Sådan skriver du en videnskabelig tophistorie

Hvis videnskabelige resultater skal have en chance for at trænge gennem tidens mediestøj og nå ud til et bredere publikum, bliver de nødt til at være sexede. Her følger Netudgavens guide til, hvordan du skriver den perfekte videnskabelige nyhedshistorie.

Før sommerferien beskrev vi her på Netudgaven nogle af de uheldige konsekvenser ved at vurdere videnskabelige resultater efter traditionelle nyhedskriterier. I erkendelse af at denne praksis næppe kommer til at ændre sig i den nærmeste fremtid, vil vi imidlertid ikke snyde vores læsere for en grundig vejledning i, hvordan man konstruerer en videnskabelig nyhedshistorie. En historie med maksimalt potentiale for at tiltrække sig mediernes opmærksomhed og ”go viral” på de sociale medier.

Her følger kort sagt en vejledning til, hvordan man skriver den perfekte videnskabelige nyhedshistorie.

Sexy science

Det er ikke nogen hemmelighed, at vores opmærksomhed lettere fanges af visse emner frem for andre. Dette gør sig naturligvis også gældende, når det gælder videnskabelige nyheder.

Af erfaring ved vi, at det som primært tiltrækker sig opmærksomhed, når det drejer sig om videnskab, er historier, som befinder sig i en af følgende kategorier: Noget med sex, noget om forskellen mellem mænd og kvinder – og selvfølgelig alt hvad der har med neandertalere eller dinosaurer at gøre.

Vil man som videnskabsjournalist f.eks. gerne fortælle noget om dyr, så er det mest effektive råd: at sørge for at historien omhandler deres kønsorganer. Dette må i hvert fald være det indtryk, man får, hvis man ser på, hvilke historier der konsekvent er blandt de mest læste på videnskabelige hjemmesider.

Screen Shot 2014-12-05 at 11.15.02

Dette faktum er tydeligvis heller ikke gået hen over hovedet på videnskabsjournalister verden over. Tidligere i år lykkedes det f.eks. for den danske videnskabsportal videnskab.dk at skabe opmærksomhed med historien om en ellers ukendt filippinsk baggællesnegl med overskriften ”Pokkers! Penis falder af efter sex”.

Andrik rimer på monsterp..

At denne prioritering har den mærkværdige konsekvens, at vi alle om ganske få år stort set ved alt om de forskellige dyrs forplantningsorganer, men så godt som intet om deres adfærd og udseende i øvrigt, er naturligvis en billig pris at betale for god spalteplads.

Godt nok har den store opmærksomhed omkring andrikkernes store og besynderlige kønsorganer i USA resulteret i, at politikere er begyndt at spørge sig selv, hvorfor man egentlig overhovedet støtter forskning i den slags emner. Uheldigt for forskerne – men for journalisterne en kærkommen lejlighed til endnu engang at flytte fokus til videnskabspolitiske personkonflikter – frem for egentlige forskningsresultater.

Andehistorier

En kinky neandertaler

Det er naturligvis ikke nok, at historien handler om sex. Vinklen skal være X-tra sexet.

Selvom den stadig tilbagevendende diskussion om, hvorvidt vores forfædre havde sex med neandertalerne eller ej, indeholder flere af de helt centrale elementer for en god, viral videnskabsnyhed, så halter den ikke desto mindre derved, at det tætteste vi kommer på et svar, trods stadige fremskridt inden for den genetiske videnskab, stadig må være: Muligvis.

Og det er jo ikke helt så sexet endda.

Har man muligheden for at få en tegner til at forestille sig, hvordan denne seance kunne have set ud, så er det naturligvis en helt anden sag!

Neanderthalsex

Kendishjernen

Trods gentagne forlydender om, at videnskabsfolk lever i ensomme elfenbenstårne, er videnskab på ingen måde isoleret fra resten af verden. Og dermed heller ikke fra den allestedsnærværende kendiskultur.

EinsteinEn kort gennemgang af populærvidenskabelige artikler om hjernen vil f.eks. afsløre en sær forkærlighed for at skrive om en bestemt hjerne: nemlig den som i sin tid befandt sig inde i hovedet på Albert Einstein.

Selvom man utvivlsomt vil kunne lære mere om kreativ tænkning ved at studere levende hjerner, har interessen for sådanne studier generelt været væsentlig mindre end interessen for de forsøg, som er blevet gjort på at forklare hemmeligheden bag den store fysikers geni alene ud fra de få overleverede billeder af hans hjerne.

Vil man som forsker skabe opmærksomhed omkring sin forskning, er det derfor alfa og omega, at der i ens artikler eller pressemeddelelser optræder en eller flere referencer til kendisser, tidens mest populære tv-serier eller biograffilm, sportsstjerner, mærkevarer, el. lign. Kort sagt: alt det som i forvejen nyder mediernes interesse. Allerbedst er det naturligvis, hvis disse indgår allerede i de videnskabelige forsøg, så medierne har en undskyldning for at bringe de ellers utvivlsomt kedsommelige forskningsresultater videre.

Den videnskabelige kendiseffekt
Et klassisk eksempel på hvordan dette skal gøres, stammer fra 2005, hvor en eksperimentel bekræftelse på eksistensen af de såkaldte ”bedstemorceller” (dvs. enkelte eller små grupper af hjerneceller som er aktive, når vi genkender et bestemt individ), fik held til at slippe gennem mediernes snævre nyhedskriterier ved at benytte billeder af bl.a. de to amerikanske skuespillerinder Jennifer Aniston og Halle Berry i udførelsen af selve forsøget.

More from Thomas Thaulov Raab

Kæmpeøglen med monsterlemmet

I forlængelse af Netudgavens nyligt publicerede vejledning i hvordan man skriver den...
Læs mere