Brug byen til at lave kollektive utopier

Borgerne i Barcelona deler et andet perspektiv på byen.

Samfundene befinder sig i en tilstand med permanente kriser. Byen er den bedste platform for både nye tanker og organisering.

I morgen kaster vi vores stemme i boksen. Èn ud af måske 14 stemmer på vores livs klippekort til valg i kommunen. I de næste dage vil vi høre om borgmesterkæder, der er vundet eller tabt under stilfærdige eller sensationelle konstitueringer. Så er det hverdag igen. Byrådene går i drift-mode og borgerne vender tilbage til deres gerninger. Det var så det.

Der er talt om skoler, ældrepleje og trafik rundt om i landet. Vigtige, men alligevel begrænsende emner. Hvorfor er byer og bysamfund – i bredere forstand, det urbane – ikke et politisk hovedspørgsmål?

©PSJ-17_-september-2011_-Occupy-Wall-Street-fandt-mange-former-for-fladt-demokrati_-Udfordringen-er-at-skalere-op-med-en-demokratisk-struktur-til-organiseri
Occupy Wall Street. Førstedagen i Zuccotti Park. OWS bevægelsen gjorde mange erfaringer med fladt demokrati. Udfordringen er at skalere op og udvikle demokratiske strukturer der kan organisere en hel by.

Byerne på de lange linjer

Det er min tese i denne artikel, at det urbane, forstået som et kompleks af overliggende sociale, kulturelle, økonomiske og fysiske strukturer, er afsættet for en nødvendig ændring af vores samfund. For det første er det her – uden selvfølgelig at glemme den nationale dimension – vi kan udvikle konkrete forestillinger om, hvordan et samfund også kan være. For det andet kan vi bruge byen som en politisk organiserende platform.

Den franske sociolog og filosof Henri Lefebvre trækker lange tråde i historien. Fra dengang mennesket levede som en integreret del af naturen, til dyrkningssamfund med mindre bysamfund, til den politiske bys dominans, til feudalismen og handelsbyen samt industrisamfundet. Byerne har altid været ’driverne’ bag bruddene med det gamle samfund og udvikling af det nye.

Efter industrisamfundet følger ‘det urbane samfund’ – eller med det lange lys tændt ligefrem ‘planetarisk urbanisme’ (der var hans måde at tale om socialisme på). Imellem ligger ‘den kritiske zone’ med kriser og overgange, hvor noget nyt opstår.

Det er her, vi er nu.

Lefebvre mente, at samfundet tenderer til at blive fuldstændigt urbaniseret. I dag bor 82% af amerikanerne i byer, i Europa er det 73% og i Latinamerika er det 79%. Alting bliver urbaniseret. Bysystemet er ikke kun det byggede miljø. Det strækker sig over alt: kapitaldrevet landbrug, trafik, forbrug af naturens ressourcer og destruktion af biodiversitet m.v. Udkantsdanmark er en konsekvens af byerne.

I den kritiske zone
Neoliberaliseringen og globaliseringen af samfundene tog fart som en økonomisk strategi for overlevelse i 1970′erne og har siden efterladt et landskab af komplekse dybe systemiske kriser. De er hver for sig – og i et forstærkende samspil –vores udfordringer. Vi er derfor ikke i en situation, hvor anything goes med oceaner af tid. Her er helt kort nogle af dem:

Natur/samfundskrisen har en udløbsdato for vores overlevelse. Professor Kevin Anderson, forsker i energi og klimaforandringer ved det ansete Tyndall Center i Manchester, mener evolutionære forandringer for at redde klimaet gennem det politiske og økonomiske system havde været mulige fra tiden omkring klimatopmødet i 1992. Men: “I dag, efter to årtier med bluff og løgne, kræver det resterende 2 graders CO2-budget revolutionære forandringer af den politiske og økonomiske hegemoni”.

Borgerne i Barcelona deler et andet perspektiv på byen.
Borgerne i Barcelona deler et andet perspektiv på byen.

Menneskekrisen handler om det materielle livsgrundlag og udvikling for alle. Ifølge en OECD-rapport fra 2009 arbejder 1,8 mia. mennesker i verden i den informelle økonomi som løst ansatte, daglejere, gadehandlere m.v. uden kontrakter og social sikkerhed.[1] Kun 1,2 mia. mennesker er ansat i den formelle økonomi. Rapportens prognose siger, at allerede i 2020 vil to ud af tre i den globale arbejdsstyrke skrabe sammen til dagen og vejen i den informelle økonomi.

Demokratikrisen blokerer samfundenes dynamik. Der er mange aspekter i dette. Udsagnet “der er blevet langt mellem politikerne og borgerne” er blot ét symptom på en mere grundlæggende indsnævring og opsplitning af det demokratiske beslutningsrum på både nationalt og kommunalt niveau.

Økonomikriser deformerer samfundet og forstærker de andre kriser. Det økonomiske system forudsætter vækst, men klimakrisen æder en stigende andel. I 2010 kostede det globalt set 1% af BNP. I 2030 vil det være 3,2 procent af BNP.[2] Siden 1973 har væksten i USA og Europa ligget under 1,9 %.

Måske kan man sige, at kriserne ligefrem er neoliberalismens eksistensvilkår, samtidig med at den selv skaber dem og gør dem dybere. De bevæger sig fra det finansielle område, ind i staterne, ind i husstanden, ud på arbejdspladserne, ned i undergrunden og mod himlen.

Byen som politisk platform
Kort sagt. Klimakrisen og overflødiggørelsen af mennesker, er bundet til vækstøkonomien, der er baseret på en begrænset form for ejendomsret. Den private ejendomsret. Derfor er der grund til at gå ned i maskinrummet med det store værktøj og lede efter dybe systemiske ændringer.Det må være vor tids store udfordring!

