Platon er ultramoderne – når det kommer til pik og patter

Queerjihad, intetkøn, heteroseksuelt verdens-herredømme, transseksualitet – alle disse begreber og strømninger påvirker lige nu opfattelser af køn og seksualitet. Klassisk filolog, George Hinge, fortæller her om hvordan en af Platons gamle myter fra 416 f.Kr. kan hjælpe os til at forstå køn og seksualitet på en ny måde, der i virkeligheden er meget gammel.

Der er blevet indført intet-kønnet ”hen” i Sverige. Der er rundt om i Norden blevet opført kønsneutrale børnehaver, hvor ”hun” og ”han” er forbudte ord. Transkønnede vil have afskaffet de kønsbestemte cpr-numre. I år blev bogen queer-jihad udgivet. På forsiden står der ”Se – Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker”.

Kønskonstruktivismen og queer-teori formaner, at køn ikke er noget givet, køn er konstrueret og mennesket kan selv vælge konstruktionen, uanset kønsorganet. Alle disse strømninger er med til at udfordre det moderne kønsbegreb, der har domineret Vesten i årtusinder.

I Danmark tager den protestantiske kristendom udgangspunkt i den bibelske skabelsesmyte om Adam og Eva, om manden og kvinden i Edens have. Myten giver kun plads til manden og kvinden – til den heteroseksuelle verdensorden og forenkler og forsimpler dermed mennesket og dets muligheder, ud fra et kønskonstruktivistisk og queerteoretisk synspunkt.

Kontrast til den moderne kønsforståelse
Platons skabelsesmyte fortælles i værket Symposion i 416 f.Kr. og går ud på at der er tre menneskekøn, alle har de fire arme, fire ben, to kønsdele; enten to tissemænd, to tissekoner, eller en tissemand og en tissekone. Zeus deler dem alle over i to, som en rødspætte der flækkes på langs. Mennesket leder derfor altid efter sin genpart, som både kan være af samme køn og af det modsatte. Myten og synet på kønnene i oldtidens Grækenland, kan anvendes i de nye udlægninger af køn og seksualitet.

Lektor i klassisk filologi ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, George Hinge, forklarer om mytens rolle i moderne vestlig historie:

”Grækerne er en kontrast til en moderne opfattelse af at køn altid har været på én måde. Altså vi har sådan en fordom om at mænd er væsner defineret ved at de er sammen med kvinder, og gør sådan og sådan, og at kvinder er defineret ved at de er sammen med mænd, og gør sådan og sådan. Når vi så lige pludselig ser en kultur som den græske, hvor det er lige så almindeligt for en mand at være sammen med en mand, som det er at være sammen med en kvinde, som vi læser det af de klassiske tekster, jamen så er det jo et korrektiv til vores opfattelse af hvordan mænd er.”

Illustration Jacob Pedersen
Illustration Jacob Pedersen
Og derfor kan myten bruges af de som udfordrer den moderne kønsopfattelse, forklarer George Hinge:
”Queer-teorier er jo kun en af mange bevægelser, men de der udfordrer det moderne kønsbegreb, peger rigtig ofte på den græske kultur, som et eksempel på hvordan kønnene og seksualiteten var konstrueret anderledes dengang, end tilfældet er i dag.”

Myten er med til at forklare mange ting om mennesket, såsom vores seksuelle orientering, vores behov for at dyrke sex, og hvorfor vi altid føler vi skal finde vores sjæleven, den eneste ene – vores anden halvdel.

En lovtale over Eros
Platon slår sceneriet an: Vi befinder os til et drikkegilde i Athen 416 f.Kr. Der er mange prominente herrer til stede, blandt andre æresgæsten Sokrates. Selskabet beslutter i fællesskab at lade være med at drikke alkohol og i stedet holde lovtaler over Eros – kærlighedsguden.

Platon lader komikeren Aristofanes fortælle om menneskets skabelseshistorie. Han fortæller, at der i begyndelsen var tre køn. Et hankøn der stammede fra solen, et hunkøn der stammede fra jorden, og kvinde-mands-kønnet, som stammede fra månen. Menneskene så helt anderledes ud. De havde en rund krop, fire ben og fire arme. En cylinderformet hals og fire ører. Kvindekønnet havde to tissekoner. Mandekønnet havde to tissemænd og kvinde-mands-kønnet havde en tissemand og en tissekone.

