At genvinde kontrollen (2# Arresten)

Esben og Anita sidder i bilen på vej tilbage Aarhus arrest. Det sidste, Esben har lyst til denne søndag, er at komme tilbage i celle 55. I cellen har har tilbragt det meste af sin tid, siden han blev anholdt for et bankrøveri for 270 dage siden.

Det har været den første weekend, hvor Esben har haft orlov. De spiste middag med Esbens mor og søster om fredagen, og om lørdagen var de ude og bowle med Esbens far, bror og søster. For Esben, der ikke er vant til at være sammen med mere end to til tre personer ad gangen, var et besøg i Bilka med Anita og hans mor en overvældende oplevelse. Han skulle forholde sig til alle menneskene, der var omkring ham. Samtidig spurgte moren og kæresten hele tiden, hvad han gerne ville have at spise. Det irriterede ham. Han var slet ikke vant til at tage så mange beslutninger. Kunne de ikke forstå, at han bare var glad for at være ude i friheden?

De sidste ni måneder har været hårde for Esben. Dagen efter anholdelsen var han til grundlovsforhør, og han fik et kæmpe chok. Dommeren sagde, at han skulle varetægtsfængsles i fire uger. Det ramte ham som et slag i ansigtet. Hvordan kunne det lade sig gøre, at han fik fire uger?

Han havde slet ikke forestillet sig, at han kunne blive spærret inde så lang tid. De kommende måneder indså han, hvor lang tid han kunne regne med at sidde i fængsel. Hver fjerde uge blev varetægtsfængslingen forlænget med fire uger, indtil dommeren 14. september 2012 gav Esben en dom på to år og fem måneder.

Mens han har siddet i arrest, har han kun måtte få besøg af Anita 25 minutter om ugen. Det foregik altid under overvågning, hvor en betjent sikrede sig, at de ikke talte om sagen, hvilket ofte gjorde, at de ikke vidste, hvad de måtte tale om.

De har dog fundet en måde, så de kan komme lidt tættere på hinanden. Et par gange om ugen plejer Anita at parkere uden for arresten og dytte hurtigt to gange. Det er signalet til, at Esben skal kigge frem oppe fra sin celle på tredje sal. Nogle gange er han ikke deroppe, men så sidder hun bare og hører musik og venter. Nogle gange i en time. Så pludselig kan hun se hans skygge bag tremmerne i det lille vindue. Hun kan se, at han vinker, sender luftkys eller former et hjerte med fingrene. De har nogle gange prøvet at råbe til hinanden, men så bad betjentene ham om at komme ned fra bordet, han stod på, for at kunne se Anita.

Hverdagene i arresten ser ens ud for Esben. Han bliver vækket klokken syv og får lov til at smutte på toilet. Derefter spiser han morgenmad, inden han klokken otte begynder sit arbejde som arrestens vaskemand, der står for alle de indsattes vasketøj. Klokken halv tolv får han varm mad til frokost. Klokken et er der en times gårdtur, efterfulgt af en mulighed for socialt samvær, hvor man kan spille spil, snakke sammen eller læse bøger. Det sidste gør Esben meget. Han læser en masse Wilbur Smith-romaner, fordi eventyrene fører ham væk fra virkeligheden i arresten, og fordi han ikke havde lyst til at tale med de andre indsatte. Det eneste, de taler om, er kriminalitet, og Esben vil hellere tale om noget mere meningsfyldt. Men det er svært, når det mest spændende, der sker i ens liv, er, hvad der mon er til frokost. Klokken halv fem bliver der serveret aftensmad, som altid består af rugbrødsmadder. Klokken seks er der skiftevis fodbold i gården eller træning i motionskælderen. Klokken otte bliver han låst inde i sin celle, hvor han kan se fjernsyn og sove, indtil det hele starter forfra dagen efter. Sådan er Esbens liv.

Mellem 2002 og 2010 blev strafferammen i Danmark hævet 47 gange. Et af argumenterne var, at en højere straf ville afskrække forbryderne fra, at begå kriminalitet. Der er dog ingen forskning, som tyder på, at en længere straf alene kan have en kriminalpræventiv effekt. Et andet argument var, at det skete af hensyn til retsfølelsen, der er befolkningens holdning til, hvad der retligt set er rigtigt og forkert. Befolkningen krævede simpelthen en hårdere straf.

