Slagsange – partnervold i musikkens verden

Gennem musik er intimate partner violence, IPV, blevet italesat af en lang række kvindelige kunstnere, fra The Crystals til Kelly Rowland, hvis sange spænder fra seriøse, selvbiografiske bekendelser til humørfyldte hævnhistorier.

Som så mange andre forbinder jeg Distortion med fest, alkohol og ønsket om godt vejr. Således var de følgende linjer måske nogle af de sidste jeg havde forventet at høre under den københavnske festival: ”He hit me and it felt like a kiss / He hit me and I knew he loved me / If he didn’t care for me, I could have never made him mad / But he hit me and I was glad”. Ordene blev sunget af engelsk-tyske Anika, der optrådte i Live Teltet på Refshaleøens festivalplads d. 1. juni.

Voldsromantik og psykologisk indsigt
Selvom det er over 50 år siden, at pigegruppen The Crystals indspillede singlen ’He Hit Me (And It Felt Like a Kiss)’, som Anika havde valgt at genfortolke, er det stadig en rystende oplevelse at lytte til teksten, der synes at glorificere, hvis ikke bifalde, vold mod kvinder. I originalversionen, produceret af Phil Spector, tilføjer det lyse, romantiske strygerarrangement og de højtidelige backing vokaler en skarp kontrast til tekstens beskrivelse af vold. Ikke overraskende skabte ’He Hit Me (And It Felt Like a Kiss)’ kontroverser.

Lyttere og radiostationer begyndte at boykotte singlen, og Spector endte med at trække den tilbage fra markedet. Ifølge sangskriverteamet bag singlen, Gerry Goffin og Carole King, var det virkelige hændelser der fungerede som inspiration til teksten. Deres babysitter Eva Boyd, der også indspillede musik under kunstnernavnet Little Eva, var vendt hjem fra en weekendtur med hendes kæreste. Hendes krop var mærket af hans slag, men ifølge Goffin forsøgte Eva ikke at skjule dem, tværtimod. ”Hun ligesom smilede inden hun gik ind på sit værelse og hun sagde ’Han elsker mig virkelig’”.

I bogen She’s So Fine: Reflections on Whiteness, Femininity, Adolescence and Class in 1960s Music foreslår Jacqueline Warwick to forskellige udlægninger af sangen. På den ene side kan ’He Hit Me (And It Felt Like a Kiss)’ tolkes som et stykke musik der lever op til og bestyrker ”konventioner i romantik [der] er tilbøjelige til at ophøje lidenskabelig intensitet som kan eksplodere i vold… mange ofre for vold i hjemmet opfordres til at blive hos den voldelige partner af deres kvindelige venner, hvilket fremmer den undertrykkende opfattelse om, at kærlighed kan opveje lidelse.” Samtidig er det ifølge Warwick også muligt, at teksten afdækker de ”tankeprocesser som benægtelse og rationalisering der gør det muligt for kvinder at udholde at blive tæsket af deres partnere”.

Forsangerinde Barbara Alston og resten af The Crystals var imidlertid ikke i tvivl om deres opfattelse af singlen. ”’He Hit Me’ var helt klart den sang som ingen af os kunne lide. Vi vidste inderst inde godt, at den ville skabe kontroverser og vi skændtes flere gange med Phil om hvorvidt vi skulle udgive den. Jeg ville bare gerne vide ’hvorfor?’ Hvorfor ville fem unge piger stå og synes noget så mærkværdigt som ’He Hit Me (And It Felt Like a Kiss)’? Adr”, har Alston udtalt.

The Crystals’ omstridte single er blot en af flere sange fremført og skrevet af kvindelige musikere, der beskæftiger sig med fænomenet intimate partner violence (IPV). Det følgende vil inkludere et udpluk af sange der behandler IPV på forskellig vis og samtidig er skrevet og/eller fremført af kvindelige og overvejende amerikanske musikere. Ifølge en rapport (National Crime Victimization Survey) fra 2012 fra det amerikanske Bureau of Justice Statistics er omfanget af non-fatal IPV faldet med 64 % fra 2.1 millioner krænkelser i 1994 til omkring 907.000 i 2010. I denne periode var 4 ud af 5 ofre for IPV kvinder. Selvom omfanget af IPV er mindsket udgør fænomenet stadig en trussel mod den amerikanske befolkning og i særdeleshed mod kvinder.

The Chrystals
The Chrystals

Isolation
I tirsdags udsendte den amerikanske sangerinde Kelly Rowland sit fjerde studiealbum ’Talk A Good Game’, hvis anden single ’Dirty Laundry’ vakte stor opmærksomhed. I sangen erkender Rowland blandt andet, at hun har stået i skyggen af hendes tidligere kollega i popgruppen Destiny’s Child, Beyoncé, og hendes enorme succes som solokunstner. Samtidig fortæller ’Dirty Laundry’ også den selvbiografiske historie om Rowlands erfaring med IPV. Især nummerets tredje vers fokuserer på den mishandling som Rowland blev udsat for. “And I was trapped in his house, lyin’ to my mama…I was battered /He hittin’ the window like it was me, until it shattered / He pulled me out, he said, “Don’t nobody love you but me / Not your mama, not your daddy and especially not Bey” / He turned me against my sister / I missed ya”.

