At Genvinde Kontrollen (4# Friheden)

En uddannelse som fitnessinstruktør skaber nye muligheder for Esben, inden han skal løslades. Med friheden lige rundt om hjørnet glæder Esben sig til at vende hjem til Anita igen – der også har en lille gave på vej til ham.

Esben er efterhånden vant til at køre den hvide Chevrolet fra Pension Skejby til Randers, hvor han er i gang med at uddanne sig til fitnessinstruktør. Uddannelsen er første skridt mod at opfylde ambitionerne om at blive personlig træner. Esben drømmer fra tid til anden om at starte sit eget fitnesscenter på et landbrug, hvor han vil dyrke økologiske råvarer. Han har ingen erfaring med landbrug, men han har drømmene intakt. Og hvis han en dag vinder i Lotto, vil han som det første realisere drømmen.

I første omgang handler det dog om at finde en læreplads som led i uddannelsen, selv om jobtilbuddene ikke hænger på træerne.

Esben har mere travlt i dag, da han som ofte før sammen med klassekammeraten Rudi Becker, kører mod motorvej E45.

“Kan du ikke bare nøjes med dem der,” spørger Rudi med et blik på de grå joggingbukser, som Esben har på.

“De skal jo må blive beskidte. Vi skal vinde, jo,” svarer Esben.

De kører mod den lille forstad til Aarhus, hvor Esben og Anita bor.

“Det er ærgerligt, at det ikke er alle, der skal med,” siger Esben.

“Jeg tror ikke, folk gider,” svarer Rudi.

I dag er speciel. Det er den 23. maj, og klassen holder sammen med resten af Tradium Randers idrætsdag, hvor der bliver dystet i rundbold, fodbold, høvdingebold og sækkeløb.

Bilen drejer ind ad en villavej, hvor rækkehuse og grønne hække skyder op. Esben parkerer bilen, iler ind i huset for at hente sine sorte Puma-bukser med hvide maling-striber på, starter hurtigt bilen og sætter kursen mod Randers.

38- årige Rudi var i dag for første gang mødt op på Pension Skejby, hvilket var en ny oplevelse for ham.

“Det er meget hyggeligt derude. Det er det tætteste, jeg kommer på at være i et fængsel,” siger han med et smil.

“Keep it that way,” siger Esben.

“Jeg har nok ikke lige alderen til det. Men jeg skal da holde øje med min søn. Men jeg er nu ikke så bange for det, for han ved godt, hvad der er rigtigt og forkert.”

“Du skal ikke tage fejl. Det gjorde jeg også.”

Bilen kører igen på E45.

“Ej, nu skal der ikke til at være kø,” siger Esben, mens han vurderer, at der er mere plads i den anden vejbane. Han puster ud, tager sig til hovedet og bider i sin tommeltot.

“Hvis Kasper ikke kommer, hvad fa’en skal jeg så sætte dem til,” spørger han. Esben skal stå for opvarmningen af alle eleverne, der skal være med til idrætsdagen. Han rakte hurtigt hånden op, da der blev spurgt, hvem der ville. Både for oplevelsens skyld og for at prøve det.

Han vil også gerne bruge sin uddannelse til at lære fra sig. I øjeblikket går han med en idé om at starte udendørstræning i Aarhus, hvor han har tænkt sig at reklamere for træningen over Facebook til at starte med.

Klokken er otte og Go! FMs nyheder lyder fra bilradioen. Et røveri på casinoet i Aarhus bliver omtalt. Esben skruer lidt op. Så lidt mere. Politiet efterlyser personer, der har set de to røvere. Esben kniber øjnene sammen, og blikket bliver fjernt. Esben kan godt sætte sig i røvernes sted. På den ene side siger hans fornemmelse for retfærdighed, at han håber, de bliver fanget. Men han håber på den anden side ikke, at de skal gå igennem det, som han har gået igennem. Daft Punk’ lette sommertoner tager over, og Pharrell synger “Like the legend of the Phoenix.”

“Go’ mor’n, ven,” siger Esben, da klassekammeraten Simon åbner døren og sætter sig ind bag ham.

“Er du kampklar,” spørger Esben.

Folk står i grupper med korslagte arme. To piger krøller sig sammen i en dyne foran et blafrende flag. Selv om folk kunne have brug for det, er opvarmningen aflyst. Esben er lidt irriteret. Han har virkelig lyst til at stå for opvarmningen, men på den anden side er han også glad for, at han ikke skal stille sig op foran så mange mennesker.

Kims Slaver, som er holdet fra Esbens klasse, er ved at gøre sig klar til første rundboldkamp mod Team Gaffatape.

“Nu skal vi satme vinde det lort her,” siger Esben, mens han hopper på stedet og svinger med armene i et energiniveau, som ligger over klassekammeraternes.

Med solen i øjnene jagter Esben kampens første bold. Den hopper på græsset, han glider, begynder at grine og kaster bolden tilbage til modtageren.

“Kom så, Esben,” lyder det fra de heppende holdkammerater på sidelinjen.

