Længe leve kvinder der aldrig bliver trætte af sig selv!

Netudgaven ser på kvinder i den kommende tid – excentriske, selvoptagede, exhibitionistiske og lidenskabelige kunstnerinder. Den første møder vi i Avignon og siden i forklædning på Husets Teater, navnet er Calle, Sophie Calle.

Hvad skal jeg med det? Tanken har strejfet mig en del gange, når jeg er stødt på værker af den endeløse række af kvindelige kunstnere, som tager udgangspunkt i deres liv og gør sig selv til objekt og motiv i deres kunstproduktion. Som excellerer i at indvie én i de mest personlige, private og intime fortællinger fra egen baghave, gerne med tryk på sex og kærlighed – eller rettere masser af sex og knapt så meget kærlighed.

Listen er lang, men indimellem tårner talenter op, som lykkes med deres selvbiografiske ouevres og formår at kommunikere deres personlige og private univers, så man forstår og føler, at de faktisk vil én noget, og ikke bare lider af et overudviklet ekshibitionistisk gén, der burde have fundet sin udfoldelse andetsteds og uden for en kunstnerisk kontekst. Blandt disse talenter finder man Tracey Emin, Frida Kahlo og Sophie Calle.

Sophie Calle i sin egen installation 20 Chambre, Festival d’Avignon 2013. Foto: Christophe Raynaud
Sophie Calle i sin egen installation 20 Chambre, Festival d’Avignon 2013. Foto: Christophe Raynaud
Den franske forfatter, fotograf og konceptkunstner Sophie Calle kigger vi nærmere på i anledning af Holland House‘s aktuelle dramatisering af Calles dagbogsværk Udsøgt smerte (Duleur Exquisite) på Husets Teater. Siden kaster vi et blik på Frida Kahlo, som for tiden kan opleves på Arken med udstillingen Et liv i kunsten, for tilsidst at nå frem til Tracey Emin, der tidligere på året udgav fotobogen My Photo Album, der består af 283 fotos, ikke tidligere udgivet.

Værelser med indsigt
”In my fantasies I am a man. Greg was quick to notice this. Perhabs that’s why he invited me one day to piss for him. It became a ritual: I would come up behind him, blindly undo his pants, take out his penis, and do my best to aim well. Then after the customary shake, I would nonchalantly put it back and close his fly. Shortly after our separation, I asked Greg for a photo as a souvenir of this ritual. He accepted. So in a Brooklyn studio, I had him pee into a plastic bucket, in front of the camera. This photograph was an excuse to put my hand on his sex one last time. That evening, I agreed to the divorce.”

Foto: Christophe Raynaud
Foto: Christophe Raynaud
Teksten er en ud af 44, strøet omkring på Hotel La Mirande i Avignon under den prominente Festival d’Avignon, denne forgange sommer. Installationen hedder 20 Chambre og består af, ja 20 rum, små og store. Dette 700 år gamle hotel med snørklede gange, historiske interieur, sirlige udsmykninger, hemmelige rum, blomstrede tapeter og tunge gardiner skaber en fantastisk ramme om Sophie Calles korte personlige og private fortællinger, som hver især knytter sig til objekter i rummene; En væltet stol og en telefon liggende på gulvet med løsrevet rør, en gammeldags skrivemaskine, en desserttallerken med to kugler is og en banan, sukkerperler og et brudepar, der har hørt hjemme på toppen af en bryllupskage, en seng med spor af sod, hvor Sophie indfinder sig i. Henslængt ligger hun der, som et af objekterne, mens publikum kan hviske hende ting i øret.

”No photo, but if you have a story that puts me to sleep, lay down by my side and whisper”, hedder det i programmet, som ledsager installationen og som desværre pænt må afleveres ved udgangen. Hvis det da ikke lykkes at smugle det med ud, så man kan genlæse de små kuriøse og besnærende historier eller rettere udtræk.

”I underwent a medical examination. I had to fill out a six-page questionnaire of nearly 300 questions. To all except one, I answered NO. Have you contracted rubella, variola, cholera, chickenpox, tetanus, tuberculosis, yellow fever, scarlet fever or typhoid? Do you suffer from a heart murmur, high cholesterol, hypertension, diabetes? Are you prone to vertigo? Do you have headaches, stomaches, palpitations, nausea, children, allergies, strokes, kidney stones, dizzy spells, epileptic seizures, lower back pain, gastro-intestinal disorders, inflamed gums, hearing troubles, blurred vision? And suddenly, out of nowhere, lost amidst this sea of questions, the following one: ‘Are you sad?’”

20 Chambre er afslørende og til tider udleverende fortællinger om Sophie Calle – men også tørre, humoristiske opremsende udsagn, der står tilbage som ukommenterede dagbogsoptegnelser. Et ukronologisk album hvor teksten, med få afvigelser, handler om hende selv, hendes mor, hendes far og hendes mænd – dem hun har haft og gerne ville have.

Hun er befriende upatetisk, aldrig sentimental og ingensinde ynkelig, ej heller når hendes historier er det. Og man tiltrækkes af hendes skæbne og univers og den særlighed hvormed hun kan beskrive trivialiteter. Hendes evne til at skabe poesi ud af en nærmest sproglig afmålthed som i 20 Chambre, gør hende vanvittig interessant at lytte til.

