De vil bekæmpe populisme med populisme

Er den politiske venstrefløj overhovedet i stand til at præsentere et billede af virkeligheden, som majoriteten af arbejdere og lavtlønnede lønmodtagere kan identificere sig med? Den tredje del af føljetonen “De nye konflikter” tager fat på røde kræfter, som giver det et forsøg.

Vi befinder os i en samfundstilstand præget af hysterisk forandring, hvor økologiske, økonomiske og sundhedsmæssige risici dukker op i form af trusler om klimakollaps, bankkrak og luftbåren AIDS, hvor dagen i går er irrelevant for dagen i dag, og hvor en ålborgenser kan miste sit job til en 14-årig vietnamesisk pige og blive ramt af SARS inden for samme dag – også selvom førstnævnte aldrig har været syd for Köln. I en sådan tilstand er følgende egenskab fuldstændig afgørende for politiske grupperinger, der ønsker at tiltale store dele af befolkningen:

Egenskaben til at definere det essentielle, det som skaber tryghed, og det som giver mening. Med andre ord en realistisk – men dog udholdelig – virkelighed.

Populisme kan være et farligt ord at bruge. Det har en kedelig historisk knyttet til sig – og giver desuden associationer til de småfacistiske protestbevægelser, der lige nu hærger Europa. Jeg vil nu alligevel bruge begrebet populisme for så vidt, at det beskriver et partis evne og vilje til at beskrive en virkelighed, som den jævne mand kan relatere til. Lad os se, hvordan det går med de forskellige partiers evne til at være populistiske.

Har du virkelighed? Øhhh…Fisk!
Partier såsom Venstre og Dansk Folkeparti er for tiden rigtig gode til at stille en meningsfuld virkelighed op. For Venstre består Danmark af borgere, der både vil have velfærd og flere penge imellem hænderne – opskriften på deres tilfredshed er først fremmest fred og ro og nemmere vilkår for erhvervslivet. For DF består Danmark af danskere, der ikke er vilde med forandring, og som alene opfatter den omkringliggende verden som et feriemål – opskriften på disse danskeres tilfredshed er at holde igen med reformer, få os ud af EU og indtil da indføre grænsebomme. Tilsammen udgør V og DF’s fortællinger et virkelighedsbillede, som kan dæmpe den værste grundangst, når man har set TV2-nyhederne efterfulgt af Station 2.

Det bliver snart noget sværere at definere den virkelighed, partierne i den nuværende regering sidder med og i.

Store dele af det danske kommentatorkorps mener således også, at venstrefløjen har spillet fuldstændig fallit. Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, har sågar fået øje på en ny urokkelig virkelighed: En global konkurrencevirkelighed, der eftersigende skulle have flyttet det politiske centrum endegyldigt mod højre, og som på sigt vil afvikle venstrefløjens ideologiske relevans.

Det siger sig selv, at venstrefløjen næppe kan være enig i denne apokalyptiske analyse. Særligt en gruppe unge centrum-venstrefolk, nægter at lægge sig ned. De ved, at politik ikke bare styres af virkeligheden – politik er med til at skabe virkelighed!

The new gang
Lad mig med det samme udpinde denne bande af unge venstrefløjskammerater. Deres hovedkerne består af Socialdemokraterne, men de kommer forskellige steder fra, og indbefatter bl.a.: De tidligere SF’ere, Mattias Tesfaye, Gry Möger og Nanna Westerby Jensen, til dels Emilie Turunen, tidligere DSU-formand Peter Hummelgaard, nuværende DSU-formand Camilla Schwalbe, til dels redaktionen på PioPio, alle der har forbindelse til Tænketanken CEVEA, alle der havde noget at gøre med initiativet FOPA (Forum for Politisk Analyse, nu slået sammen med CEVEA) og selvfølgelig alle dem, jeg har glemt at nævne.

