Frida Kahlo – det slører ikke mere

Arkens aktuelle udstilling om Frida Kahlo vrider kunstneren fri af kommercialiseringens glubske greb og giver mulighed for et jomfrueligt møde med kvinden og kunstneren.

Der er nogle kunstnere, som man bliver mæt af, inden man overhovedet har set et eneste af deres værker. Merchandise-industrien har suget al sjæl ud og kynisk og kraftløst spyet den ind i kuglepenne, toiletbørster, slipse, spillekort og uklædelige øreringe. En slags kommerciel vandalisme, der har fordærvet malere som bl.a. Manet, Monet, Picasso og Dali og skabt en pseudo oplevelse af, at man kender deres værk. Det gælder også Frida Kahlo.

Kvinden med de dæmonisk sammengroede øjenbryn, den dunede overlæbe, det intense gennemborende blik og den farverige klædedragt har været offer for en eksotiserende gidseltagning og en kunstturistindustri, der, som de panfløjtende bolivianerne på Strøget i København, platter sig igennem og sælger ud. Sågar Volvo har brugt Frida Kahlos profil til at markedsføre deres biler, og der er er blevet udgivet kogebøger med opskrifter fra hendes dagbøger. Senest har et kosmetikfirma lanceret en ’Kahlo serie’ – med udgangspunkt i hendes omfavnelse af naturen. OMG!

Indtil for nylig har Kahlos overophedede kultstatus haft en ’chilling effect’ på min interesse. Og jeg mente, at hendes farverige univers vel passede godt over sofaen og, i sin værste udlægning, mindede om new age-illustrationer. Tag nu fx ’Universets kærlige omfavnelse’ som, isoleret set, ligner noget, man kan finde på et indisk guesthouse, hvis det ikke lige var for alle kaktusserne.

Universets kærlige omfavnelse
Universets kærlige omfavnelse

Kahlo i prismet
Når det er sagt, er det godt, at Arken har givet mig mulighed for at komme udover mig selv og ikke ladet mig begrænse af platten-slagere, der har taget patent på formidlingen. Og netop formidlingen er et godt sted at starte.

For Arken har under titlen ’Frida Kahlo – et liv i kunsten’ begået en særdeles godt formidlet udstilling. Hvor kunstneren perspektiveres, belyses gennem andre kunstnere, kontekstualiseres kulturelt og politisk og fortæller flere historier om kvinden, kunstneren og kommunisten Kahlo. Både den hun selv vil fortælle, og den ufrivilligt afslørede, som kommer til syne bag om selviscenesættelsen, selv når hun er i fuld gang med at forføre og manipulere.

Udover hendes egne malerier viser udstillingen værker om hende, præcolumbistiske figurer, tøjstykker og indianske smykker – udlånt af Nationalmuseets etnografiske samling. Tøjstykkerne forekommer umiddelbart ligegyldige og har heller ikke tilhørt Kahlo, men er udvalgt på baggrund af deres lighed med Kahlos klædeskab.

Studerer man dem nærmere, fortæller de dog en central historie og er en væsentlig markør for hele fundamentet i Kahlos nationalisme, som er et ledemotiv i mange af hendes billeder, først og fremmest alle selvportrætterne, hvor hun optræder i etniske kjoler.

Den røde kjole udlånt fra Nationalmuseets etnografiske samling. Foto: Søren Greve, Nationalmuseet.
Den røde kjole udlånt fra Nationalmuseets etnografiske samling.
Foto: Søren Greve, Nationalmuseet.

Den røde kjole med blomsterbroderier og hvide flæser på skørtet er fra Tehuantepec i Mexico, som er kendt for sin særlige kjolestil: Tehuana-stilen, som Frida Kahlo havde mange kjoler i og var inspireret af – måske mere for stedets historie end æstetik. Tehuantepec beskrives som et matriarkalsk samfund, hvor kvinderne sidder på forretningerne, siges at have magten og er berygtede for at håne mændene og føle sig overlegne.

