Pantheons hjerte genoplives af hemmelige undergrundsagenter i Paris

UX (Urban eXperiment) provokerer, men ikke for provokationens skyld. Hør Lazar Kunstmann, en af grundlæggerne, fortælle hvordan UX snyder og narrer alle autoriteter i et ellers så kontrolleret samfund. Det er en utrolig historie, om indbrud i den parisiske underverden, om autoriteter, originalitet og mod og om at elske ubetinget og ansvarligt.

At elske og forelske sig
Forestillingen om og definitionen på en nation er summen af nationens fortid, nutid og fremtid. Les lieux de mémoire, mindesmærker er det der forbinder fortiden med nutiden og som rent fysisk og åndeligt er med til at fastholde en nations identitet. Paris er om nogen by fyldt med mindesmærker og UX gør dem til deres egne. De suger dem til sig, undersøger dem, restaurerer dem og passer på dem.

Den danske journalist og globetrotter ‘Ib Rehné Cairo’ skrev engang: ”Man elsker en by, når man elsker én af dens kvinder”. Elskovsakten fjerner afstanden. Nøgenheden, berøringen, læbernes sammentrækning og de bløde kærtegn, skaber den åndsfortærende intimitet som vi alle higer efter. På samme måde som manden trænger ind i den kvinde han elsker, trænger UX ind i Paris – gør byen til sin egen, til sin ejendom og sit livsprojekt.

De glemte hjørner
UX har eksisteret siden 1980’erne og har gjort det til sit varemærke at udforske de glemte og ukendte mindesmærker i byen. De hævder at kunne bryde ind overalt i Paris og har i årenes løb stykket forskellige kort over dele af undergrunden sammen. De har nu et sammenhængende kort over hele Paris’ undergrund. I nattens tusmørke går de på opdagelse – bryder ind i Pantheon og andre monumenter og mindesmærker. Her opsætter de teaterstykker, holder middage og fester.

De bygger en underjordisk biograf under Palais de Chaillot og holder avantgardistiske filmfestivaler, spiser, ryger, drikker og diskuterer filmene. Alle deres projekter og eventyrer bliver udført med den største grundighed og elegance. Politiet holder øje med dem, men har endnu ikke fanget dem på fersk gerning. Kun få medlemmer vil stå frem med deres rigtige navn, og uden for UX har alle et ‘almindeligt’ arbejde og liv – en dobbel identitet som en anden hemmelig James Bond-agent.

Jeg møder gruppens officielle talsmand, Lazar Kunstmann, på en halvskjult cafe i Latinerkvarteret. Han er i starten af 40’erne og taler hurtigt og entusiastisk, kun afbrudt af en espresso og et par fadøl, som han henter i baren. At dømme ud fra hans måde at omgås personalet og de øvrige gæster, virker cafeen som hans andet hjem. ”UX er en undergrundsbevægelse, der ikke deler sine projekter og erfaringer med omverdenen. Men der er et par, der har set offentlighedens lys. Et af de mest berømte er vores restauration af Pantheon-uret”, begynder han.

Pantheons hjerte genoplives
UX ser Pantheon-projektet som en slags symbolsk genoplivning af den vestlige civilisations tidligere hjerte. Det, der var engang, Frankrig som af mange blev set som centrum for vestlig fremgang og civilisation, landet der var forgangsfader for ændringerne i det vestlige samfund i oplysningstiden, under Den Franske Revolution og igen med studenteroprøret i slut 60’erne, Paris som Frankrigs centrum og Latinerkvarteret som heksekedelen for de intellektuelle begavelser, der var bannerførere for de nye revolutionerende tanker.

I 2005 arbejder UX-undergruppen The Untergunther på livet løs i Pantheon, byens gamle kirke og mausoleum. På 15. sal bygger de et arbejdsrum, der svæver mellem himmel og jord, og er et æstetisk drømmescenarie. Mastodonter, som Rousseau og Voltaire, observerer dem stiltiende fra dybet. Gruppen er her for at give Pantheon-uret liv. Et Wagner-ur fra det 19.århundrede, der holdt op med at slå i 1960erne. En mand, iført heldragt og pandelygte, undersøger koncentreret uret, han er et af de første medlemmer af UX og én af de få, der vil stå frem med eget navn: Jean-Baptiste Viot. Han er urmager og har siden UXs begyndelse været dybt fascineret af det ikke funktionelle Pantheon-ur. Samme år, i 2005, konkluderer han, at uret skal restaureres, ellers er det umuligt at redde. Viot foreslår projektet til UX-medlemmerne, og syv melder sig, inklusiv Kunstmann.