Menneskene følte sig stærke og nærmest uovervindelige og Aristofanes fortæller: ”de var i besiddelse af vældig legemskraft og styrke og nærede samtidig stor selvtillid, så de gav sig i kast med guderne.” Guderne blev nervøse og holdt møde om hvad de skulle stille op med menneskene. Til sidst fik Zeus den idé, at han kunne skære menneskene over på midten. På den måde ville de miste halvdelen af deres styrke, og ikke længere være i stand til at true guderne. Zeus skar de tre køn midt over, og vendte deres ansigter, kropsdele og kønsdele om, så de kom til at se ud som os.

Men guderne fandt ud af, at de to halvdele, der før havde hængt sammen, ikke havde lyst til at være adskilt. Derfor var menneskene ulykkelige. De tænkte ikke på at spise eller drikke, de sad bare og kiggede ud i luften. Det var også et problem for guderne, for de havde brug for menneskenes arbejdskraft. Så de fandt på en ny løsning og indførte sex. Så kunne de to halvdele møde hinanden og smelte sammen i sexakten. Bagefter kunne de igen gå hver til sit og gå i gang med deres øvrige gøremål.

Aristofanes fortæller: ”Vi er med andre ord kun en del af et andet menneske, der er skåret over på langs som en rødspætte, så der er blevet to ud af én; og derfor søger den ene halvdel altid efter sin genpart.” Myten forklarer, at de mænd der kommer fra mandekønnet altid vil søge sammen med mænd, de kvinder der kommer fra kvindekønnet med kvinder, og dem der kommer fra mande-kvinde-kønnet vil søge efter halvdelen hos det modsatte køn.

Illustration Jacob Pedersen
Illustration Jacob Pedersen
Mytens aktuelle anvendelighed
”Der er flere myter og historier fra Platon, som kommer til at betyde rigtig meget i det 19.århundrede i Europa. Her opstår opfattelsen af, at der er forskellige seksualiteter, og at de fleste mænd godt nok er sammen med kvinder, men at der også er nogen mænd der kun er interesseret i mænd, og kvinder der kun er interesseret i kvinder. Man begynder at dele mennesket op i forskellige seksualiteter: heteroseksuelle og homoseksuelle, og så tager man blandt andet fat i den her myte. Så de græske myter kommer til at betyde meget i det 19.århundrede og starten af det 20.århundrede,” forklarer Georg Hinge.

Og så er de igen blevet relevante i dag, men hvorfor?

”Platons myte har været læst, det man kan kalde, essentialistisk i det 19- og store dele af det 20.århundrede. Dvs. forstået på den måde, at når du er homoseksuel er du født homoseksuel, man er skabt sådan, og sådan har det været siden tidernes morgen. Det er en måde at læse myten på. Men dem der prøver at udfordre kønnet i dag, vil nok læse den konstruktivistisk og sige: Platons myte er ikke en historie om hvordan mennesket blev skabt, men mere en forståelse af hvordan mennesket er. De vil ikke læse det så firkantet, som at det ene køn er heteroseksuelle, det andet homoseksuelle. Men se myten som et udtryk for kønsroller og kønsidentiteter,” konkluderer George Hinge.
Et udtryk for kønsroller og kønsidentiteter, og en accept af disses diversitet, er helt i transseksualitetens ånd. Platons Symposion er som nævnt en lovtale over Eros – kærlighedsguden. Historieskriveren Aukusilaos fortæller i Symposion at næst efter Kaos skabtes Jorden og Eros. Og Parmenides fortæller hvor vigtig Eros er for mennesket og verden:

”Der er intet der som Eros kan hjælpe mennesker til en ædel livsførelse hele livet igennem, hverken fornem slægt, ære, rigdom eller noget andet. Og hvad tænker jeg dermed på? Jeg tænker på det at skamme sig over det skammelige og stræbe efter det skønne. Uden dette kan intet samfund og intet individ øve store og skønne bedrifter.”

Platon og grækernes tanker har haft og har fortsat en virkningshistorie ud over det sædvanlige. Man fristes til at kalde det en tidsløs genialitet. Platons myte forklarer om kønnene og seksualiteten på en så tidsløs og rummelig facon, at alle de nye mest revolutionære strømninger inden for forståelsen af køn med lethed kan forklares ud fra myten. Så det er værd at overveje at dykke ned i de græske myter, for at forstå de strømninger der udfordrer den ellers så veletablerede vestlige kønsforståelse. For hvis man skal sige det konstruktivistisk er alt jo blot en konstruktion – også skabelsesmyter og kønsforståelser.

More from Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

Cohen og Cave – de udødelige

På mange måder rubriceres ens liv i specifikke oplevelser, epoker, milepæle som...
Læs mere