Tehuana-kvinden blev et yndet motiv inden for det, man i kunsten kalder den mexicanske renæssance – en tid med en stærk national selvfølelse som følge af den mexicanske revolution 1910-1917, der afsluttede 34 års diktatur. Tiden repræsenterer en tilbagevenden til det oprindelige Mexico. Kahlo samlede med denne ’fashion-dyrkelse’ både en stærk mexikansk identitet og om ikke en feminisme så en udholdende og kampdygtig kvindelighed.

Uægte barn af revolutionen
Revolutionen og den deraf affødte nationalisme prægede Kahlo, og hendes brug af nationaldragten med en nærmest udklædningsagtig karakter afspejlede hendes optagethed af den mexicanske historie og understreger iscenesættelsen af hendes identitet som indiansk, selvom hun ikke var af indiansk afstamning.

For at fremstå som et ægte barn af revolutionen fremrykkede hun sin fødselsdato, så den faldt tre år senere i 1910, året for revolutionens udbrud. Hendes europæiske aner kompenserede hun for ved at mørkne huden for at tilegne sig et mere autentisk look. Nationalismen stod i høj kurs, og den blev en dynamo i hendes selvforståelse og værk.

En kampklar Rivera Diego flankeret af Frida
En kampklar Rivera Diego flankeret af Frida

Kahlos politiske engagement og private passioner fulgtes ad. Først med den kommunistiske murmaler Rivera Diego som, da de mødtes, lige var blevet smidt ud af kommunistpartiet pga. sine trotskitske relationer, og senere da hun indledte en affære med the man himself, Trotski. Rivera var manden i hendes liv, de blev gift og skilt og gift og skilt – et dramatisk kærlighedsforhold, der kunne fylde mange kulørte magasiner.

Hollywood stuff
Og nu vi er ved kulørte magasiner. Frida Kahlos liv er mindst ligeså farverigt som hendes malerier. Derfor har hun også tiltrukket sig filminstruktører og popkunstneres opmærksomhed, som fx Madonna, der gerne havde set sig selv i rollen, da Julie Taymor instruerede ‘Frida’ tilbage i 2002. Madonna måtte nøjes med et par af hendes værker, som Arken uden held har forsøgt at få fingre i – bl.a. ‘Min fødsel’ og ‘Selvportræt med abe’. Hun skulle efter sigende også være indehaveren af ‘Rødder’, som blev solgt for 5,6 mill $ på Sotherbys. Som Storm P. har sagt; Jeg køber ikke maleriet – jeg køber navnet.

Min fødsel
Min fødsel

Sygdom til døden
En af de skæbnesvangre begivenheder, som føjer drama til historien om Kahlo,og præger hendes 47 år korte liv, er den fatale bustur sammen med hendes daværende kæreste Alejandro Gómez Aria. Bussen kommer ud af kurs og rammes af en sporvogn og krøller fuldstændig sammen, mens Kahlo bliver spiddet af et metalgelænder, der borer sig ind i hendes ryg og kommer ud gennem hendes underliv. Hun brækker rygsøjlen, kravebenet, ribben og bækkenet. Derudover får hun elleve brud på sit højre ben, som allerede er svagt pga. polioen der ramte hende som seks årig, samt en knust fod og en venstre skulder, der er konstant ude af led. Ulykken blev et springende punkt i Kahlos liv. Sengeliggende begynder hun for alvor at tegne og male.

Indrettet med staffeli – et brækket kraveben skal man ikke lader sig knægte af
Indrettet med staffeli – et brækket kraveben skal man ikke lader sig knægte af

Mig, mig og atter mig i flere udgaver
Selv om motivet er det samme i hendes 65 selvportrætter, rummer de en mangfoldighed af historier og utallige statements og kulturelle referencer.

Frida Kahlo har sagt, at hun aldrig malede drømme eller mareridt, kun virkeligheden. Men der er i hendes surreale værker, særligt fra starten af 30erne, en drømmeagtig stemning i kompositionen. Aber, fostre, snegle og dødningehoveder svæver omkring som symbolske markører i et biografisk univers. Og således bliver portrætterne flerstemmige og stærke konnotative værker.

