Indierockens helte lancerer innovativ markedsføringskampagne.

Hvad gør man, når man hører til blandt de største indierock-navne i verden og gør klar til at udgive et meget imødeset nyt album? Man efterlader sit publikum forbløffet og pirret af en gennemført streetart-kampagne. Velkommen til Reflektor – Arcade Fires nye album.

I løbet af august 2013 dukkede adskillige mystiske symboler op på husmure i byen over hele verden. Symbolet havde ordet REFLEKTOR skrevet ind i forskellige ruder-tegn. Kort efter begyndte rygterne at at sprede sig; et kommende album fra det canadiske indie band Arcade Fire var på vej. Rygter som blev næret af bandets afsløring på twitter, hvor de i et svar til en fan fortæller navnet på det album, de arbejdede på.

Efter nogle uger med undren, pirren og nysgerrighed gik Arcade Fire til bekendelse og offentliggjorde, at kampagnen var relateret til det kommende album.

Således begyndte Reflektor sin eksistens i offentlighedens bevidsthed via lige dele social media strategi og en vel-orkestreret reklamekampagne, forklædt som street art.

Ovenpå den officielle udmelding gik bandet all-in med en bekendtgørelse i form af et enormt vægmaleri på en bygning i Manhattan med ordlyden ‘Arcade Fire 9 pm. 9/9′.

Spekulationerne gik øjeblikkeligt i gang! Var dette udgivelsesdatoen for albummet? Der var ikke andet at gøre end at vente utålmodigt på dagen.

Og den 9. september løftede Win Butler og hans tropper sløret for………ikke albummet, men den første single ‘Reflektor’ akkompagneret af en video.

På spøjs manér og helt i tråd med de tvetydige signaler var videoen krediteret det fiktive band The Reflektors.

Tidligt i oktober blev endnu en video søsat. ‘Afterlife’ er en kryptisk teaser, som viser personer vandre gennem gader ved aftentid, mens en stemme indsvøbt i vocoder proklamerer udechifrebare ord. Der gives ingen hints om relation til Arcade Fire, udover et close-up af en maske, magen til dem, som bæres af The Reflektors.

Arcade Fire er ikke novicer ud i kunsten at gøre det the viral way. Som en del af promoveringen af det forrige album The Suburbs skabte bandet en bemærkelsesværdig interaktiv video for sangen ‘We Used To Wait’.

Videoen er kreeret af instruktøren Chris Milk via sitet thewildernessdowntown.com og designet til at blive afspillet i forening med Google Chrome web browseren. Dermed giver det seeren adgang til Google Earth og Google Street View og ved at indtaste en selvvalgt lokalitet, fx. ens barndomskvarter, skabes der således en helt unik og personlig videooplevelse for den individuelle seer.

Dette unikke personlige touch blev bragt til nye højder med videoen til et andet nummer fra The Suburbs. Med visionen om interaktiv involvering inviterer ‘Sprawl II (Mountains Beyond Mountains)’ seeren til at bevæge sin krop med brug af et webcam og en såkaldt motion-detecting website. Resultatet kaldet ‘interactive cinematrophic”’var udtænkt af instruktøren Vincent Morrisset med brug af den såkaldte ‘motion capture’ teknik.

Eftersom nummeret har et betydeligt anstrøg af disco, fungerer denne ‘dansende-foran-din-computerskærm’-element helt perfekt og understreger atter Arcade Fires lyst til at tænke i nye baner, når det kommer til promovering – med et vågent øje for tendenserne indenfor de sociale medier og interaktion med publikum.

Visioner, som altså også har været en faktor i kampagnen for Reflektor og skabt forventninger længe inden nogen havde så meget som hørt en strofe fra albummet. Denne hype build-up, omsluttet af mystik, nåede endelig et forløsende klimaks små ti dage før albummet blev udsendt.

I weekenden 18.-19. oktober fandt den årlige branchefestival CMJ Music Seminar sted I New York. Programsat som The Reflektors, optrådte Arcade Fire på en udendørsscene i Brooklyn. Bandet spillede ‘Flashbulb Eyes’, ‘Joan of Arc’, Supersymmetry’ og ‘It’s Never Over (Oh Orpheus)’, til publikums store fryd og overraskelse.

Nu er Reflektor udkommet, og hvorvidt Arcade Fire vil fortsætte med at promovere albummet med mystiske kortfilm, viral innovation, street art hype og interaktion med deres fans via sociale medier, forbliver et mysterium.

Reflektor-kampagnen har ihvertfald vist, at det canadiske syvmands-band er blandt frontløberne, når det kommer til at udnytte (og eksperimentere med) de sociale medier som et effektivt redskab til kickstarte hype og massiv omtale.

‘Behind the scenes’ – Just a Reflektor videoen bliver til.
Tjek Arcades interaktive video Just a Reflektor ud her.

More from Martin Gronemann

Et levet liv – portræt af Marianne Faithfull

Hun blev gift, mor og skilt inden hun fyldte 19 år, hvorefter...
Læs mere