I arbejdsrummet lige under rundingen, hvor ingen normalt kommer, tilslutter de elektricitet og internet, bygger otte stole og et lille køkken med køleskab og kogeplade. I ro og mag arbejder de på 15. sal med udsigt over hele Paris. Igennem et helt år lykkes det dem ikke at blive opdaget af Pantheons vagter én eneste gang. De har anskaffet sig id-kort og uniformer, så de ligner officielle arbejdere i Pantheon. På den måde kan de komme og gå som de vil, og de bruger al deres fritid på projektet – dag og nat.

Det hemmelige kontor i Pantheon
Det hemmelige kontor i Pantheon

Wagner-uret slår igen
Efter projektet er færdiggjort, diskuterer de otte UX-medlemmer, hvorvidt de skal fortælle Pantheons ledelse om restaurationen – uret skal nemlig passes og stilles korrekt. Beslutningen er svær, da det er direkte imod deres normale stil, at afsløre et projekt. Til sidst bliver de enige om at fortælle det til Pantheons daværende direktør, Bernard Jeannot. Deres idé er, at Pantheons administration skal tage æren for restaurationen, holde uret ved lige, og at UXs navn ikke vil blive nævnt.

De møder Jeannot og hans underordnede, Pascal Monnet, og viser dem først uret og derefter arbejdsrummet. Jeannot er forbavset, men samtidig henrykt og spørger ivrigt Viot til alle detaljer ved restaurationen. ”Mais c’est magnifique” – det er fantastisk! udbryder han. Den underordnede Pascal Monnet er mere tilbageholden og ikke nær så ivrig.

Hele affæren ender med, at Jeannot bliver fyret som direktør, og Pascal Monnet erstatter ham. Herefter sagsøger Pantheons ledelse UX og kræver et års fængselsstraf og 48.300 euro i skadeserstatning. Men UX får medhold i retten, da det ikke er ulovligt at reparere ure i Frankrig eller betræde offentlig ejendom.

Efter retssagen hyrer Pascal Monnet en urmager, der skal føre uret tilbage til dets tidligere ikke-funktionelle tilstand. UX ser rystet til fra sidelinjen.

Kunstnerisk underjordisk udfoldelse
En anden UX-undergruppe, der er blevet kendt af offentligheden, er La Mexicaine de Perforation. De beskæftiger sig med kulturelle events og har blandt andet lavet en filmfestival kaldet Urbex Movie, der i en årrække foregik under Palais de Chaillot. Her byggede de en biograf, en spisesal og en bar. Hvert år havde festivalen et nyt gennemgående tema, og i 2004 var det ‘Le regard sur la Ville’, – Blikket på Byen, med fokus på de glemte, skjulte og hemmelige steder, der findes over alt i en storby. Samme år blev festivalen afsløret, da en anonym kilde ringede og anmeldte den til politiet.

La Mexicaine de Perforation har også opsat flere teaterstykker efter mørkets frembrud i ældre monumenter, og efter stykket spiser, drikker og konverserer de. Historierne og fortællinger omringer dem og den salige bedøvelse råder i natten. Inden solen står op er scenen og det resterende udstyr borte, og alle medlemmer forsvinder stille og roligt.. Næste morgen er der ikke et spor af UX og turister fra hele verden kan atter strømme ind i de velkendte monumenter.

Perforationen
UX har lavet projekter siden 80’erne, så deres generalieblad er langt. Men Kunstmann vil kun fortælle om de projekter, der allerede er kendt af offentligheden. Efter UX blev afsløret i 2004, har diverse franske medier skrevet mangt og meget om dem. Kunstmann er rystet over alle de faktuelle fejl: ”Jeg vil ikke fortælle, hvor mange medlemmer vi er i dag, og det har jeg aldrig fortalt. Alligevel er der flere journalister, der har skrevet 100 eller 150 medlemmer, det er helt utroligt!”. Medlemmerne er i dag i alle aldre og har alle et arbejde og et liv ved siden af UX.

UGWK_01-1024x682

 

Man kan ikke søge om at blive optaget i UX – nye medlemmer hverves og indlemmes i organisationen, når UX lægger mærke til andre, der bruger, udnytter og undersøger bymiljøet på alternative måder og laver uafhængige, nyskabende projekter. Det var på
 den måde en gruppe unge kvinder, kaldet Mouse House, blev en del af UX. Begge grupper befandt sig tilfældigvis i Pantheon samme nat, og UX blev imponeret over Mouse Houses
 infiltrationsevner. I dag er der også mænd med i Mouse House, og de fungerer som en af UXs undergrupper, der beskæftiger sig med infiltration og sammenhængen i den parisiske undergrund,
og baner vejen for blandt andet Untergunthers og La Mexicaine de Perforations projekter.

Tilfældighedernes spil
Tilbage på cafeen smiler Kunstmann skævt og hjerteligt, mens han prøver at genkalde 
sig den præcise dato for, hvornår det hele startede. De to grundlæggere, Andrei og Peter, er Kunstmanns gamle klassekammerater.

