På rumrejse med Metropolis

“Jeg mærker et hårdt skub bagfra. Det sortner for øjnene og jeg gisper efter vejret. Det er slut.” Førstehåndsoplevelse fra en immersant nedsynket i virtual reality på Metropolis festivalen. Teknologien har sneget sig ind på scenekunsten og folder sig ud som audiowalks og bevidsthedsrejser, der snyder kroppen. Immersanten er stadig i live og kan berette følgende.

På en festival i Japan for et par år siden så jeg en forestilling som bestod af en samtale mellem en androide og et menneske. Det var ganske uinteressant fra et kunstnerisk synspunkt – men en spacet og fascinerende oplevelse, der ville være kedsommelig at gentage. Professor Hiroshi Ishiguro havde sammen med en japansk teatergruppe opsat forestillingen ‘Sayonara’, som behandler temaet; hvad liv og død betyder for mennesker og robotter. Eksperimentet havde overtaget, og den tilførte teknologi, som både udgjorde form og indhold, ville have egnet sig bedre som et oplæg eller forelæsning om fagre nye verden under titlen: Hvad skal vi med den? Når man lukker teknologi ind i teatret, skal den gerne være båret af en ambition om at skabe interessant kunst, og i dette tilfælde scenekunst. Det var ikke tilfældet med robotteatret.

Som med alt andet skal der være en god grund til at implementere nye landvindinger. Jeg forestiller mig hvordan drejescenen må have kørt dødskørsel dengang den først fandt sin vej til teatrene. Man kan endnu i dag se eksempler på, at folk bare MÅ tage den i anvendelse – fordi den er der.

Det samme var tilfældet da videoen kom i hånden på instruktørerne. Den havde også begyndervanskeligheder og stod og flagrede i utallige forestillinger, før nogen forstod at integrere den, så den rent faktisk supplerede fortællingen og gjorde sig legitim som dramaturgisk redskab og ikke bare et legetøj i hænderne på en der havde svært ved at slå darlingerne ihjel.

Teknologien trives i kunsten
Men opfindelserne og de mange nye teknologier er kommet langt i performative sammenhænge, og kunstnerne er blevet kreative i samspillet med opfinderiet. Der opstår nye og både underholdende, værdifulde og raffinerede udtryk som konsekvens heraf, og nogle af dem er ikke bare med til at skabe nye sceniske udtryk men omdefinerer også forholdet mellem scene og sal, optrædende og publikum, som vi har set det under Metropolis festivalens mangeartede forestillinger, installationer og byvandringer. Forestillingen C.A.P.E. af det belgiske kompagni CREW, er en af dem, som radikalt redefinerer tilskuerens rolle, og, som folk der har oplevet Rimini Protokols audiowalks, gør tilskueren til hovedpersonen, og lader værket opføres af tilskueren.

Cinematic experience and self executed performance
C.A.P.E. beskrives som en ’cinematisk oplevelse og selvudført performance’ og kalder tilskueren, som nu er udfører, for en immersant. I min røde ordbog, hvis udgivelse daterer sig til 1998, kan man ikke finde ordet immersant, men man kan finde ordet immerse, som betyder at fordybe sig, sænke ned i. Og frit fotolket kan man tale om at immersanten synker ind i en anden virkelighed – en virtuel virkelighed. Og immersive teknologi refererer til en teknologi, som slører grænsen mellem den fysiske verden og den digitale simulerede verden. Formålet er at skabe en fornemmelse af indlevelse – en fuldkommen fordybelse og selvforglemmelse ved at træde ind i en anden verden.

Foto: Thomas Seest
Foto: Thomas Seest

Man taler om forskellige former for immersion, og begrebet har en række betydninger i virtual reality og spilledesign begrebsverdenen, hvor der arbejdes med forskellige grader af påvirkninger for at stimulere hjernen og opnå den ultimative simulation. Man arbejder med forskellige strategier som fx taktisk, strategisk, narrativ og rumlig immersion.

