I filmen forsvinder vi

CPH:DOX er slut for denne gang. Et hav af film, fortællinger og indtryk. Et par uger i selskab med en parallel virkelighed. Et inspirationsindspark, og nu er det forbi. Det føles en kende tomt, men man kan trække på de billeder, monologer og konversationer, som har sat et aftryk.

Det her er ikke en filmanmeldelse, eller en filmanalyse. Det er en strøm af tanker, der fulgte mig, efter jeg havde set ”Rohmer in Paris”. En pudsig sag fuld af mange virkeligheder og flere historier, der til sidst samler sig til én.

Rohmer in Paris – en kærlighedserklæring
Vi befinder os i Éric Rhomers univers, eller rettere sagt befinder vi os i Richard Miseks univers, som befinder sig i Rohmers univers. Instruktøren Richard Misek viser os nemlig sin uforbeholdne kærlighed til den afdøde franske instruktør Éric Rohmer, som var en af de mest betydningsfulde instruktører inden for den franske nybølge (La Nouvelle Vague) i 1950-60’erne . Han var ansvarlig for det indflydelsesrige filmskrift Cahier du Cinema fra 1957-1963. De fleste af hans film finder sted i Paris, og han havde hovedsæde i Latinerkvarteret, ligesom resten af ny-bølge-banden.

En anden nouvelle vague-pioner, Francois Truffault i aktion
En anden nouvelle vague-pioner, Francois Truffault i aktion
La Nouvelle Vague bestod af unge filmmagere, der ville udvikle filmkunsten og skabe noget nyt og originalt. De var inspireret af den litterære form, specielt novellen, og ønskede at lave film der strejfede dokumentarisme, og som behandlede de sociale og politiske problemer som herskede i samfundet. Deres unge ånd søgte opbrud med traditionerne, de ville destruere politiske og religiøse symboler, starte på ny og portrættere virkeligheden som den var, og ikke som man antog den var. Genren blev også kaldt ”Camera-stylo”. Stylo betyder kuglepen på fransk og vidner om, at genren blev set som en hybrid mellem filmen og novellen, mellem det levende billede og de statiske bogstaver. Tanken om det fortællende kamera gav instruktøren en større frihed, gennem kameraet kunne han skabe rammen, og udtrykke sin egen stemme, præcis som forfatteren gjorde det gennem pennen i sin novelle.

Miseks film er en slags essayistisk collage over Rohmers film. Misek tager beskueren i hånden, og leder ham nænsomt rundt i det magiske Rohmer-univers. Diverse karakterer vandrer rundt i Paris med deres egen dagsorden, blik bliver udvekslet, tanker bliver tænkt og skæbner blander sig med hinanden – bevidst og ubevidst. Sceneriet er ikke ekstraordinært, det er blot en hverdagens poesi der udspiller sig i Paris.

Hvad er vel mere lig end mennesker, der sidder på toilettet, og hvad er vel mere forskelligt end ansigter?” – Julio Cortazar

Rohmers film handler om blikke. Stjålne og glemte. Blikke man sender i håb om at få ét igen. Blikke der sendes for at fordre handling. Øjnene er i fokus – det er deres gøren og laden der, skaber karakterernes skæbne.

Rohmer havde et skarpt blik for blikket
Rohmer havde et skarpt blik for blikket
Rohmer havde et skarpt blik for blikket.
Quentin Tarentino har udtalt, at når du har set én Rohmer film, har du set dem alle. Det erklærer instruktøren Richard Misek sig til dels enig i. Men påpeger, at det måske netop er det, der er så smukt og genialt ved Rohmers film. De kunne være én lang film, hvor alle karakterer er forbundet med hinanden og influerer og påvirker hinandens liv.

Filmene gentager sig selv, fordi alle mennesker er gentagelser af hinanden. Filmene og menneskene er ens på mange overordnede punkter, men når man dykker ned i detaljen, er der store forskelle. Den måde hvorpå folk går op ad trapper. Alle går op ad trapper, men alle gør det forskelligt. Rytmen i trinnene, den højre eller venstre fod først? Lette og elegante trin eller tunge og bombastiske som holder trappetrinene nede? Gennem trin på trapper og gang ud og ind af porte giver Rohmer os et billede af, hvilken karakter vi har med at gøre.

Psykogeografisk kortlægning af Paris

Byen Paris var nærmest symbiotisk med 60′ernes filmskabere
Byen Paris var nærmest symbiotisk med 60′ernes filmskabere
Byen Paris var nærmest symbiotisk med 60′ernes filmskabere.
Rohmer lader sine karakterer spankulere rundt i Paris. Gennem deres gang kortlægger han byen. Definerer rummet og dets betydning. Rohmer kender sin by, dens historie og han viser det.

Rohmers by er Paris, og den opfylder alle de psykogeografiske elementer, der skal til, for at karakterne kan strejfe hinanden.

