Kæmpeøglen med monsterlemmet

I forlængelse af Netudgavens nyligt publicerede vejledning i hvordan man skriver den perfekte videnskabelige nyhedshistorie, følger her til inspiration og fornøjelse, hvad vi selv betragter som den mere eller mindre ultimative videnskabelige nyhed. Om ikke andet kan den anvendes som trøst i den lange ventetid, indtil den nye premieredato på den længde ventede Jurassic Park 4 endelig bliver offentliggjort – og måske endda tjene som inspiration for indholdet i de følgende dinosaurfilm? God fornøjelse.

Tyrannosaurus – det veludrustede sexmonster!
Som bekendt bekender de fleste af os mænd os hårdnakket til mottoet: det er ikke størrelsen, som tæller.

Det skal vi tilsyneladende være glade for! Når det gælder om at være veludrustet, kan ikke kun vi mænd, men også alle øvrige nulevende dyr, kun med misundelse beundre de organer, som efter sigende var placeret på alle tiders mest frygtindgydende øgle, den legendariske rovdinosaur Tyrannosaurus rex.

På baggrund af udregninger baseret på kropsstørrelse og anatomi er det blevet anslået, at den berygtede Tyrannosarus rex havde en penis på omkring 12 fod – eller hele 3,6 meter!

Her kan man virkelig tale om et tredje ben!

Dette er ikke blot omtrent det dobbelte af, hvad verdens største nulevende landlevende dyr, elefanten, kan præstere, og langt mere end de berygtede 13½ tommer, som skuespilleren Jonah Falcon bærer rundt på (til sammenligning nåede dinosaurens forplantningsorgan efter samme standard som ovenfor næsten op på samme mål bare i bredden, som menes at være 1 fod eller ca. 30 centimeter).

T-rex-3-300x272

Selv blandt de allerstørste dyr, som nogensinde har levet på denne planet, blåhvalerne, kan kun de mest veludrustede tilsyneladende være med: En gennemsnitlig blåhvalspenis måler således et sted mellem 2,5 og 3 meter i længden, og er i modsætningen til rovdinosaurens imponerede kæp, lang og tynd med en diameter på kun ca. 3 cm. Det største kendte eksemplar menes dog at have været op i mod 5 meter lang, selvom det kun er spidsen, som er bevaret.

Med disse spinkle organer kan hvalerne imidlertid sprøjte op til 20 liter sæd ud i en enkelt udløsning. Hvor meget dinosaurerne kunne præstere, er der desværre ingen der ved.

De enorme organer som rovdinosaurerne bar rundt på, var sandsynligvis en ren og skær nødvendighed, når hannen skulle bestige hunnen bagfra, hvilket efter alt at dømme skete på ægte hundemanér. Hvordan det føles at blive taget hårdt bagfra med en mere end tre meter lang pumpestok, kan man naturligvis kun gisne om!

Under alle omstændigheder er her i hvert fald endnu en grund til, at betegnelsen ”dinosaur” – der jo som bekendt betyder ”den frygtindgydende øgle” – er helt på sin plads!

… lad os blot bryde af her, selvom vi endnu ikke har fået viklet en egentlig kendis ind i historien. De fleste læsere vil sikkert selv kunne forestille sig, hvordan man kunne digte videre.

Ud i kloakken
Som man måske vil have gættet, har vi taget os en vis kunstnerisk frihed hvad angår fakta i ovenstående historie. Sandheden er den, at vi strengt slet ikke ved, hvordan dinosaurernes kønsorganer var udformet, idet sådanne bløddele jo alt for sjældent bevares for eftertiden. Endnu mindre ved vi, hvordan de dyrkede sex. Der er jo, i modsætning til hvad der gør sig gældende for kendisser, endnu ikke lækket nogen dinosex-videoer på nettet!

Faktisk ved vi så lidt om dinosaurernes forplantningsorganer, at det indtil for nylig var svært overhovedet at skelne hanner fra hunner. Selvom ovenstående udregninger er et ærligt forsøg på at udregne størrelsen af handinosaurernes forplantningsorganer, har vi således bevidst og meget tendentiøst valgt kun at medtage de udregninger, som er kommet til det mest bemærkelsesværdige resultat.

Dragonflies-300x249

Bedømt ud fra krybdyr og fugle, som er dinosaurernes nærmeste nulevende slægtninge, er den mest sikre antagelse nok, at dinosaurernes organer var en hel del mindre imponerende. Her foregår forplantningen typisk med kønsorganer, som til daglig er gemt væk inde i den såkaldte kloak, og som kun sjældent opnår nogen særligt imponerende størrelse…

… men også her må vi stoppe. For allerede nu er vi ved at bevæge os ind på alle de ting, vi ikke ved så meget om, og alle de dødssyge forbehold som er så typisk for videnskab, og som er en af årsagerne til at videnskab i virkeligheden er så forbandet usexet!