Taktisk immersion, som opleves, når spilleren føler at han/hun bevæger sig i en zone mens han/hun udfører handlinger der resulterer i en vinderoplevelse. Strategisk immersion, som er associeret med en form for mental udfordring, som når skak spilleren skal vælge det rigtige træk mellem mange mulige. Narrativ immersion optræder når en spiller investerer sig selv i en historie og svarer til oplevelsen ved at læse en bog eller se en film. Rumlig immersion optræder, når en spiller føler at den rummelige, fysiske verden er perceptuelt overbevisende og den simulerede verden opleves som virkelig. Her er vi fremme ved C.A.P.E.

Jeg tror jeg skal dø
Jeg træder forsigtigt på den smalle mur og bevæger mig som en linedanser højt oppe under himmelen uden sikkerhedsnet. Jeg har udsyn til en kvinde foran mig, som med udstrakt arm og hånd fører mig videre og tilbyder mig den tryghed, som gør, at jeg tør sætte det ene ben foran det andet her i 50 meters højde. Jeg går videre på muren, som er smal og uden rækværk, og jeg kan se ned og ud over byen, der ligger dernede, og som med et enkelt forkert fodtrin pludselig kan komme alt for tæt på. Jeg kigger ned, får et sug i maven, og da jeg atter retter blikket op, er kvinden væk. Jeg mærker et hårdt skub bagfra. Det sortner for øjnene og jeg gisper efter vejret. Det er slut.
Skubbet var reelt men udsigten og de 50 meters højde var fiktion.

Adrealinet pumper og jeg snakker euforisk og speedet efter at have aflagt mig hightech rustning og videobrille. To sekunder før var jeg på vej ud af kanten. Nu vil jeg prøve det igen. Jeg føler mig som en junkie, der længes efter sit næste fix.

Hvad skete der?
Jeg har været på guidet tur i Brussel og flagret rundt på en husmur. Eller rettere min bevidsthed har, min krop tøffede ubehjælpsomt rundt i Nørrebrohallen, blindfoldet med videobrille, en computer på ryggen og en sød pige der trak mig i forskellige retninger. Aldeles ubevidst om det rum jeg befandt mig i, gennem billede og lyd teleporteret til den belgiske storby, som fik fordel af min ubetingede opmærksomhed og intense nærvær.

C.A.P.E. står for Cave Automatic Personal Environment. “Vi kan flytte vores mentale tilstedeværelse fra et sted til et andet på ingen tid. Takket være state-of-the-art immersive teknologi kan man træde ind i en anden krop og gå rundt i fjerne byer, måske endda i en fjern tid”, skriver CREW i deres introduktion til C.A.P.E.

Hvordan foregår det så?
C.A.P.E. er en række interaktive forestillinger for tre mennesker af gangen a ca. 25 minutters varighed. Immersanten – for nu at blive i CREWs begrebsverden – udstyres med C.A.P.E-kittet; specielle video-goggles, et headset og en computer på ryggen. Det immersive udstyr giver adgang til den virtuelle verden med surround sound og 360 grader udsyn. Immersanten ledsages af en hjælper, som sørger for at han/hun bevæger sig rundt i ’billedet’ på den rigtige måde og bevægelse og billede er i synk.

Den mobile immersive performance blev første gang præsenteret på World Expo in Shanghai i September 2010 og er skabt af CREWs kunstneriske leder, Eric Joris, i samarbejde med videnskabsfolk. Eric Joris er oprindelig billedkunstner og arbejder med nye medier, film, tegneserier og design. Og, ja, ikke et ord om teater. Blot for at sige, at en del af de mennesker som arbejder med udviklingen af nye performative udtryk kommer med mange baggrunde og fra mange andre miljøer end scenekunstens.

CAPE-bxl-3
Never ending story
Jeg nåede aldrig til Japan eller ind i eventyrlandet, som var den anden og tredje mulige rejse. Men måske en dag slår jeg øjnene op og står i midt i Meji- Reformationen med et samurai sværd i hånden, kæmpende på kejserens side under borgerkrigen i 1868. Og lad os så antage, ligesom Descartes, at vi i virkeligheden drømmer, og at det at åbne øjnene kun er en illusion.

Læs også ‘Metropolis er illusionisternes fixerum‘
Læs mere om CREW
Læs mere om Metropolis Festivalen

More from Annette Max Hansen

Kunsten i byens rum – byens rum i kunsten

Kunsten er rykket ud på gaden og gaden er rykket ind på...
Læs mere