Ulla Toftes uforpligtende kulturknald

I sidste uges debatindlæg harcelerer Ulla Tofte over kultur i byens rum. Hun hævder, at byrummet er fyldt med kulturtilbud, som ikke udfordrer og efterlyser kultur, der forlanger mere af sit publikum end byrummets uforpligtende kulturknald. Der bliver skudt med spredehagl og klyngebomber – ingen går fri. Vi er uenige på stort set alle niveauer.

Af Tobias Moe Hoffmeyer og Annette Max Hansen, Redaktører for Netudgaven – bragt i Altinget.dk/kultur 29. oktober

Læs Ulla Toftes indlæg her: Der er betaling på Altinget.dk, men der kan tegnes prøveabonnement for læsning af artiklen.

Få konkrete eksempler
Én ting er, at monumenter i byens rum over en bred kam kastes ind under kategorien “uforpligtende kulturknald”.

Gælder det så også Salys stolte rytterstatue, der i mere end 300 år trofast har prydet Amalienborg Slotsplads?

Eller Sørensens springvand på Skt. Hans Torv? Passagen ved Brandts Klædefabrik i Odense? Eller Lundgaard & Tranbergs Skuespilhus med den levende og inviterende træmole?

Det er svært at vide, for helt generelt glimrer Ulla Toftes kritik ved fraværet af konkrete eksempler og bliver derfor i sig selv, ja – uforpligtende.

Eneste hint, hun giver om sin utilfredshed med monumenterne, er Carl Jacobsens statuer, som ifølge hende er så ligegyldige, “at vi knap nok ænser dem”.

Hvis puljen ud over parkskulpturerne omfatter f.eks. Elefantporten ved Carlsberg, der på spektakulær vis åbner et spirende byrum eller for den sags skyld Den Lille Havfrue på Langelinie, hører forfatterne bag nærværende indlæg i hvert fald ikke til iblandt det ‘vi’.

Masser af visionære kulturelle byprojekter
Den anden og værre ting er, at Ulla Tofte måler alle kulturbegivenheder i byens rum med samme alen. For der er masser af gode grunde til at skabe relation mellem kunst og byrum.

Et eksempel: Ved Metropolis Festivalen i 2007 blev Fritz Langs legendariske urbane fremtidsforestilling “Metropolis” vist på den dengang delvise og nu fuldstændig nedrevne Silo 52 for enden af Islands Brygge.

På et sceneudspring i facaden i den urbane borgruin spillede franske Art Zoyd en genfortolkning af det oprindelige soundtrack. En oplevelse, der i ét øjeblik satte forstærket lys på en vigtig, men hensynende del af Københavns industrielle historie og udfordrede biografen som institution.

Ved at være til stede i byen, mens filmen om byen blev beskuet, fik publikum en fornyet fornemmelse af byen som fænomen og ramme. Og en følelse af nærvær og samvær, der ikke kan opnås i en moderne biograf.

Metropolis-åbningen blev starten på en festival, der nu i seks år har indtaget byens rum i samråd med kunstnere, byplanlæggere, forskere og arkitekter for at få os til at opdage og bruge byen på nye måder.

På årets Metropolis blev publikum bragt vidt omkring i forsøget på at udfordre tilskuerens vante blik og konventionelle tilgang til byen, som f.eks. gennem teleskoper på toppen af Maskincentralen på Carlsberg, eller da de tyske arkitekters mobile kulturhus Aeropolis inviterede indenfor på kirkegårde, søer og i gadekryds.

Og Metropolis er ikke alene om at arbejde udfordrende og strategisk med byrum på tværs af fagområder.
Kuratoriske enheder som Råderum og det tidligere Rumkammerat er andre, og der findes utallige visionære projekter rundt om i by og land, der forpligtende dyrker og udforsker kunsten med byens rum som ramme.

Ulla Tofte trænger til at komme på Metropolis
Nuvel, der er udstillinger og events i byens rum, som er mindre gennemtænkte og glemmer samspillet med byen, og man kan absolut diskutere kvaliteten af de mange initiativer.

Men en sådan diskussion kræver en mere konkret og nuanceret kritik, som er ganske fraværende i Ulla Toftes indlæg.

Debatindlægget ekkoer et indlæg tidligere på året, hvor Ulla Tofte svingede leen over festivalerne med formuleringen ”Faren for, at festivalerne udvikler sig til kulturens lavprisvarehuse, er overhængende”.

Hun efterspørger vidensfestivaler, som man finder dem i f.eks. Italien og USA, og giver blandt andet den ambitiøse græsrodsfestival på Sejerø et slag over nakken – en festival, der ellers er blevet hyldet af sine gæster for at dyrke fordybelsen.

Man kan spørge sig selv, hvad viden og fordybelse er for nogen størrelser, og hvorfor Ulla Tofte insisterer på, at viden og fordybelse trives bedst i institutionelle rammer inden døre.

Mon ikke Ulla Tofte trænger til at komme på Metropolis eller til Sejerø, så hun kan tale med på baggrund af empiri, og måske også opleve den kvalitet, som hun efterspørger.

Metropolis finder sted hvert andet år. I de mellemliggende år afholder man laboratorier med teoretikere og udøvere for at gentænke byrum.

På Sejerø har man indgået en langvarig aftale for, at festivalens tanker kan blive forankret i et mere længerevarende samarbejde, der kan styrke kunstnerne og gøre festivalen bæredygtig.

Ganske fine initiativer, der er langt fra de omtalte lavprisvarehuse og uforpligtende knald.

Så lad os endelig tale om det længerevarende forhold, vi tror på både kobber-, sølv- og guldbryllup.

More from Tobias Moe & Annette Max Hansen

Ulla Toftes uforpligtende kulturknald

I sidste uges debatindlæg harcelerer Ulla Tofte over kultur i byens rum....
Læs mere