Kan medierne genvinde den offentlige debat

Facebook er ond, siger medierne, men medierne har været på nettet i snart 20 år, så hvorfor har de ikke udviklet noget bedre?

Medierne har mistet den offentlige debat, og hvis de skal vinde den tilbage, skal de udvikle nye tjenester – ikke jamre over Facebook. Det sker nok ikke, så den bedste løsning er nok, at de bliver opkøbt af virksomheder, der forstår internet.

Da Mogens Jensen fra Socialdemokraterne og Ellen Trane Nørby fra Venstre i sidste uge luftede tanker om at regulere Facebook, blev de hurtigt bakket op af Berlingskes chefredaktør, Lisbeth Knudsen; Nødvendigt kritisk lys på Facebook, og en lederskribent på Politiken med initialerne hm; Facebook må reguleres.

Lisbeth Knudsen skelner mellem medievirksomheder og teknologivirksomheder – med Berlingske i første kategori og Facebook i sidste. Med denne skelnen argumenterer Lisbeth Knudsen for, at sidstnævnte skal reguleres, mens medierne ikke skal.

Denne skelnen gav måske mening for et årti siden, men ikke længere, og det er bestemt ikke i mediernes interesse at fastholde den. Teknologivirksomhederne er blevet medievirksomheder. Facebooks direktør, Mark Zuckerberg, har sagt, at Facebook vil være verdens bedste personlige avis, og Twitter – en anden teknologivirksomhed – opslog for nylig et job som “head of news”: Twitter is ready to be a true news operation.

Teknologivirksomheder er blevet medievirksomheder, men desværre er medievirksomheder ikke blevet teknologivirksomheder – og det er nok derfor, Lisbeth Knudsen kan opretholde illusionen om to forskellige virksomhedstyper. Politiken er på samme linje i deres leder, hvor “klassiske publicistiske principper” tilsyneladende er den afgørende forskel.

Facebook er så dygtige til at administrere den offentlige debat, at adskillige medievirksomheder – blandt andre Jyllands-Posten og DR – har udliciteret deres debat til Facebook, og det er bare begyndelsen.

Debatten er en lavthængende frugt, som “teknologivirksomhederne” har samlet op. De er også i fuld gang med at erobre nyhederne, og medierne klamrer sig nu til begreber som dybdeborende journalistik, analyse og perspektiv. De forsøger ikke at vinde nyheder og debat tilbage – de skriver klummer og ledere om at regulere de andre, og så gemmer de deres journalistik, analyse og perspektiv bag betalingsmure, så det er endnu lettere for “teknologivirksomheder” også at erobre disse områder – og det vil de.

Med internet har medierne mere eller mindre selvforskyldt mistet rubrikannoncer, listestof – altså aktiekurser, sportresultater og den slags – og nu nyheder og debat. De har mistet det til “teknologivirksomheder”, og alligevel vægrer de sig ved selv at kaste sig over teknologi. De taler stadig mere skingert om at produktudvikle journalistik, og de fastholder den redaktionelt prioriterede avis, som er et produkt af industrialderen – i stedet for at udvikle det individuelle, personlige produkt, som er netværksalderens og som forbrugerne tydeligvis foretrækker.

Medierne har været på nettet i snart 20 år – meget længere end Facebook, Twitter og Google har eksisteret – men de er ikke rigtig kommen nogen vejne. En netavis år 2013 ligner en netavis 1996 til forveksling – lidt flere billeder og noget video, men konceptet er det samme, og konceptet er papiravisen. Medierne viderefører papiravisen og forsømmer at udvikle et nyt produkt til nettet. De fremhæver selv denne tilgang; da iPad kom i 2010 sagde Lisbeth Knudsen: “Det er et gennembrud for en ny, attraktiv måde at vise aviser på”. Idealet er avisen, man skal bare vise den på en ny måde.

Sådan tænker Facebook, Twitter og Google ikke. De kunne ikke drømme om at “vise avis”. De vil skabe fremtidens medier, og det er ikke sikkert, det lykkes for dem, men det er temmelig sikkert, at det ikke bliver de gamle medier, der former fremtiden.

Medievirksomhederne har tre problemer:
Kultur;
Journalister;
Uddannelse.

Kultur Berlingske er fra 1749, Politiken fra 1880′erne, og disse virksomheder har aldrig udviklet et nyt produkt – det gælder alle medievirksomheder. Mediebranchen er siden Berlingske og Politiken blev stiftet blevet beriget med radio og tv, men bladhusene udviklede ikke radio- og tv-produkter – det blev overladt til DR. bladhusene gør én ting, og det gør de godt eller dør, men de har aldrig stået foran den udfordring, de mødte med internet. Med internet skulle de for første gang udvikle et nyt produkt, og det kunne de ikke.

De kalder sig nu mediehuse, men de er avishuse, og derfor blev deres produkt på internet en avis – en netavis. Mediebranchen er meget konservativ – blandt andet fordi den aldrig har produktudviklet – og modsat “teknologivirksomheder” er det i medievirksomheder finest at arbejde med det gamle. Aviser er finest, internet er skod. Ingen journalist ønsker at arbejde på netredaktionen. I “teknologivirksomheder” søger de bedste hoveder mod det nye, i “medievirksomheder” søger de bedste hoveder mod det gamle.

Journalister Mediebranchen ledes af journalister, og de er ikke egnede til at lede en branche i forandring. Alle brancher tiltrækker bestemte mennesketyper, og en branche i forandring skal have mennesker, der kan skabe noget nyt. Man bliver ikke journalist, hvis man vil skabe noget.

Hvert år bliver nye journaliststuderende spurgt, hvorfor de vil være journalister, og de svarer hvert år, at de vil kontrollere magthaverne og at de kærer sig om samfundet. Ingen taler om at produktudvikle, være innovative, skabe noget. Journalistik er ikke et fag, der appelerer til innovative mennesker.

Uddannelse Det første, man får at vide på journalistuddannelserne, er, at man skal rapportere nyheden, ikke være nyheden, så hvis et innovativt menneske skulle have forvildet sig ind på en journalistuddannelse, vil vedkommende hurtigt blive skræmt væk. Innovative mennesker gør noget – de rapporterer ikke om det.

Men der er faktisk ikke så meget uddannelse på journalistuddannelserne, en stor del er praktik – alt for stor – så skulle en journaliststuderende have en god ide, bliver den uden tvivl slagtet under praktikopholdet. De færdiguddannede journalister er afrettede og tilpassede, og hvis der er én ting de ved, så er det, at de ikke skal på en netredaktion. Tro mig, jeg har talt med temmelig mange.

Vi kan formodentlig se frem til, at gammelmedierne, efter knap 20 års løb på stedet, ikke klarer den. De lever på svindende indtægter fra papirprodukterne og overlever på nedskæringer. Der er ingen tegn på produktudvikling – fordi de af ovennævnte grunde ikke kan produktudvikle – og deres betalingsmure åbner ladeporte for konkurrenter.

Lisbeth Knudsens klumme og Politikens leder efterlader ikke meget håb for gammelmediernes overlevelse, men det kan blive En god dag for medierne: Nørderne overtager.

Artiklen er oprindeligt fra dseneste.dk.[/]

More from Søren Storm Hansen

Mediernes fejl var ikke gratis nyheder – det er mangel på udvikling

Det var ikke en fejl at forære nyheder væk på nettet –...
Læs mere