Anmelderens rolle – modsvar til Thomas Noppens “Anmeldere er en døende race”.

Hjemvendt fra en forrygende Roskilde Festival og med Kraftwerks kraftfulde finale stadig boblende i min ekstatiske og udmattede krop, så jeg frem til at læse de seneste koncertanmeldelser.

På min Facebook-profil og blandt de status-opdateringer, der tikkede ind på min ‘news feed’ var et indlæg på Netudgaven med overskriften Anmeldere er en døende race.

Det fik mig straks til tasterne, for jeg havde jo netop sat mig til rette ved computeren, med det formål at læse anmeldelser.

Derfor dette indlæg om anmelderens rolle.

Jeg er lodret uenig i Thomas Noppens standpunkt og mener at følgende udsagn er dybt provokerende, samt en grov og unuanceret generalisering: “Dine venners omtale og billeder af en koncert er mere relevant for dig end en anmelders fremstilling af koncerten.” Jeg mener bestemt, at anmelderens fremstilling er relevant, blot der anmeldes ud fra nogle retningslinjer.

Derfor tillader jeg mig at opstille følgende tre kriterier, som retfærdiggør nødvendigheden af en anmeldelse:

1) indsigt
2) autoritet
3) overblik

Indsigt: anmelderen er i besiddelse af en viden om kunstneren, som anmeldes. Anmelderen har givetvis været til flere koncerter og har et indgående kendskab til bagkataloget. Med andre ord: anmelderen ved, hvad han/hun snakker om!

Autoritet: anmelderen skriver sagligt og vægter sine ord, superlativer og formuleringer nøje. ”Det var en fed koncert, fordi jeg var pissefuld” Nej, vel? Derfor sikrer dette kriterium, at du altid kan tage anmeldelsen alvorligt, fordi der er lagt seriøsitet i fremstillingen.

Overblik: anmelderen perspektiverer og sætter situationen, der anmeldes, i kontekst. I en koncertanmeldelse er det fx vigtigt, at publikumsoplevelsen medregnes. Således skabes overblik og anmeldelsen får en mer-værdi, fordi dette kriterium sikrer at alle væsentlige faktorer inddrages.

Jeg finder heller ikke, at postulatet om, at anmelderens rolle er overflødig, fordi ”han eller hun deler måske ikke din musiksmag” holder vand. Den samlede anmelder stab i Danmark er genremæssigt så bredt favnende, at din musiksmag bliver tilgodeset. Særligt Soundvenue afdækker alt fra den elektroniske musiks mange afarter til de bredere navne indenfor rock og soul. Hvilket magasinets 75 anmeldelser fra dette års Roskilde Festival vidner om.

Thomas har i en kommentar på Facebook-tråden præciseret, at anmelderens rolle handler om troværdighed. Netop denne troværdighed vil implicit indgå i enhver anmeldelse, såfremt anmelderen følger de tre kriterier ovenfor. Og dermed er ”rygterne om anmeldere som døende race stærkt overdrevne”, for nu at omskrive et berømt citat af Mark Twain.
Følges de tre kriterier vil anmelderens rolle altid være relevant og vedkommende.

Og han/hun vil leve i bedste velgående og i harmonisk sameksistens med vennen, der anbefaler dig musik, film, scenekunst etc. og begejstret viser dig Youtube-klip eller billeder på sin iPhone.
Der er plads til begge faktorer, så længe de fanger din opmærksomhed.

Hvis ikke din nysgerrighed og interesse vækkes, overflødiggøres såvel anmelderens fremstilling som din vens anbefaling.

More from Martin Gronemann

Bedste musik 2012

Et nyt år er oprundet. Et år, som med sikkerhed byder på...
Læs mere