Den forkerte mand er en rigtig kvinde

”Transvestit, person med trang til at optræde i det andet køns klædedragt; transvestisme, denne abnormitet”.
Sådan står der i Gyldendals fremmedordbog fra 1983, hvor transvestisme stadig var at betragte som en sygdom. Først i 1994 blev Transvestisme fjernet fra WHO’s liste over sygdomme i Danmark.

Mange tror, at transvestitter gerne vil skifte køn, hvilket de ikke vil, for så er man transseksuel. Og nej, transvestitter er ikke oftere homoseksuelle end andre. Ca. 5-10 %. Både mænd og kvinder kan være transvestitter, men de fleste forbinder det med mænd. Det er den mandlige transvestit, der springer én i øjnene som en anden Find Holger.

En kvinde i jakkesæt er stilig, imens manden i kjole sætter laviner af sideblikke i gang. Indtil begyndelsen af forrige århundrede var Verden mandens og Hjemmet kvindens. Jo mere kvinden har fjernet sig fra traditionelle kvindelige dyder, som hus og hjem og børnefødsler, des større adgang har hun fået til verden og dermed mandens klædeskab.

Når kvinden tager bukser på, tilegner hun sig magt, hun rækker ud og tager sin del af kagen. Tag karrierekvindernes indtog i 80´erne, hvor store skulderpuder gjorde det ud for at være bredskuldret. ”Hun har bukserne på!”, siger vi og mener, at i dét hjem er det kvinden, der bestemmer.

Hvor kvinders klædedragt rummer flere og flere maskuline udtryk parallelt med hendes frigørelse, er en mand, i hvert tilfælde udenfor metropolerne, stadig en Kjole Ole, hvis han klæder sig ud som kvinde. Manden i kjole signalerer, at han indskrænker sit råderum fra det almene til det specielle.

De eneste mænd, der vinder prestige ved at iklæde sig kjole er særlige faggrupper som musikere, designere, kunstnere og religiøse ledere. En præstekjole hedder det, når mænd opretter et særligt rum med mange accessories, imens de insisterer på at beholde kvindelige ledere udenfor og kvindelige brugere i særlige afdelinger. Kun den protestantiske kvinde, må bære en religiøs leder-kjole. Er den katolske præst, imamen og rabbineren mon bange for at virke kvindagtige, og miste mandighed, hvis de får kvindelige kollegaer?

En kjole er kun rigtig fin, hvis den er skabt til en mand. Hvis kjolen også er for kvinder, er den ikke længere så rar at mande sig op i. Så bliver det særlige rum med ét kvindens. Er hun indenfor, foretrækker Paven at være udenfor.

Ordet accessories, som stadig overvejende følger kvinders klædeskab, kommer af det latinske ord accessorius, der betyder underordnet. Med til accessories hører Make-up, der også betyder; at tilberede, opdigte, erstatte, bilægge, opveje, fedte for, at bøde for. Da et godt ægteskab var kvindens eneste karrieremulighed var make-up ikke kun for sjov. Et godt udseende kunne blive hendes adgangsbillet til et bedre liv.

Make-up signalerer traditionelt set, at man er den modtagende part. Den, der gør sig umage for at blive udvalgt, ikke den, der vælger. En ”rigtig” mand insisterer på at være nok i sig selv. Han skal bare se at vælge. Den mandlige transvestit derimod gør som kvinder; han insisterer på at lægge til for at skjule ét og fremhæve noget andet. Hans blik vender væk fra os og ind mod ham selv. Han vil bemærkes først og først siden se.

Klæder skaber kvinders og mænds kropssprog. Jeg skærer det ud i stereotyper: John Wayne skyder brystet frem, hans arme er spændte, han går som med et brød under hver. Og der er plads mellem benene. Også når han sidder. Marilyn Monroe derimod, hun gør kroppen mindre. Med benene over kors, armene krydset over lårene, hånden under hagen, og hovedet på skrå smyger hele hendes bløde krop sig lille og lækker. Han indtager rummet. Hun er indtagende.