Ifølge den norske professor i sociologi Eva Lundgren, der har forsket i vold i parforhold, bruger en voldsudøver blandt andet en kontrolstrategi der består i at at isolere sin partner. Det tredje vers af ’Dirty Laundry’ giver således et indblik i en voldsudøvers isolation af sin partner, når Rowland synger om at være spærret inde i sin kærestes hus og i andet vers referer til, at han ”tog nøglerne” og efterlod hende på køkkengulvet.

Kærlighed og tragedie
Et af de seneste, mest offentlige eksempler på en kvindelig musiker, der både har været udsat for IPV i sit privatliv og berørt emnet i sin musik, er den 25-årige sangerinde Rihanna. I februar 2009 blev Rihanna overfaldet af sin daværende kæreste, sangeren Chris Brown, der erklærede sig skyldig i den efterfølgende voldsanmeldelse. Rihanna og Chris Brown gik derefter fra hinanden. Tre år senere begyndte det tidligere kærestepar at udgive musik sammen hvor Rihanna sang på et remix af Browns ’Turn Up the Music’, mens Brown lagde ekstra vokal til Rihannas ’Birthday Cake’. Ingen af disse sange adresserer dog overfaldet.

På Rihannas syvende studiealbum ’Unapologetic’, udgivet i november 2012, optræder imidlertid tekster som synes at referere til hendes fortid med Brown. “You used to be this boy I loved / And I used to be this girl of your dreams / Who knew the course of this one drive / Injured us fatally…Felt like love struck me in the night / I prayed that love don’t strike twice”, synger Rihanna på nummeret ’Love Without Tragedy/Mother Mary’.

Ifølge politirapporten fra politiinspektoratet i Los Angeles fandt overfaldet sted efter, at Brown havde stoppet sin bil, som Rihanna befandt sig i. Derfor giver tekstens inkludering af ”denne ene kørsel” der ”skadede” parret og beskrivelsen af en kærlighed der ”slår”/”rammer” anledning til associationer til Browns overfald på Rihanna.
Fortælleren i ’Love Without Tragedy/Mother Mary’ sammenligner sig selv med Marilyn Monroe i rød læbestift, mens fortællerens udkårne, i smoking og med en forkærlighed for hurtige biler, bliver sidestillet med James Dean. Et glamourøst billede bliver tegnet af parret i sangen inden Rihanna når til linjerne om den fatale kørsel og kærligheden der slår ned.

I omkvædet stiller Rihanna det retoriske spørgsmål om og om igen ”What’s love without tragedy?” Dermed giver ’Love Without Tragedy/Mother Mary’ genlyd til The Crystals, da der stilles spørgsmålstegn ved eksistensen af kærlighed uden medfølgende tragedie.

Omkring udgivelsen af ’Unapologetic’ stod det klart, at Rihanna og Chris Brown havde valgt at genoptage deres forhold, en beslutning som affødte negative reaktioner fra mange der mente at volden i forholdet ville gentage sig. Ifølge Katie Ray-Jones, der er præsident for the National Domestic Violence Hotline i USA, er IPV-ofrets tilbagevenden til voldsmanden langt fra et enestående tilfælde. Det gennemsnitlige offer for IPV forlader sin partner midlertidigt syv gange før han/hun forlader mishandleren endeligt. Efter sigende skulle Rihanna og Chris Brown være gået fra hinanden igen i år.

Hævnen
Hævn er et motiv der jævnligt figurerer i sange om IPV og vold mod kvinder. Det er dog langt fra alle sange, der vælger at portrættere hævnen med seriøsitet. I 1946 udsendte det musikalske makkerpar Ella Fitzgerald og Louis Armstrong sangen ’Stone Cold Dead In the Market (He Had It Coming)’, hvis muntre calypso-arrangement og påtagede patois vokaler af Fitzgerald og Armstrong både kontrasteres og komplimenteres af Wilmoth Houdinis tekst. I første vers synger Armstrong, at han kommer hjem fra en våd aften og begynde at tæske hans kone, der derefter griber til kagerullen og smadrer hovedet på ham.

Ella_Fitzgerald_Louis_Jordan_-_Stone_Cold_Dead_In_The_Market_He_Had_It_Coming.255x255-75

I løbet af sangen gentager Fitzgerald og Armstrong med samme nonchalance, at konen blot slog hendes ægtemand ihjel – ingen andre. Trods forbrydelsens alvorlighed forholder Fitzgeralds karakter sig rolig og selvsikker i forhold til fremtidsudsigterne. ”There is one thing that I am sure / He ain’t going to beat me no more /So I tell you that I doesn’t care / if I was to die in the electric chair”, synger Fitzgerald.

