Reality – når virkeligheden vendes på vrangen

Italiensk samfundssatire med bittersød komik og bitter eftersmag. I Reality kæmper virkeligheden mod pseudovirkeligheden. For Lucianos vedkommende bliver det pseudovirkeligheden i form af Big Brother, der får overtaget.

Luciano er en simpel mand i et arbejderklasse-miljø i Napoli. Han bor sammen med sin kone, deres tre børn og er tæt omgivet af den lidt større familia.

Luciano lever af at sælge fisk på torvet, men da pengene er små, har han en mindre sober sidegeschäft, hvor der fuskes med videresalg af hårde hvidevarer.

Første gang vi møder Luciano er til et kitchet pistacebryllup, hvor han underholder som drag i blå paryk, lange kunstige vipper – og som omsorgsfuld far. En vinder af Big Brother er til brylluppet bestilt som taler. Han smutter dog lige så hurtigt som han kommer, men Lucianos drag sørger for at indhente ham tidsnok til at skaffe sin yngste datter en autograf. Big Brother-stjernen synes at spille en (bi)rolle, der dog viser sig mere betydelig end som så…

Som så mange andre, følger Luciano og hans familie med i Big Brother – og det er velkendt, at vinder man, vinder man ikke bare showet, man vinder også berømmelse og penge. Mange penge! Derfor lader Luciano sig overtale af sine børn til at gå til casting, da showets castere kommer til byen. Man aner ikke uråd. Endnu.

De øvrige kandidater er motiverede af berømmelse og penge – Luciano fortæller, at han er motiveret af børnenes ønske om hans deltagelse. Rørende og, på sin måde, ydmygt. Men…

Luciano bliver grebet. Han bliver sygeligt grebet. Han vil med – og det så meget, at han mister taget i sin egen virkelighed og forsvinder…

Netudgaven havde ingen forudindtagelser for filmen før popo’en ramte biografsædet. End ikke, at der var tale om en italiensk film, og, at der var tale om en film af manden bag Gomorra (2008).

Brylluppet – eller rettere – de mange bryllupper og de ligeså mange gæster hiver i smilebåndet. Undervejs i filmen gør en række karakterer da også deres for fortsat at trække løs. Og det virker. Men filmens kommentar til hele Reality-konceptet, kendisser, der er kendte for at være kendte og troen på, at lykken ligger i berømmelse baseret på virkelighedsfjerne konstruktioner, gør komedien til mere end komik og tilføjer en bittersød og sort tone.

Bismag eller ej, nærværende anmelder oplevede filmen som en rejse i absurd teater og var undervejs både mystificeret og godt underholdt.

For instruktøren Matteo Garrone startede filmen med ønsket om at lave en komedie. Han udviklede et manuskript, der var baseret på en sand historie, og som foregår i et arbejderklasse-miljø. Garrone endte op med en film, han ikke selv er sikker på, kan betegnes som en komedie. Tragedien lurer også under overfladen. Realitys protagonist, Luciano spilles af Aniello Arena, der (i virkelighedens verden) sidder i fængsel på livstid – for mord. Men det er ikke den eneste grund til at filmen ikke kan kategoriseres som en komedie. Hvis, er den sort.
Filmen har premiere den 13. juni 2013.

More from Sidsel Galatius

Hushpuppy – et fyrværkeri af en fuser

Stort set hele den samlede anmelderstand er enige. Filmen Hushpuppy, der er...
Læs mere