Når værkerne forekommer provokerende i deres direktehed og intimitet, er der aldrig skyggen af intenderet provokation. Snarere en snert af uartig lillepige, der ikke kan lade være. Derfor forføres man, og der bliver ikke overtrådt grænser i kunstens navn. Man kan mærke, at følelsernes frie spil er tøjlet. Det er noget i formen.

Men Sophie Calle er meget mere end en uartig pige, som dramaturg Karen Marie Bille skriver i programmet til forestillingen Udsøgt smerte baseret på Duleur Exquisite fra 2003. ”Hun er fremfor alt en skarpsindig analytiker af følelsernes anatomi. Det er Udsøgt smerte et fornemt eksempel på.
7calle

Udsøgt smerte er oprindelig en dagbog, som gennem årene er blevet præsenteret både som udstilling og forestilling. Bl.a. med design af Frank Gehry i Luxemburg i 2007, bestående af omkring 95 tesktplancher og fotografier og siden i hænderne på Forced Entertainment og nu har Holland House, med Jacob Shokking i spidsen, kastet sig over den ulykkelige kærligheds historie.

Lost in New Delhi
Sophie Calle skal tilbringe tre måneder i Japan og beslutter sig for at tage toget dertil. Tilsyneladende fordi hun slet ikke har lyst til at være i Japan, udser hun sig den mest langsommelige rejseform for at forkorte opholdet. Efter de tre måneder skal hun mødes med sin elskede i New Delhi, men han dukker ikke op. I stedet sender han hende et telegram, hvori han fortæller, at han har været ude for en ulykke og ikke kan komme. Ulykken viser sig at bestå i en bullen finger, og den virkelige årsag er en anden kvinde.

Sophie Calle tager et fotografi hver dag frem til dagen, hvor hun skal møde sin elskede og skriver om, hvor meget hun ser frem til at møde sin kærlighed. Bogen består af disse dagbogsoptegnelser og første del – med titlen Før Smerten udgør en række rejseskildringer og kærlighedsbreve, hvor Calle tæller ned til mødet. Anden del, Efter smerten, handler om det knuste hjerte, kærlighedssorgen og hendes forsøg på at dulme smerten. Et middel bliver andres fortællinger. Hun beder folk om at genfortælle deres mest smertefulde oplevelse, og for hver fortælling bliver hendes egen gentagede beskrivelse af bruddet kortere, mindet utydeligere og følelserne svagere.

“I decided to continue… until I had got over my pain by comparing it with other people’s, or had worn out my own story through sheer repetition” (Oversættelse fra Forced Entertainments version)

Calles talent kommer til udtryk i den begavede dramaturgi, hvor fortællingen afspejler den følelsesmæssige erfaring og udsiger den banale sandhed om menneskets evne til at glemme, fortegne, fortrænge, udviske og glemme, for at kunne leve og overleve, og udstiller sin egen kyniske side (og den menneskelige natur), hvor andres ulykke bringer en beroligende og healende effekt.

Usynlig smerte
Teatermand og instruktør fra Holland House, Jacob Schokking, har gennem årene skabt en række forestillinger, som er kendetegnet ved sin stærke visualitet og inddragelse af mange teknologier og grafiske elementer, som gør Holland House til lidt af en ener på den danske performance scene. Ikke mindst var han en af de første som forstod at inddrage og forvalte video i sceneværket og give den en værdig plads som medfortæller. Jacob Schokking vidste, hvad han ville, når han hev teknologierne ind på scenen. Han var bl.a. fascineret af filmens close-up effekt og adopterede den til scenen for at indhente afstanden op til de bagerste publikumrækker, et greb han også benytter i Udsøgt smerte.

Foto: Thomas Petri
Foto: Thomas Petri
Et andet markant feature ved Holland House forestillinger er en distinkt kølighed. Stilen har udviklet sig over årene, men man kan stadig kende sin Holland House forestilling på det distante udtryk. I Udsøgt smerte gør køligheden smerten usynlig. Med en verfremdungs-tilgang og en nærmest stoisk Ellen Hillingsø, der med et fravær af udvikling, tekstens åbenlyse dramaturgi til trods, gentager sin historie om da hun blev forladt, uden vaklen, uden afvigelse, forlader Calle rummet og hendes historie bliver uinteressant. Smerten bliver fraværende, nærmest ligegyldig, og de mange fortællinger om andres smerte, som Sophie Calle læner sig op ad for at dulme sin egen, bliver endeløse og kedsommelige i sin opremsning. Køligheden har taget over.

At jeg så lige har set Calle i Avignon og oplevet et forvirret, vimsende, skrøbeligt, flirtende og fjollet væsen, gør det ikke lettere at stille om til en nærmest replikantisk fremstilling af Sophie Calle.

Da jeg gik ud af teatret tænkte jeg; jeg vil have Sophie Calle tilbage. Det fik jeg. Jeg gik hjem og læste i forestillings-programmet, som er en lille perle af tekster og interviews og tegninger fra opsætningen, sirligt nummereret som et værk. Mit har 44/500.

Udsøgt smerte kan opleves på Husets Teater, Svalegangen og siden på turné. Læs mere.

Og læs med i næste del i serien om kvindelige kunstnere der placerer sig selv i centrum af deres værker. Næste gang er det Frida Kahlos tur.

More from Annette Max Hansen

Burundi – Afrikas skrøbelige hjerte

3. del i Afrikaserien Mzungu Dem der kun har oplevet Afrika på...
Læs mere