Skrækhistorien om de højreorienterede rumdinosaurer
Inden vi forleder kronisk underfinansierede og/eller opmærksomhedshungrende forskere til at forsøge sig med at omsætte inspirationen fra vores lille ikke-historie om dinosaurens forplantningsorganer til praksis, skylder vi at videregive en påmindelse om, hvor galt det kan gå, når man vælger at spænde dinosaurer for sin videnskabelige vogn.

Sidste år tiltrak en på overfladen ganske uskyldig videnskabelig artikel om aminosyrers opbygning sig således pludselig stor international medieopmærksomhed. Årsagen var ganske simpel: medarbejdere på universitetets presseafdeling havde opdaget, at der i artiklen optrådte en sidebemærkning om, at det ikke kan udelukkes, at der på andre planeter stadig lever dinosaurer!

Argumentation er måske lidt søgt, men lad nu gå:

De aminosyrer som indgår i levende organismer her på Jorden, er alle af den såkaldte L-form (dvs. at de i ren form afbøjer polariseret lys til venstre) – hvilket i øvrigt har givet anledning til en stående vittighed om, at livet er ”venstreorienteret”. Forestiller man sig nu, at der på andre planeter har udviklet sig liv svarende til det liv, man finder på Jorden, er der som udgangspunkt intet som modsiger, at dette liv skulle være opbygget af den spejlvendte form, R-formen (eller de ”højreorienterede” aminosyrer om man vil).

Dinoriders

 

Forestiller man sig endvidere, at livet på en af disse fremmede planeter har udviklet sig på samme måde som på Jorden, og at denne planet ikke som vores blev ramt af en komet for ca. 65 millioner år siden, som udryddede de gæve kæmpeøgler, så ville det jo betyde, at der stadig lever dinosaurer på denne planet!

Desværre fortællerhistorien intet om, hvor store deres kønsorganer i givet fald ville have været. På trods af denne mildt sagt søgte forklaring (og på trods af manglen på seksuelle referencer) spredte nyheden om, at der ifølge en videnskabelig artikel muligvis lever dinosaurer på fremmede planeter sig ikke desto mindre som en løbeild gennem alverdens medier.

At stjæle fra sig selv
Det hører med til historien, at den lille detalje med rumdinosaurerne skulle vise sig at give et gevaldigt bagslag. Takket være den store medieopmærksomhed opdagede flere kyndige læsere, at artiklen indeholdt flere passager, som var ordrette gengivelser fra artikler, som forfatteren tidligere havde udgivet.

At det overhovedet skulle udgøre et problem, hænger sammen med, at forskere i dag belønnes for at udgive mange artikler. Det opfattes derfor som snyd at bruge de samme resultater eller formuleringer flere forskellige steder. Under alle omstændigheder valgte tidsskriftet at trække artiklen tilbage under påskud om, at der var tale om et plagiat, selvom der i så fald må være tale om et selvplagiat.

De besynderlige anklager om at forfatteren har stjålet fra sig selv, er dermed kommet til at dække over den virkelige historie: Nemlig hvordan en videnskabelig oversigtsartikel om aminosyrers opbygning ender med at blive til en verdensomspændende nyhedshistorie om dinosaurer på fremmede planeter!

Sexy science
Mennesket er et dyr. Vi tiltrækkes af sex og fascineres af store rovdyr, som vi på engang frygter og beundrer. Og hvad er mere fascinerende og skræmmende end en enorm, liderlig fortidsøgle?

Vil man fange læserens opmærksomhed, er det derfor den vej man ofte ender med at gå.

Så længe vi ikke formår at vække en ægte begejstring for videnskabens grundlæggende væsen, for det særlige i at indrømme, at vores viden altid er ukomplet, at meget af det vi troede, viser sig at være simple misforståelser, og at store, nye opdagelser sjældent er så sensationelle, som de først ser ud, og lader videnskabens kæmpe om opmærksomheden på de samme vilkår som den øvrige nyhedsstrøm, vil vi derfor med ganske stor sikkerhed kun kunne forvente flere historier á la ovenstående i de kommende år.

Om det så er godt eller skidt, kan naturligvis diskuteres.

Ovenstående historie er derfor på en gang ment som advarsel – og som inspiration!

Artiklen præsenteres i samarbejde med hjernedannelse.dk

More from Thomas Thaulov Raab

Tankelæsning for begyndere

Den populærvidenskabelige presse genlyder med jævne mellemrum af højlydte påstande om, at...
Læs mere