Efter utopien – rumænsk kunst på Arken

Lidt nærmest stjålen natur, en del beton, et solstrejf eller sært lysindfald og en ensommelig stilhed som aldrig bliver til tristesse. Sådan kunne man beskrive den rumænske figurative maler, Şerban Savus malerier. Hans motiver er mennesker, gerne observeret på afstand, i udramatiske, hverdagsagtige situationer og miljøer; historier om det levede liv, en rumænsk fortid med et kig ind i fremtiden. Lige nu er han aktuel på Arken, hvor Netudgaven har mødt ham i anledning af udstillingen Hotspot Cluj.

Ligesom nullerne dannede rammen om den rumænske filmbølge, var det også årtiet hvor Transsylvanien kom på landkortet med andet end blodtørstige vampyrer, eller i hvert fald det årti hvor den vestlige kunstverden tunede ind på radaren og fik øje på kunstnerkollektiverne hinsides skoven, som Transylvania så smukt hedder i direkte oversættelse. Og her ligger Cluj. En lille by med omkring 300.000 indbyggere.

Sin størrelse til trods, er den Rumæniens vigtigste centrum for industri, akademia, kultur og business.

I Cluj, helt nøjagtigt, Cluj-Napoca finder man galleriet Plan B. Galleriet åbnede i 2005 på initiativ fra Mihai Pop og Adrian Ghenie, to centrale herre for den rumænske samtidskunsts himmelfart. Stedet fungerer både som researchcenter med fokus på rumænsk kunst gennem de seneste 50 år – bl.a. med det formål at eksponere oversete talenter – og lægger rum til produktion og udstillinger.

Plan B bedre end plan a
Navnet Plan B refererer naturligvis til præmissen for udstillingssteder i Rumænien, som lider under manglende offentlige tilskud og fordrer at kunstnerne tager skeen i egen hånd, som det heldigvis faldt Pop og Ghenie ind.Plan b er nogen gange bedre end plan a, i hvert fald har galleriet stået bag den rumænske pavillon på Venedig Biennalen, åbnet søster galleri i Berlin og er præsenteret på de store messer som Art Basel, Frieze Art Fair i New York og London.

Den virksomme Pop har co-kurateret et hav af udstillinger bl.a. Prag Biennale 4 og frem for alt så står Pop og Plan B bag åbningen af Fabrica de Pensule i en gammel nedlagt penselfabrik. Den fem-etager store fabrik stod i gamle dage for Rumæniens største pensel produktion med storkunder som Kina. I 2009 blev den forladte og fallerede bygning indtaget af billedkunstnere, dans og teaterfolk, og Penselfabrikken tæller i dag 30 kunstnerstudioer og fem gallerier. Plan B og Penselfabrikken er rygraden i den rumænske samtidskunsts internationale succes. Her finder man også Şerban Savu.

Weekend, 2007
Weekend, 2007

Konceptualisterne og malerne i samme båd
Det er også Pop, der inviterer maler, Şerban Savu indenfor i kunstnerkollektivet. Serban arbejder på det tidspunkt hjemmefra i et rum på 2×2 kvadratmeter. Sammen med en række malere rykker de ind på fabrikken. Og det er et interessant og visionært move – for kunstmiljøet og produktionen i Cluj har været præget af konceptualisme – formodentlig et udtalt behov for at adskille sig fra etablissementet og signalerer en kunstnerisk frihed og nytænkning efter kommunismens fald. På indholdssiden er der ikke de store afvigelser mellem malerne og konceptualisterne – forskellen begrænser sig primært til æstetikken og det formale.

For de fleste kunstnere er det gabet, tomrummet – vacuumet efter revolutionen der kalder på at blive fyldt – eller i hvert fald diagnostiseret – beskrevet og adresseret.

Penslen er pennen
Savus værker kredser om utopien og virkeligheden under kommunismen og stræber efter en selvforståelse gennem maleriet. Penslen er en slags dokumentarist, en dyneløfter, en historiefortæller og en fortolker der skaber indsigt efter mange års løgne og manipulationer.

Både for Savu som menneske og som kunstner har kommunismen betydet en fortrængning af virkeligheden og verden udenfor. Som kunststuderende var han udelukkende eksponeret for kunst frem til avantgarden og det 20.århundrede. Og som borger blev han præsenteret for en historiefortælling der lå i hænderne på magthaverne og deres utopiske fantasifostre og tv transmitterede illusioner.

