et uddrag af en af forfatterens artikler. I artiklen “Københavns Rådhus: Den uhyggelige Skønhed” reflekterer Nader med afsæt i sin modtagelses-ceremoni på Rådhuset over Københavns evne til at integrere historie og nutid. Læs uddraget her – God fornøjelse!

Københavns Rådhus: Den uhyggelige skønhed

Af Suhail Sami Nader

Kulturborgmester i Københavns Kommune Pia Allerslev pegede op på et punkt i loftet nær ved Rådhusets bibliotek. Der var et hul eller en revne, den eneste afvigende plet på dette sted, der ellers var opført for at fremstå som et kunstværk. Det forekom mig, at hun undskyldte noget, der var upassende, og at hun derfor forventede at se et spørgsmålstegn tegne sig på mit ansigt.

– Godt, dette er sporene efter en kugle, som blev affyret i 1945 og som vi har ladet være som et minde.

Måske havde det været et glædesskud på den dag, hvor man havde erklæret Anden Verdenskrigs afslutning, for hvorfor skulle man ellers bevare en revne på dette ellers så fortryllende sted? Jeg bad ikke om flere forklaringer, for i løbet af den måned, jeg indtil videre havde tilbragt i København, var det gået op for mig, at i denne by er der intet af fortiden, der for lov at gå til grunde; fortiden bliver bevaret, men får ny retning i den levende nutid. Et hvert levn fra fortiden skal have nyt liv som et særegent eksperiment i denne oplevelsesrige by.

Men dette kunstværk og denne administrative bygning, der drager omsorg for København og ligger i byens hjerte, indeholdt også andre overraskelser. Fru Pia, der kender bygningens kunstneriske og arkitektoniske detaljer, er særligt stolt over de skjulte og fascinerende minder, som den indeholder.

Jeg var blevet modtaget i samme bygning den 13. november af Københavns Overborgmester Hr. Frank Jensen. Den varme stemning ved modtagelsen, der blev dækket af en række aviser, tillod ikke at jeg dvælede ved de kunstneriske og æstetiske detaljer, hvis værdi alle her tilsyneladende har sans for. I den tale, jeg holdt som svar på Hr. Jensens og Fru Pias taler, pegede jeg på, at denne bygning, der var opført i tegl, mindede mig om et byggemateriale, der havde været kendt i min kultur siden den sumeriske civilisation for femtusinde år siden. Mon det var min nationale stolthed, jeg hermed gav udtryk for? Måske var det snarere en kritisk fodnote til min civilisation, som ikke længere giver.

Det danske demokrati, der etablerede sit triumferende grundlag i 1849, gav uden frugtesløse magtkampe fortiden ny orientering og fornyede den med nye forskelligartede materialer, med nye fortolkninger og midler.

Danskerne har haft held med at bevare deres kulturarv samtidig med at de tog moderniteten til sig og bidrog til dens fornyelse og modige udtryksformer. Men frem for alt har de bevaret menneskelige normer, der samler, inkluderer, koordinerer uden at betale en alt for høj pris.

Der ventede mig en anden overraskelse, da jeg sammen med Fru Annette (Naders assistent i København og leder af festivalen KBH Læser, red.) nåede Rådhuset. Der stod tre tal på porten: 12-12-12. Det slog mig ikke, at det var den dato i 2012, før jeg kom ind i en stor sal fyldt med brudepar. En kvartet sad og spillede kendte klassiske musikstykker. Brudeparrene og deres familier så optimistiske ud ved denne begivenhed; måske ville sammentræffet af datoer blive deres lykketræf. Senere fik jeg at vide, at 180 brudepar var blevet viet den dag. Vi gik op i gangene, der på den øvre etage omgiver den store sal. Her hvor der er administrative værelser, bibliotek og et antal mødeværelser. Musikken steg op nedefra, roligt, højere og lavere mellem gange og værelser og musikkens melodiske konstruktion blandede sig med bygningens arkitektoniske værdier i gentagelsen, genereringen af hele harmonier af velformulerede sætninger, hvælvinger, forløb, hjørner og overraskelser….

Skrevet af
More from Tobias Moe

BYLYD #7 Om hjem

I dette afsnit undersøger BYLYD, hvad det egentlig vil sige at ‘høre...
Læs mere