Utopien om det autentiske – Netudgaven til Sejerø Festival

Foto: Marie Eline Hansen

At tage del i Sejerø kunst og musikfestival var som at tage del i en kulturel modbevægelse, som samtidig er en del af den tidsånd, den opponerer mod.

Intet ondt anende blev jeg i sidste øjeblik efter alle 400 billetter for længst var blevet revet væk, overtalt af mere eller mindre artsy venner til at købe en billet af en vens ven til Sejerø Festival. Sejer hvad? Sådan havde jeg det også, og sådan har jeg det til dels stadig.

Bussen der skulle hente os på Enghave Station med vores cykler var 45 min. forsinket, og hvad gør man så på et fortov på Vesterbro? Vi gik på tanken, nogle af flere omgange.

Bussen kom og førte os med cykelvogn vestpå mod Havnsø, hvor en lille færge i tricolorens farver tog os til øen, mens vi spiste lækkerier fra færgekiosken før aftensmåltidet på festivalgården –leveret af den nye übersmarte, ny-nordiske Noma-inspirerede restaurant, Bror, i Skt. Pederstræde. What? Lige præcis.

Happy campers
Vi slog telt op med alle de andre økologiske rødder og fandt ud af, at afstanden fra campingpladsen til festivalgården var ca. 5-6 km. Ookay, det er jo dejligt vejr, og vi skal jo ikke nå noget.. Solen skinnede og kornet stod højt og gult, som det kun kan på landet – so far. Så livet var godt da vi ankom på vores cykler til den nedlagte gård, hvor festlighederne skulle udspille sig.

Noget skeptisk over hvad jeg havde indløst billet til, må jeg tilstå, at synet der mødte os, da vi havde stillet cyklerne ved markkanten og passeret toiletvognene, var næsten hele teltliggeriet værd. Festivaler og telte hører desværre sammen. Solen stod lavt men skinnede over en folkemængde, der hang ud på græsset med øl foran en udendørsscene, en gammel chabby chic gård og ting, der lignede kunst rundt omkring. ’Happy campers’ det var, hvad vi var, og vi fortsatte turen til baren og madboden.

Vi stillede os i den alenlange kø til, hvad vi troede var bar og madbod, men viste sig kun at være madbod, hvorefter nogle veninder, der kom med den tidlige bus, dinglede ind i os og fortalte, at kartoflerne var rå. Hvad kan man gøre? Der var kun én ret til kødæderne, så vi blev stående i køen og stressede over, at vi ikke havde noget at drikke og diskuterede frem og tilbage, om nogen skulle gå ind i gården til den egentlige bar og hente øl, mens vi stod i kø. Alle blev stående i madkøen med sammenbidte miner. Madarealet var gårdhaven, hvor glade mennesker sad om borde og ikke så ud til at bemærke den angiveligt rå stivelse på deres tallerkner.

Hipster øl og septitank
Gårdhaven var i sig selv et syn for sarte øjne. Store træer omkransede spisearealet og en kæmpe rund gul septitank hang lavt midt i gårdhaven lige bag os, bristefærdig som en iagttagende måne.

Brors trendy rå kartofler var virkelig rå, men svinekødet med heftig fedtmarmorering var det mest møre smagfulde svinekød, denne skribent har fået længe. Det var køen og de rå kartofler værd, og som der blev sagt flere gange i køen ’det er jo meningen’.

Festivaltid er øltid, også når man er på landet Så vi købte iskold gylden halvbitter fadøl fra Mikkeller bryggeri i baren. Mikkeller er Københavns måske mest hipsteragtige special-ølbar beliggende på Vester- og Nørrebro samt for en stund i laden på Sejerø. Noj, hvor var vi kommet på landet, tænkte vi, og kiggede op i taget over baren, hvor et grønt vandfald af grene dekorativt slangede sig ned mod gulvet. Var det et virkeligt hul i taget, eller noget de havde draperet?

Foto-Mikkel-Iversen_ny
Foto: Mikkel Iversen

Gulerodsmand og fugtig læder?

Her kommer man ikke for musikken, kun. Som musikelsker og musikskribent var jeg svært nysgerrig på musikprogrammet, særligt da jeg kun genkendte navnet på et af bandsne. På hjemmesiden er nogle af musiknavnene beskrevet, som her; TIG (DK) ’Gulerodsmand. Stålspillemand. Bytorvets dronning. Fugtig læder. Et spørgsmål om ære! Vokalpyk-klatter på fortovet foran kiosken, under kiosken på ham dér manden med den gule pose, tabt bag en tordentraktor.’ Come oon! Mine forventninger var i bund.