Summerkitchen 2009
Summerkitchen 2009

En verden udenfor
I 2002 fik Savu et legat til et studieophold Venedig. Her blev han for første gang udsat for fx kunstneren Kantor. Han skulle bogstavelig talt krydse grænser for at opleve sit eget lands samtidskunst og avantgarde.

Han vendte tilbage til Rumænien efter to år – mere af nød end af lyst. Pengene slap op, visummet udrandt og legatet var klausuleret således at Savu forpligtede sig til at komme tilbage. Savu var en ud af mange som søgte væk. Rumænien blev opfattet som fremtidsløst.

For Savu blev studieårene i Italien omvæltende. De påvirkede hans maleri. Han fik en bevidsthed om sin egen histories relevante plads på lærredet. ”Jeg fandt ud af at min barndom og ungdom kunne males. Jeg begyndte at oversætte min fortid. Det var som om nogen havde åbnet min hjerne. Det var som en åbenbaring”, fortæller han.

Space, the Final Frontier, 2006
Space, the Final Frontier, 2006

Indhold over form
Savus medie er maleriet. Han er ikke optaget af form – eller rettere – han er ikke optaget af at revolutionere formen eller opfinde en ny. For Savu er det subjektet – motivet – historien der er omdrejningspunktet. Og han elsker, med sine egen ord, maleriet.

”Under kommunismen var formalismen under angreb. Mange komponister, som fx Prokofieff, blev anklaget for formalisme. Fordi de ikke skabte for staten – til fællesskabet. De gjorde hvad de havde lyst til og det var ikke velanset. På en måde tilhører jeg kommunisterne. Jeg bærer på den byrde. Jeg taler deres sprog”, siger Savu ironisk med reference til hans ’udeblivende’ opgør med maleriet. Hans statement efterfølges af en diskret latter. Savu er et diskret menneske med en stærk integritet og et præcist sprog, både i farver og ord.

Historien om historien
Og hvad er det så Savu er optaget af? Hvad trænger sig på? Hvad er malerierne båret af?
”Jeg er optaget af overgangen fra ét system til et andet. Den nye mand, eller ideen –forestillingen om den nye mand, som blev undfanget i det kommunistiske laboratorie – utopiernes laboratorie. Arbejderen var tænkt som samfundets støtte, hovedpersonen i politik, i samfund og i kunsten – den officielle kunst altså – men billedet af arbejderen var falskt. Og det var udbrændt. Det havde intet med virkeligheden at gøre. Jeg husker det fra film og tv. Der var to timers daglig udsendelse hvoraf en time, såkaldte nyheder, gik med at følge Ceausescu besøge fabrikker og landbrug. Arbejderen blev skildret som skaberen af den nye verden. Og det var selvfølgelig ikke sandt. Nu er arbejderen blevet marginaliseret, han er ikke længere i centrum, ingen lægger mærke til arbejderen mere. Og konceptet mislykkedes naturligvis – men jeg er interesseret i hvad det var der genererede det, hvad der affødte dette projekt og hvad virkeligheden var bag propagandaen. Og jeg prøver at finde ud af hvad livet er efter denne fiasko – efter dette utopiske projekt.”

Maleriet er for Savu nærmest en undersøgelse og udgravning – en afdækning af ’sandheden’ bag løgnen og en nøgle til at finde og genfinde en identitet gennem en dekonstruktion og afmaskering efter kommunismens fald.

Untitled, 2009
Untitled, 2009

“Vi er nødt til at finde ud af hvem vi er. For vi ved det ikke. Vi er blevet fortalt en falsk historie. En fuldstændig falsk historie. Vi har set propagandistiske film, blevet fortalt propagandistiske historier – min generation er blevet fyldt med løgn og nationalisme. Og jeg tror det er vigtigt for os at begrave myterne. Jeg ser på, observerer og prøver at forstå virkeligheden og dens mange lag. Jeg prøver at forstå den sociopolitiske virkelighed, selv om jeg er mest optaget af det sociale, politik er noget der følger med”, siger Savu.

Nissen flytter med
Et tema som går igen er land og by eller grænselandet – overgangen og udkanten og refererer direkte til et af regeringens utopiske projekter i 60erne og 70erne, hvor man tvangsflyttede folk i den såkaldte egalitets tjeneste – en slags omvendt ghettotanke.