I midten af 1800-tallet satte regenten Napoleon III, Baron George-Eugène Hausmann til at igangsætte en renovering af Paris. Store brede boulevarder blev grundlagt, den såkaldte Hausmannization. Byens infrastruktur blev ændret, og byrummet skiftede karakter. Boulevarderne gennemstrømmede nu byen og skabte offentlighed og menneskelig interaktion. Bænke, parker, alleer, cafeer der indrammede boulevarderne skabte rum, hvor man kunne sidde og stirrer i timevis, indfange blikke og sænke sit eget, se omverdenen passere forbi, opdigte historier om alle de fremmede, der omgav én. Og det er præcis det, Rohmers karakterer gør. Deres psyke er afhængig af geografien, af den parisiske indramning. Og de stier, de følger, er i mange tilfælde de parisiske boulevarder, grundlagt af Hausmann for at skabe en levende by, hvor mennesker kan mødes og påvirke hinanden.

Rohmer selv var afhængig af latinerkvarteret, det var hans helle og tryghedsbase. Her havde han sit filmselskab, og her var Cahiers du Cinema blevet skabt. Filmfolkene fra La Nouvelle Vague holdt til i Latinerkvarteret. Det var deres verdensramme, omgivet af Pantheon, Boulevard Saint Michel, Place de la Sulpice og Jardin du Luxembourg.
Deres diskussioner og indsigter, deres nethindebilleder og mange af de billeder de videreformidlede gennem deres film, stammede herfra.

Det var en sprudlende tid for kvarteret op gennem 1960’erne. Filmfolkene fra La Nouvelle Vague holdt til på deres cafeer, på andre diskuterede eksistentialisterne ivrigt. Rohmer og hans ligemænd blandede filmen og novellen i ideen gennem deres nyskabte Camera-stylo genre, men rent fysisk og geografisk smeltede kameraet og pennen også sammen, omgivet af den selvsamme fysiske ramme, kaldet quartier Latin og tidsrammen der lød 1960. Det var velsagtens et af verdens mest virile intellektuelle brændpunkter på dette tidspunkt.

At være besat af filmen
Instruktøren Richard Misek bevæger sig i grænselandet mellem forelskelse og besættelse. Han er opslugt af Rohmers verden og kunne blive der til evig tid. Han kaldte selv dette forhold for ”cinofelia” efter filmen havde verdenspremiere i Cinemateket. ”Cinofelia” kan oversættes til ”cinefoli” på dansk, men et sådan ord findes ikke. Misek forklarede det selv således: ”Cinofelia er perverst – en ensrettet kærlighed, den er betydningsløs”, og derfor er den en af de reneste former for kærlighed der findes. Den fuldendes aldrig, men bliver heller ikke kastet tilbage, og derfor er den evig.

Samme form for kærlighed oplever en af Rohmers karakterer: En nat med en fremmed mand gør hende gravid. Efter sexakten får hun hans adresse skrevet ned på en lap papir, men smider den væk ved et tilfælde. Da vi møder hende i filmen, har hun en lille datter. Hun elsker denne fremmede mand og er aldrig holdt op med at elske ham. Hver gang hun færdes i Paris; når hun tager bussen, går ned for at handle på markedet eller går ture i parken, håber hun på at støde ind i ham igen. År er passeret, og det er endnu ikke sket.

Når man konstant søger genmødet, der er blevet lig med kærligheden, vil den aldrig dø, da fascinationen og ens kærlighed til den anden part aldrig bliver udfordret af mødet og konfrontationen, den lever kun i fantasien, i mindet.

Richard Miseks kærlighed til Èric Rohmer vil ligeledes varer evigt, da den aldrig kan udfordres. Rohmer døde i 2010, mens Misek var i gang med sin film. Han ligger begravet på kirkegården Père Lachaise i Paris, og i slutningen af filmen besøger Misek hans gravsted, Misek sender blikke og får ingen igen.

Slip væk fra tankerne – forsvind ind i fantasien

Et screenshot fra Rohmers The Collector (1967), som Jørgen Leth har kaldt sin yndlingsfilm
Et screenshot fra Rohmers The Collector (1967), som Jørgen Leth har kaldt sin yndlingsfilm

Den latinamerikanske forfatter Julio Cortázar skrev følgende om livet i sin bog ”Kronoper og Famøser”: ”At skulle blødgøre murstenen hver eneste dag, at skulle bane sig vej gennem den klæge masse, der kalder sig verden, hver morgen at støde mod dette parallelepipedum og dets modbydelige navn, med køtertilfredshed konstatere, at alt er, som det skal være, den samme kvinde ved siden af én, de samme sko, den samme smag af den samme tandpasta…”
Denne grundstemning og milde form for væmmelse over livet og verden deler Rohmers karakterer, og den rammer nok også mange københavnerne nu, når vinteren er kommet, og det bliver mørkt klokken fire.

Det er farligt at tænke for meget, på sig selv og sin rolle i hele den her klæge masse. Èric Rohmer skrev i Six Moral Tales: ”Men hvis jeg ikke læste, ville jeg tænke, og tænkning er, når alt kommer til alt, det mest smertefulde der findes, og det mest monopoliserende.” Derfor lider vi vel alle lidt af cinefoli, som Misek, da det fjerner os fra vores kedelige selv. CPH:DOX er slut for denne gang, desværre, men festivalen vender stærkt tilbage næste år. Indtil da er der spandevis af andre film og bøger vi kan forsvinde ind i.

Læs også: Martin Gronemanns guide til dokumentarfilm.

More from Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

At uopnå

Med den danske multikunstner og projektmager Knud Pedersens død i 2014 mistede...
Læs mere