“I paint myself because I am so often alone and because I am the subject I know best.” Kahlos befriende uprætentiøse udsagn er nok ikke kun en abstraktion over menneskets grundvilkår – for Kahlo var helt konkret meget alene. Med hendes sygdomsforløb og busulykke fulgte et utal af hospitalsophold, som ikke mindst danner afsæt for hendes kunstneriske produktion.

Diego i mine tanker
Diego i mine tanker

Kahlos selvportrætter favner kombinationen af svaghed, styrke, naivitet og kompleksitet. Som i værket ‘Diego on my mind’. Kendetegnende er en stramhed og ro og stilhed i billederne, selv når fantasien får frit løb og dyreriget slippes løs i surreale kompositioner, mættet med symboler.

Bagom det ukontrollerede
Den stramme selviscenesættelse løber igennem de mange selvportrætter og afsløres i videoen, hvor Kahlo sidder sammen med Diego i haven, og han som på bestilling kysser hende uaffekteret. Den ‘gemte’ rygende cigaret i baggrunden fortæller os, at intet her er tilfældigt, og dermed bliver denne korte optagelse i dén grad et sneakpeak ind til kvinden bag kunstneren Kahlo. Man får pludselig øje på den uro og kejtethed, som er fraværende i hendes selvportrætter, der udstråler en nærmest majestætisk ro og tyngende alvor.

Et andet lille peak ind bag facaden får man i det røde rum, hvor blyantskitser og akvareller er hængt op, og en mindre kontrolleret side udfolder sig med kruseduller og fantasifostre og en mere uafbalanceret form for teatralitet. I tegningerne åbner sig et lille kuriøst univers af legesyge og kompositorisk løssluppenhed.

Frida-Kahlo-081-300x240

Inviterende og perspektiverende kuratering
De store museer bruger i disse år mange kræfter på at skabe store udstillinger, der med holistiske koncepter kuraterer tværfagligt og prioriterer vinkler fremfor vinkel. ‘Frida Kahlo – et liv i kunsten’ er et godt eksempel. At møde en kunstner gennem hendes værker, hendes samtid, samtidige og efterkommere i deres fortolkninger giver god mening og gør kunstudstillingen til ikke bare en kunstoplevelse, men giver også historisk indsigt og kulturel forståelse. Og ikke mindst formår Arken at give Frida Kahlo tilbage til Frida Kahlo.

Less is more
Det er næppe kvantiteten, der har ligget til grund for hendes globale kändis-status. Med kun 150 malerier, hvoraf 65 er selvportrætter, indskriver Kahlo sig i kunsthistorien med en meget beskeden produktion, selv for en kunstner der dør ung.
Men hvorfor kaldes hun så den mest berømmede kvindelige kunstner ever? Svaret skal nok findes flere steder og bla. som Gregorio Luke, forhenværende direktør på MoLAA peger på; “Her work is very inclusive. She was able to incorporate elements of pop culture, Indian, Aztec mythology, surrealism, a whole variety of things in which many people can identify. She is the multicultural artist par excellence.”

Og så har det aldrig svækket en kunstners post mortem karriere at dø ung og undergå en dramatisk skæbne.

Fridas begravelse med Diego der kaster et fortællende blik ned i kisten
Fridas begravelse med Diego der kaster et fortællende blik ned i kisten

Efterskrift
Hun døde den 13. juli 1954. Hendes aske opbevares i en præ-columbiansk urne, som er udstillet i hendes tidligere hjem, La Casa Azul (det blå hus) i Coyoacan, som er lavet om til et museum indeholdende en del af hendes værker. Her er Graciela Irtubides fotografier, som kan ses på udstillingen, også taget.

Et af Graciela Irtubides fotografier af diverse redskaber til at gøre livet udholdeligt for Frida. Her hendes benprotese
Et af Graciela Irtubides fotografier af diverse redskaber til at gøre livet udholdeligt for Frida. Her hendes benprotese

Udstillingen Frida Kahlo – et liv i kunsten kan opleves på Arken frem til 12. januar.

More from Annette Max Hansen

Mangfoldighed eller monokultur

Måske man skal søge inspiration i køkkenhaven for at finde svar på...
Læs mere