Blocks and gardens
Blocks and gardens

”En masse mennesker blev tvunget til at flytte fra landet ind til byen på grund af forskellige af regeringens initiativer. De blev tvunget ud af deres hjem med magt og gennet ind i store beton boligblokke. Jeg voksede op i sådan et kvarter. Ideen var at blande folk. Det var en algoritme. I Transsylvanien fx, hvor det ungarske naboskab er meget stærkt, flyttede man rundt på folk og satte beboerne sammen, så der både var en sigøjner, en rumæner, en ungarer – men man var ikke bare optaget af etnicitet, man sorterede også efter klasse; intellektuel, arbejder.

Man ville bygge en hel ny verden, hvor alle var lige. Men det interessante var, at mange at tilflytterne fra landet ikke adopterede urbane værdier og boformer. Og de fortsatte med at bo i en landsby, dyrkede fx have foran blokken i deres nye kvarter. Det så pudsigt ud men der var jo i fuld overensstemmelse med hvem de var. Jeg er optaget af den form for ’displacement’ i mine billeder”

Reserved B83AND, 2006
Reserved B83AND, 2006

Intet er mit og alt er vores
Der er et billede, hvor en kvinde iklædt en gul bluse er på vej ud af en kridttegnet firkant på en asfaltgrund. Jeg bliver ved med at vende tilbage til det og tænker, der gemmer sig en historie her?

“Den går tilbage til dengang jeg boede i Bukarest. Bukarest er meget anderledes end Cluj. Meget. Forskellig historie, kultur, størrelse. Bukarest har 2 millioner indbyggede uden forstæder og en masse grå kvarterer. Jeg skal fortælle dig om den praksis der knytter sig til billedet.

Den er meget udbredt i Rumænien. Den går ud på, at man tegner sin egen parkeringsplads. Tilbage i 80erne da man byggede boligblokkene lavede man kun én parkeringsplads til 25 familier – og det var selvfølgelig utilstrækkeligt, selvom mange ikke havde biler, fordi man skulle stå på venteliste i 10 år for at få en. Det var en kamp at få en parkeringsplads. Så mange mennesker tegnede et omrids, og for at passe på deres plads, fyldte de den op med ting. Jeg synes det siger en del”, tilføjer Sava. Alt er offentlig ejendom, man deler alt, arbejder for staten, for de andre og har ikke noget der er ens eget. Så bliver et lille stykke asfalt vigtigt.”

Savus billeder er historier. Og jeg vil gerne have flere, men vi kan høre Arkens direktør begynde på sin åbningstale nedenunder – og det vil vist være passende at Savu deltager i sin egen fernisering. Så vi runder af, aftaler at mødes i Cluj senere på året. For undertegnede har fået smag for den rumænske kunstscene og kunstnerkollektivet, som er blevet så stor en succes, at Savu og hans kollegaer rejser verden rundt og udstiller pga den omfattende efterspørgsel.

Inden Savu forsvinder ned til sit publikum spørger jeg ham hvad han tænker om fremtiden for Rumænien?

“I dette øjeblik ser jeg på nutiden med håb. Jeg tror på folk. Tag værkerne fra 2005, da jeg så at sige fandt min stil, så malede jeg bygningsarbejdere, som var i færd med at bygge nye bygninger og det var et glimt af fremtiden – en slags metafor for fremtiden. Læg mærke til reflektionen i vinduerne.”

Og opfordringen er hermed givet videre.

Savu kan opleves i selskab med Marius Bercea, Răzvan Botiş, Radu Cioca, Radu Comşa, Adrian Ghenie, Dan Măciucă, Ciprian Mureşan og Cristi Pogăcean.

Grundet Hotspot Clujs succes har ARKEN netop forlænget udstillingen med tre måneder indtil d. 9. februar. Jeg anbefaler på det varmeste at tage til ARKEN, og hvis man trænger til lidt mere introduktion har Netudgaven tidligere på året bragt en artikel om Cluj.

More from Annette Max Hansen

Danmark nu blunder den lyse nat med anderledes håndtegn

Højskolesangbog, guitarriffs, sæbebobler og fællessang. Stemningen i The Dome i Dream City...
Læs mere