Der tales meget om nye måder at tænke vækst på. Det giver god mening, for der ér jo en rigelighed, som kalder på at blive brugt på andre måder og andre vilkår. Vækst er jo ikke det samme som udvikling.

Madkø foran Part of Solution i South Bronx
Madkø foran Part of Solution i South Bronx

Der bliver ledt efter smutveje med nulvækst og grøn vækst. Måske sat lidt på spidsen, men for enden af disse strategier ligger enten en forstærket økonomisk krise, fordi systemet har brug for en årlig vækst på 2-3% eller små bobler i et hav af business as usual. Problemet er, at væksten er knyttet til kapitalakkumulation på basis af den private ejendomsret.

Et brud åbner perspektiver med nye muligheder.

Byen er det bedste sted, at udfordre vores forestillinger om, hvordan et samfund også kan være. Hvad betyder det f.eks. når professor Kevin Anderson taler om “revolutionære forandringer af den politiske og økonomiske hegemoni”?

Det handler ikke kun om relationen mellem klima og økonomi, men også arbejde, levevilkår og muligheder for udvikling for alle i bred forstand. Derfor er et af de probate midler en radikal demokratisering baseret på et aktivt deltagerdemokrati.

Det er en forudsætning for, at vi kan håndtere kriserne gennem en transformation af samfundet. Ikke for demokratiseringens egen skyld. Men for at kunne overkomme krisetilstanden gennem dybe strukturelle ændringer i samfundet må alle borgernes mangfoldighed af energier, menneskelig stræben og kompetencer frigøres.

Et skifte fra vækst til udvikling – fra profithensyn til aktivitet baseret på brugsværdi via en demokratisering – udfordrer den private ejendomsret. Den private sektor må, såvel som den offentlige, være en del af det udvidede demokrati. Hvordan kan man ellers træffe beslutninger i et reelt helhedsperspektiv? I forvejen er den private ejendomsret en blokerende anakronisme, hvad internettet for eksempel viser. Det vil være et brud med det liberale demokrati, som netop har den private ejendomsret som sin absolutte grundpille.

Lefebvre lancerede i 1968 udtrykket retten til byen. For Lefebvre betød retten til byen “… ikke kun en simpel ret til tilstedeværelse eller en tilbagevenden til de traditionelle byer. Den kan kun formuleres som en transformeret og fornyet ret til det urbane liv.” Den manifesterer sig som “en højere form for rettigheder: retten til frihed, til individualisering i socialisering, til bosteder og at bebo. Retten til oeuvret (byen som et værk, psj), til deltagelse og tilegnelse (som klart adskiller sig fra retten til ejendom) indgår i retten til byen.” [3] Med det mener han alle borgeres ret til at deltage i brug og produktion af byen.

Inden for de sidste ti år har retten til byen vundet genklang i mange byer i Latinamerika, Indien og USA og været afsæt for mange typer organiseringer.

Organiserende platform
Tidligere, da industriarbejderne havde deres base på de store arbejdspladser, var arbejderklassen en magtfaktor gennem aktioner, fagbevægelsen eller arbejderpartierne. Fagforeningerne spillede sammen med arbejderbevægelsens politiske partier og agerede på en ret bred platform for bedre levevilkår og demokrati. I dag er samfundet mere specialiseret, opdelt og mobilt. Arbejderklassen er derfor sammensat og har en anden karakter.

Under min research til bogen New York og kampen for byen talte jeg blandt andet med Chinese Staff and Workers Association (CSWA), der er et arbejdercenter i Chinatown. De ser netop arbejderen som det hele menneske gennem hele døgnet. Hvis en bygningsarbejder bygger på lejligheder til de velbjergede, som vil komme til at ændre arbejdernes kvarter med dyre butikker og højere huslejer, hvad er det så for et arbejde, spørger CSWA. De mener at arbejderne/beboerne skal have indflydelse på, hvad der bliver bygget. Mennesket bor i en bolig i et bymiljø. Der er kulturaktiviteter, uddannelse og sundhedsservice. Når der sker noget i kvarteret og i byen deltager arbejderne på arbejdspladserne sammen med andre i de demokratiske processer. Et arbejde er derfor ikke bare et arbejde.

Ved at koble de behov, som det hele menneske, samfundet og naturen har, sammen med det gode liv, den urbane biotop og den demokratiske by, opstår der forestillinger om, hvordan retten til byen kan tage form i et første forløb.

Byen er det bedste sted at starte stor med kollektive utopier og afprøvninger i lille skala, for at komme i gang med at bygge op nedefra.

Fakta
Peter Schultz Jørgensen er byplanlægger og forfatter. Han har netop udgivet bogen New York og Kampen for Byen på Bogforlaget Frydenlund. Bogen beskriver i tekst og billeder hvad New York er for en by i den globaliserede verden. Igennem 29 kapitler præsenteres steder i byen og communities og bevægelsers stræben mod en anden by. Undervejs kommer mylder af newyorkernes stemmer til orde. Læs mere om bogen her

Fodnoter
[1] OECD. 2009. Is Informal Normal? Towards More and Better Jobs in Developing Countrie

[2] The State of the Climate Crises. Climate Vulnerable Forum. 2010.

[3] Henri Lefebvre. 2003 Writings on Cities. Blackwell Publishing. Side 158 og 173..

More from Peter Schutlz Jørgensen

Brug byen til at lave kollektive utopier

Samfundene befinder sig i en tilstand med permanente kriser. Byen er den...
Læs mere