Musikkens sorgløse udtryk, Fitzgerald og Armstrongs falske accenter og den næsten tegneserieagtige vold – udover kagerullen tæller konen også gryde og stegepande blandt sine våben – giver ’Stone Cold Dead In the Market (He Had It Coming)’ en let og humoristisk tilgang, der er fraværende i The Crystals’, Rowlands og Rihannas omtalte sange.
Endnu et eksempel på en opstemt, uhøjtidelig sang om hævn og IPV er countrygruppen Dixie Chicks’ ’Goodbye Earl’. I en overdrevent drævende sydstatsaccent synger forsanger Natalie Maines om venindeparret Mary Ann og Wanda, hvoraf sidstnævnte bliver udsat for IPV af hendes nye ægtemand, titlens Earl. Wanda søger hjælp hos myndighederne men til ingen nytte. Sammen beslutter Mary Ann og Wanda sig for at slå Earl ihjel på en spektakulær og sydstatsstolt facon: forgiftning via vignabønner.

Nummeretss livlige banjo, Maines’ tykt smurte accent og det skadefro ’na-na-na-na-na’-kor skaber en ironisk tilgang til en historie om et IPV-offer der hævner sig på sin voldsmand. For at sikre sig, at ingen såede tvivl om deres intentioner og sangens fiktive natur inkluderede gruppen den følgende sætning i albumcoveret til ’Fly’, hvorpå man finder ’Goodbye Earl’: ”The Dixie Chicks do not advocate premeditated murder but love getting even”.

Bag tremmer
Countrygenrens lyrik har ofte været præget af konservatisme og ifølge Karen Saucier Lundy, forfatter til essayet ’Women and Country Music’, forstærker mange countrytekster traditionelle kønsroller, derunder opfattelsen af mænd som kontrollerende og kvinder som underdanige og støttende, selv når de oplever at blive udsat for fysisk eller psykisk mishandling. Dermed afviger Dixie Chicks’ ’Goodbye Earl’ fra countrygenrens traditionelle værdier idet Wanda ikke blot nægter at være lydig og forstående, men også skrider til handling og sætter en stopper for volden.
At Dixie Chicks i 1999 offentligt italesætter og fordømmer IPV er også et resultat af en historisk udvikling.

I starten af 1970’erne var der i USA få hjem for voldsramte kvinder og lovgivningen med hensigt til at beskytte disse var stadig mangelfuld. Først i 1994 indførte landet den omfattende Violence Against Women Act, der satte ind på områder som retsforfølgning af vold mod kvinder, erstatninger til ofre for vold og oprejsninger af deres sager i civile søgsmål.

’Goodbye Earl’ adskiller sig også fra sange som ’He Hit Me (And It Felt Like a Kiss’) og ’Stone Cold Dead In the Market (He Had It Coming)’ ved, at offeret for IPV, Wanda, aktivt søger hjælp hos myndighederne. I andre nyere countrysange der omhandler IPV, så som Rosanne Cashs ’Rosie Strike Back’ og Faith Hills ’A Man’s Home Is His Castle’, er bevidstheden om, at hjælp enten er eller burde være tilgængelig. I førstnævnte synger Cash til den voldsramte Rosie, at der er mennesker ’derude’ der kan hjælpe hende, mens det i Hills sang er naboerne til den forslåede fortæller der ringer efter politiet. Tilsyneladende lykkedes det dog Jimmy, voldsmanden, at overbevise en politibetjent om, at der ikke er noget galt. Senere i samme vers erklærer fortælleren, at Jimmy burde sættes i fængsel. “He will never see the way he treats me is a crime / Somebody ought to lock him up, but I’m the one who’s done the time”, synger Hill og fortæller dermed lytteren, at Jimmys handlinger er forkastelige og strafbare.

Accept og fordømmelse
Ifølge Mary Bufwack, der har været med til at skrive bogen Finding Her Voice: 100 Years of Women in Country Music, er det i dag ikke usædvanligt for kvindelige countrymusikere at synge om IPV og det er en udvikling der kan have en potentiel effekt på lytterne. ”Det er meget vigtigt, at kvinder i countrymusik laver disse typer sange for genren er høj grad knyttet til ’familieværdier’. Sangene hjælper til at gøre det at forlade et voldeligt hjem til et acceptabelt fremfor fordømt valg. De tilskynder også kvinder til at fortælle andre hvad de bliver udsat for samt ikke at skyde skylden for mishandlingen i deres ægteskab på sig selv”, har Bufwack udtalt.

Resultaterne af en ny undersøgelse fra American Sociological Review, udført af Rachael S. Pierotti ved the University of Michigan, understøtter Bufwacks udtalelse, idet de indikerer, at kulturelle produkter som musik kan have indflydelse på kvinders opfattelse af IPV. Undersøgelsen konkluderede at ”kvinder med større adgang til globale kulturelle attituder [der forholder sig negativt til IPV] gennem urban living, uddannelse og medier var mere tilbøjelige til at fordømme intimate partner violence”. Man kan derfor håbe, at musikere, såvel som andre kunstnere, fortsat vil beskæftige sig med IPV i deres værker.

More from Pernille Larsen

Slagsange – partnervold i musikkens verden

Gennem musik er intimate partner violence, IPV, blevet italesat af en lang...
Læs mere