Den britiske mediekonflikt

I de engelske medier verserer for tiden en konflikt blandt to højt profilerede mediefolk. Konflikten involverer en oppositionsleder, dennes afdøde far, en chefredaktør og en spindoktor. Temaet er fædrelandshad og journalistisk integritet. Mon vi i Danmark kan lære noget af konflikten?

The Man Who Hated Britain
Den 27. september 2013 bringer den britiske tabloidavis the Daily Mail en artikel med titlen ”The Man Who Hated Britain” om den afdøde professor Ralph Milliband (1924-1994). Udover at være en prominent akademiker af den mere venstreorienterede slags, så har Ralph Milliband også to sønner: David (f. 1965) og Edward (f. 1969). Begge sønner var ministre i det seneste Labourkabinet, og i dag er den yngste bror Edward – eller bare Ed – leder af Labour-partiet, og derved den primære udfordrer til den konservative premiereminister David Cameron til det næste britiske parlamentsvalg.

Daily_Mail_clock,_closeup
Artiklen i the Daily Mail skaber røre i England, da artiklens skribent – Geoffrey Levy – på baggrund af Ralph Millibands videnskabelige publikationer, og generelle marxististe overbevisning, ræsonnerer, at professoren nærede dyb afsky til England. Det England ”that gave him and his family protection” dengang den belgiskfødte jøde Ralph i 1940 flygtede dertil for at undgå nazisternes jødeforfølgelse.

Artiklens argumentation er gennemgående bygget på ideen om, at Ralph Millibands marxistiske syn på arbejderklassens kamp mod det etablerede borgerskab også måtte betyde at Milliband den ældre foragtede England. Derudover insinuerer artiklen også, at den yngste af de to Milliband brødre til en hvis grad deler faderens politiske overbevisning – og derved også fædrelandshadet.

Et angreb på Labour
At hævde, at faderen til Englands måske kommende premiereminister foragter landet skaber naturligvis vrede blandt Labourfolk, og især når det er helt tydeligt, at argumentationen er mildt sagt tendentiøs. Det får en af de store personligheder fra den tidligere premiereminister Tony Blairs regeringsperiode til ikke bare at tage Milliband i forsvar, men aktivt at udfordre the Daily Mails magtfulde chefredaktør Paul Dacre. Personen er Alastair Campbell, Tony Blairs chef for kommunikation og strategi, og verdens måske mest kendte spindoktor. Campbell og the Daily Mail har i forvejen en konfliktfyldt fortid, og artiklen om Ralph Milliband får bægeret til at flyde over.

Ed_Miliband_conference_speech_in_Manchester,_September_2010

I ugerne efter artiklen er der en heftig mediedebat, hvori alle de større engelske aviser, og flere politikere fra begge fløje, blander sig. Ed Milliband får trykt et modsvar i the Daily Mail, hvor han dels beskriver hvorfor faderen elskede England og dels beskylder the Daily Mail for – med rette – at føre en smædekampagne. Samme dag trykker the Daily Mail dog også endnu flere negative artiklerne om faderen.

Til at begynde med er chefredaktør Paul Dacre tavs, men efter stort pres svarer han igen på kritikken i avisen the Guardian den 12. oktober. Dacres svar består i først at bagatellisere debatten, med begrundelsen, at der jo foregår vigtigere ting i verden og i England. Dacre skriver, at kritikken kun er noget, der eksisterer i ”the phoney world of Twitter” og emnet er slet ikke noget som de rigtige englændere, som Dacre hævder, at the Daily Mail repræsenterer, går op i. Derefter går han til angreb på de medier – særligt BBC og the Guardian – der har kritiseret the Daily Mail. De beskyldes for at være i lommen på politikerne, for at være intellektuelle snobber og for at være for venstreorienterede.

Alastair Campbells aktivisme
Imens sagen verserer er Alastair Campbell særdeles aktiv. På sin twitterprofil (til hvilken Dacres bemærkning er en slet skjult hentydning) kritiserer han Dacre i skarpe vendinger og offentliggør adresserne både på Dacres London-townhouse og landsted, så kritiske journalister har mulighed for at konfrontere Dacre der. Til CNN skriver han et indlæg om, hvordan The Daily Mail truer den britiske pressefrihed, og så arrangerer han en underskriftsindsamling med det formål at få Dacre til at stille op til en debat mod Campbell eller en respekteret kritisk journalist.

Kritikken om pressefriheden er særdeles aktuel, da stormen efter Murdoch-skandalerne, om blandt andet telefonaflytninger, endnu ikke har lagt sig, og der er i England ved at blive etableret et organ til at regulere pressen.

Konfliktens spidser til da Alastair Campbell i TV-programmet Newsnight, i stærke vendinger angriber viceredaktøren for the Daily Mail, Jon Steafel – dels for artiklen, men især fordi Paul Dacre ikke selv er mødt op, men i stedet har sendt en af sine ”lakajer”. Det får Campbell til både at kalde Dacre en kujon og en bølle (5 minutter inde).

Status for konflikten netop nu er, at Dacre kun har ytret sig den ene gang om sagen. Alastair Campbells underskriftindsamling er nået op på over 93 tusind underskrifter (23. oktober), og Dacre bliver gjort til grin på nettet med nogle sædvanlige klassikkere.

There is something fishy in….
I Danmark har vi endnu ikke set en tilsvarende kritisk aktivisme, hvor en større mediepersonlighed eller avis går kritisk til en anden avis. I Danmark slap BT relativt let for kritik fra de andre medier for deres udgivelse af en borgers fortrolige skatteoplysninger. En sag hvor BT’s formodede samarbejde med en centralt placeret person fra VK-regeringen bryder alle rets- og tillidsprincipper som den danske stat er bygget på. Borgerens ret til at blive behandlet lige for loven og tilliden til, at medier og politikere arbejder for at bevare denne ret. På trods af, at dette for alvor undergravede mediernes troværdighed som helhed, så fik vi ikke den vedholdende kritik af avisen, som folk der ønsker medierne det bedste kunne ønske. Spørgsmålet er, hvor stor skal skandalen være, før vi får en lignende mediekonflikt i Danmark?

More from Thomas Noppen

Kritiske medier?

I diskussionerne om journalistikkens krise er det sjældent, at den politiske journalistik...
Læs mere