Slow-mow artsy stagedive og interkulturel mingling
Vores flok tog plads foran scenen i laden, hvorfra Senyawa, et indonesisk vanvidsband skiftevis spillede traditionel indonesisk harpeklimpren og dæmonisk growlen á la norsk skovbrøler. Jeg kunne bedst lide det traditionelle harpespil, men hele pointen var vel nok destruktionen af den indonesiske kulturarv. Mens forsangeren skreg og publikum ’moshede’ foran, sad en lille fugl af ukendt art helt stille i sin rede på tagkonstruktionen lige over bandet og holdt vejret. I slutningen af en temmelig vild koncert lod forsangeren sig falde ned i armene på publikum som et slow-mow artsy stagedive, hvorefter vi i folkemængden bar ham glidende på vores hænder som en lille svedende Jesus med armene udstrakte. Rully, som den halvanden meter høje forsanger hed fortalte senere, at bandet ikke var populært i deres hjemland men meget populære i Australien og Norge.

At Sejerø har booket dette band er en lille sejr for menneskeheden og interkulturel mingling. Hvornår har jeg sidst smalltalket med en indonesisk støjrocker, som er lykkelig over, hvorledes vi og andre dele af verden, velkommer den musik, som ikke ønskes i hans hjemland? Vi skålede og trykkede hinandens hænder. Oplevelsen af hans nationalprotesterende musik og mødet med ham som person gjorde større indtryk end selve den musikalske kvalitet. Noget andet er på spil på Sejerø. Det var pludselig ikke blot et spørgsmål om, hvor god en koncert var, men hvilke nye tanker den satte i gang, og hvordan bandet giftede sig med sin omverden og omgivelser. Med os og den lille fugl.

Mens vi venter på musikken
Hvornår går det næste band på?, spurgte vi hinanden og ud i luften. Det var der ingen, der vidste, for på Sejerø tager tingene den tid, tingene skal tage. Timelange pauser mellem bandsne, følte vi. Nogle kom op at skændes, andre fik nye venner, mens et par dyrkede sex i en af toiletvognens båse. Hvorfor ikke på marken?, spurgte vi os selv. Lidt for autentisk vel. Og pludselig var der ikke mere Mikkeller-øl. Man kunne også købe pastis, men det gjorde vi ikke.

Pausen blev brugt på kø til kaffe fra Kaffe & Vinyl, feinsmækker kaffebaren på Vesterbro, hvor der også sælges feinsmækker vinylplader. Kaffen smagte godt, blev vi enige om.

Foto: Anki Olebring
Foto: Anki Olebring

Byen i landet på øen

Der blev tændt op i et bål udenfor, og ved bålpladsen var der nedgravet et stort I i markjorden. Senere fandt vi et kæmpe T bygget i mursten, som lå på jorden. Bogstaverne er et af de kunstværker, som på lige fod med musikken udgør festivalen og er skabt af kunstneren Marianne Jørgensen. Utopi får jeg at vide, at bogstaverne skal stave. Et bogstav for hvert år festivalen finder sted. Der gik rygter om, at når værket havde stavet utopi, ville festivalen ophøre. Festivalen er på sit tredje år, så ideen kom for to år siden, men den fysiske skabelse (af bogstaver) af ideen om et sted, der ikke findes, synes svært passende til Sejerø festival. Vi er på landet på en ø men alt, der foregår omkring os, kunne aldrig være skabt af eller til øens lokale, der dog deltager i festivalen som gratister. Byen i landet på øen, som måske, måske ikke findes om 4 år, når værket utopi står færdigt.

Eutopia – et opdigtet ø-samfund
Med den succes som Sejerø Festival er, med totalt udsolgte billetter og en kampjagt på Facebook om billetter til salg, fortsætter den nok alligevel. Forestillingen om utopia, stedet der ikke findes, er blevet dyrket i kulturhistorien længe. Den engelske lord og renæssance humanist St. Thomas More (f. 1478) siges at have brugt ordet utopi første gang, i sin bog De Optimo Reipublicae Statu deque Nova Insula Utopia fra 1516. Han konstruerede ordet utopia fra græsk outopia (ingetsteds) og eutopia (et godt sted) til at beskrive det politiske system til et ideelt og opdigtet ø-samfund. Drømmen om et bedre sted, et perfekt sted, relativeres af den ene del af ophavet til ordet ingetsteds. Hvis det autentiske, perfekte sted, ikke findes, kan vi dele og dyrke drømmen om det samtidig med, at hvert individ kan fylde det med lige præcis det indhold, hun ønsker. Så selve stedet må være festivalens primære værk.

At festivalen eller øen skulle gå under, når utopi står skrevet med store bogstaver, er et løst rygte, men vandrehistoriens truende faktor har en vis tiltrækningskraft. Nyd tiden mens du kan. Så det gjorde vi og stillede os i kø til Brors natmad. Min iPhone døde for strøm i disse nattetimer, og jeg var ’on my own’ på øen, sammen med de andre og deres døde telefoner.

Lydværket af Michael Mørkholt satte også aftryk gemt væk i noget krat bag udendørsscenen op ad en lille bakke. I et lille hulrum i krattet sad to fyre og Mørkholt selv mellem nogle runde træplader på jorden og fangede os ind, da man skulle være flere om at få sat lydværket i svingninger. Et lille stykke træ lå på jorden med en brugsanvisning til værket. Man skulle tage hinanden i hænderne og samtidig røre med flad hånd på de runde plader. Vi holdt hænder og elektroniske lyde steg ud fra krattet, når vi rørte ved pladerne. Som twister – bare med lyd. Grænseoverskridende at holde i hånd med fremmede, blev der sagt, men det gjorde, at vi forsøgte at få det til at virke sammen og mødtes senere.