Mere eller mindre ubevidst låner kønnene stadig fra disse stereotyper i deres omgang med hinanden. Og det er ikke et tilfælde, men en overlevering. Mandens og kvindens historiske klædedragt har formet vores kropsbevidsthed. Klædedragter viser forskellen på kønnenes magt og ændringer i denne magtbalance.

Fra tidernes morgen er kvindens dragt designet til at fremhæve hendes fødedygtige krop; talje, hofter, barm og dernæst til at indskrænke kroppens bevægelighed, så hun har, eller får, brug for hjælp. Des mere magt des friere påklædning. Da kvinderne fik stemmeret var kjolerne ikke længere taljerede, men løse og swingende. Nutidens høje hæle er en pikant hilsen fra korsettet; de signalerer, at kvinden stadig godt vil lide lidt for den ekstra opmærksomhed, hun får, når barmen løftes op og røven skubbes bagud.

Dernæst, at hun kunne få brug for en stærkere hånd; det vil være hurtigere at tage hende over skulderen, end at vente på hende, skulle der udbryde brand på kontoret. Moderne kvinder smider naturligvis skoene in case of emergency, men tanken tæller, den er en del af det sexede omkring højhælede. Des højere hæle, des færre skridt, des flere fløjt og blikke. Passivitet indbyder til aktivitet. Fra håndværkerfløjten til ”Må jeg byde dig en drink?”

Da korsettet indskrænkede kvindens åndedrag, trak den pyntesyge mand vejret friere; der var fjer til hatten, parykker og dansante hæle, men jo friere og mere mangfoldig kvindens dragt er blevet, des mere rigid er den jævne mands.

Jakkesættet udstråler styrke og aktivitet; skulderpuderne, de firkantede former. Og komfort. Flade sko.
Jakkesættet er en ‘jeg klarer det selv- dragt’. Pynt er ikke for mandlige politikere. Slipset, den eneste accessori en statsmand har, understreger, pink som blomstret, altid maskulinitetens rene linjer. Slipset er den brede vejpil i et kønnet landskab. Se, jeg er en rigtig mand; for enden af pilen hænger beviset.

Det, at heteroseksuelle mænd kan nyde at pynte sig, fortæller os, at det ikke kun er festklædte kvinder, der ind imellem har brug for at signalere: Se mig! Tag initiativet! I tilfælde af brand, så red mig! En mand kan også have behov for at være den indtagende og modtagende part. Det er ubevidste rester af stereotype ideer om, hvad en rigtig mand og en forkert kvinde er, som får os til at fnise af Kjole Ole; en rigtig mand, der ikke er hverken eller, men insisterer på både og.

Jonnifer 2007. Digitalt tryk af Trine Bork
Jonnifer 2007. Digitalt tryk af Trine Bork
Jonnifer var oprindeligt et videoprojekt om rollespil og lighed mellem kønnene. Min ven Jonnifers på én gang meget maskuline og feminine udstråling er fantastisk – for mig er han en slags virkeliggjort Orlando. Orlando i Virginia Woolfs bog af samme navn skifter køn fra mand til kvinde og gennemlever hele 400 års historie. Udgangspunktet var at portrættere Jonnifer i sit professionelle virke som performance kunstner og rent personligt som ven og transvestit.

I arbejdsprocessen tegnede og fotograferede jeg ham ofte i bevægelse og projektet udviklede sig til et forsøg på også at portrættere et menneskes forhold til tiden: den rejsende fra fortiden med en rodet bagage, der konstant vælges til eller fra og altid mærket af forestillinger om fremtiden, forventninger til eller frygt for det ukendte. I portrættet af Jonnifer forsøger jeg at gengive menneskets foranderlighed og bevægelse i dét øjeblik fra et fremadskuende blik vendes og til det kastes over skulderen eller omvendt. Denne blandede følelse af livskraft og ængstelse, der opstår, når jeg indser, at jeg er – kun og taknemmeligt – nu.

Trine Bork er billedkunstner og bor i Berlin.

Artiklen blev første gang trykt i KURT #6.

More from Stine Bork Kristensen

Den forkerte mand er en rigtig kvinde

”Transvestit, person med trang til at optræde i det andet køns klædedragt;...
Læs mere