En eftermiddag i slutningen af september 1980 kører Andrei med bus 38 fra Val
 de Grâce i retning mod Gare du Nord. Et par sæder bagved sidder Natacha og Jean Baptiste Viot.
 De taler om en bog, hvor handlingen foregår i subkulturelle miljøer i Paris, og hvor karaktererne bryder ind på forskellige lukkede steder. Andrei bliver nysgerrig og vil imponere de to. Han spørger 
dem, om de nogensinde selv har prøvet det. Natacha svarer nej, hun har kun læst om
 det. Andrei fortæller, at han har prøvet det flere gange med sin ven. De to virker kritiske. I samme sekund kører bussen forbi Pantheon, og Andrei siger hovmodigt: ”Jo, jo, jeg 
kan vise jer det, vi kan mødes i morgen aften uden for Pantheon, og så viser jeg jer, hvordan man
bryder ind der.” De fire mødes dagen efter og bryder ind i Pantheon.

Kunstmann forklarer glædestrålende, hvordan historien er et eksempel på livets store tilfældighedsspil. Pludselig krydser forskellige liv hinanden, og ting opstår – i dette tilfælde starten på UX: ”Det var tre teenageres helt banale følelser, der på en mærkelig måde spillede perfekt sammen, de fem minutter, de sad i bussen: Natacha var interesseret i litteratur om subkulturer, Viot var lun på Natacha, og Andrei ville imponere de større elever.” At bryde ind i Pantheon og opleve dets storhed uden forstyrrelser og med en ualmindelig intimitet rystede dem i deres grundvold, og de fik alle fire blod på tanden.

Et par måneder senere kom Kunstmann med til de natlige udflugter. I 1981 infiltrerede de en underjordisk tunnel tæt på Eiffeltårnet, som førte dem hen til ministeriet for telekommunikation, og her fandt de, hvad der skulle vise sig at blive UXs fremtidige værktøjskasse, nemlig kort over alle underjordiske tunneller og gange i Paris.

Overrumplet af livet
”Der er ingen vision, intet manifest og intet budskab. Som en hemmelig gruppe kan du selvklart ikke have noget budskab, da du netop ønsker at være ukendt for omverdenen og derfor ikke ønsker at formidle noget”, fortæller Kunstmann. Men hvad er det, der får medlemmerne til at bruge stort set al deres fritid og penge af egne lommer, på UX-projekterne? Kunstmann tænker sig om et par sekunder: ”For mig er det ikke et tilvalg, det var livet, der overrumplede mig. Spændingen og friheden til at kunne bevæge sig steder, der er glemt af omverdenen, og som kun du kender til. UX har ikke et budskab eller nogen bestemt holdning til samfundet”, men, fortsætter Kunstmann: ”Jeg synes det er meget svært at fuldføre kollektive projekter i dagens samfund. Det er ikke en kritik, det er ikke noget politisk eller moralsk budskab, snarere en kendsgerning, at det er utroligt svært at realisere projekter i fællesskab.”

Og det er netop dét, UX kan og gør? ”Ja, alle skal for eksempel altid vide alt, hvad der foregår. Derfor har vi forskellige fælles kommunikationsplatforme, hvor dokumenter og referater af diverse projekter bliver lagt op. Alle er fælles om alt – ”L’esprit c’est ca!” ”Dét er ånden!” Der er ingen topstyring i UX, og alle medlemmer kan gøre, hvad de har lyst til. For dem er det skabelsen og processen, der driver værket, og Kunstmann forklarer, at de ikke planlægger ting ud i fremtiden. Hvis et projekt foreslås, og folk melder sig, og det er realiserbart, påbegyndes det samme dag eller senest dagen efter. Det er handlingen, realiseringen og resultatet, der er den essentielle drivkraft for UX, lige meget hvilket slags projekt der er tale om.

En universel opfordring
Man kan elske mange kvinder i løbet af et liv og man kan trænge ind i endnu flere. Men man kan kun elske rigtigt på én facon, at elske rigtigt defineres af kravet om fuldbyrdelse – i brugen, i nysgerrigheden, i omsorgen og i hengivelsen.

At udforske byen foregår på samme måde som at udforske elskerens bløde former – det mest intime opstår ofte i det mest almindelige. Derfor er det sørgeligt at mennesket ikke længere betragter medpassagernes ansigtstræk i bybussen eller de forbipasserende monumenter, men i stedet sidder med ansigtet begravet i deres Iphone – en verden uden for verdenen.

Byens indmad er dens borgere og mindesmærker og begge dele fortjener uforstyrret opmærksomhed. UX opfordrer til eventyr, til udforskning og til at tage personligt ansvar overfor det, der står én mest nær: byen man lever og ånder i. L’esprit c’est ca!”.

More from Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

At uopnå

Med den danske multikunstner og projektmager Knud Pedersens død i 2014 mistede...
Læs mere