På den måde blev Sejerø festival ved med at overraske en med små bidder af det uventede og ukontrolérbare, som jeg ikke har oplevet på andre festivaler. Vi var egentlig bare på tur i den omkringliggende natur og opdagede et værk og nogle mennesker. Der er ingen skilte, så man finder kunsten, hvis man kigger sig omkring.

Foto: Lone Øgaard Andersen
Foto: Lone Øgaard Andersen

Sejerø trender

Naturligvis indskriver Sejerø Festival sig i en tendens i tiden til at dyrke det autentiske, hvad end det er, med populære tv-programmer som ’Bonderøven’ og ’Bypiger søger bonde’ men også opblomstringen af ’urban gardening’, eksempelvis i Ørestad, hvor byboer samles om at dyrke naturen i byen. Vi vil have det hele fra begge verdener.

Musikprogrammet bød på virkelig fede oplevelser af den klart mere alternative art uden, at det gik udover kvaliteten. Eksempelvis spillede soloprojektet Miaux i gårdhaven på keyboard under septitanken og tog os mod David Lynchs kølige synth-skove, hvilket var overnaturligt smukt. Det skulle lige være det angiveligt lokale kor af lidt ældre mænd og kvinder, der sang salmer om Jesus i bådhuset. Lidt falsk var det altså, men autentisk ville nogen nok mene.

En glædelig overraskelse var det, da festivalens eneste (semi-) kendte navn, det danske punkband Iceage, blev hevet op som trold af en æske, uden at det var blevet annonceret på forhånd. Bandet så noget blege ud i mælet men på scenen udløste de en energiudladning som, tilsammen med forsangerens sprøde stemme, man kun kunne lade sig forføre og rives med af. Eneste skuffelse var det sidste act lørdagaften, Discoteque Palmen, som skulle spille op til dans beskrevet som ’musik du kan danse med din far til’. Det kunne man ganske rigtigt med alverdens tiders samplinger, men i forhold til musikprogrammets samlet set så høje kvalitetsniveau, var det her overraskende tryg musik. Der kunne man have fundet en af de utallige spændende dj’s i klubmiljøet, som ikke lever på fortidens tracks.

Men når Golden Days- leder, Ulla Tofte, i Politiken (5. august) tæller bl.a. Sejerø Festival som del af en ’potentielt dødbringende spiral, hvor kampen for overlevelse går ud over nytænkning og vækstlag’, undres jeg. Denne festival tilbyder netop disse kvaliteter, hun efterlyser. Har hun været der?

Guld og gylle
Det septitanken rummede, som den hang der i gårdhaven, var hverken luft eller gylle men nok i virkeligheden den tid, som vi fik foræret sammen; i pauserne, i køerne, i mellemrummet, hvor vi ikke vidste, hvad der skulle ske. Hvor det uventede skete på scenen og i mellem os. De samtaler, der opstod, når vi ventede, rummede guld og gylle. Og festivalen bød i den grad på de ukendte og uventede musikoplevelser, som besad en skønhed, der udvidede min musikalske horisont, indrammet af mere eller mindre tankevækkende kunst.

Foto: Brendan Leahy
Foto: Brendan Leahy

Tid, masser af tid og ping ponende stjerneskud
På Sejerø fik vi den tid, vi ikke synes, vi har til daglig. Det var herligt, at telefonerne døde, og at der ikke blev instagrammet hele tiden. Vi så, hvad vi så uden iPhonen for øjnene og delte øjeblikket uden # sammen. Og hvis man ikke drikker sig sanseløs, vil jeg tro, at det er i den slags øjeblikke, at det autentiske potentielt (!) kan opleves i glimt, når tiden synes endeløs og rummet afgrænset. Eller også er det bare et scam, det autentiske, og lever kun i kraft af vores tro, håb og drømme om det.

Fredagnat blev der snakket om stjerneskud, der ping pong’ede fra punkt til punkt på himlen. Vi var ikke ædru, men en fremtidig trend i vores del af verden kunne sagtens blive alkohol-afholdenhed og andre kunstige sødemidler, som en udvidelse af jagten på og kultiveringen af det autentiske, som nødvendigvis må opstå af en manglende følelse af noget ægte eller virkeligt. Det er en anden og ny historie, men der er ingen tvivl om, at Sejerø er en virkelig ’it-festival’, af og på trods af sin tid.

Kasper Lynge Jensen & Thomas Buhl-Wiggers er de to drivende kræfter bag Sejerø Festival med ansvar for henholdsvis kunst og musik. Læs mere om festivalen.

Top foto af Marie Eline Hansen.

More from Elisabeth Cecilia Dorn

Utopien om det autentiske – Netudgaven til Sejerø Festival

At tage del i Sejerø kunst og musikfestival var som at tage...
Læs mere