For at forstå projektet kan man læse bogen “Deltager Danmark” eller skriverier fra ovenstående personer, organisationer og sites. Det går bl.a. ud på at bekæmpe finansskurke, ændre de økonomiske spilleregler, styrke fagbevægelsen, stoppe unødvendig akademisering af den offentlige service og øge mulighederne for indflydelse på både arbejdspladsen og på Christiansborg for faglærte, skolelærere og SOSU-hjælpere.

Både akademiske og populistiske

Kigger man samlet på deres udmeldinger, er det muligt at få øje på to forandringsfortællinger:

En småakademisk fortælling: 1: De ser sig selv som progressive socialdemokrater og ønsker øgede muligheder for samfundsdeltagelse og medarbejderejede virksomheder. 2: De går ikke ind i indvandrerdebatten. 3: De er pro EU. Og de mener, at EU skal tages seriøst som en politisk kampplads i stedet for en bureaukratisk fastlåst størrelse. De håber på en europæisk funderet socialdemokratisme og fagbevægelse, som kan bekæmpe social dumping, regulere bankerne og beskatte multinationale virksomheder og særligt finanssektoren hårdere.

En populistisk fortælling: 1: Der er først og fremmest tale om et klassisk lønmodtagerprojekt. De betoner konstant tillid og tryghed. De har fokus på dem, som har et praktisk arbejde, eller som giver velfærdsservice; industriteknikeren, gadekæmperen, viceværten, skolelæren og pædagogen. Disse skal have større job- og indkomstsikkerhed. 2: De gider ikke venstrefløjens fisefornemme sundhedspolitik. 3: Mattias Tesfaye med flere mener, at politikerne har svigtet erhvervsuddannelserne – og de faglærte i det hele taget. Han kalder til kulturkamp imod Djøfisering af den offentlige sektor, og forsøger at aktualisere en kulturkamp mellem hoveder og hænder i Danmark.

Projektet er både progressivt og populistisk. Den sidste fortælling peger netop på et virkelighedsbillede, som retter sig mod den jævne mand – til socialdemokrater af den gammeldaws slags. I fortællingen kan man snildt fornemme en tid, hvor fagforeninger var stærke, hvor man hjalp hinanden med stort og småt, hvor det gav mening at kæmpe for lighed, og hvor man mødtes nede på beverdingen til en sludder om politik og tryghed med de andre rødder. En tid hvor alle var socialdemokrater inderst inde – en socialdemokratisk guldalder, hvor man tog fat i arbejderklassens egentlige problemer, og hvor de radikale var nogen, man bestemte over.

Hva så nu?
Om det lykkes for de ideologiske unge at trænge igennem til partitoppen, med både den progressive og den populistiske fortælling, er svært at spå om.

Bent Winther levner dem selvsagt ikke megen chance. Og kigger man lidt uden for grænserne, så har de europæiske socialdemokratier da også haft travlt med at rykke sig imod højre – især siden slutningen af 90′erne. Her tænker jeg fx på Tony Blairs “New Labour” og Gerhards Schröder med sine arbejdsmarkedsreformer, der begge banede vejen for en ny form for “velfærdsfinansiering” i løbet af 00′erne.

Men netop i Tyskland har et nyt forskningsstudie peget på, at de bærende partier, SPD og CDU, har taget drastiske skridt imod venstre de seneste to valg – både økonomisk og værdimæssigt. At Socialdemokraterne ikke for alvor har formået at gribe denne nye politiske virkelighed, eller for alvor præge den, er jo for dem ærgerligt.

Alt i alt kan man sige, at andre og nye fortællinger kan slå igennem på relativ kort tid. Alting forandrer sig med stor hast, og vi søger alle et gran af tryghed og velvære i en global verden, hvor finansielle og økonomiske krise kommer og går. Derfor vil forskellige former for populistiske fortællinger ustandseligt kæmpe om folkets gunst – og det skal vi egentlig bare være trygge ved.

More from Simon Møller Eliasson

De vil bekæmpe populisme med populisme

Er den politiske venstrefløj overhovedet i stand til at præsentere et billede...
Læs mere