En undersøgelse foretaget af professor Flemming Balvig i 2010 viste da også, at danskerne mener, at domstolene slet ikke straffer hårdt nok. De vil have personer som Esben buret inde i længere tid. Da man så spurgte danskerne, hvor hårdt de troede domstolene straffede, gættede de langt under. De domstole, som de ville have til at straffe hårdere, straffede faktisk hårdere, end de troede. Undersøgelsen viste også, at når danskerne blev informeret om en konkret sags omstændigheder og hvilke mulige sanktioner, domstolene havde til rådighed, var de langt flittigere til at bruge alternative strafformer som samfundstjeneste og fodlænke, end domstolene var. De gav også kortere straffe end domstolene. Så danskernes uoplyste retsfølelse siger hårdere straffe, mens den oplyste ser på alternative strafformer.

Esben og Anita sidder et stykke tid i bilen uden for arresten og snakker. De vil gerne have så meget som muligt ud af weekenden, inden Esbens orlov slutter.

“Nu skal du ikke få nogen idéer og finde på at smutte,” siger Anita for sjov. Esben har tidligere sagt, at han ikke vil tilbage.

Esben griner af joken, men han bliver også en smule forarget. Hvordan kan hun tro, at han kan finde på det? På en eller anden måde går det også op for ham, at det er en reel mulighed.

Anita følger ham et stykke ad vejen, inden de giver hinanden et kram og kysser farvel. Han drejer rundt om hjørnet ind i arrestens gård. Han har tyve skridt hen til den grå port, der fører ind i arresten. På de tyve skridt når han tusind gange at overveje, om han skal gå derind eller bare stikke af. Han tænker på, hvor dejligt det var at være sammen med Anita og deres lille hund igen. Hvor meget han savner det liv, som han de sidste ni måneder har mistet. Han tænker på, hvad han skal gøre, hvis han vælger at flygte, og hvor han skal tage hen. Han kunne tage hjem til Anita, men hun vil med garanti blive sur. Og politiet vil komme efter ham. Det vil ikke være nogen god ide. Han tænker på, hvor forfærdeligt det er at sidde i den lille celle hver aften og vågne op i den igen næste dag. Han står foran den meterhøje port, og selvom det er forfærdeligt, bliver han nødt til at gøre det. For der er så meget, der taler imod at flygte. Blandt andet hans sunde fornuft. Han ringer på døren, og den store port glider til side.

Han går skråt til venstre, fire trin ned til en blå trædør og trykker på endnu en knap. En vagt i lyseblå skjorte og mørkeblå bukser lukker ham ind. En buet gitterdør bliver låst op, og Esben går under klokken, personalet ringer med, når der er gårdture. Først stiller han sin taske, og så bliver han rutinemæssigt ført til venstre ned til visitationsrummet, hvor han smider alt tøjet. En betjent undersøger ham. Han får igen tøj på, og han går ned for at aflægge urinprøve. Men han kan ikke og bliver lukket ind i celle 1, hvor fanger inden for tre timer skal kunne levere en urinprøve, hvis den ikke skal tælle som positiv. 30-40 minutter går, hvor han virkelig skal tisse. Men han kan ikke. Han tænker tilbage på weekenden. Og på om Anita vil holde på parkeringspladsen nede foran hans celle. Han beder endelig om at komme på toilet, men der går yderligere ti minutter på toilettet. Så afleverer Esben urinprøven.

Han bliver ført gennem metaldetektoren, og fra stuen trasker han op ad trapperne til tredje etage øverst oppe i arresten i Aarhus. Døren ind til celle 55 bliver åbnet. Cellen er cirka to gange fire meter med højt til loftet. Værelset består af enmandsseng, køleskab, skrivebord, skraldespand, stol, fjernsyn og håndvask. Når han står på tæer, som han skal for at kunne kigge ud af vinduet, kan han se ud over hustagene i Aarhus Centrum. Han plejer at kigge mod vest. Mellem Prismet og Kuplen i Botanisk Have. Betjenten lukker døren bag ham.

Han er tilbage på stedet, hvor han har mindst lyst til at være. Han føler, at han for anden gang er blevet revet væk fra alt det, han elsker. Nu er han tilbage i det lille, stille rum. Han sidder i sin seng med benene ud over kanten og med albuerne på knæene. For første gang i hans voksne liv begynder Esben at græde.

Dette var anden del af serien “At genvinde kontrollen”. Læs første del her og tredje del på mandag d. 7. oktober.

More from Kenneth Nielsen Dürr

At genvinde kontrollen (3# Forandringen)

Skiftet fra en lille celle til friere rammer på Pension Skejby begynder...
Læs mere