Kims Slaver, som er en hentydning til klasselærer Kim, der står i spidsen for holdet, vinder deres rundboldkamp og skal direkte i kamp i sækkeløbet. Her vinder slaverne endnu en sejr.

Klassen sidder samlet om et bord med Esben og Simon for enden på samme stol. Esben savner lidt anerkendelse fra slavepiskeren Kim efter de to første sejre.

“Er du ikke stolt, Kim?”

“Jo,” smiler Kim.

“Vi skal høre det noget mere,” siger Esben ironisk og knytter næven.

I frokostpausen står menuen på pølser og brød. Flere af fitness-eleverne bliver suppleret op med en proteinshake. Roen breder sig om bordet sammen med duften af pølsevogn. Mens de andre småsnakker om bordet, sidder Esben og kigger ud ad vinduet. Selv om det er frokostpause, vil han ud og spille fodbold. Han kan ikke finde en bold, så det bliver i stedet rundbold. Han får overtalt flere klassekammerater til at stoppe pølsepausen til fordel for rundbold.

“Skal I ikke være med, tøser,” spørger han en flok piger, der går forbi.

Esben iler som en legesyg hundehvalp efter tennisbolden, når den bliver slået ud i hans område. Han har skiftevis hættetrøjen trukket op over hovedet eller hvilende i nakken. Når bolden bliver slået i de høje, bløde buer, jagter Esben den gule bold med et smil på læben, mens han strækker begge arme helt frem. Fingrene stritter som hos et lille barn, der rækker ud efter sit vigtigste stykke legetøj.

“Skal du ikke være med, Søren?”

Esben bliver nødt til at køre mod Aarhus, inden aktivitetsdagen er færdig. For uddannelsen er ikke det eneste fundament, han er ved at lægge, for en fremtid uden kriminalitet. Fra Randers går turen direkte til Skejby Sygehus, hvor Anita og ham skal se, hvor de skal køre hen, når deres datter bliver født. De er kommet frem til, at deres datter må være blevet til i den weekend, da Esben første gang fik lov at komme på orlov fra arresten. Esben har siddet inde med flere indsatte, som er gået glip af sine børns opvækst, og han har altid synes, at det var sørgeligt. Han er fast besluttet på, at han ikke vil begå samme fejl. Han er dog også bevidst om, at både uddannelse, arbejde og forhold kan være flygtige størrelser. Han har funderet over, om fristelsen til at lave kriminalitet vil komme snigende, hvis Anita og drømmen om sit eget fitnesscenter på landet pludselig synes langt væk.

“Men selv hvis det forsvinder, så vil jeg stadig have en lille pige, der har brug for sin far.”

Sidste år blev flerårsaftalen for Kriminalforsorgen vedtaget af regeringen, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti og gælder til og med 2016. Målsætninger for aftalen er blandt andet, at udnyttelsesprocenten i de danske fængsler skal under det maksimale. Det skal ske ved at udvide både fodlænke- og samfundstjenesteordningen. Samtidig vil man også forbedre uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder. Det betyder blandt andet, at fængslerne skal tilbyde dansk, engelsk, matematik og samfundsfag på grundskoleniveau. Mulighederne for at passe en uddannelse uden for fængslets mure skal også forbedres.

Et af tiltagene i aftalen om Kriminalforsorgens økonomi er åbningen af en ny pension i Nordjylland, hvor der skal være 20 nye pensionspladser. Kriminalforsorgen er i øjeblikket i gang med at planlægge, hvordan den nye pension skal organiseres, men de ved endnu ikke, om den bliver inspireret af Pension Skejby.

Esben blev 1. juni 2013 færdig med at afsone sin straf og begyndte tre dage senere på sin 30 timers samfundstjeneste, før han har udstået sin straf til samfundet. Inden det første informationsmøde hos Kriminalforsorgen I Frihed, havde han sine betænkeligheder ved, hvad han kunne blive sat til i samfundstjeneste. Han mente for eksempel ikke, at han ville kunne varetage et job på et værested for narkomaner. Han finder dem usoignerede og utilregnelige. Men han ved også, at det er fordomme, som ikke altid holder stik. Esben bryder sig ikke rigtig om berusede folk, der sidder og snøvler i det. Og han forestiller sig, at narkomaner er på samme måde. Man kan ikke føre en samtale med dem. Esben tror, det har at gøre med, at han ser dem som eksempler på tab af selvkontrol.

Esben skulle dog ikke have med narkomaner at gøre. I stedet fik han lov til at være i en bokseklub, og han fik dermed samfundstjeneste, der var relevant for uddannelsen som fitnessinstruktør. Det sidste bokseslag er nu slået efter de 30 timers tjeneste for samfundet, og han igen en fri mand. Og han har atter muligheden for at tage kontrol over sit eget liv.

Dette var sidste del af føljetonen “At Genvinde Kontrollen”.

More from Kenneth Nielsen Dürr

At genvinde kontrollen (2# Arresten)

Esben og Anita sidder i bilen på vej tilbage Aarhus arrest. Det...
Læs mere